Jeg ved godt, hvornår jeg blev interesseret! Jeg var omkring 13 år gammel, da jeg fandt min oldemors skudmålsbog i en gammel skotøjsæske i dækketøjsskabet.
Jeg anede ikke hvad det var, og spurgte min far. Han var ikke meget klogere end jeg, men sammen fik vi tydet den første side, hvor præsten havde skrevet hendes data ind.
Det resulterede i en søndagsudflugt til Vinderslev kirkegård, hvor vi fandt familiegravstedet for Elkjær Østergård med mine tipoldeforældres gravsten.
Vi syntes begge, det var spændende, men det blev ikke rigtig til mere på det tidspunkt.
For længst døde tipoldeforældre er ikke lige det man tænker mest på i den alder.
Da jeg i gymnasiet hørte om tyendeloven og hvad en skudsmålsbog egentlig var, gik jeg hjem og fandt den frem igen. Nu fik jeg med meget besvær hakket mig igennem resten af teksten, men gymnasieelever har meget andet i hovedet end deres forlængst afdøde oldemødre, så bogen forsvandt ind i dækketøjsskabet igen..
Men da min far så døde i 1995, oplevede jeg, at mine rødder var kappet. Pludselig var man ældste generation, og som 37-årig var jeg ærlig talt ikke klar til den oplevelse.
Jeg fik et voldsomt behov for at finde ud af hvem min familie egentlig var.
Jeg fandt, hvad jeg havde af oplysninger og tog på lokalarkivet i Silkeborg.
Da jeg første gang sad med en gammel kirkebog i hænderne og havde fundet en af mine aner, var jeg solgt! Det var en helt speciel oplevelse, og jeg kunne slet ikke stoppe.
Siden har jeg tilbragt mange dejlige (og frustrerende) timer med næsen i kirkebøger, folketællinger, tingbøger osv. Nogle dage finder man noget, andre dage kører man bare i ring (det er frustrerende!). Færdig bliver man aldrig nogen sinde.
Jeg har mødt en masse sjove, skøre og interessante mennesker. Nogle af dem har jeg aldrig set, men skriver jævnligt med dem på mail, udveksler oplysninger og prøver at hjælpe hvis jeg kan, ligesom de hjælper mig.
Ind imellem er der godt nok nogle særlinge, som ikke vil dele oplysninger med nogen. Har man noget de kan bruge, vil de gerne have det, men de vogter nidkært over det, de selv har fundet. Det er for dumt, synes jeg.
Da jeg sendte de første "kapitler" af mit Svostrup-register til nogen, var der flere, som pænt spurgte, om de måtte give det videre. Helt ærligt! Det ville da være komplet åndssvagt, at jeg sad og knoklede med den kirkebog, hvis der ikke var andre end mig selv, der fik glæde af det.
Så kære venner, herfra skal lyde en opfordring til, at vi hjælper hinanden allesammen. Især dem, som er nye i "faget". Man skal altid huske selv at kontrollere oplysningerne, men hvis man kan hjælpe hinanden videre, skal man gøre det.
Til sidst en lille advarsel: hvis du ikke gider være slægtsforsker resten af dit liv, så lad være med at gå i gang! Man bliver helt afhængig!
