Du kan tidligst få SU fra den måned, hvor uddannelsen starter. Starter uddannelsen efter den 20. i måneden, kan du først få SU fra måneden efter. Du kan ikke få SU til mindre end en måned, så selvom din uddannelse slutter midt i en måned, får du en hel måneds SU. Afbryder eller afslutter du din uddannelse efter d. 1. i en måned, er du berettiget til SU i den måned.
Du kan som udgangspunkt få SU til hele din uddannelse. Går du på en uddannelse, der er lønnet i hele perioden, kan du ikke få SU. Er kun en del af uddannelsen lønnet, kan du få SU i de ulønnede undervisningsmåneder.
For at få SU er der en række betingelser, du skal opfylde:
Du skal være fyldt 18 år
For at få SU, skal du være fyldt 18 år. Du kan få SU fra kvartalet efter, du bliver 18 år. Fylder du fx 18 år i april måned, kan du få SU fra den 1. juli.
Din uddannelse skal være SU-godkendt
Du skal gå på en uddannelse, der giver dig ret til SU. Se i menuen under 'Hvad er SU' > 'Betingelser' > 'Uddannelser med SU' hvilke uddannelser, du kan få SU til.
Du kan også få SU til visse uddannelser i udlandet. Vælg 'SU i udlandet' i menuen.
Du skal være dansk statsborger
Du skal være dansk statsborger for at få SU. Er du udenlandsk statsborger, er der mulighed for at få SU, hvis du opfylder nogle særlige betingelser. Vælg 'Du er udenlandsk statsborger' i menuen.
Du skal være studieaktiv
Du skal være studieaktiv for at få SU.
Studieaktiv på en videregående uddannelse betyder bl.a., at du ikke må være mere end 12 måneder forsinket. Studieaktiv på en ungdomsuddannelse, betyder bl.a., at du skal følge undervisningen, gå til eksamen m.m. Vælg 'SU til Ungdomsuddannelse' eller 'SU til Videregående uddannelse' i menuen.
Du må ikke samtidig få anden offentlig støtte
Får du andre former for offentlig støtte, der skal bruges til at leve for, kan du ikke samtidig få SU. Du kan heller ikke få SU i måneder, hvor du har orlov eller er i lønnet praktik. Vælg fanebladet 'Anden offentlig støtte'.
Der er en grænse for hvor meget du må have af indtægt ved siden af SU'en
Når du får SU, er der en grænse for, hvor meget du må tjene ved siden af. Overskrider du denne grænse, skal du betale SU tilbage. Vælg 'Hvad må du tjene' i menuen.
udfyld et ansøgningsskema på din skole eller
www.su.dk