Vild med Vækst er et innovationsforløb fra Mariagerfjord Erhvervsråd, som skal sparke gang i innovation, vækst, viden og produktudvikling i 2011. Forløbet er samtidig en konkurrence om at få mulighed for økonomisk støtte til videreudvikling af de bedste idéer. Forløbet tager udgangspunkt i lokale Vækst Iværksættere i Mariagerfjord-området, der sammen på tværs af brancher, erfaring og køn, skal gennemgå en kreativ proces med henblik på at udvikle nye produkter og nye forretningskoncepter.
Forløbet er til dels blevet en realitet pga. restmidler fra priskonkurrencen
Nordjysk Guld, der er blevet overdraget til Mariagerford Erhvervsråd. Selve konceptet for forløbet er inspireret af
Solution Camp fra Aalborg Universitet og tankerne bag denne, som er baseret på den
kreative platform. Vild med Vækst forløber over 3 aftener i perioden januar til marts 2011. Ekstern lektor Jesper Thinnesen fra Aalborg Universitet er processtyrer i forløbet, der starter med en fælles idégenering for alle de deltagende virksomheder. Efterfølgende vil der være 2 aftener med videreudvikling af idéerne, for at ende med min. 5 operationelle idéer.
Efter endt proces, vil der blive arbejdet videre med at realisere de udvalgte idéer og den økonomiske støtte vil blive iværksat i samarbejde med Mariagerfjord Erhvervsråd.