Lokalhistorie / Historier fra Grauballe / Hovedgården Grauballegård 1677-1809

Hovedgården Grauballegård 1677-1809

Tiden før Grauballegårds oprettelse

Før reformationen i 1536 var ejendommene i det nuværende Grauballe ejerlav ejet delvist af Kronen, delvist af Århus Bispestol, og måske har der også været et par selvejere. Ved reformationen overtog Kronen de ejendomme, som kirken havde ejet.

Engang sidst i 1500-tallet erhvervede kongens skovridder i Grauballe, Peder Vendelbo, en af de ejendomme, som senere skulle blive en del af Grauballegård. Peder Vendelbo er nævnt i 1583 som ”gående pandesvend” (jagtbetjent). Nogle af kongens skovriddere var ”ridende pandesvende”, så måske fortæller det noget om skovens størrelse, at Peder Vendelbo kunne nøjes med sine ben.I 1608 ser det dog ud til, at han har været til hest, for i lensregnskabet for Silkeborg Len oplyses det, at han aflønnes af slottet (Silkeborg) med ”pendinge 16 daller, kost 48 daller, en hofklædning (uniform) 10 daller. Til hesten 45 daller og 10 læs strøelse 7 daller”.

Peder Vendelbos søn, Anders Pedersen Vendelbo, nævnes 1604 som kongelig skovridder og var det til omkring 1655. Han var gift med Karen Pedersdatter, som bragte selvejergods med ind i ægteskabet. 
Anders Pedersen Vendelbo og Karen Pedersdatter fik mindst fire børn, 3 døtre og en søn, som alle blev godt gift.
Datteren Karen blev gift med Niels Gregersen, herredsfogeden i Gjern Herred, som var en søn af Gregers Madsen, der var fæster af en del af Allinggård.
Datteren Margrethe blev først gift med herreskriveren i Hids herred, Anders Lauridsen. Anders Lauridsen var selvejer i Resendal i Gødvad sogn og en del af den indflydelsesrige Hase-slægt. Efterfølgende blev hun gift med mølleren i Resendal Mølle, Johan Sørensen. Hun døde omk. 1682. Johan Sørensen døde i 1707, da Jens Christensen Basse ved et uheld kom til at skyde ham.
Den tredje datter, Ane, blev gift med skovfoged Jokum Christensen fra Hårup, som også kom af indflydelsesrig slægt.
Sønnen, Henrik Andersen Vendelbo, blev gift med Elisabeth Nielsdatter Holst, datter af præsten Niels Pedersen Holst og Karen Thomasdatter Fischer fra Skanderborg.

 Her må vi lige vende tilbage til ejerskabet over jorden i Grauballe. Den hørte som nævnt under Silkeborg Len og dermed under Kronen, men i 1660-erne havde kongen (Frederik den 3.) oparbejdet en stor gæld, bl.a. til sin vinhandler og mundskænk, Christian Thomsen Fischer. I 1664 fik Christian Thomsen Fisher så overladt Silkeborg Slot med underliggende bøndergods, som betaling. Christian Thomsen Fischer var bror til ovennævnte Karen Thomasdatter Fischer, og da han døde barnløs i 1677. arvede hans søskende slot og gods efter ham. Karen arvede den sydlige del af Svostrup sogn.
Karen Thomasdatter Fischer og hendes mand, Niels Pedersen Holst havde kun en datter, nemlig Elisabeth, som var gift med Henrik Andersen Vendelbo. Elisabeth og Henrik fik råderet over arven efter Christian Thomsen Fischer og oprettede hovedgården Grauballegård ved at lægge arven sammen med de ejendomme, som Henrik Andersen Vendelbo i forvejen ejede i Grauballe.

Grauballegård, omk. 1910, byggeår 1866

 
Henrik Andersen Vendelbo og Elisabeth Nielsdatter Holst
(1677 til ca. 1684)

Henrik Andersen Vendelbo var skovridder og ridefoged på Silkeborg slot. I Hids Herreds Tingbog 1671 kræver han betaling for at have skudt en ulv og ”da det var gammel sædvane og herreds vedtægt, at hvem der dræbte skadelige dyr blev bevilget noget, tillagde de ham 4 skilling af hver gård og 2 skilling af inderster med fæmon”.
Han fik mindst fem børn med Elisabeth Nielsdatter Holst; Anders, som blev borgmester i Århus, Mogens, som giftede sig med enken til Søgård på Holmsland, Karen (død 1701), som 1695 blev gift med den indflydelsesrige Laurids Nielsen i Mollerup, Bodil (1683-1706), som blev gift med præsten i Stadil-Tim, Oluf Hansen Guldberg og Niels, som overtog Grauballegård. Mere om ham senere.

Henrik Andersen Vendelbo døde omkring 1684. Han og Elisabeth Nielsdatter Holst er gravsat under kirkegulvet i Svostrup Kirke. Begravelsen skal have indeholdt i alt 12 kister, hvoraf nogle stadig står i en muret hvælving under koret. Svostrup Kirkes alterkalk og disk er indgraveret med ”For deres begravelse er denne kalk og disk skænket til Svostrup Kirke anno 1693” ,og skulle være skænket til kirken af Henrik Andersen Vendelbo og Elisabeth Nielsdatter Holst, men det må være deres børn, som har skænket disse på forældrenes vegne.


Elisabeth Nielsdatter Holst og Jens Jensen Augsburg
(ca. 1685 til 1686)

Elisabeth Nielsdatter Holst giftede sig kort efter Henrik Andersen Vendelbos død med løjtnant Jens Jensen Augsburg.. Sammen fik de datteren Kathrine Jensdatter Augsburg, som var gift ikke mindre end tre gange. Først med præsten Christen Knudsen, derefter med farver Søren Christensen Høg i Viborg og til sidst med farver Anders Jørgensen Vendelbo i Viborg.
Elisabeth Nielsdatter Holst døde i 1686, og de næste 20 år, frem til sin død i 1706, repræsenterede Jens Jensen Augsburg herskabet på Grauballegård, selvom han reelt kun ejede en lille del.


Jens Jensen Augsburg, Lisbeth Mikkelsdatter og Johanne Lauridsdatter Kruse
(1686 til 1706)

Jens Jensen Augburg giftede sig omkring 1887 med Lisbeth Mikkelsdatter, med hvem han fik syv børn; Elisabeth (født omk. 1688), som blev gift med præsten Christen Ottesen Brask fra Holmsland, Karen (1690-1719), som blev gift med Niels Bygum til Viumgård, 1692 kom et par tvillinger; en dødfødt pige og en dreng, Jens, som døde kort efter, 1695 kom endnu en Jens, som også døde efter kort tid, derefter Else (født 1697), som blev gift med borgmesteren i Ringkøbing, Jens Mikkelsen Rude og efterfølgende med Severin Schieldrup, også fra Ringkøbing, omk. 1699 fik de deres sidste barn, en datter, som vistnok hed Kirsten. Hun blev gift med kapellan Johan Arent Rose i Henne-Lønne sogn. Lisbeth Mikkelsdatter døde i 1700 og Jens Jensen Augsburg giftede sig derefter med Johanne Lauridsdatter Kruse. De fik ingen børn og hun døde samme år som ham, nemlig i 1706.


Niels Henriksen Vendelbo og Steward Hansdatter Krarup
(1706 til 1720)

Efter Jens Jensen Augsburgs død i 1706 over Henrik Andersen Vendelbo og Elisabeth Nielsdatter Holsts søn, Niels Henriksen Vendelbo, Grauballegård. Han købte sig til halvdelen og havde formynderskab over den anden halvdel.
Niels Henriksen Vendelbo var fuldmægtig og ridefoged på Silkeborg Slot. Han giftede sig med enken efter bøssemager Søren Poulsen Moth i Odense, Steward Hansdatter Krarup.
Overleveringen fortæller at Steward Hansdatter Krarup fik sit særegne navn, fordi hendes mor havde været en del af hofstaben hos den engelske dronning Marie Stuart.
Stewards far, Hans Laursen Krarup, var i fremmed krigstjeneste og forelskede sig i hende, hvorefter han flygtede fra tjenesten og tog sin fremtidige hustru med sig. Til minde om dronningen skulle de så have kaldt deres datter Steward.
Steward blev desuden stammoder til slægten von Moth, idet hendes søn af første ægteskab, Christian, blev adlet i 1750.
Sammen fik Niels Henriksen Vendelbo og Steward Hansdatter Krarup to børn; en dreng født i 1713, som døde to år gammel og i 1715 et dødfødt barn. Steward døde i barselsseng ved det sidste barns fødsel 13. sep. 1715.
Niels Henriksen Vendelbo døde i 1720 uden at efterlade sig livsarvinger.Han skrev testamente og efterlod sit jordegods til en halvfætter, Christian Thomsen Fischer, som i 1719 havde købt Allinggård og indtil 1810 havde Allinggård og Grauballegård samme ejer.
Niels Henrik Vendelbo og Steward Hansdatter Krarup blev gravsat i Svostrup Kirke.


Christian Danielsen Fischer, Marie Kirstine Poulsen og Charlotte Amalia Reenberg
(1720 til 1774) 

Christian Danielsen Fischer blev født på Silkeborg Slot den 6. mar. 1689 som søn af Daniel Thomsen Fischer og Else Linde. Han blev adlet den 27. okt. 1719.
Han var gift to gange. Først med Marie Kirstine Poulsen 1701-1736), datter af etatsråd Mathias Poulsen og Gertrud Marie Hoffmann til Søbygård og efterfølgende til sin afdøde kones veninde, Charlotte Amalia Reenberg (1701-1770), datter af landsdommer Thøger Reenberg. Begge ægteskaber var barnløse.
Christian Danielsen Fischer var efter sigende en ret barsk herremand, men samtidig fremsynet og godgørende. Da Frederik den 4. i 1721 udstedte et dekret om, at der i alle rytterdistrikter skulle oprettes skoler, som skulle varetage undervisningen af den opvoksende ungdom, blev Christian Danielsen Fischer inspireret. I 1735 indberettede præsten i Grønbæk, at ”Velborne Christian Fischer til Allinggård på egen bekostning har ladet opbygge en skole i Grønbæk”. Han betalte skolepenge for de fattige, mens de velhavende selv måtte punge ud. Børnene i Svostrup sogn skulle også gå i denne skole, men den blev hurtigt for lille. I 1741 byggede han en ny og større skole i Grønbæk og lod det gamle skolehus flytte til Svostrup (nuværende Allinggårdsvej 52).
Han grundlagde Christian Fischers store stiftelse, hvis renteafkast skulle gå til trængende personer i familien og fattige i Svostrup sogn, og sammen med sin anden kone, Charlotte Amalia Reenberg, oprettede han Grønbæk Hospital. På Hospitalets mur sidder en stentavle med følgende ordlyd:
”Høiædle og velbaarne Hr. Christian Fischer til Alling og Grauballe gaarder fød paa Silkeborg 6te marts 1689 død paa Allinggaard d. 17. juni 1774 med frue Charlotte Amalia Reenberg fød paa Ristrup d. 9. febr. 1701 død paa Allinggaard d. 20. maj 1770. Som døde og see de leve ved deres godgørenhed deres usminkkede retskafenhed og gudsfrygt leve de os alle i frisk minde og for den sildigste efterslægt skulle de daglig leve op. Ved dette æreminde der vidner om at dette hospital hvor 6 fattige af Alling og Grauballegaards godser finde ly og læ og nyde hver maanedtlig 2 rixdaler maa foruden saa mange andre priselige stiftelser til gudelig brug takke dem for sin tilværelse vor sjæl døe de retfærdiges død og vort endeligt vorde som deres.”
Chr. Fischer døde 17. jun. 1774 på Allinggård og er begravet i det Fischerske kapel i Linå Kirke.Det Fischerske Kapel ved Linå Kirke

På hans gravplade står der følgende:
"I denne kiste gemmes de jordiske Levninger af den uforglemmelige nu hos Gud salige Hr. Christian Fischer til Alling og Gravballe Gaarder. Fød paa Silkeborg d. 6. Marts 1689. Kom først i Ægteskab med Frøken Marie Christine Poulsen. Dernæst d. 4. Septbr. 1744 med Frøken Charlotte Amalia Reenberg og døde paa Allinggaard d. 17. Juni 1774. Læsere:
Vil du kende Manden nøjere, da hør det Vidnesbyrd, som Avind selv endog maa give ham, han var trofast og oprigtig i sine Løfter, gavmild og godgørende mod Trængende, kiærlig og venlig mod sine underhavende, redelig og retsindig mod alle. Med faa Ord: han var en gudfrygtig og ærlig Mand".

Han havde som nævnt ingen børn og ved sin død i 1774 testamenterede han Allinggaard og Gravballegård til to af sin farbror, Mathias Fischers, oldebørn, brødrene Christian og Jean Arnold Mouridsen Fischer.

Christian Danielsen Fischer, som boede på Allinggård, havde ansat en fuldmægtig som boede på Grauballegård. En af hans fuldmægtige var en yngre slægtning, Andreas Jørgen Clemensen Fischer blev født omk. 1725, som søn af Clemens Lauridsen Fischer og Johanne Andreasdatter Bornich på Vester Kejlstrup i Gødvad sogn. Han boede på Grauballegård i en længere årrække.
Andreas Jørgen Clemensen Fischer blev gift med kongebrev omk. 1766. Teksten lyder:
Vielsebrev af uvedkommende præst, for Andreas Fischer af Allinggård og Dorothea Bråd. Christiansborg slot den 26. september 1766.”
Hun var født omk. 1738, men døde allerede i 1767.
1769 giftede han sig endnu engang på kongelig bevilling med Charlotte Amalia Hansen (født omk. 1746), datter af Iver Hansen og Marie Elisabeth Huitfeldt på Lyngsbækgård i Dråby sogn. Teksten på vielsesbrevet lyder:
Andreas Fischer, vielsebrev af uvedkommende præst.
Bevilger og tillader, at Andreas Fischer og Charlotte Amalia Hansen, af Allinggård, må uden foregående trolovelse og lysning af prædikestolen, hiemme i huset sammenvies af hvilken præst de det begierer etc. 6. januar 1769.”
 I 1771 og 72 fik de børnene Christian Andreasen Fischer og Johanne Bornich Andreasdatter Fischer, men begge døde som helt små.
27.nov. 1773 døde Andreas Clemensen Fischer.

Allerede syv måneder efter giftede Charlotte Amalia Hansen sig igen ved kongelig bevilling, som lyder:
Charlotte Amalia Hansen, afgangne Andreas Fischers efterleverske, bevilling at indlade sig i ægteskab, før sørgeåret er omme.
Bevilger og tillader, at Charlotta Amalia Hansen, afgangne Andreas Fischers efterleverske, af Grauballegård under Silkeborg amt, må såfremt hun ikke befindes frugtsommelig, efter bemelte hendes afgangene mand, indlade sig i nyt ægteskab, uanset at sørge året efter fornævnte afgangne mands død, udi hvilket hun efter vores den14 april 1752 udgivne sørge reglement, udi enke stand skulle hensidde, ej er forløbet. 8. juli 1774.”
Hun var åbenbart ikke ”frugtsommelig”, for 5. aug. 1774 giftede hun sig i Svostrup med landinspektør Mathias Hansen Lunn. Han oprettede den lille hovedgård Charlottenlund i Kragelund sogn, og i løbet af de første ni års ægteskab fik de syv levedygtige døtre.


Jean Arnold Mouridsen Fischer
(1774-1804)

Jean Arnold Mouridsen Fischer Kanceliråd Jean Arnold Mouridsen Fischer skulle, sammen med sin bror Christian, arve efter Christian Danielsen Fischer. På min vej rundt i kilderne har jeg fundet to forklaringer på, hvorfor broderen hurtigt var ude af billedet igen. Den ene forklaring er, at Jean Arnold købte ham ud, den anden er, at Christian Danielsen Fischer syntes den unge Christian var en ødeland og derfor spiste ham af med et mindre pengebeløb.
Hvorom alting er, Jean Arnold Fischer ejede både Allinggård og Grauballegård.
Han blev født den 29. jan. 1749 i København, som søn af Mourids Christian Fischer og Marie Elisabeth Cölner.
Han var en meget belæst og klog mand. I sin ungdom havde han rejst i England og Frankrig og var vist i det hele taget blomsten af den Fischerske slægt.
Han fik foretaget en større ombygning og renovering af Svostrup kirke, bl.a. blev tårnet bygget. Øverst på det sidder en vindfløj, hvor der er indhugget F. 1788 (også andre af egnens kirker nød godt af hans gavmildhed)
Det siges at Jean Arnold Fischer inspirerede Steen Steensen Blichers til at skrive novellen Fruentimmerhaderen. På Grønbæk kirkegård står en mindesten, hvor øgenavnet er nævnt.
Selv ligger Jean Arnold Mouridsen Fischer sammen med resten af familien Fischer i kapellet i Linå kirke. På hans gravplade står:
"Her nedlagdes Støvet af Allinggaards, Gravballegaards, Vinderslevgnards forrige Ejer Velbyrdige Jean Arnold Fischer, som fik Livet d. 29. Januar 1749 og tilbragte det i gavnlig Virksomhed indtil d. 8. Januar 1805, da en overraskende Død kaldte ham fra dæne Verden, hvor hans Daad er hans Minde".

Han døde, ifølge familieoptegnelser, af apopleksi. Hans pludselige død gav anledning til mange rygter. De lokale bønder mente slet ikke, at han var død. Rygtet gik, at Jean Arnold havde lagt sig voldsom ud med kongen, som derfor havde beordret ham til København for at ”kysse den blå jomfru”, det vil sige ”blive sat i Blåtårn”- Blåtårn eksisterede ikke længere på dette tidspunkt, det levede dog stadig i bøndernes bevidsthed men han havde undgået ”jomfrukysset” ved at lyve sig død, lade en stud begrave i stedet for og så var stukket af til udlandet. Adskillige troværdige personer påstod, at de havde set ham i Hamborg flere år efter hans død. Historien med studen blev dog manet i jorden, da håndværkere, under en renovation af gravkapellet, forvissede sig om, at der lå en mand i kisten.
Kort før sin død solgte han både Allinggård og Grauballegård. I familien mente man, at han fortrød salget, og det var med til at slå ham ihjel.
Ud over at blive kaldt fruentimmerhaderen blev han også kaldt ”den gale Fischer”, ogMindesten på Grønbæk Kirkegård helt almindelig var han vist ikke.
Du kan læse flere historier om ham under overskriften ”Den gale Fischer”.
       

Jean Arnold Fischer havde forpagtere på Grauballegård, mens han selv boede på Allinggård.

Den første forpagter under Jean Arnold Fischer var sandsynligvis Niels Fuglsang Munch (1740-1799), søn af kammerråd Frederik Munch og Karen Larsdatter, som da boede i Hobro. Niels Fuglsang Munch blev i 1780 gift med en datter af overinspektør Niels Hatfeldt Bagge og Kirstine Colding på Frisendal, Christiane Bagge (1759-1827) og blev samme år forpagter på Borritsø under Frijsenborg.

Den næste var Peder Bonne (født omk. 1748). Han var gift med Frederikke Sofie Lindemann (født omk. 1751) og de fik seks børn, mens de boede på Grauballegård. Johan Henrik Pedersen Bonne, født omk. 1777, Jens Jørgen året efter. I 1781 fødtes Christian Pedersen Bonne, som dog kun levede en uge, året efter kom så Christian Hirtznach Pedersen Bonne. 1784 fødtes Thomas, som kun levede 18 dage og i 1786 endnu en Thomas. Frederikke Sofie døde en lille måned efter, at det sidste barn var født og Peder Bonne flyttede derefter til Skovsrod, Tulstrup sogn, Skanderborg amt.

Den næste forpagter var Christian Nielsen Bach (født 1755), som også var urmager. Han var søn af skoleholder Niels Bach i Dalbyover sogn og blev gift på Grauballegård i 1795 med Florentine Kuhr (født 1772), som var datter af sognepræst Johan Frederik Kuhr og Kathrine Marie Elling i Skallerup Præstegård. Samme år fik de datteren Maren, men flyttede et par år senere til Højbjerg, Viborg amt, hvor Christian Nielsen Bach blev ”Fattigheds Commisair”.

Den sidste forpagter under Jean Arnold Fischer var Erik Schelde (født omk. 1751). Han var gift med Ane Jensdatter Böcher (født omk. 1757), men de fik ingen børn, mens de boede på Grauballegård.


Niels Secher og Charlotte Waldsøe
(1804-1809) 

Kaptajn Niels Secher (født 1773) købte både Allinggård og Grauballegård. Han var søn af Thomas Secher og Johanne Marie Mørch i Hjortshøj sogn, Randers amt og blev gift med Charlotte Waldsøe i 1800. Om de fik børn ved jeg ikke, de nåede vist aldrig rigtigt at bosætte sig i Svostrup sogn, og Niels Secher døde allerede i 1808.
Jean Arnold Mouridsen Fischers ånd levede videre efter hans død, og den sidste historie om ham, er også en historie om Charlotte Waldsøe.
Fischer havde en gammel skytte på gården, som han havde lovet, at så længe skytten eller hans kone var i live, måtte de lade en ko græsse på Allinggårds marker.
Da Charlotte Waldsøe kom til gården var både Fischer og skytten døde, og Charlotte syntes ikke om den aftale Fischer havde lavet. For at slippe af med skyttens enke, listede hun sig til at anbringe nogle af sine sølvskeer i konens hus.
Den arme kone blev arresteret, men selv under svær tortur, nægtede hun at have taget skeerne. Hen ad vejen kom det dog frem, hvordan det hele var gået til, og Charlotte Waldsøe blev dømt til at betale et stort beløb til sognets fattige.
Om der er nogen sandhed i den historie, ved jeg ikke. Jeg må kigge nærmere på den engang ved lejlighed.

Efter Niels Sechers død blev Allinggård og Grauballegård solgt hver for sig. Grauballegård blev i 1809 købt af kaptajn Erik Christian Rasmussen Müller fra Møllerup Gods, en af den tids såkaldte ”godsslagtere”.
Han solgte bøndergodset fra, hovedsagelig til beboerne og afhændede derefter også den nu tidligere hovedgård.

Grauballegårds tid som herregård var forbi.

Dorte Frandsen