Sagn og myter omkring Bjørnsdammen:
Den dam, som Den hvide Dame forsvandt ned i, var måske Bjørnsdammen, der lå på vejen mellem Middelfart og Hindsgavl – nærmere bestemt i et vejsving ved et skovløberhus. Det fortælles, at dammen var bundløs, og at der alle dage var noget sært over dammens stille, sorte, blanke vand, hvori tusindårige ege spejlede sig. Når de lokale gik forbi dammen, blev en gammel rædsel vakt i deres sind. De vidste jo, hvad de gamle havde fået fortalt, at der engang var kørt en karet med kusk og heste i Bjørnsdammen, og den var forsvundet for evigt.
Der er flere versioner af sagnet og ikke alle passer til Den hvide Dame. Måske flere druknede i dammen?
Nogle fortalte, at kareten kørte med en herremand fra Hindsgavl, der var i færd med at bortføre en pige fra Middelfart.
Andre siger, at det var herremandens datter fra Hindsgavl, at hun var forelsket i kusken, og at kusken, da hun kørte til brylluppet, bevidst trillede kareten ud i Bjørnsdammen.
En sidste udgave af sagnet lyder, at det var et brudepar fra Hindsgavl, som havnede i dammen og aldrig kom til syne.
Alle versioner af sagnet handler dog om en karet med kusk og heste, som kørte i dammen og forsvandt.
Det fortælles, at pastor Leth fra Middelfart en gang fik besøg af en udenbys præst, og han spurgte, om der gik et sagn om et køretøj, der var forsvundet i dammen. Han var nemlig kommet forbi en aften og havde set en hestevogn komme kørende og forsvinde igen.
Også andre har set spøgelseshestevognen. En flok unge fra Middelfart havde en gang besøgt Hindsgavl, og da de om aftenen vendte snuden hjemad mod byen, kom der pludselig en karet kørende hen imod dem. De var allerede et stykke henne ad vejen og troede først, at vognen var sendt ud for at hente dem, men da kareten kom nærmere, blev de klar over, at det ikke var nogen helt almindelig hestevogn, snarere tværtimod. Lige foran dem drejede vognen ind til siden og forsvandt sporløst.
De unge gav sig naturligvis til at undersøge sagen og opdagede, at de var ved Bjørnsdammen, og de kendte jo alle sammen historierne om den mystiske dam.
Bjørnsdammen forsvandt fra landkortet i 1935, da den første Lillebæltsbro blev anlagt, men Den hvide Dame kommer ifølge sagnet stadig i Hindsgavl Slotspark, som hun siges at holde så meget af.
Realdania: Hindsgavl