Ønsker du at kommentere et indlæg, skal du blot klikke på overskriften.
En oversigt med alle blogs og korte beskrivelser kan ses HER
 
-0-

lokalhistorie

  • Barndommens gade..
    03-02-2011
    I forbindelse med indscanning af en stak billeder fra det lokalhistoriske arkiv her i Farsø, fik jeg i aften lejlighed til at vandre en tur i barndommens gade. Søndergade i Farsø. De brune kuverter åbenbarede en række herlige billeder, som bragte mange minder frem. Her var Studstrups lille bladkiosk helt oppe ved baneoverskæringen. Der var ikke meget plads blandt aviser, blade, tobak og slik. Det ændrede sig dog, da kiosken blev renoveret og udvidet og derefter fremstod som en af de største og mest moderne kiosker, om ikke i Danmark, så i Vesthimmerland! Lidt længere nede ad gaden fandt man Torvet med administrationsbygningen, og lige ved siden af Kino Teateret - byens biograf og et sandt mekka for os børn op gennem 60’erne. Jeg fik senere selv job i biografen, hvor jeg i flere år var filmoperatør.       Rundt om hjørnet lå banken med sin buede facade, og lige ved siden af fandt man en af byens herrefrisører, barber Bloch. Det var nu ikke her, jeg fik studset håret, det klarede frisør Marcussen lidt længere nede ad gaden, næsten ved siden af hvor vi boede.     På hjørnet af Søndergade og Skolegade lå to vigtige forretninger, en bagerforretning og en elinstalltør. I den første købte jeg i barndomsårene slik, kager og is. I den anden købte jeg i de spirende ungdomsår mine første grammofonplader: Præiens Skrappe Drenge, Black Sabbath og Bladbirds på single. Og når det gik vild for sig, bestilte man en LP hjem, min første var Willy And The Poor Boys med Creedence Clearwater Revival.   Lidt syd for købmandsgården, hvor jeg boede i flere år, ligger dyrlægegården. Her kom jeg meget i den store børneflok, som bl.a. talte Axel, Lars, Karen og Ole. Den flotte bygning ligger der stadig, som en af de få arkitektoniske perler, der er tilbage i byen.     Nede ved mejeriet var der et lille mejeriudsalg, hvor man også kunne købe mange lækre sager - en overgang var lakridsrod det helt store hit...     Endelig er der lidt længere nede Lago Tar - et spøjst navn til et hus i Vesthimmerland. Navnet skulle vist stamme fra en ejer, som havde hentet inspiration til navnet i Argentina. Der var mange flere billeder i stakken, men jeg tror, vi stopper den lille vandring på Memory Lane her. Tak fordi du gik med!  

  • Lokale fotos
    10-02-2013
    Gennem de seneste par år har jeg assisteret den lokalhistoriske forening her i Farsø med at indscanne fotos, ligesom jeg har oprettet en hjemmeside for foreningen.   Heldigvis er der flere med interesse for det lokalhistoriske, og det er stille og roligt lykkedes at oprette et lille korps af folk, som scanner og registrerer med henblik på at lægge billederne i arkivprogrammet Arkibas.   Arbejdet skrider godt frem, og vi er nu oppe på mere end 2000 registreringer i Arkibas. Man kan selv gå ind og se, hvad vi har og evt. søge efter bestemte personer eller emner via søgefunktionen på arkivets hjemmeside.   Via Facebook har jeg haft kontakt til en tidligere Farsø-pige, Ulla Bach, som lige skulle bekræfte navnene på et motiv. Hun blev glad for at se billedet af sig selv og en model af Tordenkalven, som hun lavede sammen med nogle klassekammerater - fra venstre ses Jette Havemose, Mette Jensen, Tordenkalven, Ulla Bach og Birthe Dalsgård Nielsen.     Tag et kik, men vær advaret, man kan godt falde hen og komme til at bruge en del tid, når først tankerne vandrer på mindernes boulevard!  

 
 
Per Lyngby