De fire gamle ejerlav

Ser vi på de fire gamle ejerlav, er der en del forskelle, også når talen er om navnene.

Byer, der ender på -inge på Øerne og - ing i Jylland og -løse, er ældst – således er Døjringe fra tiden før vikingetid, altså fra jernalderen som fx Tersløse, Niløse, Undløse, Ugerløse, Vandløse, Gyrstinge, Kyringe, Heglinge, Høng (Hoinge) og Veddinge.

 

Byer med endelserne -by er fra vikingetid som fx Vedby, Fulby, Udby og Højby.

Munke Bjergby er altså lidt yngre end Døjringe. Byen hed oprindelig Bjergby.

 

Mange byer med endelsen -torp, -strup og -drup er fra middelalderen, typisk fra 1200-tallet som fx Haverup, Krøjerup, Ebberup, Skuerup, Nyrup, Flinterup, Lårup og Verup.

Rude-Eskilstrup er således yngre end Munke Bjergby.

 

Byer med endelsen - tved er fra middelalderen som fx Tjørntved, Tornved, Ougtved, Egtved, Løgtved og Næstved.

Da den ældste form af Vedde er Wæthwetæ, hører byen til denne gruppe og nævnes da også i Kong Valdemars Jordebog 1231.

Jordebogen, som er et håndskrift, anses iøvrigt for at være blevet til på Sorø Kloster.

Tved er et almindeligt ord for rydning. Tved kan også være et afgrænset jordstykke , fx mellem to skove eller mellem to vandløb, som det er tilfældet med Vedde.

Det skal nævnes, at forleddet wæ i Wæthwetæ muligvis er det gammeldanske wæ, en sideform til vi (helligdom). Navnet kan måske også betyde den pantsatte rydning (wæth = pant og tved = rydning).