Indtryk af en, for mig, stor dag, og ikke mindst månederne der lå bag!
Første ”møde” blev afholdt hos Trine (det var jo hendes idé) den 5. februar. På det tidspunkt var der Trine, Lene, Joan, Nils, Lars og jeg i festudvalget.
Det var vanvittigt svært at holde sig til emnet ”Klassefest”, for der var jo så meget vi også lige skulle have vendt.
Dato for festen var fundet og blev fastlagt. Tid og sted blev aftalt. 78 navne blev fordelt på 4 klasser, og så kunne vi gå hver til sit og starte detektivarbejdet. – Altså helt ærligt – hvad ligner det at gifte sig til at andet efternavn end dem vi ku’ huske? Er I klar over, hvor svært det var at finde nogle af jer? ;-)
Andet ”møde” var hos mig den 12. februar, og jeg havde ”lokket” Allan til at komme. Det var nu slet ikke så svært da han hørte, at vi ikke skulle rydde op dagen derpå! – Og sikke da et held for os alle, at Allan var med. Havde det ikke været for ham, havde vi ikke haft hjemmesiden!
Menu og pris blev fastlagt for arrangementet og vi forsøgte ved fælles hjælp, at finde de sidste 15-20 personer. Det lykkedes ikke helt, men ved at huske, hvem der havde noget at gøre med hvem i skoletiden, og efterfølgende at skrive til et par stykker lykkedes det. Efter knap 3 uger med ”det bibelske system – søg og du skal finde” var alle 78 fundet.
Vi spurgte på skolen og på kirkekontoret, søgte på Internettet og hos ”De sorte spejdere” på P3. – Ja og så blev Jens Ole hentet ind for at hjælpe med at finde Claus.
Herefter har Trine og jeg taget over. Vi undskylder med det samme, hvis nogen af I andre i festudvalget har følt, at vi ”tog det hele”.
Den 25. februar blev 15 invitationer sendt ud med posten og resten blev sendt pr. mail den 26. Alle skulle jo ha’ den nogenlunde samtidig.
Ca. 1. april tog Trine og jeg beslutning om, at alle, som havde gået i klasserne hele vejen op skulle inviteres. 6 ekstra kom med på listen, hvoraf det har været umuligt at opspore 2. Ergo - var der så 82 i alt på listen.
- Og så startede den ulidelige ventetid. Jeg tjekkede mail mindst 10 gange om dagen, kikkede på hjemmesiden ca. 3-4 gange om dagen for at se, hvad Allan nu havde fundet på, og ventede igen på tilmeldinger.
Jeg er sikker på, at Allan blev træt af at høre på mine konstante forslag og ideer til hjemmesiden. Han havde altså ikke tid til at lægge alt muligt derud. Han havde jo lige fået nyt job! – Jeg kan godt se, at jeg var strid og jeg undskylder mange gange, Allan! Jeg var utålmodig!!!
Man forstår vel et vink med en vognstang, når der kommer en mail med beskeden: ”Hvis der eventuelt senere kommer nogle flere informationer, får du også lige adgangskoden til hjemmesiden.”
Og det gjorde der. 1 side blev hurtigt til flere og jeg har stort set, hver dag opdateret hjemmesiden.
Jeg er sikker på, at Trine vil gi’ mig ret, når jeg siger, at vi har nydt, hvert sekund af forarbejdet op til festen. Det har været sjovt og vi gør det glad og gerne igen J
Jeg vil lige nævne én ting, som under hele forløbet har givet mig en masse og som har glædet mig rigtigt meget: Alle de søde mails jeg har modtaget. Jeg har ”snakket” med rigtig mange af jer og når jeg nu sidder og læser dem igen kan jeg slet ikke forstå, at der er gået så mange år, siden vi sås sidst. ”Snakken” er gået som om det var i sidste uge vi forlod skolen. Tusind tak til alle jer, som ulejligede jer med at sende en hilsen i ny og næ. Det luner!
Jeg ved godt, at ”ingen nævnt – ingen glemt”, men en helt særlig person har jeg skrevet rigtigt meget sammen med. Jeg har grinet og jeg har tudet og jeg gør det igen nu, hvor jeg sidder og læser hendes mails igen. Det har været helt fantastisk og en overgang så jeg frem til at tjekke posten for at se om der var noget fra dig! Når du læser dette er du ikke i tvivl om, at det er dig jeg mener. Du har fået en helt speciel plads i mit hjerte!
(((- Og det bedste af alt er, at jeg har fået mig en ny aller-aller-bedsteste venninde!
Trine - jeg elsker dig... :-) )))
-----------------------------------
- Og - tænk sig – efter fire måneders detektivarbejde og sommerfugle i maven oprandt dagen som, i hvert fald jeg havde glædet mig enormt meget til.
Lørdag den 31. maj 2008.
Jeg stod op alt for tidligt for formiddagen blev for lang. Det var lidt som med børn og juleaften. Nå – tiden skulle jo gå med noget så jeg plaskede rundt i poolen i en times tid. Jeg var i bad og strøg mit tøj. Jeg tjekkede lige om vi var kommet op på 1000 hits på hjemmesiden og om der var post? 20 minutter senere tjekkede jeg lige hjemmesiden igen – jow jow – der havde været 2 mere inde og kikke, hurra – vi nærmede os de 1000.
Kl. 13 kom frisøren. Vi spiste frokost. Bagefter fik jeg håret sat op til narrestreger, fugerne blev spartlet og ”krigsmalingen” lagt. På med det nyindkøbte dress og jeg var klar! – Og klokken var kun 15 L- Nå, ja ja. Jeg tjekkede da bare hjemmesiden én gang til og 3 mere havde været nysgerrige. Nu var vi så nået dertil, hvor mand og børn var oppe og markere. Jeg blev nærmest jaget ud ad døren, for de kunne ikke længere holde mig ud.
Kl. 15:45 parkerede jeg Corollaen i Skolegade. Joan var klar til at vise rundt og der var allerede dukket nogle stykker op. Dejligt at se, at jeg ikke var den eneste, som var tidligt på den. Fotografen fra Nordjyske kom og hun knipsede løs. Esben – også fra Nordjyske kom, og han gik rundt og snakkede for at få lidt på notatblokken. Hvornår mon vi ser noget på tryk?
Vi vidste ikke på forhånd, hvor mange, der ville dukke op på skolen så vi ventede til kl. 16:15 med rundvisningen.
Joan fortalte levende om de forskellige bygninger – gamle historier som jeg ikke havde hørt før! Der var lige et par ”a-ha’ oplevelser” imellem.
Vi begav os til tandlægebygningen. Sjovt at se den igen, men det jeg hæftede mig mest ved, var de små bemærkninger, som faldt hist og her.
Jeg stod i klasseværelset da Teddy kom. Han tog 3 skridt ind og stod så som lammet og sagde: ”Nøj – de har fået nye lamper”. Det var vel egentlig heller ikke for tidligt, når man tænker på, at de, som hang der, da vi gik i 10 klasse i 1982 var fra 1952! Bonusinfo!
Mange undrede sig over, hvor små lokalerne pludselig tog sig ud.
Den største oplevelse for mig, var da vi gik på anden etage i Krogensgadebygningen. Jeg var én af de første, som var oppe og når nogen kom op gik de, helt uden at tænke over det – tror jeg, ind i det klasselokale, hvor de ”hørte til”. Det var altså mærkeligt.
Da Vibe kom op stillede hun sig midt på reposen, peger mod det syd-øst vendte klasseværelse og siger: ”Jeg kan godt huske, hvor vi var og jeg kan oven i købet vise jer, hvor jeg sad!”
Jeg luskede ind i det nord-vest vendte for det var jo der 9.A. hørte til. Vi snakkede og udvekslede historier og mens vi gjorde det begyndte jeg at undre mig over, at det kun var ”A-folk”, som var derinde. Så blev jeg for alvor nysgerrig. Forholdt det sig lige sådan i de andre rum? Jeg gik ud i gangen og smugkikkede ind til de andre, og ganske rigtigt: Klasserne var på ny fordelt. Da fik jeg altså gåsehud og en klump i halsen.
Vi gik videre til den ny hal. Her var der bred enighed om, at den var tiltrængt. Omklædnings- og badefaciliteterne fra 1950’erne var som sunket i jorden og nyt og moderne var poppet op derfra. Dejligt at se, at der trods alt er sket noget på 26 år.
Joan fortalte også om ombygningen af drengenes gymnastiksal, som var blevet til indskolingshus. Der hører børnehaveklasserne, 1.-klasserne og SFO’en til. Nyt og moderne i forhold til den hedengangne Tygelsgades skole!
Klokken var nu 17:15 og det var blevet tid at gå til Landboskolen. Dog skulle Joan lige ha’ en dusk for rundvisningen! Tak Joan. Du gav os en god oplevelse.
Vejret var godt og det var ikke nemt at lokke folk indendørs, så Trine besluttede, at vi sku’ ha’ velkomstdrinken udenfor. Så ku’ vi også lige vente på de sidste. Trine og jeg skiftedes til at tælle og da vi i enighed kom frem til 51 gik vi ind. For pokker – der var jo mad på bordet og festen kunne begynde…
(I dag – dagen derpå sidder jeg og funderer over, om drikkevarerne var for billige;-) Eller var der bare en enkelt, som havde alt for mange penge med??? ;-) Han blev i hvert fald, tidlig søndag morgen, meget forelsket i en flagstang!)
Trine bød velkommen og B-klassen fik deres velfortjente præmie JDer var blevet et lille overskud, som blev brugt til et glas hvidvin – sådan lige til at skåle i til velkomsten og senere på aftenen gav kassen en genstand efter eget valg. De få kroner, der var tilbage blev brugt på en times ekstra servering – og nu er kassen tom!
Snakken gik lystigt hen over bordene. Det er da fantastisk, at man efter mere end 25 år bare snakker sammen som om det var i sidste uge vi ”fløj” hver sin vej? Skønt.
Det jeg havde frygtet mest op til denne fest skete ikke. Jeg havde været lidt bange for, at vi ville falde tilbage i de gamle roller, men det oplevede jeg slet ikke. Alle var heldigvis ligeværdige og det var en fornøjelse at se og høre!
”Rygerummet” blev flittigt brugt. (Vi er forbavsende mange rygere!) – Og sikke noget snak, der kom for dagens lys derude. Ikke noget, som vi ikke vil stå ved i dag, men dog ting og sager som ikke bør gentages her i det offentlige rum ;-)
”Rappenskralden” blev udpeget - og jeg tror bestemt ikke, at hun tager det fortrydeligt op? Hun nød festen mindst lige så meget som alle andre.
Dansegulvet blev brugt, men var aldrig overfyldt. Der skulle jo snakkes og jeg tror, at de fleste har det lige som jeg selv. Festen var bare alt for hurtigt forbi. Jeg fik ikke snakket med alle dem jeg gerne ville og ikke nok med dem jeg trods alt nåede. Øv.
Da vi blev ”smidt ud” kl. 03:30 kunne jeg ikke lade være med at tælle, hvor mange vi var tilbage. Og man tror det næppe, men halvdelen, 26 personer, havde meget svært ved at slippe. Det siger da lidt om, hvor godt det gik.
Vi var en flok som gik nord på ad Dannebrogsgade. Jeg faldt fra ved Vinkelvej og de sidste 6 fortsatte op ad.
På forhånd havde jeg troet, at jeg kom hjem med en tom fornemmelse fordi det hele nu var slut, men tværtimod. Jeg var så overfyldt af indtryk og glæde, at jeg ikke kunne falde i søvn. Jeg lå bare og gloede på gemalen indtil han vågnede og så blev han ellers overfaldet med snak og latter. (Søndagen endte med, at han var i gang med at finde frem til gamle klassekammerater i Hjørring. De har 30 års jubilæum næste år.)
Nå, men det jeg egentlig bare vil sige med hele denne smøre er, at jeg havde en helt fantastisk dag.
At kunne samle så mange af de mennesker, som har været en del af min opvækst, - specielt i den periode, hvor man til dels formes socialt, - er jo helt exceptionelt.
Tak for en dejlig dag – I har alle været med til at gøre mit liv rigere…
Keep in touch…
Kærlig hilsen Birgitte
