Kogebogen / Desserter

Desserter

Før i tiden fik man faktisk altid to retter mad.
Hvis der ikke var for mange penge i familien startede man tit med grød eller vælling, som kunne tage det værste af appetitten, inden det dyre kød kom på bordet.
Vi fik tit frugtgrød til dessert. Det var nogen gange med til at få stegt lever eller andet til at glide ned, at man vidste der var noget guf bagefter.
 

Koldskål

Koldskål er sommermad.
Så snart den første forårsdag viser sig, er køledisken ryddet for både den færdiglavede koldskål og kærnemælken.
 
Koldskål
Den koldskål vi fik som børn var noget anderledes end opskriften herunder. Vi fik en skefuld "æggesnaps" på tallerkenen og kærnemælk udenom. Tilbehøret var tvebakker.
 
Der er lidt mere gods i den koldskål jeg laver. Mine børn spiser den med kammerjunkere, men dem kan jeg altså ikke fordrage, så jeg spiser den med tvebakker eller cornflakes.
 
Tro nu ikke at jeg har glemt at skrive citron i opskriften. Hvem der har fundet på at putte det i, ved jeg ikke, men jeg synes det er en uskik. Der er også nogen som putter flødeskum i, det er næsten endnu værre.
 
1 æg
1 dl sukker
1 tsk vanillesukker
½ ltr kærnemælk
½ ltr tykmælk
 
Pisk æg, sukker og vanillesukker til det er næsten hvidt. Bland kærne-og tykmælk i og pisk det luftigt.
 
Rabarbergrød
 
Rabarbergrød
Rabarbergrød var det bedste jeg kunne få som barn. Man kunne vist nærmest lokke mig til hvad som helst med en portion.
 
Men jeg kunne ikke klare at spise den med rabarberne i. Det mindede for meget om rabarberkompot.
Den skulle laves på saft ,og der skulle mandler i.
Sådan har jeg det stadig.
 
Rabarber indeholder oxalsyre, som kan skade tænderne, hvis man spiser for meget af det. Det kan neutraliseres med nonoxal, som ikke smager af noget, men gør grøden lidt uklar.
 
Rabarbersaft:
 
rabarber
vand
 
Rens rabarberne og skær dem i 2 cm lange stykker. Hæld vand i en gryde, så bunden er dækket, læg rabarbarne i og varm langsomt op under låg. Når rabarbarne er kogt ud sies saften fra.
 
Grød:
 
½ ltr rabarbersaft
1-1½ dl sukker
1 tsk vanillesukker (eller lidt friske vanillekorn)
3 spsk kartoffelmel
3-4 spsk mandelsplitter
evt. nonoxal
 
Varm saften op og tilsæt sukker og vanille. Når sukkeret er opløst tages gryden af. Tilsæt nonoxal, hvis du bruger det.
Rør kartoffelmelet ud i 5 spsk vand og hæld det i grøden under omrøring.
Hæld grøden over i en skål, drys et tyndt lag sukker over, så den ikke "trækker skind" og drys mandelsplitterne over.
 
I stedet for kartoffelmel kan man bruge maizena. Jeg foretrækker dog kartoffelmel, fordi det er nemmere at styre hvor stiv grøden bliver. Husk blot at kartoffelmel ikke må koge. Så bliver grøden "lang" og er næsten ikke til at spise.

Tiramisu

De fleste kender nok til is med tiramisu-smag, men mange har aldrig smagt den rigtige vare.
Det er en praktisk dessert til gæster, for den skal laves dagen før.
Det er ikke ligefrem slankemad, men skal der være fest, så lad der være fest!
 
8. pers.
 
500 g Mascapone (usaltet frisk-ost)
4 pasteuriserede æggeblommer
2 tsk vanillesukker
250 g Savoiardo (Lady-fingers)
1 dl stærk kaffe
4 spsk kaffelikør eller lignende (f.eks. Marsala, som jeg rigtig godt kan lide)
3 spsk kakao
2 dl piskefløde
 
Pisk ost, æggeblommer, æg og vanillesukker til en lind creme. Pisk fløden stiv og bland den i.
Læg halvdelen af Savoiardi-kagerne i bunden af et firkantet fad.
Stænk halvdelen af kaffen og likøren over.
Smør halvdelen af ostecremen over og drys med kakao.
 
Læg resten af kagerne over, stænk med kaffe og likør og smør resten af cremen over.
 
Lad desserten hvile i køleskabet natten over og drys med kakao lige før servering.

Dorte Frandsen