Winnie og Jayas lillebror skulle giftes med en pige fra Chennai og vi var inviteret med til fest.
Kl. 11.15 blev hele familien Hamann proppet i en autorickshaw med kurs mod ”Lady of our Lourdes” church i Whitefield. Det er den store katolske kirke. Der var vældig pyntet op med blomster og bryllupsportal. Vi satte os ind og Laura blev fluks snuppet med ud af Shoba der ville vise hende brudeparret.
Parret kom ind i procession med the Father i spidsen og så startede en højmesse med indbygget bryllup. En yndig brud med smuk indisk klædedragt og et lille fikst hvidt slør, gommen i jakkesæt med slips. Vi klappede vældigt da parret var blevet viet og der blev taget masse af billeder.
Den ældre Father holdt en vældig tale, hvor der bliver stillet spørgsmål til menigheden og alle griner lidt en gang imellem. Det er ærgerligt man ikke kan Kanada når man sidder i sådan en forsamling. Der bliver synget godt til, til lidt langsomme melankolske melodier. Meget fremmedartede med samtidigt smukke melodier.
Efter kirken tog vi i centeret og spiste frokost, hjem til lektierne og kl. 18 var vi klar til at feste videre. Endnu en autorickshaw blev hyret ud til Jayas landsby, hvor festen skulle holdes på en åben mark, man kan låne gratis. Der var stillet kæmpe pavillioner op, de lignede helt Aladdintelte. I den ene halvdel var der stole og en scene til brudeparret og i den anden buffet og spisesal. Det er jo Indien, så selvom der stod kl. 18 i invitationen, var ingen jo hverken halvt eller helt færdige til fest. Vi gik derfor ned til Jaya, der bød på sodavand, midt i virvarret. Gæster har man jo altid tid til at tage sig af Jom det så lige er at ordne hår på Laura med blomster og pynte hende med bangles (armbånd) ja, så klares det også.
Vi fulgtes op igen til festen hvor en kameramand optog det hele på video, der blev vist på fjernsynsskærme. Alle blev stillet op i kø ved scenen til gaveaflevering og billedtagning. Det tog jo en evighed med alle de gæster, så vi blev hevet ind ved siden af, til en omgang mad imens. Skøn tamil mad – med fingrene!!!! Ikke helt nemt, når man også bliver filmet.... Laura insisterede dog på en ske, så Jaya løb ned efter nogle til os.
Der blev smilet, hilst, takket, grinet osv indtil vi skulle hjem igen. En vældig hyggelig aften. Det er en utrolig rar familie at være sammen med. Meget nede på jorden, og vi griner meget. En utrolig gæstfrihed, man skal lede længe efter.