Ingredienser
300 ml vand
1½ spsk fiberhusk
100 g boghvedemel
100 g rismel
100 g kikærtemel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
1 tsk stødt koriander
1 tsk oregano
1 spsk olivenolie
samt fyld efter smag og behag
Opskriften rækker til 1 bageplade eller ca. 2 personer.
Fremgangsmåde
Kom vand og fiberhusk i en foodprocessor og blend, til det bliver til en tyk, geleagtig masse. Det tager ca. 3 minutter. Du kan også røre det sammen med en elpisker i en skål.
Bland de tre meltyper med bagepulver, salt og krydderier og hæld i gelémassen sammen med olivenolien. Blendes/røres, til det er blevet til en jævn dej, ca. 5 minutter. Tilsæt evt. en anelse mere vand, hvis det kører tørt.
Læg dejen i klatter på en bageplade med bagepapir. Kom lidt olie på hænderne og pres dejen ud til pizzabunde med flade hænder. Du kan lave én stor bund eller flere mindre, som du har lyst.
Du kan evt. forbage pizzabunden ca. 10 min. v. 200 grader, men det er ikke nødvendigt.
Kom fyld på bundene. Jeg plejer at benytte et tyndt lag hjemmelavet tomatsovs, der er grov-blendet. Drys med hakkede oliven og chili, og ovenpå skiver af f.eks. løg, courgette, champignon og/eller aubergine i tynde skiver, der pensles med olie og deles i kvarte.
Bages ca. 30 minutter ved 200 grader (husk at trække 10 minutter fra, hvis du har forbagt).