Vores historie
Hvis man træder ind på mit værelse, og kigger på væggen, vil noget at det første der rammer ens øjne, være et billede af LaVita og jeg i sølvramme, lader man øjnene glide længere op ad væggen ser man en tegning med en hængende roset, og kigger man over mit skrivebor, hænger endnu et billede af La Vita, samt en roset ved siden af, og kigger man til sidst på min egen hals, vil man finde et hjerteformet smykke, med endnu et lille billede af La Vita inden i.- En ting er i hvert tilfælde sikkert: Jeg holder ubeskriveligt meget af La Vita.
Men nu skal du hører hvordan det hele startede:
Det hele startede med at jeg i 1½ år havde passet og redet en 1'er pony, som nu var flyttet til lolland (jeg bor selv i Næstved) . På det tidspunkt var jeg 14 år gammel, og fortsatte så på min gamle ponyrideskole et par måneder. En dag kom min far hjem og fortalte, at hans bror arbejdede sammen med en, der ejede en hestepension og at de godt kunne bruge noget ekstra hjælp med deres egne heste. Først vidste jeg ikke helt hvad jeg ville, og jeg savnede stadig min gamle "partpony", men til sidst sagde jeg ja, for jeg savnede det, at kunne tage ud til en stald så tit man havde lyst.
Endelig kom dagen hvor jeg for første gang skulle ned og snakke med heste/hestepensionens ejere, og se hestene. Jeg var meget spændt og en smule nervøs, men jeg faldt helt til ro da jeg kom derned, de var nemlig så søde mod mig dernede og jeg følte mig rigtig velkommen. Jeg fik fortalt lidt om alle hestene, og især om en af dem, der hed La Vita. Hun var ikke blevet redet så meget på det sidste, så vi ville sikkert nyde godt af hinandens selskab ( ; Jeg synes hun var vildt stor, da jeg aldrig havde sidet på en rigtig stor hest før. Jeg startede med at ride med hjælpetøjler, som en god støtte. Jeg husker min første ridetur-La Vita troede pludselig hun skulle i galop, og sprang roligt an, mens hun med fremadstrittende øre glædeligt fortsatte rundt og rundt - jeg synes hendes galop var vildt stor, så jeg blev først bange, men besluttede mig for at slappe af i stedet for - ellers ville jeg sikkert bare blive bange for at ride hende i fremtiden.
Jeg begyndte at ride La Vita nogle gange om ugen- jeg fik undervisning af hendes ejer hver gang, som tålmodigt lærte mig en hel masse fantastiske ting. La Vita var ikke så smidig på det tidspunkt, og jeg var ikke ligefrem en stjerne til at ride - men vi vidste at vi hver især havde noget vi kunne lære hinanden-LaVita og jeg ( ;
Som tiden gik, begyndte jeg at blive meget interesseret i at få min egen hest, jeg var nemlig helt sikkert på at det måtte være lykken, men pludselig skete der noget alvorligt i mit liv, som fik mig til at tænke på, hvorfor man altid drømte om det man kunne få, i stedet for at sætte pris på det man havde. Jeg begyndte at sætte mere og mere pris på La Vita, og begyndte at gå mere op i ridningen.
Som dagene er gået , er jeg blevet gladere og gladere for La Vita, og i dag synes jeg hun er den dejligste hest i hele verden,og jeg kan ikke tænke mig nogen anden, og jeg vil ikke bytte hende væk med noget andet !!!
Sammen med min familie og mine kaniner, er La Vita en del af min "livsmedicin", en medicin jeg tror alle mennesker har brug for i livet ( ;
