Flot, flot punktum for Art Week

Lørdag 8. august 2015 kl. 13:52

Flot, flot punktum for Art Week
Kunstnere og Team Rynkeby folk med den store check. Foto: Kim Jørstad

Flot, flot punktum for Art Week
Gårdspladsen på Lundsgårds avlsgård summede af liv med veteranmotorcykler, cykelryttere og gæster på Art Week. Foto: Kim Jørstad
Gårdpladsen på Lundsgård avlsgård summede af liv i Art Weeks absolut sidste timer. Veteranmotorcykler fra Egeskov-løbet og cykelryttere fra Team Rynkeby blandede sig med publikum på den store kunst-event.
Kl. 13 sluttede auktionen over de værker, som kunstnerne på Art Week har malet i løbet af ugen, og som de har skænket til børnecancerfonden.

Arrangørerne af Art Week, Bente og Michael Grønlund, gjorde resultatet op på stedet og straks efter kunne et hold fra Team Rynkeby modtage en check på 62.150 kroner.

Bente Grønlund bekendtgjorde samtidig, at indsamling til børnecancerfonden nu har rundet 2 millioner kroner.

De sidste minutter inden kl. 13 var hektiske i forrummet på Anexet, hvor de 30 kunstværker på auktionen var udstillet.

Der blev budt til sidste øjeblik ved at skrive nye bud på papirsedler ved kunstværkerne. Som journalist på stedet med pen og papir var det faktisk svært at få lov at arbejde. Hele tiden var der nye, der lige ville låne kuglepennen, fordi de skulle byde.

Afslutningen på Art Week levede på alle måder op til den succes hele arrangementet har været for Michael og Bente Grønlund, der i løbet af ugen også har besluttet sig for, at Art Week 2015 ikke bliver en enlig svale. De kommer igen til næste år.

Bente Grønlund oplyser, at der har været flere end 2000 betalende gæster på Art Week i løbet af ugen.


Kim Jørstad