Christiansfeld i Sønderjylland er et af landets tidligste eksempler på en egentlig byplanmæssig helhedstænkning og betragtes som enestående i kraft af sin historie og uspolerede homogenitet. Christiansfeld fremstår i dag næsten uændret, som da bygningerne blev opført for mere end 200 år siden
Christiansfeld er en gammel Brødremenighedsby grundlagt i 1773 og opkaldt efter kong Christian VII, der gav tilladelse til at man byggede. Byen er speciel ved, at den er planlagt og bygget efter samme skabelon som den første brødremenighedsby i Herrnhut i Tyskland, og altså ikke gradvist er blevet til, som så mange andre småbyer i Danmark. Det meste af planen blev bygget fra 1773 – 181 og den gamle bydel er i dag et levende kulturminde midt i byens hjerte - og en del af byens og borgernes hverdag. Christiansfeld er med på den danske tentativliste til optagelse på UNESCOs World Heritage List - det siger en hel del om, hvor speciel og forunderlig denne by er.
Europas smukkeste Brødremenighedsby
Brødremenigheden i Christiansfeld er en evangelisk frimenighed og en del af et verdensomspændende broderskab med byer og menigheder i mange lande. Menighedens bærende ideologi er upåvirket af den geografiske destination, og mange af byerne er bygget op nøjagtigt som Christiansfeld. Christiansfeld regnes for at være den smukkest bevarede af de gamle Brødremenighedsbyer i Europa, fordi det oprindelige Christiansfeld er bevaret. Bygningerne står i dag, som da byen blev grundlagt på kong Christians VII's bud i 1773.
Brødremenigheden fik rettigheder, både kirkelige, økonomiske og retslige. En regel, man jo uvilkårligt lægger mærke til er, at man i “denne nye menighedsstad skal være fri både for alle personlige afgifter - med undtagelse af den overordentlige taxering og Kopskat - og for de landsherren tilkommende tillæg af borgerlig håndtering og næring, hvorledes nu de samme end måtte kaldes.” Reglen om skattefrihed gjaldt de første ti år. Ligeledes gav kongen et tilskud “for hvert beboelseshus eller offentlig bygning, som bliver opført i de ti friår, af vor kassa ti procent af husets eller bygningens værdi.” Brødremenigheden fik tilladelse til, at deres missionsarbejde ikke skulle stå under den danske statskirkes gejstlige inspektion, man blev altså teologisk selvbestemmende, så længe man holdt sig inden for statskirkens bekendelsesgrundlag. Grundlæggelsen af Christiansfeld betød således også frihed til at arbejde i de danske kolonier. Det blev tilladt for alle danskere, der måtte have lyst, at blive medlemmer af Brødremenigheden. Man kunne tilslutte sig Brødremenigheden andre steder i landet og stadig opretholde sine rettigheder og forpligtigelser i sin sognekirke. Menighedens medlemmer i byen kunne aflægge ed, ikke direkte til kongen, men ”forsikre i den almægtige Guds Nærværelse, at, hvad jeg taler, er Sandhed.” Brødremenigheden fik lov til at bygge en kirke med klokker. Disse og flere andre paragraffer i koncessionen viser den velvilje, der var fra regeringens side. Byens koncession gav udstrakte frihedsrettigheder til byen og menigheden. Brødremenigheden fik en helt særlig status, idet dens medlemmer kunne få lov til at vedblive med deres form for gudsdyrkelse uden at skulle underlægge sig statskirken. Selv om byen ikke blev bygget i Zinzendorfs levetid, fik mange af de livsformer, som blev formet i Herrnhut og andre tidlige Brødremenighedsbyer alligevel lov til at leve i mange år i Christiansfeld
