Her vil jeg fortælle historier om Grauballe og om de personer, som har levet her gemmen tiden. Jeg vil også fortælle lidt fra nutiden, nemlig noget om de spor fra fortiden, som beboerne i Grauballe går eller kører forbi hver eneste dag uden at skænke det en tanke.
Stednavnet Grauballe betyder "bakken med ulvegraven". I ældre kilder staves det "Graffballe".
Der har levet mennesker her på stedet gennem flere tusinde år. Prøvegravninger udført af Silkeborg Museum i 2010 har påvist beboelse helt tilbage fra yngre stenalder.
Den første beboer vi kender lidt til er Grauballemanden,
eller "Røde Kristian", som han blev kaldt i folkemunde. Han levede på dette sted for ca. 2300 år siden.
Historien om "Røde Kristian"
"Røde Kristian" var en lokal drukmås, som forsvandt en aften omkring 1887-88, da han ville gå fra Svostrup Kro til Silkeborg. Ingen har set skyggen af ham siden.
Lørdag den 26. april 1952 stødte tørvegraverne i Nebel Mose så på det moselig, vi i dag kender som Grauballemanden.
Alt hvad der kunne krybe og gå i Grauballe og omegn, stimlede sammen i Nebel Mose for at se det sære og ret uhyggelige syn, og den berømte akæolog, professor P.V. Glob, kom fra Forhistorisk Museum i Århus, for at forestå udgravningen.
De lokale folk havde mere end svært ved at tro på professorens påstand om, at der var tale om et over 2000 år gammelt lig.
En lokal gårdmandskone mente, at det måtte være "Røde Kristian", som hun huskede fra sin ungdom, og som jo var forsvundet på mystisk vis. Liget var jo rødhåret, og hun syntes det lignede ham. Og det kunne passe med den rute han skulle gå, at han i fuldskab var havnet i mosen.
Historien om, at det var "Røde Kristian" og ikke et jernalderfund levede i mange år på egnen. Mange lod sig aldrig helt overbevise om, at det virkelig var et 2300 år gammelt moselig.
Du kan læse mere om Grauballemanden på
www.grauballemanden.dk.
Det er især ustyrligt morsomt at læse de gamle avisartikler om Røde Kristian.
Humlen fra Grauballe Kro
Efter at jeg flyttede til Grauballe, fik jeg en dag øje på en humleplante i et vildnis ved Grauballelund, som dengang var
plejehjem.
I et par år hentede jeg nogle ranker til at pynte dekorationer med om efteråret, uden egentlig at tænke nærmere over, hvordan den humleplante var havnet der midt mellem efeu og ukrudt.
Men pludselig en dag slog det mig, at der jo i gamle dage var kro på den grund.
Jeg gik en runde på det område, som hørte til kroen i gamle dage, men fandt ikke andre humleplanter.
Min tro er, at denne er den sidste rest fra den gamle krohave, hvor kromanden har
dyrket, hvad han skulle bruge til at brygge øl, og måske også urter til den brændevin han solgte.
Da Grauballe Kro jo blev oprettet af Jens Peder Andersen, som var søn af kromanden i Svostrup, stammer humlen måske derfra. Måske går dens historie endda helt tilbage til Tvilum, Alling eller Sminge Kloster.
Næste forår klippede jeg en lille stump af humleplanten og satte den i en potte.
Med en del kærlighed og omsorg slog den rødder, og nu står den hjemme i min have. Hvert efterår sætter den smukke humlekopper og spreder sin helt specielle duft over terrassen.
Moderplanten står stadig midt i et kaos af efeu og ukrudt ved hegnet mellem Grauballelund og den gamle købmandsbutik.
Pas godt på den!
Da herremanden gik igen på Grauballegård
For mange år siden boede der på Grauballegård en herremand, som pinte og plagede sine bønder ganske forfærdeligt..
Da han endelig døde, glædede bønderne sig over det, og de fulgte ham til graven i stort antal.
Men da de glade og lettede kom tilbage fra kirkegården, efter at have jordet den forhadte bondeplager, fik de imidlertid deres livs chok; for der på en af stalddørene sad herremanden og galede som en hane.
Herremanden gik igen, og han ville ikke lade nogen have fred.
Til sidst hentede man præsten i Grønbæk, for at han skulle mane herremanden ned.
Præsten kæmpede længe med herremandens spøgelse, men til sidst lykkedes det dog for ham at mane gespenstet ned i et kær tæt ved gården.
For en sikkerheds skyld rammede bønderne en pæl ned gennem det, så det ikke skulle komme igen.
Pælen stod der i mange år, og gamle folk fortæller, at hvis nogen rokkede ved pælen lød det nede fra dybet: "Rok bedre op, rok bedre op!"
Den gale Fischer
Jean Arnold Mouridsen Fischer, som ejede
Grauballegård fra 1774 til kort før sin død i 1805, har
fået hæftet to tilnavne på; "den gale Fischer" og
Fruentimmerhaderen". Ingen af dem er særlig
flatterende, men de er nok et udtryk for, at han
levede et lidt eksentrisk liv uden kone og børn.
Historien vil vide, at han gennem en lang årrække
slet ikke havde kvindeligt tyende ansat, fordi han
hadede kvinder. Både ved folketællingen i 1787 og i
1801 er der dog kvinder ansat ,og der er også
historier om, at Jean Arnold i hvert fald godt kunne
lide at kigge på dem. En gammel kone , som havde
gjort hoveri på Allinggård, hvor han boede, fortalte at
når høstfolkene gik hjemad, stod Fischer tit på en
høj syd for gården med hatten fuld af gode æbler, som han kastede til dem. Hvis pigerne blev ivrige i deres jagt på æblerne, så skørterne slog op om ørerne på dem, når de bukkede sig, blev Fischer fornøjet og skyndte sig hjem efter flere æbler.
Han nød også at se drengene slås, så han kastede en håndfuld småpenge på jorden til dem. Drengene vidste godt, hvad de skyldte herremanden, så de gennembankede hinanden på skrømt, mens Fischer smilende så til.
Når han kom kørende eller ridende til Linå bys "Vesterled", kom drengene springende for at åbne det for ham. Det siges, at den der kom først fik en daler, og den sidste et rap med pisken.
Endnu en af Jean Arnold Fischers fornøjelser skulle være at gemme sig og lade tjeneren fortælle folkene, at han var bortrejst. Når katten er ude spiller musene på bordet, siger man, og Fischers folk var ikke anderledes. De inviterede alle op på gården til gilde, og når gildet var på sit højeste, kom herremanden frem og skræmte dem alle fra vid og sans.
Der var mange røgter efter hans død. Et af dem var, at han havde taget sig selv af dage, så da de skulle føre kisten til kapellet i Linå ville hestene ikke gå, før præsten havde læst over dem.
Fruentimmerehaderen
Det siges, at Jean Arnold Fischer, som ejede Grauballegård
fra 1774 til 1805 inspirerede digteren Steen Steensen Blicher til novellen Fruentimmerhaderen. Steen Steensen Blicher har utvivlsomt mødt Jean Arnols Fischer, da de begge plejede omgang med præsten i Grønbæk. Måske har Blicher her hørt rygterne om Fischer, eller måske er der en god del sandhed om ham i Blichers novelle. Derfor synes jeg, at novellen
hører med til historierne fra Grauballe. Du kan læse den
her.
Mord i Grauballe
Den skrækkelige historie om "Unge Jens
Nielsen", som i nattens mulm og mørke slog
sin fætter ihjel i 1606 og blev henrettet for det
20 år senere, har været bragt i årskriftet 2010
fra Lokalhistorisk Arkiv or tidl. Gjern
Kommune, men du kan også
