Velkommen til udsalgsbutikken

Rengøring og pletter

Rene kaffe- og termokander
Det bedste tip til at få en grumset og plettet kaffe- eller termokande ren er at smide ½ opvasketablet ned i og lade den stå i varmt vand i ca. 10-15 minutter. Skyl grundigt med rent vand bagefter.
 
Halv pris på opvasketabs
Bruger du tabs til din opvaskemaskine ? Du kan sagtens nøjes med ½ tabs i sæbebeholderen. Jeg står helt inde for, at du får det samme vaskeresultat !!
 
Super erstatning for terpentin, når du maler !!
Terpentin er hårdt mod huden og usundt at have med at gøre på flere måder.
Når jeg har malet og evt. fået terpentinbaseret maling på huden, benytter jeg almindelig billig madolie til at fjerne malingen med.
Man skal blot gnide madolie på malerpletterne - herefter sæbe og til sidst lunkent vand. Det er billigere, sundere og lugtfrit.
Du kan gøre det samme med malerpenslerne. Stil dem i madolie istedet for terpentin over natten. Kom sæbe på...og dernæst skylles de i lunkent vand. 
 
Brun sæbe som pletfjerner på tøj
Pletter med f.eks. græs, jord og olie kan gnides ind med flydende brun sæbe. Lad tøjet ligge et par timer - evt. til næste dag. Vask tøjet, som du ellers ville have gjort. Brun sæbe virker også på tøj med gamle pletter, som har været vasket.
OBS: Brun sæbe kan i få tilfælde affarve tøjet, der hvor pletten er blevet behandlet, men kun hvis tøjet i forvejen indeholder overskudsfarve.
 
Pletfjerning på tøj med glycerin
Ikke-vaskede pletter fra græs, frugt, rødvin og kaffe fjernes let med ren glycerin. Det kan købes i Matas og nogle af de velassorterede supermarkeder.
Smør pletten godt ind i glycerin og lad det ligge til næste dag. Vask det dernæst på normal vis. 
 
Hvide gummisko
Snuskede gummisko er ikke lige sagen. Ta' en klud og skrub/gnid dem godt med ren lageredikke. Dem, der kan klare det kommer derefter en tur i vaskemaskinen på 30 grader (kun med sæbe !!!)......og vupti....hvide sko igen.
 
Tandpasta til græspletter
Er der græspletter på tøjet, så smør ganske almindelig tandpasta på pletten. Vask i maskinen - og væk er pletten. Farvet tandpasta kan også bruges.
 
Sprittusch på tøj og fingre
Er der kommet sprittusch på tøjet, så læg det i en pose og hæld mælk ned til tøjet. Lad det ligge til næste dag, vask det og så er tøjet rent. Har man fået farvet fingrene med samme, kan dette også fjernes med mælk på en klud.

Olie på hænderne
Har du rodet med bilen, cyklen, knallerten eller andet, hvor du får olie på hænderne, så tag noget brugt kaffegrums i den ene hånd, hæld herpå sulfo og gnid så begge hænder, der efterfølgende skylles i lunkent/varmt vand...og vupti...dine hænder er nu rene og bløde som en barnenumse :o)

Fjern mudderpletter
Børn har den dejlige egenskab, at de stort set er ligeglade med, hvordan vejret er. De kan sagtens lege udendørs alligevel. Men intet drager et barn som en stor, mudret vandpyt. Den må bare hoppes i, og barnets lystcenter overskygger forældrenes formaning om, at de ikke skal hoppe rundt i den.
Mudder indeholder ofte en mørk farve, der kan være svær at fjerne i første vaskeforsøg. Lad det hele tørre og børst derefter så meget af mudderet af som muligt. Kom opvaskemiddel på pletten og lad det virke mellem fire og seks timer.
Vask derefter tøjet ved den højeste temperatur, som tøjet tåler.
 
Opvasketabs kan bruges til mere end opvaskemaskinen.
Har du en gryde, stegepande, termokande eller hvad som helst andet, så prøv at fylde varmt vand i (bedst med kogende vand) samt en vasketabs til opvaskemaskinen, meget gerne de billige, og lad det stå natten over. Fastbrændte madrester er lige til at vaske af...og det bliver som nyt. Selv køkkenvasken bliver skinnende ren, hvis man giver den samme tur.