Sognearkivet - historier / Minder fra Præstegården 1890
Minder fra Præstegaarden 1890

Karen Høyer Pors
Nogle Minder fra Præstegaarden omkring 1890
da Pastor Hoyer blev kaldet. 1952


Lidt om, hvad der foregik i VILSLEV OG HUNDERUP SOGNE
og nogle Minder fra Præstegaarden omkring 1890 da Pastor Hoyer blev kaldet til Sognepræst der

Min Fader kom fra Kvong og Lyne oppe ved Varde, og han har selv udtalt sig om, at var det ikke, fordi han skulle tænke på sine Børns Skolegang, var han aldrig flyttet fra den gode befolkning, der var et kirkesøgende Folk og deres Præstefolk hengiven, men der var 2 1/5 Mil til den nærmeste By for de skolesøgende. Saa søgte Far Vilslev og Hunderup Præsteembede og fik det. Jeg husker, der var 60 Ansøgere, da det den gang var et stort Embede.

Til Embedet hørte en Del af de store Marskenge, der blev lejet ud hvert Aar og gav en pæn Pengesum for Præsten, ellers var det Tiende, der betaltes Præster dengang, og det kunde være ret vanskeligt altid at få det hele krævet ind, især naar Præsten var lidt god af sig. Tiendet blev betalt dels i Penge og dels i Korn, men det var en Festdag, naar det gik for sig. Det stod paa i to dage og foregik i Præstegaarden, hvor der saa blev serveret Kaffe og Kage og en god Cigar.

Man kan ikke sige andet end, at Befolkningen udad til var gode ennesker, men man kan ikke komme udenom, at de var præget af, at de var Marskbønder med Interesse for Stude og Kortspil, hvilket min
Far ikke var nogen Ynder af, men Far var en fredelig og stille Mand og tog Folk, som de var.

Far elskede at besøge gamle og syge Folk, og det blev heller ikke forsømt. En Vilslev Bonde skrev engang til mig: "Deres Faders Mission blandt de syge og gamle var enestående, og for den Gerning
mindes han med hengiven Kærlighed og Taknemlighed," og han var også en rigtig Skolemand, aldrig før eller siden har Skolevæsenet i Vilslev og Hunderup Sogne haft saadan Vækst og Trivsel som i hans tid." Det skal ogsaa tilføjes her, at det var meget naturligt, min Far interesserede sig for Skolevæsenet, da han selv havde været kolemand, før han blev Præst, idet han havde en privat Drengeskole i Aarhus, hvor min Mor var Lærerinde, men da den tredie Dreng kom til Verden, kunde min Mor ikke længere være min Far til Hjælp der, og min Far var ogsaa glad for nu at gaa ind i Præstegerningen.

Vi havde selv Landeriet til Præstegaarden den meste Tid, havde saa en lille kørehest, med hvilken jeg kørte rundt med min Far i Sognet, og paa disse Køreture har jeg oplevet mange Samtaler, som min Far havde med gamle og syge, og var der Tid, fik de sunde ogsaa en lille Visit, og Far havde et godt ord til dem alle. Jeg skulle gerne synge, naar Far holdt Altergang for de gamle, da Far selv ingen Sangstemme havde. Saa husker jeg, at jeg sagde ved saadan en Lejlighed: "Du maa ikke, Far, gøre det saa rørende, saa kan jeg ikke synge." Jeg husker ogsaa et Hjem, vi var inde i, der var ingen Sygdom, men deres Søn havde vi som karl i Præstegaarden. Der var noget, Konen gerne ville have
haft bemærket af Præsten, og det var de mange Skriftsteder på Væggene, men Præsten bemærkede intet dertil, men som min Far saa gik ud af Døren, kunde Konen ikke dy sig, men sagde: "Har De slet
ikke set der og ikke set der, hvad der staar?" Men saa sagde min Far helt roligt: "Jo, det er nu godt nok alt sammen, men det vigtigste er, om vi har vor Gud inde i vort Hjerte." Saadan havde Pastor Hoyer altid saa mange vise Ord at øse af.Vilslev Præstegaard var ogsaa et meget gæstfrit Hjem, Dørene stod altid aabne for alle, og altid skulde der trakteres. Sværest er det for Præstefruen, hun skal drage Læsset, alt hviler paa hende, derfor bliver Præsten ogsaa altid en dejlig Mand, ja , Fruen kan jo ogsaa være god nok, saadan lyder det i Reglen.

Landvæsenet havde min Far ingen Forstand paa, det var altid hans Kone, der maatte træde til. Jeg husker, naar der skulde handles, var det Præstefruen, der slog Sømmet på Hovedet. Det lød gerne, naar der intet blev sagt: "Hvad siger De saa, Frue?" Præsten vilde afgjort ikke have med det at gøre, saa maatte Fruen jo, og saadan var det i mangt og meget.

Pastor Hoyer var i allerhøjeste Grad rundhaandet og sagde gerne:" Vorherre skal nok give os, hvad vi har Brug for." Men Fru Hoyer mente, at lidt Selvhjælp skulde der til. Mor var ualmindelig dygtig
til at holde sammen paa tingene. Vi gik lige fra mine Brødre hjemmelavet tøj, som vi fik fra vore Faar, og alle vore Strømper og vort Undertøj blev strikket af vor Mor. Der blev bagt i den store Ovn,
og meget sparsommelig var min Mor, og alt dette gjordes nødigt med den store Gæstfrihed, der hørte til i Præstegaardene dengang. Alt dette tror jeg ikke findes i Præstegaardene mere, men dette synes jeg var saa hyggeligt med en god kop kaffe, og hvor ofte kom Mand og Kone ikke af sig selv en Aftenstund. Konen med sin Strikkestrømpe og Manden med sin Pibe. Saa læste min Mor højt, og der blev spillet og sunget og til Slut bad Far Fadervor og bekendte Troen. Saadan en Aften var hyggelig, det syntes vi alle.

En gang om Måneden havde vi ogsaa Ungdommen samlet, hvor min ældste Bror Jørgen gerne vilde sætte dem lidt ind i den sønderjydske Historie, da han selv var saa interesseret i Forholdene der, og hvortil han havde gjort flere Studierejser. Saadan en Aften blev der elvfølgelig ogsaa sunget og spillet gode Fædrelandssange og til Slut en Aftensang, og den gamle Præst sluttede af som sædvanlig med Trosbekendelse og Fadervor. Skulde der saadan være Sammenkomster i Præstegaarden, var der Travlhed. Der var ingen elektrisk Lys dengang. 12 Lamper var der mindst, der skulde holdes i Orden, og til saadanne Aftener skulde de ordentlig skinne.

Der var noget at se til den gang i Præstegaarden. Der blev bagt i den store Ovn og af vore Faar skulde der laves tøj, saa Præstekonen havde noget at se til. Saa de mange Sommergæster. Jeg husker en Sommer, vi havde haft rigeligt med Gæster, saa min Mor drog et lettelsens Suk, da de sidste rejste, men saa kom vi til at se ud i Gaarden, og hvad saa - der kom en ny Gæst, og det saa ud til, at han ville blive længe, da en temmelig stor Bagage fulgte ham. Da udbrød Fru Hoyer: "Nu kan jeg ikke længere," - men han blev selvfølgelig alligevel. Et lille morsomt træk: Der var en Dame, der ret ofte besøgte os, og hun ville saa ogsaa aflægge mine Forældres Eftermand et Besøg, og min Far sagde saa til Damen: "Ja, jeg har faaet en flink Eftermand." "Ja." lød Svaret, "men jeg fik Indtryk af, han var fattig, for de bød mig kun et Glas Mælk. Nej, Sagen var nok den, Damen var blevet forvendt. Hos Pastor Hoyer, naar der var Gæster, varede det ikke længe, før Kaffen var paa Bordet, det var naturligt, og som det skulde være. Gæstfrihed var det, der prægede Præstegaarden, da Pastor Hoyer og Fru Hoyer var Præstefolk der.

I en Aarrække gik vi fem Børn i Skole i Ribe.Over for sine Konfirmander var Pastor Hoyer streng, der stak Skolemanden ogsaa igennem. Der skulde læses noget den Vinter, meget uden ad. Min Far sagde: "det vil komme Jer til Gode, naar I bliver gamle og maaske ikke kan se at læse, saa kan I tage et Skriftsted frem og et Salmevers, som I saa kan glæde Jer over." Man fortalte, at Fars Forgænger slet ikke kunde holde Styr paa sine Konfirmander. Det havde Far faaet Nys om, og jeg husker det første Hold, min Far havde, sagde han til. "Ja, her maa I vide, her har Præsten Øjne i Nakken." Far var meget præcis; kom vi for sent til Forberedelsen var han eller hun bange for at gaa ind. Jeg har tit og ofte lukket Døren op for at bøde paa det. Saa sagde Far gerne:" Sæt dig saa paa din Plads, men et Sekund er for sent." Det skal saa være nok om Pastor Hoyer som Skolemand.

Min Mor var yderst sparsommelig, hvilket ogsaa var tiltrængt med den store Gæstfrihed, der hørte til den Gang i Præstegaarden, og to Sønner der læste i København. Alle var velkomne, og alle skulde trakteres; der var ingen, der dengang selv kom med kage, nej, vi nøjedes med et stykke Julekage og en god Kop Kaffe. Det tror jeg, mange ligefrem glædede sig til. De vidste, naar de kom i Præstegaarden, saa skulde der en god Kop Kaffe til. Saa tror jeg ogsaa nu, min Far har faaet de
Lovtaler, han kan tilkomme, det var jo ogsaa lettere for min Far altid at være den Gode, da han som Regel lukkede sig inde i Studereværelset og overlod Bryderierne til sin Kone, saa det var Mor, der var den Skrappe, naar der kom Genvordigheder.

Landeri havde vi som før omtalt. Der var det ikke altid lige let, men nu hjalp det meget, at vi havde en god og flink Forkarl, Anders, som var hos os i 17 aar. Saa var der 4 Drenge, der skulle opdrages, som Far heller ikke tog sig af, og det kan vel nok tit tiltrænges, mere Respekt har man vel altid for sin Far, men som sagt, Præsten maa have Ro og maa ikke forstyrres af Hverdagstingene. En from og god Mor havde vi, selv om man udadtil ikke mærkede det saa meget. Hvor var det Højtid, naar hun kom ind til vore smaa Senge og bad og sang med os. Jeg husker tydeligt en Aften, vi sang "Fader, se med Kærlighed til vort ringe Leje ned." Saa sagde jeg:"Det forstaar jeg ikke, Mor, se til vort ringe Leje ned - vi ligger her i saadan en lille fin Seng, og saa synger du "ringe Leje." Men saa forklarede vor Mor, at det var Menneskets Ringhed og ikke vor Seng, og at Vorherre vil se ned til os, hvor smaa vi Mennesker end er. Dernæst husker jeg ogsaa, at jeg har set min Mor holde sin stille Andagt for sig selv, naar vi Børn var kommet til Ro. Det saa jeg første Gang en Aften, Døren til vort Soveværelse stod paa klem. Mor knælede og bad saa. Jeg syntes, det var et højtideligt Øjeblik for mig selv, selv om jeg ikke forstod det dengang. Nu forstaar man det, da man selv trænger til at være ene med sig selv og med sin Gud, og den Oplevelse har ogsaa siden hen i Livet haft sin Betydning for os Børn. Naar man er Barn, ved man ikke, hvor stor en Skat det er
at have en bedende Mor, og har desværre ikke Forstaaelse deraf.

Jeg husker min yngste Bror, da han var i Tyverne, rejste til Syd-Amerika. Min Mor vilde da, inden han rejste, bede med ham, men min
Bror kunde ikke, siden hen skrev han i et Brev til min Mor: "Min kære Mor, du vilde, jeg skulde bede med dig, inden jeg rejste ud, men kunde ikke, men nu kan du tro, Min egen Mor, at jeg har faaet lært at bede!


Langt borte fra Hjemmet og sit Fædreland kommer det til en, at man har haft en bedende Mor, og at dette ene kun kan trøste og bøde paa Ensomheden."

I den Aarrække vi fem Børn gik i Skole i Ribe, havde vi en lang og trang Skolegang. Der blev kaldt paa os kl. 5 1/2 hver Morgen, og vi kunde saa ikke være hjemme før kl. 5 Eftermiddag, men da følte
man vel ogsaa, man havde en god og trofast Mor. Jeg kan ikke huske een Morgen, at Mor ikke har været der for at se, at vi fik vor morgenmad og Tøj paa, saa vi ikke fryse, og saa ikke nok med det,
men Mor var ogsaa parat, naar vi kom fra Skolen, med middagsmad til os. Da det saa var overstaaet, var der tit og ofte en og anden, der skulde hjælpes med Lektierne, og dem maatte vi for det meste kaste os over for at kunne komme tidligt i seng. Det var en rigtig Mor, men desværre skal man blive ældre, før man skatter hende, og saa kan det være for sent, men en Mor synes vel ogsaa, det er hendes Pligt, dog har vi jo ikke alle lige store Evner til at gøre lige meget for vore Børn.



Billedtekst:
”Pastor Nis Høyer sidder længst til venstre ved siden af sin kone (Katrine, tror jeg). På bænken sidder desuden deres datter, Karen og hendes mand, Mathias Pors (min farmor og farfar). De er på besøg i præstegården på deres tredje barns et års fødselsdag. Han er min far og sidder på barnepigens arm. Bagerst står Nis Høyers to sønner. Jørgen Boye Høyer blev cand. theol., men døde som 36 årig, og Nis Høyer blev læge, men døde som 42 årig. Foran Vilslev kirke står en sten over Jørgen Boye Høyer.” – Mette Fredslund- tekst

Jeg synes, mine Forældre skulde have haft lidt mere Glæde af os. Min ældste Bror blev cand.theol. men døde med 36 Aar. Det var en stor Sorg for mine Forældre. Jeg ved, min Far sagde: "Det var en søn, der aldrig har gjort os imod." Min Far kunde ikke selv begrave ham, men kom saa langt, at han kunde sige: "Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet."

Saa var der en Søn, som blev Læge, som ogsaa døde i en ung Alder, 42 Aar, men ogsaa dette Dødsfald tog mine Forældre kønt og sagde: "Hvad Gud gør, maa vi ikke knurre over, og tro, det er hans Vilje." Naar Børnene gør Forældrene Sorg, det er strengt. Der var nemlig en Bror i Flokken, der fik Hang til Spiritus, men maaske var det nedarvet, og saa havde Fristelserne ude i den store Verden gjort sit til det, men jeg syntes, min Mor tog det saa kønt. Jeg ved, jeg sagde engang til min Mor: "Dette er svært for os," Hvortil min Mor svarede: "Det skal vi maaske have for at holde os rede." Jeg erindrer ogsaa, min Far ved et Menighedsmøde omtalte dette og sagde; "Jeg synes slet ikke, jeg kan prædike for Jer, da vi har denne Sorg med vor Dreng, jeg føler mig ikke værdig dertil." Men saa glemmer jeg aldrig, hvad Menighedsraadet svarede dertil, nemlig dette: "Nej, Pastor Hoyer, saadan maa De ikke tænke, nu er det først, vi holder af Dem, og De kan trænge til vor Støtte og Kærlighed, og deres Dreng skal til enhver Tid være velkommen i vore Hjem, naar han besøger Vilslev." Det gjorde vel nok mine Forældre godt, og aldrig kan de glemme dem derfor. Den Kærlighed og forstaaelse vilde man sikkert ikke finde alle steder iblandt sine Sognebørn.

Kommer man først til at røre ved Minderne, myldrer de frem. Jeg syntes, Vilslev var en smuk Landsby, tæt bebygget med Gaarde og Huse og ikke en Gaard, uden der fandtes en Storkerede, og i
Høbjerningstiden rullede den ene Høstvogn efter den anden gennem Byen ude fra de store Marskenge - og saa Kongeaaen, der løb lige neden for Præstegaardshaven, og hvor min Far rigtig fandt Hvile,
naar han medede efter Aal, og vi Børn havde en yndig lille Sejlbaad, som kaltes "Svanen", hvilken min Bror selv havde lavet. Vi havde ogsaa selv et Badehus, Aavandet var koldt, men alligevel fandt vi, det var herligt at bade.Over Kongeaaen førte den ejendommelige Spangbro. Inden den gik helt til, blev den malet af en kunstmaler Beck, som fik 2000 kr. for Billedet. Det findes nu paa Odense Museum og hedder "Spangbroen ved Solnedgang".

Saa kommer vi til Kirken. Det mærkværdige ved den var, at Kirketaarnet vendte imod Øst. Der siges, at det skulle være et Sømærke fra gammel Tid og skriver sig fra Kong Niels’ Tid.

Saa maa jeg ogsaa nævne Kærgaard Skov, der laa lige mellem Sognekirkerne, og inden i denne Skov laa en Fattiggaard,som i gammel Tid havde været et Herresæde, og under Hvælvingerne i Hunderup Kirke ligger Herremændene. I denne hyggelige Kærgaard Skov blev der holdt forskellige Folkemøder. En udmærket Bestyrer havde de paa Fattiggaarden, saa de gamle havde det ualmindelig godt der. Min Far besøgte hver Søndag disse gamle efter Gudstjenesten, og saa kunne det hænde, at jeg var med, og hændte det, husker jeg, de gamle bad min Far, om hans Datter ikke vilde blive for at fornøje dem.
Jeg fik saa fat paa et kosteskaft, som jeg saa dansede med, dernæst stod jeg op paa et Bord og sang nogle fornøjelige Sange for dem. Det var vel nok en Fornøjelse for mig at se, hvorledes man kunne glæde disse gamle Mennesker. Nu er Fattiggaarden omdannet til en Ungdomsskole. Det er saa underligt at høre, hvorledes alt har forandret sig, som tiden gaar

.Ja, nu vil jeg slutte med at sige, mine Forældre har nu været døde i mange aar, og jeg sidder selv som en ældre Kvinde med Minderne bag mig, og saa vil jeg til sidst skrive de Linier, som en kær Vilslever skrev til mig: "Nu hviler Deres Far og Mor samt ældre Bror paa Kirkegaarden i Vilslev. De hviler i Menigheden blandt Sognebørn, der holdt mere af Dem, end de selv vidste;"

Æret være deres Minde!

"Frej" ved Christiansfeld, den 29. Oktober 1952
Karen Høyer Pors
stig hegn