I samarbejde udarbejdede KØB ODDER og Shoptimizer en række parametre for, hvilke ting der skulle måles på, for at afdække de handlendes oplevelser, når de var på indkøb i Odder.
En spørgeramme blev udformet med 5 overordnede punkter, som afdækkede butikkernes indretning og renlighed, samt kundernes oplevelse af kontakten til medarbejderne. Punkterne hed:
Butikken - Velkomst – Imødekommenhed – Salgsteknik – Produktkendskab.
En af de største udfordringer var, at opsætte parametre og spørgsmål, som kunne bruges i alle butikker – fra fitnesscenteret og turistbureauet til supermarkedet, skobutikken og blomsterhandleren.
I løbet af november og december måned, blev de medvirkende butikker besøgt 4 gange af Shoptimizers ”anonyme kunde”, som efter hvert besøg udfyldte spørgeskemaet på baggrund oplevelserne de havde haft i butikkerne.
Efter hvert besøg har butikkerne modtaget skemaerne, som udover de enkelte spørgsmål, også har indeholdt kommentarfelter, hvor ”kunderne” kort har uddybet oplevelsen af butikkens indretning og kontakten med medarbejderne.
Skemaerne har dermed kunne give hver enkel butik et indblik i hvordan kunderne oplever et besøg i netop deres butik. Således har dette kunne bidrage til refleksioner og dialog omkring, hvad der gøres godt og hvad der evt. kan gøres endnu bedre for at gøre købssituationen optimal for både kunden og butikken.
Udover de kvalitative målinger i de enkelte butikker, er der ligeledes blevet gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt de almindelige handlende i Odder.
Al data vil i løbet af januar indgå i en samlet rapport, som vil give et indtryk af de handlendes købsoplevelser, hvad der sættes pris på og hvad der evt. kan være med til at udvikle handelslivet i Odder endnu mere.