Anbefalinger

Jeg skulle gå til en strand med åbne vider og høre havets bølger stille og roligt og mærke den varme sol. Så var der en hytte, jeg skulle gå ind i og i den hytte var der en tynd glasvæg, hvor min far sad med ryggen til og på den anden side af glasvæggen var der en stol, som jeg skulle sætte mig på. Jeg husker hytten som en meget lille hytte blot med to stole og et lille bord henne ved et af vinduerne, glasvæggen imellem de to stole og fire vinduer. Det var mørke, runde træbjælker med barken på endnu.

Jeg så min far sidde med ryggen til… han havde en lys sweater på og det var tydeligt både på hans mørke hår og holdning, at det var ham. Jeg satte mig ned. Jeg havde en stor lys frakke på og var voksen; nærmest større end min far. Terapeuten spurgte, om jeg var klar til at snakke med ham og det var jeg. Han vendte sig om og jeg kunne se hans alder skiftede, mens jeg så forskellige fotos af ham i forskellige aldre.

Da jeg skulle til at sige noget til ham, begyndte jeg at græde… jeg sagde til ham; ”Far… jeg har manglet dig som far i alle de år”. Jeg græd bare og kunne ikke sige mere. Så skulle jeg sætte mig i min fars stol og være ham og det var svært… jeg kunne mærke en rastløshed. Men jeg så mig selv, med min fars øjne og mærkede også en medfølelse, men der var ligesom blokeret for mere… han vidste ikke, hvad han skulle sige eller gøre og han kunne ikke rigtig forstå mig. Det var som om, der var blokeret ind til dybere følelser i ham. Jeg svævede ind og ud af ham og så os udefra. Det var tomt… trist… der var ikke rigtig noget at gøre. Han kunne ikke rigtig forstå mig og han følte ikke, at han var rigtig faderlig overfor den voksne kvinde, som var mig.

Jeg skulle være mig igen. Og jeg mærkede, at jeg var blevet afvist af ham, men ikke fordi han ville afvise mig, bare fordi han ikke kunne andet. Han kunne ikke rumme mig eller mit savn og min ensomhed. Jeg følte, at jeg var ham overlegen på alle måder og jeg fik ondt af ham. Men jeg følte mig også tom. Og jeg spurgte, hvor jeg så skulle få kærlighed fra….

Jeg var ovre i min far nu og jeg så mig selv med min fars øjne han så, at jeg sad og græd fortvivlet og skreg og råbte og var helt ude af den… det var som om, han pludselig fik øjnene op og blev ked af det på mine vegne over at se, hvor meget jeg led… og han sagde: ”Jeg vidste ikke, jeg havde gjort dig så ondt… og så begyndte ”han” at græde… helt nede fra maven og ud og i det øjeblik kom der kontakt imellem os og selvom han stadig ikke vidste, hvad han skulle gøre, så kunne han mærke min smerte og han kunne genkende den fra sig selv… Han havde aldrig ønsket at gøre mig ondt… han vidste ikke, at han havde såret mig så meget. Og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle få den trøst og fred fra, som jeg savnede…

Så begyndte lyset at strømme stærkt ind ad vinduerne og de åbnede sig vidt. Rummet blev fyldt op, der hvor jeg sad og jeg blev indhyllet og gennemstrømmet af lys og havde ligesom en kappe af lys omkring mig, som både beskyttede mig og fyldte mig med ro. Men der hvor min far var, var der mørkt og han sad krummet sammen og blev mindre og mindre… jeg fik ondt af ham og ønskede, at han også skulle indhylles i lys, hvorefter lyset begyndte at strømme over til ham og snoede sig omkring ham og langsomt gennemtrængte ham, mens han voksede og rettede sig op. Han blev mere og mere lys og han rejste sig. Glasvæggen fjernede sig og jeg havde lyst til at række ud efter ham og give ham et kram. Vi var begge åbne nu, hvor der før kun var blokeret og spændinger imellem os… Terapeuten spurgte, om jeg havde lyst til at give ham et kram og det havde jeg. Hun sagde de ting, jeg oplevede næsten få sekunder efter jeg oplevede dem… det var et utroligt samarbejde.

Jeg mærkede en tredje person i rummet og det var Gud. Han var bare lys, hvorfra al lyset strømmede til os og han stod ved siden af os, mens min far og jeg stod overfor hinanden. Gud lod bare sit lys strømme og tingene skete som de skulle som et mirakel. Jeg mærkede, hvordan min far og jeg blev ligeværdige… og han blev fyldt op og alt mørke forsvandt fuldstændig fra ham. Hans uro og rastløshed forsvandt og han var fyldt med fred og ro og blev ”en voksen mand”; han rettede sig ud og op og blev den voksne mand, han ikke nåede her på jorden, mens han levede… bag ham var der en uendelig lang, hvid sti, som ventede på ham, men han blev stående og jeg blev stående og vi var fuldstændig fredfyldt indeni og omkring os. Jeg ønskede ikke at gå væk fra situationen endnu, men ville bare blive og lade mig fylde af den forsoning og fred og kærlighed der var og som vi var en del af. Alt blev rettet op indeni mig og indeni ham imellem os; alt hvad der nogensinde var sket af negative ting forduftede og forsvandt for aldrig mere at komme tilbage. Jeg begyndte at se min far… hans potentiale og som han var skabt til at blive og jeg vidste, at nu var vejen åben for ham til at bruge det potentiale, men jeg ville ikke opleve det i det her liv mere… den tid var gået og han var et andet sted nu og engang ville jeg møde ham igen og så ville kontakten imellem os være intakt. Vi ville se hinanden som dem vi var, uden al den smerte og frustration der havde været i alle de år imellem os.

Terapeuten sagde, at min far, eller det der skete, var en sommerfugl… og jeg så med det samme en stor, flot lilla sommerfugl med store flotte vinger, ikke skrøbelig… terapeuten spurgte mig, hvad farve den havde, og jeg så den tydelig, kraftig lilla med sorte rander omkring vingerne og små hvide pletter ved vingekanten, men ellers fløjlsblød lilla. Den ønskede at flyve… Terapeuten ville have, at jeg skulle tage den med i mit hjerte og det forsøgte jeg, men den baskede sådan med vingerne og jeg kunne mærke det fysisk, at den ikke kunne være inde i mit hjerte; til sidst fandt den plads oppe i mit hoved, men jeg ville give den fri til at flyve og bevare det smukke billede af den og følelsen af fred og værdighed og oplevelsen som min far og vores himmelske fader og jeg lige havde haft. Den var evig og der var ingen vej tilbage nu og det var godt. Den lyse uendelige vej ventede på min far og jeg fik sagt til ham, at vi ville ses igen og jeg kunne trygt lade ham tage af sted hjem… Jeg græd først rigtig meget af lettelse og alle de følelser som havde været hobet op indeni mig i alle de år i forhold til min far. Jeg havde jo lukket følelsesmæssigt af, da jeg var omkring 12 år gammel og der havde været lukket lige siden. Men da han tog afsted, blev jeg helt stille og fredfyldt… det var et intenst øjeblik… helt roligt og smukt og værdigt.

Bagefter huskede jeg oplevelse på sygehuset fra den aften han døde. Hvor jeg var hos ham og lige havde bedte en bøn højt for ham og han bagefter havde sagt ”Så Jesus, nu er jeg klar, nu må du gerne komme og hente mig og så rakte han hænderne ud.” Han tog min hånd og vi holdt hinandens hånd i noget tid, mens han så mig dybt i øjnene og sagde;”Okay?!” og jeg nikkede og svarede; ”Ja…” Jeg ville gerne være blevet hos ham den nat, men han insisterede på, at min mand og jeg skulle tage hjem og putte vores børn. Jeg vendte mig om og gik og vidste, da jeg sagde farvel, at det var et ”farvel”… En halv time efter, blev vi ringet op derhjemme og han var død…

Jeg skreg og græd og ville straks derind, men vi skulle vendte, for han havde haft en blodstyrtning og skulle først gøres i stand. Jeg vi kom derind, græd jeg højt og smertefuldt og ønskede så uhyggeligt meget bare at tage med ham, hvor han skulle hen… jeg aede ham i ansigtet og han så så fredfyldt og pæn ud. Jeg blev ved at spørge Gud igen og igen; ”Jeg vil vide, om han har det godt. Har han det godt, eller kommer han til at lide og være ensom. Jeg vil vide det, please fortæl mig det…” Og efter kort tid, blev jeg pludselig overvældet af en følelse af, at alt var som det skulle være og jeg kunne give slip…

Men siden hans død har jeg skubbet ham væk… jeg har ikke rigtig følt noget, før i aftes under hypnosen. Det var en meget stærk oplevelse som egentlig slet ikke burde være beskrevet, for den var ubeskrivelig stærk. Og jeg gemmer den i mit hjerte. Jeg følte en utrolig fred bagefter og som om jeg var blevet lettet fysisk for en hel masse mudderagtig mørke indeni. Jeg kunne slet ikke falde i søvn før hen på natten. Jeg var fjern… ikke rigtig til stede i denne her verden.

"Hej Eva!
Tusinde mange gange tak fordi hjælpen! Det har hjulpet så sindsygt godt! jeg var til eksamen idag og jeg bestod!!! jeg var meget rolig inde ved eksamen og jeg har siden hypnosen, og op til eksamen, haft nogle rigtige positive tanker omkring eksamen! Jeg kan ikke takke dig nok!"

Anonym

-------------------------------------------------------------------------------------------------