Ydby kirke d.30.8.2008
Kære familie!
Så sidder vi her igen – en ordentlig flok efterkommere af
Hanne og Mads Peter - børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, og så alle jer,
der gennem en lang årrække har sluttet sig til familien.
Jeg er igen blevet bedt om at sige et par ord her i kirken,
og det har ikke været så let, for hvordan i alverden skal jeg forsøge at få tag
i en forsamling, der er så vidt forskellige steder i livet.
Men jeg tror, jeg vil vove mig ud i nogle tanker om, hvad
jeg synes er vigtigt her i livet, og da vi jo er i en kirke, hvad kristendommen
måske kan sige os i dag.
Mandag morgen læste jeg en artikel i Politiken, der gør
status over OL i Beijing. Den hed: ”Flammen er slukket, men hvor var gløden?”
Og her beskriver journalisten, hvordan han midt i alt det fantastiske, de
storslåede sportspræstationer, de utrolige åbnings- og afslutningsceremonier,
alt var egentlig så perfekt, men der manglede noget, og han når frem til det
uhåndgribelige ord: SJÆL. Der
manglede menneskelighed, glæde og dybde, atmosfære eller stemning.
Men hvad er det så for noget med den her sjæl. I det daglige
er det vel ikke noget, vi skænker så mange tanker, for vi er jo meget optaget
af dagligdagens gøremål, af at arbejde og tjene penge, at fylde fritiden ud med
masser af aktiviteter, og når vi er hjemme, så er der jo ikke noget bedre end
en rigtig god middag og senere at blive underholdt foran skærmen, og hvor har
jeg da selv brugt mange timer på at se OL. Alt det her er der jo ikke noget
forkert i, og sådan lever vi med vore rutiner og bestemte vaner. Sådan synes
vores JEG eller vores
hverdagsbevidsthed, det er godt for os.
I Biblen står der et sted: ”Hvad kan det gavne et menneske, om han vandt den ganske verden og tag
skade på sin sjæl?”
Sjælen vil ha´ dybde, og det er vel også derfor vi starter
med at samles i kirken. For nogen er det et rigtig godt sted at komme, hvis
salmerne taler til en, og hvis præsten ellers er rimelig fornuftig at høre på.
Her kan der blive skabt en kontakt til sjælens dyb eller til hjertet, her kan der
blive åbnet op til noget, der gør at vi bliver berørte. For andre er det en
provokation at komme i kirkerummet, fordi man har så mange dårlige oplevelser,
der har med Gud og kristendom at gøre, fordi man kun har oplevet den ene
moralprædiken efter den anden, og hvor budskabet har været meget rettet mod
menneskets ondskab, synd og skyld – med meget lidt plads til tilgivelse, accept
og kærlighed. Så for nogen er kirken absolut ikke stedet, der bringer dybde i
livet eller næring til sjælen.
Jeg tror, vi er nødt til at respektere, at vi har
forskellige ståsteder, og det vi nok kan være fælles om, er, at livet gerne
skal ha´ mening, og at det, der gir´ allermest mening, er kærligheden, hvad der
mig at se er det samme som virkelig at blive set, at blive hørt og at blive
holdt af som dem, vi nu engang er. Og her synes jeg, at kristendommen gir´ os
nogle muligheder for at komme i en dybere kontakt med os selv og vore
medmennesker.
Morfar og mormor havde deres måde at være kristne på. For
dem var troen på Gud vævet dybt ind i hele tilværelsen. Når der var den mindste
lejlighed rejste morfar sig altid for at sige et par ord, som vi skulle have
med på vejen. Han lagde aldrig fingre imellem og havde klare holdninger til
livets store spørgsmål. Og i det daglige blev der altid bedt bordbøn, både når
vi gik til bords, men også efter endt måltid. Som børn var Inger og jeg tit på
ferie i Hurup i villa Ly – og her kan jeg tydeligt huske, at der var en særlig
stemning, når morfar bad bordbøn. Men det kunne være svært at forstå, hvad han
sagde, og til sidst forsvandt ordene i en mumlen. Så for nylig satte jeg Nis på
den opgave at finde frem til, hvordan bønnen egentlig lød og sammen med Gerda
fandt de frem til ordlyden. Så forestil jer nu - så godt som det er muligt - en
stue i slutningen af 50´erne, hvor der er fuldstændig stille - bortset fra et
stueur, der tikker i baggrunden. Vi har fået en god middag, måske
hvidkålsrouletter, sovs og kartofler og bagefter rødgrød, og så skal takkes for
måltidet. Mormor og morfar har lukket øjnene og vi børn sidder med foldede
hænder og kikker på morfar, der har samlet hænder foran sig og sir´:
Hav
tak oh gud evindelig
For
dine gaver så rundelig
Gud
mæt vore sjæle i Himmerig
Velsign
os Gud Fader, Søn og Helligånd
Amen
Disse var ordene,
som morfar altid sluttede af med. I dag kunne jeg ikke huske det hele, men
næsten, så det har prentet sig ind i bevidstheden og fået en eller anden
betydning. Så mormor og morfar fandt deres mening i livet i troen på, at vi er
favnet af Gud eller sagt på en anden måde, vi er omgivet af en kraft, der langt
overgår vores forstand, og som findes i sjælens dyb. Og den kraft kom mormor og
morfar bl.a. tættere på gennem bøn og andagt, som der blev holdt ved rigtig
mange lejligheder.
Spørgsmålet er så,
om det også kan sige os noget i dag, for er kristendommen ikke blevet et
forældet og støvet tankesystem, der ikke handler om vores liv i dag? Eller man
kunne spørge sig selv: Hvordan kan man finde ind til den kraft, som vi kunne
kalde sjælen, og som for mange er forbundet med Guds nærvær? Har kristendommen overhovedet
noget at byde på i den sammenhæng?
Kirsten Sarauw, der er præst og terapeut siger i sin bog:
”Tilbage bliver´ kun ømheden”: Han
åbenbarer sit væsen i blomsterne og træerne, i solens varme og stjernernes
skønhed, i hvert åndepust, der sitrer gennem universet. Han er her i alle
kærtegnene og i favntagene. Han er her, når vi er ensomme og fortvivlede, når
vi græder over tabet af én, vi har elsket, og når vi lider og ikke har noget at
dække vor menneskelige nøgenhed med.
Så sjælen eller en fornemmelse af Guds nærvær kan dukke op i
naturen, når vi er sammen med vore nærmeste, men også når vi tør være sammen
med os selv. Og her siger psykologen Jung, at livet er en lang
udviklingsproces, hvor det allervigtigste er, at vi tør stå ved vores
skyggesider. Og hvad betyder så det. Det betyder, at for at vi kan få et godt
liv, skal vi stå ved os selv og lade det komme frem over for vore medmennesker,
som vi går og tumler med, og som det kan være svært at forlige sig med. Det kan
være nogle handlinger, som vi synes er utilgivelige, eller sider ved vores
personlighed, som vi absolut ikke er stolte af. Ved at mærke os selv langt ind
i sjælen og ved at give udtryk for det svære, kommer vi i kontakt med vore følelser,
og det gir´ os en mulighed for at forlige os med os selv, for når andre ser og
hører os og gir´ os omsorg, så mærker vi kærligheden, og det gir´ os mulighed
for at nå ind til større selvaccept – på trods af fejl og mangler er vi elskede
alligevel.
Som vejleder og terapeut har jeg ofte været vidne til, hvad
der kan ske, når man tør gå ind i det svære. På mine vejledningskurser arbejder
vi bl.a. med livsfortællinger, og her er opgaven bl.a. at fortælle om de
oplevelser, der har været med til at forme den, man nu engang er blevet til.
For en kvinde i 50´erne blev denne opgave meget
angstprovokerende, men hun valgte alligevel at holde fast i det allersværeste,
at hun som ung var blevet psykotisk og var blevet indlagt på psykiatrisk
afdeling. Det havde været en hemmelighed for alle – bortset for hendes forældre
og søskende, men bagefter blev der ikke talt mere om det, og hun havde siden
lukket helt af for sin hemmelighed, fordi hun syntes, det var meget pinligt og
skamfuldt. Det var en stor lettelse at fortælle sin historie for en lille
gruppe medkursister, der blev skabt noget helt særligt lige i det øjeblik, hvor
det allersværeste kom frem, eller for at bruge et billede, så var det, som gik
der en engel gennem lokalet. ”Lysets
engel går med glans gennem himmelporte. For guds engels strålekrans flygter
alle nattens skygger sorte.” Og det var vel lige det, der skete. Nogen vil
kalde det her et spørgsmål om at få talt ud om tingene og udelukkende gøre det
til et spørgsmål om psykologi, andre vil tale om, at Gud eksisterer som den kærlighedens
kraft, der flyder dybest inde i alt, hvad der er til, og som bærer igennem. Om
det er det ene eller det andet, må være op til hver enkelt, jeg tror begge
synspunkter har ret, og det vigtigste er vel at finde ind til meningen, og den
findes for mig at se i sjælens dyb.
Det var et lille eksempel fra min hverdag.
I Biblen har vi masser af fortællinger om mennesker, der
slås med deres skyggesider, og hvor Jesus ikke revser eller fordømmer os på
grund af vore fejl og mangler. Jesus er på en måde et urbillede på menneskers
længsel efter at virkeliggøre kærlighed, sandhed og visdom, og han havde en
enestående evne til at se os som menneske - eller se bag overfladen og elske
os, når vi står ved os selv med vore fejl og mangler. Her tænker jeg på
tolderen Zakæus. Han havde snydt og bedraget sine medmennesker og taget for sig
af retterne, når han skulle kræve skatter op, så han var rig og samtidig
forhadt. Men han har hørt om Jesus, der måske kunne give ham et bedre liv.
Zakæus var imidlertid lille af vækst, så for overhovedet at se noget som helst
måtte han kravle op i et træ. Jesus ser ham, og sir: I dag vil jeg være gæst i
dit hus. Og vi hører om, hvordan Zakæus bliver ellevild af glæde og får lyst
til at tilbagebetale alle dem, han har snydt. Der sker en forvandling, fordi
Jesus ser ham.
Et andet eksempel er fortællingen om den samaritanske kvinde
ved brønden. Jesus er blevet tørstig, og han sætter sig ved en brønd og ber´ en
samaritansk kvinde om noget at drikke. En almindelig hverdagssituation og
alligevel så betydningsfuld, fordi Jesus sætter sig fuldstændig ud over de
rammer, som jøderne levede under på den tid. Samaritanerne var udstødt af det
jødiske samfund og kvinderne havde slet ikke de samme rettigheder som mændene.
Men ikke nok med det. Det antydes også, at hun har haft flere mænd, så kvinden
befinder sig helt nede på samfundets bund, og er foragtet af alle. Men Jesus
ser hende, og hun får fred og tilgivelse. Det går an at være mig – også når jeg
fejler, afgørende er at jeg tar min skyld eller mit ansvar på mig, og at jeg
ikke dækker over mig selv eller tørrer mine problemer af på andre – som Jesus
siger ”Splinten i din broders øje ser du, men ikke bjælken i dit eget.”
Så det vi ikke kan fordrage hos os selv kan måske få fred,
hvis vi åbner os for vore medmennesker eller for Gud gennem bøn.
I sjælens dyb sker der noget. Måske er det sådan, at vi fra
livets begyndelse er skabt i Guds billede, som der står i Biblen. Og hvad
betyder så det? Når man ser en nyfødt, eller ser børn fordybet i leg, kan det
måske være lettere at forstå. Det er som om, de befinder sig i en verden, hvor
tingene er som de skal være, at de reagerer naturligt, når noget er galt, at
livet er som det skal være. Måske er vi hver især fra fødslen blevet udstyret
med nogle helt enestående muligheder, der skal plejes og udvikles - eller med
andre ord, vi har alle muligheder for at livet skal leves som Gud vil det, og
det er for mig at se det samme som, at vi skal leve i kærlighed og tilgivelse
både med hinanden og i forhold til
os selv, og det er tit det allersværeste.
Tak for ordet, og fordi I lyttede. Jeg håber vi får en
rigtig god weekend sammen, og vejret har vi da bare med os.
