Du kan her læse et udsnit af pjecen "Om dysserne, naturen og historien...", som du får når du kommer til Dyssegaarden. Pjecen fortæller både om Dyssegaardens historie, naturen på Dyssegaarden, og så giver den et forslag til en god og spændende gåtur rundt på gården.
Historien
Allerede når du drejer ind på markvejen til Dyssegaarden, møder du gårdens forhistorie. Den store sten ved indkørslen er en del af en langdysse, der blev fundet ved udgravning af en vandledning nær gårdens stuehus. I dag indtager den en hædersplads oppe i dagens lys.
Dyssegaarden lå oprindeligt i Gundsømagle, som i 1700 tallet var en af
Sjællands største landsbyer.
Efter udskiftningen i 1788 blev gården revet ned og genopført herude på marken. Den lå oprindeligt på det, der nu hedder Kildevej på matr. nr. 6 – overfor lægehuset. Gården blev genopført herude på Gundsømagle Nordmark på dens nuværende beliggenhed.
Der fortælles mange historier om frygten og ensomheden hos bønder, karle og piger på de udskiftede gårde. De var vant til at leve tæt på naboerne i landsbyerne. Vinteraftnerne kunne være mørke og triste, og de boede nu langt fra alfarvej. Til gengæld var det jo praktisk, at markerne lå lige omkring gården.
Gården var lerklinet med bindingsværk og stråtag. Leret er opgravet i vandhullet øst for gården. Til gården hørte 50 tønder land, bl.a. et lille stykke af mosen i Gundsømagle – det var der, de hentede strå til taget.
Det lille stråtækte bindingsværkshus ved siden af stuehuset blev nok brugt som aftægtsbolig – dvs. bolig for familiens gamle.
Dysserne
Du kan tydeligt se to af fortidsminderne på Dyssegaarden..
Højen på marken hedder Rævhøj og er fra ældre bronzealder (1200 f.kr). Der ligger endnu en høj længere mod øst, men den kan ikke ses længere. I begge høje er der fundet stenkister og rester af brandgrave, dvs. brændte menneskeknogler. Højene er første gang omtalt hos Nationalmuseet i 1875 og 1888. Faktisk var det en landmand, der under pløjningen fandt graven på den østre høj, stak hånden ned og fandt et sværd og noget klæde, hvorefter han anmeldte det til sognefogeden og ”drog til Museet i København” for at aflevere bronzesværdet.
Der er fundet og udgravet adskillige dysser og jordgrave på Dyssegaarden.
Dyssen ved gårdens stuehus. Ved indkørslen til stuehuset ses en gravhøj omgivet af bregner. Den består i dag af 2 bæresten, 1 tærskelsten og 1 dæksten. Oprindelig var det en tokamret langdysse, men en del af den er blevet revet ned i forbindelse med byggeri – det skriver Nationalmuseet allerede tilbage i 1889. Denne gravhøj er fra yngre stenalder (tragtbægerkulturen) mellem 4000 og 1700 år f.kr. Det er den periode hvor folk her i landet begyndte at bygge huse og dyrke jorden – de blev bønder. Den blev fredet i 1942.
Det er et privilegium at bo få meter fra en gravhøj, der fortæller os, at her har boet mennesker igennem de sidste 4-6.000 år.
En del af Danmarks historie
Igennem mange år var danske bønder fæstere under herremændene, dvs. at herremændene ejede jorden, og bønderne kunne ikke vælge at flytte til et andet sted, hvis de var utilfredse.
De skulle arbejde for ham, når han krævede det - de var fattige og uoplyste. Det skete, at de blev straffet med træhesten, hundehullet - eller galgen.
I landsbyerne boede familierne på gårdene omkring kirken. Gundsømagle Kirke er en af de ældste landsbykirker fra ca. 1080.
Jorden omkring landsbyen var opdelt i lodder, så hver gård havde både gode og mindre gode jordstykker. Mange kunne have rigtig mange små stykker jord: et i mosen, et i engen, et med korn osv.
Man har hørt om gårde med 100 forskellige jordstykker, men det almindelige var ca. 20 stykker. Og husk så lige, at det var længe før traktorernes og bilernes tid.
I 1788 blev stavnsbåndet ophævet og udskiftningerne begyndte. Det betød, at fæsterne blev frie bønder og fik et samlet stykke jord, som de selv kunne eje og dyrke som, som de ville.
Dyssegaarden er en af de gårde, der blev flyttet ud fra Gundsømagle landsby.
På Dyssegaardens gårdsplads står der et gammelt lindetræ, som man mener, er plantet da de første beboere af Dyssegaarden flyttede herud for mere end 200 år siden.