Bookmark and Share    
Lusodana

Portugals historie

Lusitanien og Lusitanerne

     Det vil kræve stor fantasi, at forestille sig én, som ikke har hørt snak om vikingerne og om hvem de var.

     Lige som danskerne, der afspejler sig i vikingernes kultur og bedrifter, identificerer portugiserne sig med lusitanerne. Men hvem var lusitanerne hvis navn ikke én gang indgår i den danske ordbog?

     Den Iberiske Halvø har, så vidt man nu ved, været befolket siden isen fra den sidste Istid trak sig tilbage for ca. 30.000-25.000 år siden. Isen dækkede et område så langt mod syd, til lidt nord for Lissabon. Man har fundet urgamle inskriptioner med tegninger og dyr i klipperne ved Côadalen. Côa er en flod i Guarda-distriktet, som er en biflod til Dourofloden.

     Det er veldokumenteret at, i slutningen af bronzealderen (1.500-900 f.Kr.), lang tid før romerne erobrede den Iberiske Halvø, er denne del af Vesteuropa blevet koloniseret af indoeuropæiske folkeslag, som stammede fra det Centrale Europa, Bøhmen, Østtyskland og Ungarn. Nogle af disse stammer var først iberere, og senere kelterne. Som resultat af fusion af disse to folkeslag opstod et samfund kaldet for keltiberere.

     Lusitanerne menes at være en af flere keltiske stammer, som boede i et område der svarer til en større del af det nuværende Portugals centrale territorium og et stykke langt mod øst, ind i Spanien.
 

Lusitania

     Lusitanien (Lusitani) er navnet romerne gav til området beboet af lusitanerne (ord som måske er en sammentrækning af de keltiske ord ”lus” og ”tanus” (lusernes stammer). Der er desværre ikke nogen skriftlige beretninger om lustitanerne før romernes tid. Det er fra daværende romerske historieforfattere, at man kender til dette folks liv, kultur og bedrifter.

     Det var med dette folk, Rom har haft det største besvær. Det tog de romerske militser kommanderet af flere generaler ca. 14 år at få fuld magt over den Iberiske Halvø, på bekostning af mere end 25.000 døde legionærer i denne periode.

     Efter de første romerske invasioner året 194 f.Kr. lykkedes det Viriato, at omgruppere forskellige lusitanske stammer til en stor hær, som var i stand til at sætte sig imod fremrykningen af romernes tropper.

     Viriato (? – 139 f.Kr.) var en lusitansk general, som menes at stamme fra et bjergrigt område i Portugal, kendt som Serra da Estrela, hvor det højste punkt strækker sig op til Viriatonæsten 2.000 meter. Viriato forblev en myte for romerne og ikke mindst for portugiserne og for en del af spanierne fra et område i nærheden af grænsen mellem de to iberiske lande. Der findes flere statuer af ham i de portugisiske byer Viseu og Sintra samt i Zamora i Spanien.

     Den modstand Viriato gjorde og de titusindvis af dødsofre han påførte romerne, gjorde ham både respekteret og frygtet af Romerne. Det blev først ved brug af en, indenfor krigsførelse uetisk handling, at det lykkedes Rom at fjerne Viriatos trusler. Dette foregik ved at betale forrædere indenfor de lusitanske styrker for at myrde ham. Dette skete medens han sov.

     Ifølge den romerske polyhistor (en person, som ved meget om mange ting) og filosof Poseidonios (135-51 f.Kr.) blev denne handling et stort slag i romernes selvbevidsthed som civiliseret og civiliserende folk, hvorfor de ikke følte sig meget stolte deraf – en kriger skulle lede en ærefuld død under kamp.

 Viriatos død

Lusitanernes krigsførelse

     Der er flere grunde til lusitanernes overlegenhed overfor romerne: Hesten, bedre våben og krigsførelse og taktik.

     Kelterne introducerede på den Iberiske Halvø en hesterace som var både meget større end den eksisterende og godt trænet til kamp, og jernvåben af meget højt kvalitet. Med krydsning af deres heste med hestene fra lokale racer, skabte de en race ”fødte af hopper bedækkede af vinden”, som Plinius, Strabon og Poseidonios sagde.

     De styrede hestene til fuldkommenhed ved brug af bidsel og bid, og en kombination af disse to (en bidsel-bid). De brugte hestesko (lusitanerne udviklede senere en speciel hestesko fremstillet af læder, som kunne sættes på og af, efter omstændighederne). Disse hestesko var en fordel i stenrigt bjerglandskab. De brugte også sporer (kun i venstre hæl) og de var dygtige til bearbejdning af læder, med hvilken de fremstillede hestesadler; nogle af dem allerede anatomisk formede, som muliggjorde en god stabilitet for ridderen, i en tidsalder hvor stigbøjler endnu ikke var opfundet.

     Det var disse heste og disse riddere romerne var op imod. Romerne var meget dårlige til hest. De red skrævs på hestenes lænd og med lange tømmer, hvilket begrænsede deres bevægelighed. På den anden side var kavaleriet bestemt for aristokratiet. Hesten var næsten ikke brugt til direkte krigsførelse og de romerske legioner til fods, med deres disciplin og tunge fremførelse, kunne ikke vinde over lusitanernes taktiske lynangreb og frem- og tilbagetrækninger.

     En anden af lusitanernes taktik var, at hver hest blev redet at to krigere. Ved umiddelbar konfrontation med fjenden, stod en af ridderne af og kæmpede til fods medens den anden kæmpede til hest. Bagefter steg de igen på hestene og forsvandt hurtigt fra slagmarken.

 

Det lusitanske sværd

     FalcataDet var en af de berømte våben fra Viriatos tropper. Så emblematisk var den såkaldte  

gladius hispaniensis, at romerne, vel beviste om dens overlegenhed, tog den til sig. Men det sværd romerne frygtede mest var ”falcata”. Det var et meget specielt sværd, med tyngdepunkt langt fra manchetten og med en klinge på 60/70 cm. Nogle versioner havde endda to ægge.

 

Krigstaktikerne

     Udover de nævnte taktiker, havde lusitanerne til fordel for romerne et lille rundt skjold (caetra). Det var lavet af træstrimler forbundet med plader af jern med 30 til 60 cm i diameter. Meget lettere og nemmere at betjene end de store og tungere skjolde romerne bar.

     De brugte tre forskellige slags slynger, der blev brugt efter behov. Nogle til at kaste sten og andre til at kaste små kugler af bly. Sværdet med lige klinge, som de også brugte (gladius hispaniensis), var af meget bedre kvalitet end romernes og meget bedre afbalanceret.

     Lusitanerne havde flere slags kastespyd af træ og en lavet helt af jern - soliferrum. Med den sidste var de i stand til at perforere fjendens skjolde og brystplader.

(Denne side er under opbygning)
 
Årstal i parentes er start og slutning af regeringsperioden.
 
D. Afonso Henriques (1139-1185), D. Afonso 1.
D. Sancho 1. (1185-1211)
D. Afonso 2. (1212-1223)
D. Sancho 2. (1223-1245)
D. Afonso 4. (1248-1279)
D. Dinis 1. (1279-1323)
D. Afonso 4. (1325-1357)
D. Pedro 1. (1357-1367)
D. Fernando 1. (1367-1383)
D. João 1. (1385-1433)
D. Duarte 1. (1433-1438)
D. Afonso 5. (1448-1481)
D. João 2. (1481-1495)
D. Manuel 1. (1495-1521)
D. João 3. (1521-1557)
D. Sebastião 1. (1568-1578)
D. João 4. (1640-1656)
D. Afonso 6. (1662-1667)
D. Pedro 2. (1667-1706)
D. João 5. (1706-1750)
D. José 1. (1750-1777)
D. Maria 1. (1777-1816) gift med D. Pedro III, kong af Portugal (de jure uxoris)
D. João 6. (1816-1826), 1. Kejser af Brasilien (1825-1826) (de jure)
D. Pedro 4. (1822-1826), 1. Kejser af Brasilien (1822-1831) (de facto)
D. Maria 2. (1826-1853), gift med D. Fernando II, kong af Portugal (de jure uxoris)
D. Miguel 1. (1828-1834
D. Pedro 5. (1853-1861)
D. Luis 1. (1861-1889)
D. Carlos 1. (1889-1908)
D. Manuel 2. (1908-1910)
INTRODUKTION   
 
  • Portugal er, med stabilisering af grænserne siden 1249, sammen med Danmark, den ældste nationalstat i Europa. 
     Regionen syd for Minhofloden var, allerede i 841, kendt som provincia Portucalense (provins af Portucale). Navnet kommer fra havnen af Cale, på latin Portus Cale, og her skulle byen Porto have haft sin oprindelse. Her, har kongerne af Asturien i slutningen af 800 årstallet senere etableret et selvstændigt administrativt område med en guvernør (dux) indstillet af kronen.
    Første gang man finder navnet Portugal er i et dokument fra 883. Titlen af dux ophørte efter midten af 1000 årstallet, hvorefter kongerne af Castilien og Leon udnævnte lokale administratorer (meirinhos) til at kontrollere den lokale aristokratis voksende indflydelse.
     Efter Fernando 1. af Castilien-Leons død og som resultat af et nyt dekret om territorial administration, blev Portugal en del af kongedømmet Gallicien, som var styret af hans søn Garcia. De lokale adle gjorde oprør og Gallicien blev invaderet af Garcias bror, kong Afonso 6. af Leon, som annekterede området til sine territorier.

    Grevskabet af Portugal  blev stiftet, da kong Afonso tildelte landområderD. Teresa til sin svigersøn Henrique (Henrik) af Burgund i 1096/97. Dette nye grevskab (condado) af Portugal gjorde sig mere og mere selvstændig i løbet af de efterfølgende årtier.

Grev Henrique's enke, Teresa  udråbte sig til titlen dronning af Portugal i 1117 efter hendes mands død i 1112. Hendes søn Afonso (Afonso 1. af Portugal) bortviste dronning Teresa fra Portugal i 1128, og udråbte sig selv til konge af Portugal i 1139. 

 

 
 
Portugals konger 1113-1383

Burgundiske-Capetingerne dynasti

 
Henrique (Henrik) af Burgund (1093-1112), greve af Portucale
 
P-flag-00 
    
 
 Portucales flag 1093-1139 
 
 
 
 
    Henrique af Burgund, søn af Henrik ”le damoiseau” af Burgund [capet] og hans kone Sibila af Barcelona, blev dræbt under slaget af Astorga, Leon den 22. maj 1112. Han er begravet i Bragas katedral i Portugal. Hans moster, Constança (Constance) dronning af Castilien havde inviteret ham til Castiliens hof. Han kom til den Iberiske Halvø sammen med en hær kommanderet af sin bror, Eudes 1. (Odo 1.) hertug af Burgund i 1086/87, efter en appel fra Hugo, abbeden af Cluny for at bekæmpe muslimerne. Hugo, Hugo 1. af Burgund, abdicerede til fordel for sin bror Eudes og blev munk i en benediktiner kloster.

Conde D. Henrique    Medens Henrique af Burgund var herre af byen Braga (1093) og greve af Tordesillas, lavede han en aftale med sin fætter Raimundo (Raymond) af Burgund, som var gift med Urraca af Castilien, datter af kong Afonso 6. af Castilien-Leon. Aftalen gik ud på, at Henrique skulle sørge for Castilien og Leons sikkerhed, og ville til gengæld få Toledo eller Galicien.

    Kong Afonso 6. gav ham et stort landområde, som gik fra Minhofloden i nord til byen Santarém i syd i 1097. Henrik fik titlen greve af Portugal og valgte Guimarães som residensby.

    Bevillingen fra kong Afonsos side var blevet begrundet med ønsket om at begrænse den stigende indflydelse som hans svigersøn Raimundo havde, og samtidig give mere magt til hans anden svigersøn Henrique. På denne måde kunne Afonso 6. opretteholde magtbalancen i området og, samtidigt beskytte Castiliens grænser mod muslimernes angreb.

    Grev Henrique af Portugal har haft seks børn sammen med sin dronning Teresa. Den førstefødte var Afonso Henriques (Henriques betyder søn af Henrique), som blev den første konge af Portugal, som Afonso 1.
 
 
 
 
P-flag02
D. Afonso Henriques (1139-1185) mest kendt som D. Afonso 1. Erobreren, konge af Portugal
 
 
 Portugals flag 1139-1185 
 
 
 
 
D. Afonso HenriquesD. Mafalda gift med D. Afonso Henriques D. Afonso Henriques, den første konge af Portugal, blev født i Coimbra i 1109 og døde i Coimbra den 8. december 1185, begravet i Santa Cruz kloster i Coimbra; gift i 1145/1146 med Mafalda, grevinde af Savoie og Maurienne, datter af Amadeu II greve af Savoie og Piemonte og grevinde Mafalda af Albon. 

     Kun 11 år gammel blev den unge Afonso slået til ridder i Tui, Galicien, hvor han boede i landflygtighed, indtil han 19 år gammel, sammen med loyale adelige, samlede en hær for at fjerne moderen fra magten.

    Afonso Henriques nægtede at undergive sig som vasal til sin fætter, Afonso 6. af Castilien, og i 1135 kalder han sig ”Prins af Portugal”, og flytter Portugals hovedstad til Coimbra. For at opnå kirkeligt selvstændighed etablerede han et ærkebiskopsæde i Braga.

    Efter en storslået sejr mod maurere i Ourique i 1139 bliver Afonso udråbt til konge Afonso 1. af Portugal ”Alfonsus, Portugaliæ rex”. Her, fik Portugal sit første flag.

     I 1143 anerkender Kong Afonso VII af Castilien-Leon ham som konge af Portugal, ved Zamora traktaten. På trods af Afonso 1.’s ed til Vatikanet blev han, af paven Alexander 3., først anerkendt som konge i 1179 få år før sin død.
    Afonso 1. var medlem af Tempelriddernes Orden og god ven eller i familie med Bernhard af Clairvaux. Den 15 marts 1147 erobrer han Santarém, som har været i maurernes hænder siden 715 (Afonso 1.’s far havde taget byen, men mistede den igen i 1110).
    Første gang i juli samme år (1147) og til sidst i 1149 lykkedes det, begge gang ved hjælp af korsfarernes tropper (blandet andre, danskere) på vej til Palestina, at erobre Lissabon fra maurerne.
 
 Børn
  •  Med sin kone Mafalda af Savoie:
    • Henrique (1147-?).
    • Mafalda af Portugal (1149-1160) 
    • Urraca (1151-1188), som blev gift med Fernando II, konge af Leon.
    • Sancha af Portugal (1153-1159).
    • Sancho (1154-1212), som efterfølte sin far som kong Sancho I.
    • João af Portugal (1156-?).
    • Teresa(1157-1218), som efter ægteskabet med Filip 1., greve af Flandern, blev kaldt Matilde eller Mafalda. Efter Filip’s død, giftede hun sig med Odo 3., hertug af Burgund.
  •  Med Elvira Gálter:
    • Urraca Afonso, lady af Aveiro, gift med D. Pedro Afonso Viegas, tenent af Neiva og Trancoso.
  • Andre børn: 
    • Fernando Afonso (1135-1207), også kaldt D. Afonso af Portugal, rigets fændrik og den 12. Stormester af Johanniterordenen (Malteserordenen).
    • Pedro Afonso (ca. 1140-1189).
    • Teresa Afonso
 
 
 
 
D. Sancho 1. (1185-1211), konge af Portugal
P-Flag03
 
 
 
 Portugals flag 1185-1383 
 
 
 

D. Sancho I

Dronning D. Dulce Infante (prins) D. Sancho Martinho af Portugal, søn af D. Afonso 1., blev født den 11. november 1154 i Coimbra og døde i Coimbra den 26. marts 1211, hvor han er begravet i Mosteiro de Santa Cruz (Sankt kors klosteret). Han blev døbt Martinho (Martin) fordi han blev født på Sankt Martins dag, og senere den 2. konge af Portugal.

    Han grundlagde mange byer, blandt andre Guarda, Gouveia, Viseu, Covilhã og Bragança, og satte skub i befolkningen af riget, med immigranter fra Flandern og Burgund.

    Infante D. Sancho blev i 1170 slået til ridder af sin far umiddelbart efter D. Afonso 1.’s ulykke i Badajoz, hvor denne blev alvorligt såret ved indgang til byens port. Fra nu af blev Portugal "de facto" regeret af sønnen D. Sancho.

    Før den endelige pavelige anerkendelse af D. Sancho’s far som konge, havde Portugal været udsat for trusler fra Castilien og Leon. Derfor indgik D. Sancho i 1174 en aftale med kongedømmet Aragon, som var en traditionel fjende af Castilien. Aftalen blev bekræftet med ægteskabet mellem D. Sancho og Dulce Berenger af Barcelona, prinsesse af Aragon og lille søster til kong Afonso II af Aragonien.

     Efter D. Afonso 1.’s død i 1185, blev D. Sancho I kronet til konge af Portugal i Coimbras domkirke. Han opgav flere forsøg på at erobre Galicien og samlede kræfter til at bekæmpe maurerne i syd. Med hjælp af korsfarere fra det 3. korstog, som søgte ly i Lissabons havn, har han generobret flere fæstninger syd for floden Tejo, blandt andre Alcacer do Sal og Silves, som på det tidspunkt havde en population på ca. 20.000 sjæle.

    D. Sancho I samlede en stor formue, tilskyndede til industri og udbredelse af markeder. Han beskyttede kunsten og litteraturen og har selv, udgivet flere poesier. Under hans regeringstid havde mange portugisere overværet studier på Boulognes universitet. I 1192 gav D. Sancho I 400 morabitinos (Maravedi) til Mosteiro de Santa Cruz (Sankt Kors klosteret) for at munkene kunne rejse til Frankrig og studere.

Børn
  •  Med sin kone Dulce af Barcelona, prinsesse af Aragonien
    • Teresa af Portugal, prinsesse af Portugal (1152-1198), gift med kong Afonso 9. af Leon.
    • Sancha de Portugal, prinsesse af Portugal (ca.1180-1229), abbadisse i Lorvão (Portugal)
    • Raimundo af Portugal (ca. 1180-1189)
    • Constança af Portugal (1182-1202
    • Afonso (1185-1233), senere D. Afonso 2. af Portugal gift med prinsessen Urraca af Castilien, dronning af Portugal.
    • Pedro (1187-1258), prins af Portugal, greve af Urgell og jarl af Mallorca, efter ægteskab med grevinde Aurembiaix Armengel af Urgell.
    • Fernando (1188-1233), greve af Flandern efter ægteskab med Johanna af Flandern.
    • Henrique af Portugal (1189-?).
    • Branca, prinsesse af Portugal (1192-1240), lady af Mallorca.
    • Berengaria (Bengerd) (1194-1221), prinsesse af Portugal, gift med Valdemar II Sejer konge af Danmark, Danmarks dronning.
    • Mafalda (1200-1257), gift med Henique I af Castilien. 
  • Med Maria Aires de Fornelos:
    •  Martin Sanches af Portugal, greve af Trastámara.
    • Urraca Sanches
  • Med Maria Pais Ribeira:
    • Rodrigo Sanches (1200-1246)
    • Gil Sanches (1200-1236)
    • Nuno Sanches
    • Teresa Sanches (1205-1230), gift med D. Afonso Teles, 2. jarl af Meneses, 1. jarl af Albuquerque.
    • Constança Sanches (1210-1269).
  • Med Maria Moniz de Ribeira:
    • Pedro Moniz (1170-?).
 
 
 
D. Afonso 2. (1212-1223), konge af Portugal

    D. Afonso 2.,D. Afonso II den 3. konge af Portugal, var søn af D. Sancho 1. og D. Dulce afD. Urraca - gift D. Afonso II Berenger (også kendt som Dulce af Barcelona), født den 12. april 1185 i Coimbra, død den 25. marts 1223 i Coimbra, begravet i Mosteiro de Santa Maria i Alcobaça (Alcobaça klosteret); gift med Urraca Afonso datter af kong Afonso 8. af Castilien og dronning Leonor Plantagenet.

    Starten af hans regeringstid blev præget af interne konflikter med sine søstre Mafalda, Teresa og Sancha, til hvem deres far Sancho 1. havde testamenteret titlen af dronninger og besiddelsen af flere byer med deres skatteindkomst og andre rettigheder.

    D. Afonso 2. var præcis det modsat af sine forgængere, hvad krigeriske aktiviteter angik. Vedligeholdelsen af grænserne mod Gallicien og Leons kongedømme blev forsømt og generobringer af land mod syd blev indstillet. Det lykkedes faktisk maurerne, at generobre byen Alcácer do Sal i 1217. Dog, har han én gang sendt portugisiske tropper, som sammen med tropper fra Castilien, Aragon og Frankrig udkæmpede det berømte slag ”Navas de Tolosa” for at forsvare den Iberiske Halvø mod mauriske angreb.

    På grund af den voksende pavelige indflydelse i Portugal, som på grund af tidligere forpligtelser var i gang med at underminere landets økonomi og virke som en stat i Staten, begyndte Afonso II at begrænse kirkens magt og at omdirigere kirkens midler til nationens fordel. Dette kostede ham bandlysning udsendt af paven Honorius 3.

    D. Afonso 2. døde i 1223, bandlyst, og uden, i det mindste, at have forsøgt at ændre sin politik.

Børn:
  • Med sin kone, Urraca af Castilien
    • Sancho (1207-1248), senere kong D. Sancho 2. af Portugal.
    • Afonso (1210-1279) , senere kong D. Afonso 3. af Portugal.
    • Leonor prinsesse af Portugal (1211-1231), gift med Valdemar den Unge af Danmark, søn af Valdemar 2., Sejr af Danmark.
    • Fernando af Portugal (1217-1246), jarl af Serpa
    • Vicente af Portugal (1219-?)
  • Udenfor ægteskabet:
    • João Afonso
    • Pedro Afonso
 
 
 
 
D. Sancho 2. (1223-1245), konge af Portugal 
 
D. Mercia gift med D. Sancho II
Sancho II
    Den 4. konge af Portugal, D. Sancho 2. blev født i Coimbra i ubestemt måned og dag, men sandsynligvis i 1210, søn af kong D. Afonso 2. og dronning D. Urraca (prinsesse Urraca af Castilien). Han døde den 4. januar 1248 i Toledo, Castilien. Han giftede sig med Mécia Lopes af Haro, datter af Lopo Diaz af Haro, jarl af Biscayen og Urraca af Leon.
    Da ægteskabet ikke blev godkendt af paven Innocens 4., er Mecia ikke betragtet som dronning af Portugal.
 
    D. Sancho 2. begyndte sin regeringstid, på et tidspunkt hvor landet lå i økonomisk ruin, på grund af dårlige høster, prisforhøjelser og sult. Disse problemer var begyndt allerede i hans farfars tid (D. Sancho 1.). Han blev kronet i foråret 1223; hans far var på det tidspunkt død medens bandlyst af pave Honorius III.
    Man kan sige, at han trådte ind som konge med venstre fod, fordi han blev født ind i et ægteskab, som ikke var i overensstemmelse med det kanoniske retssystem. Hans far giftede sig med Urraca af Castilien medens hun endnu ikke havde nået 14-års alderen, måske endda ikke 13.
    I starten af 1232 begynder D. Sancho 2. at blive mere og politisk isoleret, blandt andet på grund af indblanding i biskoppelige anliggender og stridigheder med Vatikanet. Han nåede, som sin far, at blive ekskommuniceret den 16. august 1234.
    I 1245 begynder paven at forberede bestræbelser på at afsætte ham som konge af Portugal til fordel for hans bror Afonso, greve af Boulogne, senere konge D. Afonso 3.

    Prins Afonso af Castilien, D. Sancho’s gode ven, kom til undsætning og invaderede Portugal og kæmpede mod greve Afonso’s tropper og vandt flere kampe. På trods af den vellykkede indsats, besluttede Afonso af Castilien at opgive indblandingen i de portugisiske politiske forhold, og tager D. Sancho 2. med sig til Castilien.

D. Sancho 2. dør i eksil i Toledo, hvor han er begravet i Toledos katedral.

 
 
 
D. Afonso 3. (1248-1279), konge af Portugal og Algarve og greve af Boulogne (indtil 1258).
 
D. Afonso III
D. Matilde
    D. Afonso 3., den 5. Konge af Portugal, 2. søn af D. Afonso 2. og dronningen Urraca (Urraca af Castilien) blev født i Coimbra den 5. maj 1210 og døde i 16. februar 1279. D. Afonso 3. var gift med grevinde Matilde 2. af Boulogne og blev greve ”jure uxoris” af Boulogne, hvor han tjente som militær rådgiver og kæmpede for sin fætter, kong Louis 9. af Frankrig. I 1246 blev konflikterne mellem hans bror kong D. Sancho 2. og kirken uudholdelige. Paven Innocens 4. henvendte sig til greven af Boulogne og opfordrede ham til at komme til Portugal og styre landet.

    D. Afonso blev kronet til kong Afonso 3. af Portugal i 1248, efter D. Sancho 2.’s død i Toledo, Spanien. Dog, har han efter broderens død, kun brugt titlerne af ”Visitador, Curador e Defensor do Reino” (rigets visitator, kurator og beskytter).

    For at være i stand til at acceptere den portugisiske trone, blev D. Afonso 3. nødt til at abdicere titlen af greve af Boulogne. Han blev skilt fra Matilde og giftede sig med Beatriz af Castilien.

    I 1254, og for første gang i Portugal, indkaldte han til cortes (folkelig parlament) i byen Leiria, med repræsentanter fra alle folkeklasser i landet. Dette resulterede i flere love og bestemmelser, forbedring af den offentlige administration og privilegier til Kirken. I 1255 blev hovedstadet flyttet fra Coimbra til Lissabon.

    Efter at de politiske forhold i landet er blevet stabiliseret samt magtbalancen mellem kronen og de adelige, vendte D. Afonso III sig mod landets grænser mod syd og fortsættelse af generobringer fra muslimerne. Under hans regeringstid bliver Faro taget i 1249 og Algarve blev en del af Portugals rige. Dette blev anfægtet Castiliens konge, som mente at Algarve tilhørte ham, hvilket resulterede i en diplomatisk konflikt med en periode med krig med Castilien til følge.
    I 1267 blev Badajoz traktaten endelig underskrevet, hvorved Guadiana floden blev defineret som grænsen mellem Portugal og Castilien i syd.

Problemer med paven.

    Pave Aleksander 4. modtog en klage fra Matilde, D. Afonso 3.’s første kone, og beordrede ham til at afvise Beatriz af Castilien til fordel for Matilde. Afonso adlød ikke pavens ordre, men prøvede at vinde tid. Sagen løste sig selv med Matildes død i 1258.

    I slutningen af D. Afonso 3.’s liv, opstod der igen konflikter med Kirken og han blev, som sin far, ekskommunikeret i 1268 af ærkebiskoppen af Braga og biskopperne af Coimbra og Porto. Stridighederne opstod fordi kongen modsatte sig Kirkens krav til at opkræve skat, "dizimas" (tiendedele), og fordi han tvang de gejstlige til at medvirke i konstruktionen og vedligeholdelsen af fæstninger, samt fængsling af gejstlige uden biskoppens godkendelse, for at ansætte jøder i vigtige nationale embeder og for at favorisere udenlandske religiøse anskuelser.

    En af kongens lovbestemmelser, som man respekterede ham for, var afskaffelsen af "anúduva", som var en slags skat, som skulle betales i form af fysisk arbejde ved bygning af borge, slotte, voldgrave og andre militære anlæg.

    På dødslejet, i 1279, sværgede D. Afonso 3. ed til Kirken og tilbagegav alt hvad han tidligere havde taget fra denne, hvorefter Alcobaça’s prior ophævede bandlysningen og gav ham lov til at blive begravet i Alcobaça klosteret.

Børn
  • Med sin først kone, Matilde II af Boulogne:
    • Roberto af Portugal (1239-?).
  • Med sin anden kone, prinsesse Beatriz af Castilien:
    • Branca af Portugal (1259-1321), abbadisse i klostrene Lorvão (Portugal) og Huelgas (Burgos, Spanien).
    • Fernando de Portugal (1260-1262).
    • Dinis de Portugal (1261-1325), Kong D. Dinis I af Portugal.
    • Afonso af Portugal (1362-1312), jarl af Portalegre.
    • Sancha af Portugal (1264-1302).
    • Maria af Portugal (1264-1304).
    • Constança af Portugal (1266-1271).
    • Vicente af Portugal (1268-1271).
  • Med Madragana Ben Aloandro, datter af den arabiske mayor Aloandro Ben Bakr:
    • Martim Afonso Chichorro (1250-1313)
    • Urraca Afonso af Portugal (1260-1290)
  • Med Maria Peres af Enxara:
    • Afonso Dinis (1260-1310)
  • Med andre:
    • Fernando Afonso, Tempelridder.
    • Gil Afonso (1250-1346), Tempelridder.
    • Rodrigo Afonso (1258-1272), prior i Santarém
    • Leonor Afonso (1250-?), lady af Pedrógão og Neiva.
    • Leonor Afonso (?-1259), none i Santarém
    • Urraca Afonso (1250-1281), none i Lorvão
    • Henrique Afonso
    
  
 D. Dinis 1. (1279-1325), konge af Portugal og Algarve
 
Rainha Santa Isabel
D. Dinis

    D. Dinis 1. blev født den 9. oktober 1261 i Santarém og døde også i samme by, den 7. januar 1325 og blev den 6. konge af Portugal. Han var søn af den tidligere konge D. Afonso 3. og prinsesse Beatriz af Castilien, og barnebarn af Afonso 10. af Castilien.

    D. Dinis 1. blev gift 19 år gamle med Isabel af Aragon den 11. februar 1282 ved et aftalt ægteskab i 1280. Hun var omkring 12 år gammel på det tidspunkt. Det endelige kirkelige bryllup fandt sted i 1288 da hun var 17 år.

    Dronning D. Isabel blev i historien kendt som ”Helgen Dronning Isabel” på grund af mirakler man tilegnede hende, blandt andre ”rosernes mirakel”. En dag, gik dronningen rundt mellem de fattige og fordelte almisser. Da kongen, som vogtede meget nidkært over hoffets ressourcer, kom forbi og spurgte hende hvad hun havde gemt i kjoleskødet, sænker hun kjolen og siger: ”Det er bare roser, min herre”. Det var faktisk roser, som faldt ned på jorden en kold dag i februar måned. Dette siger traditionen. Hun blev kanoniseret i 1625 af paven Urban 8.

    Hendes moster, landsgrevinde Elisabeth af Thüringen, Tyskland (eller prinsesse Elisabeth af Ungarn, hvor hun blev født) blev også kanoniseret. Dronning Isabel døde af pest den 4. juli 1336 og er begravet ”Santa Clara-a-Nova klosteret”.

    D. Dinis, blev kaldt ”nationens far” og en af de vigtigste figurer ansvarlig for skabelsen af en portugisisk nationalidentitet.
    Portugisisk, blev dengang hoffets officielle sprog (før var det latin) og han frigav militære religiøse ordener fra fremmede landes indflydelse, og centraliserede kongemagten. Denne magt blev udøvet ved brug af økonomiske foranstaltninger, som f.eks. ved at fremsynde dannelse af flere amter, markeder, forbedringer af statsfinanserne og administrationen af de kongelige ejendomme.
 
    Han var den første portugisiske konge der ikke var analfabet, og som sin farfar Afonso X (kaldt den kloge), interesserede han sig for litteratur. Han selv blev forfatter til flere bøger med poesi og sange.
    D. Dinis stiftede det første universitet i Portugal med sæde i Coimbra, hvor man begyndte undervisningen i civil ret, kanonisk ret og medicin. Han beordrede oversættelser af mange udenlandske værker til portugisisk, og hans hof blev, i sin tid,  et af de største kulturelle centre på den Iberiske Halvø.

    Tempelridderordenen i Portugal blev reddet af forfølgelse i Portugal ved D. Dinis I's intervention. For det først garanterede han over for paven, at deres ejendomme var kronens ejendom, og kunne derfor ikke leveres til Kirken. For det andet, skyndte D. Dinis sig i at stiftede en militær religiøse orden, Kristusordenen, hvor de tidligere Tempelriddere fra Portugal og andre fra udlandet indgik i.

    D. Dinis 1. døde i Santarém dem 7. januar 1325 og er begravet i ”Mosteiro de São Dinis” i Odivelas.

Børn
  •  Med sin kone, prinsesse Isabel af Aragonien:
    •  Constança af Portugal (1290-1313), som blev gift med kong Fernando 4. af Castilien.
    •  Afonso IV, konge af Portugal (1291-1357).
  • Med Grácia Frois:
  • Med Aldonça Rodrigues Talha:
    • Afonso Sanches (1289-1329), jarl af Albuquerque.
  • Med Marinha Gomes:
    • Maria Afonso (1290-1340), lady af Gibraleon
    • Maria Afonso (1302-1320), none i São Dinis klosteret.
  • Med andre:
    • João Afonso (1280-1325), jar af Lousã
    • Fernão Sanches (1280-1329)
    • Pedro Afonso (1208-?).

 

 D. Afonso 4. (1325-1357), konge af Portugal og Algarve

D. Afonso IVD. Batriz

    D. Afonso 4. blev født i Coimbra, den 8. februar 1291 og døde i Lissabon den 28. maj 1357. Han var søn af kong D. Dinis 1. og dronning Isabel.

 D. Afonso IV giftede sig i 1309 med en datter af kong Sancho 4. af Castilien, prinsesse Beatriz.
 
    Nogle kilder beretter, at selvom han var den eneste ægte søn af D. Dinis 1., dennnes foretrukne var D. Afonso Sanches, én kongens legitimerede bastarder. Denne præference resulterede i en rivali-sering mellem de to brødre, som endte i væbnede konfronta-tioner.
   
    Efter at D. Afonso 4. besteg tronen, blev hans bror Afonso Sanches landsforvist til Castilien og frataget sine titler og lensgods. Misfornøjet med situationen iværksætter D. Afonso Sanches politiske og militære manøvrer med henblik på selv at komme til magten som konge i Portugal.
Efter at have forsøgt at invadere Portugal flere gange, men uden held, fik den gamle dronning Isabel dem til at underskrive en fredsaftale.

    Slutningen af D. Afonso 4.’s regeringstid blev præget af politiske intriger og interne konflikter, der skyldes tilstedeværelsen på portugi-sisk territorium af flygtninge fra borgerkrigen mellem D. Pedro 1. af Castilien og hans halvbror D. Henrique II af Trastámara. Mellem disse immigranter fandtes mange adelige, som var vant til at have en magtrolle og nu var begyndt at opbygge deres egen politiske kreds indenfor det portugisiske hof.

    Dette forhold kom til at koste Inês de Castro livet. Inês de Castro var en hofdame, som ledsagede prinsen D. Pedros første kone, Constan-ça Manuel fra Galicien. Allerede fra starten blev D. Pedro forelsket i Inês, forholdet var hans far, kong Afonso 4. af Portugal, meget imod på grund af den politiske situation i landet. D. Afonso 4. satte landets sikkerhed højere end forholdet mellem far og søn og beordrede i 1355 mordet på Inês. (se mere om emnet i beskrivelsen af kong D. Pedro I).

Børn
  •  Med sin kone D. Beatriz af Castilien:
    • Maria af Portugal (1313-1357) gift med kong Alfonso 11 af Castilien
    • Afonso af Portugal (1315) dødfødt.
    • Dinis af Portugal (1317-1318)
    • Pedro af Portugal (1320-1367), kong Pedro I af Portugal.
    • Isabel af Portugal (1324-1326).
    • João af Portugal (1326-1327).
    • Leonor af Portugal (1328-1348), gift med kong Pedro 4. af Aragonien.
  • Med andre:
    • Maria Afonso (1316-1330), gift med D. Fernando af Castilien, Stormester af Santiago Ordenen.
 
 
 
 

D. Pedro 1.  (1320-1367), konge af Portugal 

 
 
  D. Pedro I (1357-1367), konge af Portugal og Algarve

D. Pedro I (1357-1367), den 8. portugisiske konge, blev født i Coimbra, den 8. april 1330 og døde i Estremoz, den 18. januar 1367. Han fik flere tilnavne, den Retfærdige, den Grusomme, den Hævngerrige på grund af sine bestræbelser på at hævne mordet på hans elskede Inês. D. Pedro I, var søn af kong D. Afonso IV og hans kone prinsesse Beatriz af Castilien, senere dronning.
 
Historien om Inês de Castro’s forhold til prins D. Pedro I

   Den kendte og sørgelige historie, der omhandler Pedro og Inês overgår Romeo og Julie’s historie i omfang og i tragedie. Mens den sidste er opdigtet og iscenesat af William Shakespeare, er den første en historie fra det virkelige liv.
 
   Historien om Inês og Pedro har ikke alene inspireret Shakespeare, men også mange opera- komponister og iscenesættere siden det 18. århundrede, hvor de mest berømte er "Ines de Castro" (1798) af Niccolò Antonio Zingarelli og "Ines de Castro" (1835) af Giuseppe Persiani.

  D. Pedro blev forelsket i Ines de Castro, da hun kom til Portugal i 1340 som hofdame for prinsesse Constança Manuel, da denne skulle giftes med kronprins D. Pedro. Inês stammede fra en adelig portugisisk-galicisk familie, beslægtet med Castiliens kongehus.

   D. Pedro var god ven med Inês’s brødre, D. Fernando de Castro og D. Álvaro Pirez de Castro. Disse to var dybt involveret i politiske manøvre efter Castilliens konge Afonso XI’s død. Prins D. Pedro blev lokket til at tage stilling til at bekæmpe den upopulære D. Pedro I af Castilien og til at overtage tronerne af Castilian og Leon. Dette var en meget farlig situation, som Portugals konge Afonso IV frygtede kunne involvere landet i en krig mod Castilien. På dette tidspunkt var prinsesse Constança død ved barsel af den senere konge D. Fernando I af Portugal.
 
   For at forhindre at det dybe forhold mellem Pedro og Inês nu skulle fortsætte, ville hans far presse ham til at blive gift med en anden prinsesse fra Castilien. Dette blev afvist.

   D. Pedro 1. og Inês havde på det tidspunkt allerede fået flere børn med hinanden. Da Pedro afstod fra sin fars intentioner, sendte kongen Inês i eksil, i Albuquerque's borgen i nærheden af grænsen med Castilien. Efter Constanças død hentede D. Pedro Inês, i Albuquerque's borgen i nærheden af grænsen med Castilien. Efter Constançes død hentede D. Pedro Inês fra eksilet og installerede hende på et slot i Coimbra, hvor de boede sammen.

     Det vedholdende forhold mellem Pedro og Inês resulterede i en forstærkelse af castilianske grupperinger og indflydelse, ikke alene indenfor de portugisiske grænser men også ved selve hoffet, som et resultat af D. Pedros favoriseringer. Kong D. Afonso 4. begyndte at miste kontrol over situationen og fik desuden kendskab til rygter om, at hans barnebarn prins Fernando’s liv var i fare. Castro’s tilhængere ville helst have en søn af Inês som arving til den portugisiske trone.

    Rådgivet af statsrådet gav D. Afonso 4. ordrer til at Inês de Castro skulle elimineres med håbet om på denne måde, at fjerne kilden til underminering af rigets sikkerhed. Den 7. januar 1355 blev Inês myrdet af tre af kongens trofaste mænd.

    D. Pedro tilgav aldrig faderen og indleder to gange en krig mod D. Afonso 4., som dog bringes til ophør ved intervenering af dronning Beatriz.

    Efter D. Afonso 4.’s død i 1357, blev D. Pedro 1. kronet til konge af Portugal og Algarve og i rigsrådets forsamling legitimerede han børnene, som han fik sammen med Inês de Castro og afslørede samtidigt, at de havde været gift. Vidner til dette var hans ord som konge, præsten og en af hans væbnere. Inês de Castro blev ved denne lejlighed erklæret dronning af Portugal post mortem (efter døden).

    D. Pedro 1. beordrede konstruktionen af to sarkofager i kalksten, som er de skønneste sarkofager i gotisk stil nogensinde bygget i Portugal. Både han og Inês hviler i dag begravet i Mosteiro de Alcobaça (Alcobaça klosteret).

 

Tumulo D. Pedro

tumulo D. Ines

 

 

 

 
 

 

     Efter Inês’s mord flygtede de tre mordere ud af landet, den ene til Frankrig og de andre til Castilien. Umiddelbart efter at D. Pedro blev konge, gav han ordre til at lede efter de tre mordere på flugt.

    De to som opholdt sig i Castilien blev taget til fange og ført til Portugal. Paladstorvet i Santarem blev skueplads for rettergangen. De to mænd blev dømt til døden, og medens kongen som tilskuer sad ved bordet og holdt gilde, blev de to mænds hjerter skåret ud og vist frem for alle.

På sit dødsleje tilgav D. Pedro 1. morderen som var flygtet til Frankrig.

Børn

  • Med sin først hustru D. Constança Manuel, prinsesse af Castilien:
    •  Luis (1340-?), prins af Portugal.
    • Maria (1342-137?), prinsesse af Portugal, gift med D. Fernando prins af Aragonien.
    • Fernando (1345-1383), senere konge D. Fernando 1. af Portugal.
  • Med D. Inês de Castro (1320-1355):
    • Afonso (1346-?), prins af Portugal.
    • Beatriz (1347-1381), prinsesse af Portugal.
    • João(1349-1387), prins af Portugal, Hertug af Valencia de Campos.
    • Dinis (1354-1397), prins af Portugal.
  • Med D. Teresa, en adelskvinde fra Gallicien:
    • João (1357-1433), Stormester af Avisordenen og senere kong D. João 1. af Portugal.
D. Fernando 1. (1367-1383), konge af Portugal og Algarve
 
 D. Fernando ID. Leonor
    D. Fernando 1., den 9. konge af Portugal, blev født i Lissabon den 13. oktober 1345 og døde i samme by den 22. oktober 1383.
    Han blev gift med D. Leonor Teles den 15. maj 1372. Starten af D. Fernando 1.’s regeringstid blev præget af konflikter i nabostaterne. D. Pedro 1. af Castilien døde uden at efterlade mandlig arvefølge.
    D. Fernando 1., som var barnebarn af D. Sancho 4. af Castilien, erklærer sig arving til tronen. De andre prætendenter var kongerne af Aragonien og af Navarra og Hertugen af Lancaster, som var gift med D. Constanza, datter af den afdøde D. Pedro 1. af Castilien. Paven Gregorius 11. får dog standset stridighederne.
 
    Efter fredsaftalen med Castilien koncentrerede D. Fernando 1. sig om landets administration og udgav love, der satte skub i landbrugsproduktionen. Nye borge blev bygget og mange andre blev repareret og murerne forstærkede. Handelen med udlandet tog til og Lissabons havne og gader myldrede med fremmede.
   
    D. Fernando’s ægteskab med D. Leonor Teles, som før havde været gift med én af hans adelsmænd, blev aldrig godt accepteret af hoffet og folket, fordi forholdet ikke var en konge værdig.
 
    Den interne politiske situation forværredes og han var ikke i stand til at styre den voksende uro og intriger.
    Modstanden mod D.Fernando’s regeringsførelse blev ikke bedre, da han efter afslutningen af stridighederne med Castilien gav sit eneste levende barn, prinsesse Beatriz og arving til den portugisiske trone, til ægte til kong Juan I af Castilien. Dette kunne betyde en nærforestående annektering af Portugal.
 
    Da D. Fernando 1. døde i 1383, afsluttedes det Burgundiske dynasti og D. Leonor Teles regerede landet i sin datters og D. Juan 1.’s navn. Men overgangen går ikke stille af. Den portugisiske befolkning og den største del af adelen stiller sig imod kongen af Castiliens krav til den portugisiske trone, og konflikterne kunne ikke undgås. Dette resulterede i 1383-1385 årskrise, som beskrives under afsnittet D. João 1. af Portugal.
 
    D. Leonor blev forvist af Portugal, og døde og blev begravet i Tordesillas (Castilien).
 
    D. Fernando 1. blev begravet i en sarkofag i Convento de São Francisco i Santarém, men blev senere overført til Convento do Carmo i Lissabon, hvor den findes i dag.
 
Børn:
  • Uægte datter, Isabel (1364-1435), lady af Viseu, gift med D. Afonso, greve af Noreña.
  •  
  • Med D. Leonor Teles de Menezes:
    • Beatriz (1373-1412) gift med kong D. Juan 1. af Castilien.
    • Pedro (1375-1380) død 5 år gammel.
    • Afonso (1382), død få dage efter fødsel.
 

Avis-dynastiet (1385-1581/2)Ordem de Avis

 
  
  
  
  
  
  
  
  D. João 1. (1385-1433), konge af Portugal og Algarve
 

Bandeira Joao I

   Den portugisisk flag under D. João I's regerings tid

 

 
     D. João 1., den 10. konge af Portugal, blev født i Lissabon den 11. april 1358 og døde den 14. august 1433 og er begravet i familiens gravkapel i Mosteiro da Batalha (Batalha klosteret) i nærheden af byen Leiria.
 
 

D. Joao I   Filipa de Lencastre

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
 
 
D. João 1. var et uægte barn af kong D. Pedro 1. og var den 3. Stormester af Avisordenen (Ordem de Avis).

    Som resultat af den store politiske krise (1383-1385) som opstod efter D. Fernando 1.’s død, blev han udråbt til konge, og efter frigivelse fra cølibatløfter, blev han gift med Philipa af Lancaster, datter af hertugen John af Gaunt.

  Den politiske krise (1383-1385)

    Efter kong D. Fernando 1.’s død tilfaldt retten til den portugisiske trone prinsesse D. Beatriz, datter af D. Fernando I og D. Leonor Teles de Menezes. Kun ti år gammel blev hun gift med kong Juan I af Castilien den 17. maj 1383 i Badajoz.
    Ifølge Salvaterra traktaten, ville Juan 1. af Castilien og dronning Beatriz, aldrig kunne herske over Portugal, men de kunne dog kalde sig konge og dronning af Portugal. Den portugisiske trone var reserveret til et hypotetisk barnebarn af D. Fernando 1. af Portugal.
    Juan 1. af Castilien ville dog ikke affinde sig med situationen. Han invaderede Portugal og belejrede Lissabon, men måtte opgive få måneder senere på grund af pesten, som rasede mellem hans tropper og kunne bringe dronning Beatriz i livsfare. Hvis Beatriz døde kunne han ikke mere stille krav om den portugisiske trone.

    Imidlertid voksede der imellem størstedelen af den portugisiske adel en bevægelse, som ville forhindre at Portugal skulle blive overtaget af nabostaterne Leon og Castilien. En af disse adelige, en 19årig ung mand ved navn Nuno Álvares Pereira, vil for altid blive husket og æret i den portugisiske historie.

    Stormeteren af Avizordenen (Ordem Militar de Avis), D. João, blev først udnævnt til rigets forsvarer og regent. Lige fra starten, blev Nuno Álvares Pereira hans højre hånd og med ansvaret for integriteten af Portugals grænser. D. Nuno, som han også blev kaldt, blev senere rigets marskal og den mægtigste og rigeste personage i Portugals rige.

 
Slaget ved Aljubarrota(batalha de Aljubarrota)
 
    John af Gaunt, hertug af Lancaster og søn af Edvard 3. af England, var gift med Blanche af Lancaster. Efter hendes død, giftede han sig i 1371 med Constanza af Casilien, datter af den afdøde kong Pedro I af Castilien. John af Gaunt påberåbte sig retten til den castilianske trone og ser i D. Joao I af Portugal en allieret imod D. Juan 1.    Fra Portugals side var en alliance med England meget kærkommen.

    John af Gaunt gav sin datter Philipa til ægte, og brylluppet mellem Philipa og D. João 1. fandt sted i Porto i 1387. I den forbindelse blev også Windsor Alliancen (1386) (Tratado de Windsor) mellem Portugal og England indgået. Denne er den ældste diplomatiske alliance i verden og stadigvæk fuldt gyldigt.

    Efter D. Juan 1. af Castilien’s første forsøg på at overtage Portugal, samlede han en stor armé, hvor næsten hele det Castilianske aristokrati var repræsenteret, samt tropper fra Frankrig og Aragonien. Det var en stor hær på 31.000 mand, som tog af sted til den portugisiske grænse ved Guarda på vej til Lissabon.

    D. Nuno formåede at samle en hær på ca. 6.500 mænd, hvori der også indgik 100 langbueskytter rekrutteret i England, og gik imod den castilianske hær før de kunne nå Lissabon.

    Portugiserne viste hvilken rute D. Juan 1. ville tage, og ca. 130 km fra Lissabon valgte D. Nuno stedet hvor slaget skulle finde sted. De skulle nu fremprovokere Castilien til at tage initiativ til at starte kampen, hvilket skete ca. kl. 17 den 14. august 1385.

    I dette slag, brugte D. Nuno en ny kamptaktik, som han kopierede fra Europas 100 års krig, og i løbet af 2 timer faldt ca. 10.000 mand fra Castiliens side, næsten alle repræsentanter fra de bedste adelsfamilier fra Castilien. Portugal fik ca. 1.000 faldne. Resten af tropperne fra Castilien blev drevet på flugt, og kong Juan I, nåede at flygte til Santarém, hvor han tog et skib til Lissabon og derfra til Sevilla. Dette blev den sidste gang Castilien har været i krig med Portugal.

    Efter slaget blev D. João 1. udråbt ”de facto” til konge af Portugal og Algarve. Til minde om det storslåede slag blev der bygget en stor katedral i gotisk stil, som senere blev udvidet med et kloster – ”Mosteiro de Santa Maria da Vitória.” I dag mest kendt som ”Mosteiro da Batalha”.

 

 Regeringstid
 
    D. João 1. blev en god og klog konge, som gennemførte økonomiske og sociale tiltag og holdt sig fra konflikter med naboerne og med andre stater, på nær Ceuta.
    Ceuta var strategisk vigtig for Portugal med hensyn til kontrol af navigationen ved Afrikas kyst. Byen blev erobret den 21. august 1415, hvorpå prinserne D. Duarte, D. Pedro og D. Henrique (Henrik Søfarende) blev slået til riddere.

Børn

  •  Med Philiper af Lancaster:
    • Branca (1388-1389)
    • Afonso (1390-1440)
    • Duarte I af Portugal (1391-1438), senere konge af Portugal efter sin fars død.
    • Pedro, Hertug af Coimbra (1392-1449). Var en af de mest oplyste prinser i Europa og blev rigets forvalter inden den senere D. Afonso 5. blev konge.
    • Henrique, Hertug af Viseu (Henrik Søfarende) (1394-1460). Han brugte al sin formue på forskning, navigation og kartografi.
    • Isabel, Hertuginde af Burgund (1397-1471), gift med Philip 3., Hertug af Burgund.
    • João, prins af Portugal (1400-1442), Portugals konstabel og morfar til Isabel af Castilien (den Katolske).
    • Fernando (1402-1443), døde som krigsfange i Fez, nord Afrika.
  • Andre børn sammen med Ines Pires:
    • Afonso I (1377-1461), første Hertug af Bragança.
    • Beatriz (1386-1447), gift med Thomas Fitzalan, 12. Greve af Arundel, England.
D. Duarte 1. (1433-1438), konge af Portugal og Algarve, og Herre over Ceuta
 
 
D. DuarteD. Leonor    D. Duarte 1. af Portugal, den 11. konge af Portugal, blev født den 31. oktober 1391 og døde i Tomar den 9. september 1438. Han var søn af kong D. João 1. og dronning D. Filipa (Philipa) af Lancaster. I sin korte 5 års regeringsperiode fortsatte han med Afrikapolitikken med hensyn til maritime udforskninger og erobringer på dette kontinent. D. Duarte (Edvard), fik sit navn til ære for sin morfar kong Edward 3. af England

    Som sine brødre D. Henrique (Henrik Søfarende) og D. Pedro, var D. Duarte en meget kultiveret person og forfatter af flere bøger. Siden sine tidlige år var han med sin far og overværede politiske møder og beslutningsprocesser. Allerede 21 år gammel, i 1412, blev han formelt associeret til faderens styring af riget.

    Da han blev udråbt til konge var han, i modsætning til sin far, meget opsat på at skabe konsensus. I denne ånd og i løbet af sin kun fem års regeringstid, indkaldte han til ”cortes” (1) fem gange for at drøfte statens sager.

    I 1437 på opfordring af brødrene D. Henrique og D. Fernando, igangsatte D. Duarte et angreb på Marokko med henblik på konsolidering af den portugisiske tilstedeværelse i Nordafrika, som skulle være basis for udforskning af det Atlantiske Ocean. De andre to brødre prins D. Pedro og prins D. João var dog imod denne beslutning om et direkte angreb på Marokko.

    Faktisk blev foretagendet en katastrofe. Tanger kunne ikke erobres, mange døde under slaget og prins D. Fernando blev taget til fange og døde i fangenskab. Dette var og blev hans egen beslutning, da han nægtede at lade sig befri i bytte for Ceuta. Broderen, kong D. Duarte døde kort efter af pest.

    Dronning D. Leonor fortsatte med at regere landet indtil 1440 og signerede dokumenterne som ”Leonor, den triste dronning”. Efter 1440 flyttede hun til Toledo hvor hun døde.

    Efter denne dato, blev Portugal regeret af Prins D. Pedro, indtil hans nevø D. Afonso 5. var gammel nok til at overtage rigets tøjler i 1448.

 

Børn:
  • Med Dronning  Leonor:
    • João (1429-1433).
    • Filipa (1430-1439).
    • Afonso, kong D. Afonso V af Portugal (1432-1481).
    • Maria (født og død i 1432).
    • Fernando (1433-1470), D. Fernando Hertug af Viseu og far til kong D. Manuel 1. af Portugal.
    • Leonor Helena (1434-1467), gift med Frederik 3., Kejser af det Tysk-romerske rige.
    • Duarte (født og død i 1435).
    • Catarina (1436-1463).
    • Joana (1439-1475), gift med kong Henrik 4. af Castilien
  • Fra en tidligere relation med D. Joana Manoel de Vilhena fik D. Duate I:
    • João Manoel (1420-1476), som blev biskop af Ceuta og primas af Afrika. Senere blev han biskop af Guarda.
D. Afonso 5. (1448-1481), konge af Portugal og Algaverne, Herre af Ceuta og Alcácer (Ksar Seghir) i Afrika og af nære-og-fjerne oceaner i Afrika 
 
  D Joana
D. Afonso VD. Isabel -D. Afonso V 
  
      D. Afonso 5., den 12. portugisiske konge, blev født i Sintra, den 15. januar 1432 og døde i Sintra den 28. august 1481.

    Indtil D. Afonso 5. blev myndig, blev riget regeret, først af hans mor, D. Leonor af Aragonien, og kort efter, af hans onkel D. Pedro, hertug af Coimbra. D. Afonso 5. overtog styringen af landet i 1448, og på opfordring af en anden onkel, D. Afonso 1. hertug af Bragança, vendte han sig mod sin onkel og svigerfar, D. Pedro, og erklærede ham fjende af riget. Kongen og D. Pedro’s styrker kom i krig med hinanden i Alfarrobeira-slaget hvor D. Pedro mistede livet.

    D. Afonso 5. erobrede Ksar Seghir, Casablanca, Assilah, Tanger og Larache i Nordafrika. I 1471 udforskede Afrikas vestkyst og i det nuværende afrikanske land Ghana blev der bygget et fort ”São Jorge da Mina” og etableret en blomstrende handel med gul.

    I 1447 giftede D. Afonso 5. sig for første gang med kusine Isabel af Avis, datter af D. Pedro, hertug af Coimbra.

    I 1475 og som resultat af en dynastisk krise i Castilien, giftede D. Afonso 5. sig med sin niece, D. Joana af Trastámara og invaderede Castilien, men blev besejret i Toro og kom tilbage til Portugal med tegn på depression.

    D. Afonso 5. blev uinteresseret i regeringen af landet og abdicerede til fordel for sin søn D. João 2. af Portugal.

    D. Afonso 5. rejste en del over hele Europa, blandt andet sammen med kong Christian 1. af Danmark, for at opnå tilhængere til et nyt korstog iværksat af paven Sixtus den 4., - på dette tidspunkt havde Danmark og Portugal nære familiære relationer - men Christian 1. havde ikke råd til sådant et kostbart foretagende og han var også optaget af problemer med Kalmar Unionen (læs mere om emnet i min bog ”Danmark og Portugal, venskaber og stridigheder gennem tiderne”).

    På opfordring af D. Afonso 5. og delvis finansieret af Portugal, gav de sig i fællesskab til at udforske Nordsøen og forsøgte at finde den såkaldte ”Nordvestpassage”. Under denne og andre ekspeditioner, deltog også portugisiske skibe. Under disse ekspeditioner blev der givet navne til regionerne Terra Nova ”Newfoundland” og Lavrador ”Labrador”.

    D. Afonso 5. er begravet i sarkofag, i familiens panteon, i Mosteiro da Batalha.

 Børn

  • Med sin første hustru, Isabel af Avis (eller Coimbra):
    • João af Portugal (døde kort efter sin fødsel i 1451).
    • Santa (Helgen)Joana (1452-1490).
    • João (1455-1495), senere konge D. João II af Portugal.
 
D. João 2. (1481-1495), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika og Herre over Guinea
 
 D. Joao IID. Leonor - D. Joao II
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
      Han blev kaldt “den perfekte prins” på grund af den måde han styrede landet på. Som søn af D. Afonso 5. fulgte han sin far i togterne til Afrika og blev slået til ridder efter erobringen af Asilah i Marokko. Medens han far førte krig i Afrika og mod nabolandet Kastilien, blev landets administration og styring af den maritime ekspansion, som blev startet af hans onkel prins Henrik Søfareren, prinsens ansvar.

     D. João 2. efterfulgte sin far efter at denne abdicerede i 1477, men besteg først tronen i 1481 efter faderens død. Han ville nemlig ikke udråbes til konge, medens faderen levede.

     Da han fik fuldmagt, forstærkede han den ved at forhindre den voksende indflydelse af aristokratiet. I de stridigheder der fulgte efter, tog han magten fra Bragançaslægten, som havde konspireret imod ham. I den forbindelse dolkede han selv sin fætter Diogo, hertug af Viseu. Derefter kunne han regere uden opposition af nogen art.

     D. João 2. satte endnu mere skub i de maritime opdagelsesrejser med udvidelse af den portugisiske flåde. Hans første prioritet var at finde den maritime vej til Østen rundt om Afrikas kontinent.

     Det er i den kontekst, at Christoffer Columbus (alias Cristóbal Colón) kommer ind i billedet. Ny historisk forskning foretaget af bl.a. Eric J. Steele og Manuel da Silva Rosa, peger på en portugisisk afstamning, endda relateret til den portugisiske kongelige familie, og at han var en god ven af D. João 2. og endog hans spion. En af konsekvenserne af Colóns(*)  rejse til Amerika, var at D. João 2. forhandlede Tordesillastraktaten med de spanske katolske konger Isabel og Fernando i 1494, hvor de to landes interessesfærer blev defineret og fastlagt. Portugal blev tildelt alt land øst for delelinjen og Spanien fik landene vest for linjen. Linjen blev trukket fra pol til pol i en afstand af ca. 1500 km vest for Kap Verde øerne.

     D. João 2.’s eneste arving, prins Afonso af Portugal var, siden barndommen, blevet lovet i ægteskab med prinsesse Isabel af Aragonien og Kastilien, datter af de spanske katolske konger Fernando 2. og Isabel ,og var på den måde arvtager af Kastilien og Aragonien. Men desværre døde han ved et mystisk uheld ved fald af hest i 1491. D. João prøvede senere uden held at legitimere sin uægte søn Jorge af Lencastre (Lancaster på dansk).

     D. João 2. døde den 29. august 1495 og blev efterfulgt af sin fætter og svoger Manuel, hertug af Beja, senere kong D. Manuel 1. af Portugal. Meget tyder på, at hans død skyldtes mord ved forgiftning.

     (*) Hans navn på portugisisk er Cristovam Colon. Det var dog ikke hans rigtige navn, men akronym for ” medlem af dem der fører Kristus”. Cristo=Kristus, vam=gå (bøjning af det latinsk verb ire), Colon=Kölon (Græsk ord der betyder medlem). Hans undskrift var ”: Xpo FERENS S./”. ”:”=colon, ”Xpo” er symbolet for Kristus, ”FERENS”, en bøjning af det latinske ord fero, der betyder at transportere, at bære.

      D. João 2. er begravet i kirke af Batalha kloster (Mosteiro de Santa Maria da Vitória

  

D. Manuel 1. (1495-1521), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre af Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
 D Manuel IMaria af AragonienLeonor af AustriaIsabel af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
(under opbygning)
D. João 3. (1521-1557), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjern oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
D. Joao IIICatarinna de Austria
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
(under opbygning)
D. Sebastião 1. (1568-1578), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
 
D. Sebastiao
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
(under opbygning)

D. Henrique I (Kardinal D. Henrique (1578-1580), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.

 Cardial D. Henrique

(under opbygning)

Filipe-dynastiet af Habsburg eller Østrig (1580-1640)

Dinastia Filipina
Portugals våbne
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Den Portugisisk flag (1580-1640)
D. Filipe 1. (1581-1598) konge af Portugal og Algarverne, Filipe 2. af Spanien
 
Filipe IRainha Maria Manuela
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
(under opbygning)
D. Filipe 2. (1598-1621) konge af Portugal og Algarverne, Filipe 3. af Spanien
 Margarida - Filipe II
Filipe II
    Kong Filipe 2. af Portugal, Filipe 3. af Spanien, blev født i Madrid den 14. april 1578 og døde den 31. marts 1621. Han var søn af Filipe 2. af Spanien og Ana, datter af Maximilian 2., kejser af den Tysk-romerske imperiet.
 
D. Filipe 3. (1621-1640) konge af Portugal og Algarverne, Filipe 4. af Spanien
 Isabel-Filipe III
Filipe III
    Kong Filipe 3. af Portugal, Filipe 4. af Spanien blev født i Valladolid den 8. april 1605 og døde i Madrid den 17. september 1665.
    Han blev gift to gange, første gang med Isabel af Bourbon, anden gang med Maria Ana af Østrig. 
bandeira d. joao iv
Det portugisiske flag i perioden 1640-1656 
 
 
 
 
 
 
D. João 4. (1640-1656), konge af Portugal og Algarverne,  af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
D. Joao IV
Luisa de Gusmao
   
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
D. João 4. af Portugal og Bragança, den 20. konge af Portugal og den 1. monark af den 4. dynasti, blev født i Vila Viçosa den 19. marts 1604 og døde den 6. november 1656.
 
D. João 4. var søn af D. Teodósio, den 7. hertug af Bragança, og hertuginde D. Ana de Velasco y Giró fra Spanien. Blev gift med D. Luisa Maria Francisca de Gusmão fra den hertugelige hus Medina-Sidónia.
flaf-1656-1708
 Det portugisiske flag i perioden 1656-1708
 
 
 
 
 
 
D. Afonso 6. (1656-1683), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
  
 
D.  Afonso VIDronning Marie Francoise

 

 

 

 

 

 

 

   
 
     
 
    D. Afonso 6. af Portugal og af Bragança, blev født i Lissabon den 21. august 1643 og døde i Lissabon den 12. september 1683. Han var søn af kong D. João 4. af Portugal og af dronning D. Luisa de Gusmão.
    Kong Afonso 6. blev gift med Maria Francisca Isabel af Savoy-Nemours.

D. Pedro 2. (1683-1706), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.

D. Maria Sofia
D. Pedro II

Marie Fraçoise

 
 
 

  
 
 
 

 
 
    D. Pedro 2. var søn af kong D. João 4. og af dronning D. Luisa de Gusmão og blev den 23. monark af Portugal. Han blev født i Lissabon den 26. april 1648 og døde den 9. december 1706.

D. Pedro 2. efterfulgte sin bror, den 27. januar 1668 på grund af hans psykisk tilstand, og gifter sig med brors dronning D. Luisa Francisca. Borrs ægteskabet var blevet annulleret på grund D. Afonso 5.'s erkleret impotens.
Fire år efter dronning Luisa's død, giftede hans sig med D. Maria Sofia Isabel af Neuburg.

 
armas d. Joao V
 Det portugisiske flag i perioden 1708 - 1816
 
 
 
 
 
 
D. João 5. (1706-1750), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
Joao V
 
Ana Maria d Austria
    D. João 5. (døbt João Francisco António José Bento Bernardo de Bragança), blev født den 22. oktober 1689 i Palácio da Ribeira, Lissabon, og døde den 31. juli 1750. Han var søn af kong D. Pedro 2. og af dronning Maria Sofia.
 
    I 1696 blev D. João 5.af sin far slået til ridder af Kristusordenen. Han giftede sig med Maria Ana i Wien, den 6. juni 1708. Maria Ana var datter af kejser Leopold 1. af den Tysk-romerske imperiet. 

D. José 1. (1750-1777), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.

 

D Joserainha Maria Victoria

 

 

 

 

 

 

 

 

 

  
 
 
 
    D. José 1. (døbt José Francisco António Inácio Norberto Agostinho de Bragança), var søn af kong D. João 5. og af dronning D. Maria Ana. Han blev født den 6. juni 1714 og døde de 24. februar 1777. Han blev gift i 1729 med prinsesse af Spanien, Mariana Vitória af Bourbon.

D. Maria 1. (1777-1816), dronning af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc., dronning af de Forbundne Stater Portugal og Brasilien.

 
Maria ID Pedro III 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
   
 
 
     Dronning D. Maria 1. af Portugal (døbt Maria Francisca Isabel Josefa Antónia Gertrudes, Rita Joana de Bragança) var datter af kong D. José 1. og af dronning Mariana Vitoria. Hun blev født i Lissabon den 17. december 1734 og døde i Rio de Janeiro den 20. marts 1816. 
    Før hun blev kronet til dronning, var hun prinsesse af Brasilien, prinsesse af Beira og hertuginde af Bragança. 

Armas Joao VI

Det portugisiske flag i perioden 1816 - 1826 

 

 

 

D. João 6. (som konge af Portugal 1816-1826, som kejser af Brasilien 1826-1826), konge af af de forininger stater af Portugal, Brasilien og Algarverne, fra-nær-og-fjerne oceaner i Afrika, herre af Guinea og af Erobringer, Navigation og Handel i Etiopien, Arabien, Persien og India, etc.
 
D. joao VI
Rainha Carlota
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
    D. João 6. blev gift i Pamplona (Spanien) i 1785, ved en pompøst religiøse cerimoni overværet af 600 gæster, med prinsessen af Spanien D. Carlota Joaquina Cayeta de Borbón og Borbón, ti år gamle, datter af kong Carlos IV af Spanien og dronning Maria Luisa. Ægteskabet blev dog først fuldbyrdet i 1790.
 
    På grund af D. João 6.'s mor psykisk tilstand, blev ansvarlig for Staten anliggende siden den 10. februar 1792. Syv år efter erklerede lægestaben Dronning som uhelbredlig, og før han besteg tronen regerede D. João VI riget som Prinsregent.
 
    For at forhindre en mulig overtagelse af Portugal af Napoleon, D. João 6. flytter hoffet til Brasilien, samt al regeringsaparattet i 1807.
 
    D. João IV blev ridder af Elefantordenen de 10. august 1824.
 
D. Pedro 4. (26. april 1826 - 2. maj 1826) konge af Portugal og Algarverne af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, herre af Guinea og af erobring, navigation og handlen i Etiopien, Arabien, Persien og India, etc. Kejser af Brasilien (1. december 1822 - 7.april 1831).
 
D. Pedro IV
Rainha Leopoldina
D. Pedro 4., den 28. konge af Portugal, døbt Pedro de Alcântara Francisco António João Carlos Xavier de Paula Miguel Rafael Joaquim José Gonzaga Pascoal Cipriano Serafim de Bragança e Bourbon, var søn af kong D. João 6. af Portugal og Dronning Carlota Joaquina. Han blev født i Palácio de Queluz, Portugal den 12 december 1798 og døde den 24. september 1834. 
 
    D. Pedro 4. var stor modstander af slaveri og troede ikke på raceforskel. Han sagde en gang: "Jeg ved, at mit blod har det samme farve som nigerne".
Portugisisk flag
Det portugisiske flag i perioden 1826 - 1910
 
 
 
 
 
 
D. Maria 2. dronning af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
1. gang i perioden 2. maj 1826-11. juli 1828 og 2. gang fra 20. september 1834 til 15. november 1853.
 
D. Maria IIPrincipe Augusto 

Rei D. Fernando II

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
 
 
 
     D. Maria 2.

      Kongen D. Fernando II blev ridder af Elefantordenen den 12. april 1814.

 

 

 
(under konstruktion)
D. Miguel 1. (1828-1834), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
Rainha Adelaide
D. Miguel I
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Blev født den 26. oktober 1802 i det Kongelige Slot Queluz, søn af João den 6., konge af Portugal og Algarverne og Kejser af Brasilien, og hans dronning Carlota Joaquina de Bourbon. D. Miguel blev gift med D. Adelaide Sofia Amélia Luísa Joana Leopoldina de Löwenstein-Wertheim-Rosenberg.

D. Miguel regerede mellem 1823 og 1834 under den portugisiske borgerkrig. Ifølge statsforfatningens autoriteter har han tilegnet sig titlen på bekostning af sin niece D. Maria da Glória. Desuden havde hans tilhængere rejst indsigelser mod D. Maria fordi hendes far, D. Pedro den 1. af Brasilien mistede retten til den portugisiske trone, da han gik imod de portugisiske interesser ved at erklære den brasilianske selvstændighed og ved at udråbe sig selv til Kejser af Brasilien. Efter Grundloven mistede en tronarving som gik til våben mod Portugal eller besteg tronen i et fremmed land automatisk retten til den Portugisiske trone.

For de liberale blev D. Miguel husket i historien som den Enevældige eller Kronraner, af sine tilhængere blev han kaldt Traditionalist, fordi han var blevet udråbt til konge ved den traditionelle politiske forsamlingsråd (Cortes), ifølge den portugisiske tradition.

 
D. Pedro 5. (1853-1861), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
  
 Rainha Estefania
D. Pedro V
 
 D. Pedro 5.                                    D. Estefânia de Hohenzallen Sigmaringen
 

D. Pedro 5. af Portugal (fuldnavn: Pedro de Alcântara Maria Fernando Miguel Rafel Gozaga Zavier João António Leopoldo Victor Francisco de Assis Júlio Amélio de Saxe-Coburgo e Bragança) besteg tronen da han kun var 16 år og blev betragtet som en eksemplarisk monark, som formåede at forene befolkningen med kongehuset på trods af, at sin mor blev dronning som resultat af en nedkæmpet borgerkrig.

Først den 16. september 1855, da han nået 18 års alder, blev D. Pedro kronet til konge, som D. Pedro den 5. Samme år blev der individet den første elektriske telegraf. Året efter indviede han jernbanen Lissabon – Carregado. Flere år efter begyndte de første regulære skibsfart mellem Portugal og Angola. Han var en standhaftig fortaler imod slaveri.

D. Luis 1. (18611889), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
 
Rainha Maria Pia
D Luis I
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

     D. Luis I af Portugal (på dansk Ludvig 1.) (fuldnavn: Luís Filipe Maria Fernando Pedro de Alcâtara António Miguel Rafael Gabriel Gonzaga Francisco de Assis João Augusto Júlio Valfando de Saxe-Coburgo e Bragança) efterfulgte på tronen efter sin bror D. Pedro 5.’s død i 1861 og blev udråbt til konge den 22. december samme år. Den 27. september 1862 blev han gift med Maria Pia af Savoy, datter af kong Emanuel 2. af Italien.

     D. Luis I var en meget kultiveret personlighed og var maler, spillede violoncel og klaver og oversatte flere værker af William Shakespeare.

     Under hans regeringstid blev der indført generelt forbrugsskat, som resulterede i oprøret i slutningen af 1867, som blev kaldt ”Jardineira”. Den 19. maj 1870 fandt et militær oprør sted kommanderet af marskal Hertug af Saldanha, som ville opløse regeringen. Kongen afskedigede Saldanha fra hans post i ministeriet og denne blev erstattet af Markis Sá da Bandeira.

     I 1884 fandt Berlinkonferencen sted, hvor der blev fremstillet det såkaldte Mapa Cor-de-Rosa (det Pinkfarvede kort), hvor Afrika blev tildelt de forskellige europæiske lande, Tyskland, Belgien, Frankrig, Italien, England og Portugal.

     Det er også under D. Luis I’s regeringstid, at flere politiske partier bliver stiftet, såsom Partido Reformista (reformistisk parti) 1865, Patido Socialista Português (portugisisk socialist parti) 1875, som fik navnet Partido Operário Socialista (Arbejdernes Socialistiske Parti) og Partido Progressista (Fremskridtspartiet) 1876. I slutningen af sin regeringstid blev Partido Republicano (Republikansk parti) et godt struktureret politisk kraft i landet.

     Det siges at han var en meget behagelig og liberal person. Som sin mor, havde han ladet opføre flere kulturelle foreninger i forbindelse med kunst og musik.

     D. Luis I blev Ridder af Elefantordenen den 18. april 1864.

     D. Luis I er begravet i det kongelige kapel i Mosteiro de São Vicente de Fora i Lissabon.

 

D. Calos 1. (1889-1908), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
D. Carlos I
Rainha D. Amelia
 
   
 
             
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
     D. Carlos 1. (Karl I) ( fulde navn: Carlos Fernando Luís Maria Vitor Miguel Rafael Gabriel Gonzaga Xavier Francisco de Assis José Simão de Bragança Sabóia Bourbon Saxe-Coburgo-Gotha), var søn af kongen D. Luís 1. og dronning D. Maria Pia af Svoy. D. Carlos 1. blev født i Palácio da Ajuda i Lissabon den 28. september 1863 og døde den 1. februar 1908 som resultat af kongemord udført af republikanske ekstremister.

     D. Carlos 1. besteg tronen den 19. oktober 1889 efter sin fars død. Han blev udråbt til konge den 28. december 1889, hvilket blev overværet af Brasiliens kejser, D. Pedro II. 

Kong Carlos 1. blev gift i 1886 med Amélie af Orléans, der datter af Prins Philippe, greve af Paris.

I starten af sin regeringstid, blev han udsat for en stor krise forårsaget af et britisk ultimatum i 1890, hvor Portugal var blevet pålagt at rømme landområder mellem Angola og Mozambique, ifølge den såkaldte Mapa cor-de-Rosa (det Pinkfarvede Kort).

    Under D. Carlos 1. regeringstid oplevede Portugal store politiske og økonomiske problemer. Den republikanske bevægelse, var for længst begyndte at tage til, hvilket kulminerede med kongemordet på den kendte plads Praça do Comércio den 1. februar 1908, hvor også kronprins Luis blev dræbt. Ved samme lejlighed blev også prins Manuel såret i armen men overlevede.
 
     Endnu som kronprins af Portugal, blev han ridder a Elefant Ordenen den 7. oktober 1883.
 
 
D. Manuel 2. (1908-1910), konge af Portugal og Algarverne, af nær-og-fjerne oceaner i Afrika, Herre over Guinea og Erobring, Navigation og Handel med Etiopien, Arabien, Persien, India, etc.
 
D. Manuel 2.Dronning Augusta
    D. Manuel II, på dansk Emanuel 2., (fulde navn: Manuel Maria Filipe Carlos Amélio Luís Miguel Rafel Gabriel Gonzaga Xavier Francisco de Assis Eugénio de Bragança Orleães Sabóia e Saxe-Coburgo-Gotha) blev født den 19. marts 1889 og døde den 2. juli 1932 og blev den 35. og sidste konge af Portugal.
 
   
Kong D. Manuel blev gift med Augusta Vitória, datter af prins Vilhelm af Hohenzollem-Sigmaringen.
 
    D. Manuels far, Carlos I (Karl 2.) og hans storebror, kronprins D. Luis Filipe, var blevet myrdet af revolutionære republikanere ved et attentat den 1. februar 1908 på Terreiro do Paço (Palæpladsen), også kendt som Praça do Comércio, i Lissabon.
 
    Før han blev udråbt til konge, havde han været Hertug af Beja og Prins af Portugal.
 
    Monarkiet blev afskaffet ved et militært kup, og D. Manuel og hans mor, dronning Maria Amélia måtte flygte til Gibraltar og senere til Storbritannien hvor han døde.
 
    Under anden verdenskrig havde Salazars regering tilbudt hende politisk asyl, men hun forblev i Frankrig beskyttet med portugisisk politisk immunitet. Efter krigen og inviteret af Salazar, besøgte hun Portugal den 8. juni 1945.
 
    Efter republikkens udråbelse, den 5. oktober 1910, rejste dronning Maria Amélia til Frankrig. Hun boede i Chateau Bellevue i nærheden af Versailles, hvor hun levede i eksil indtil sin død i 1951. Efter hendes død blev hendes lig sejlet til Portugal og overført til Bragança's gravkapel i São Vicente de Fora kirken.
 
   Han blev Ridder af Elefantordenen den 24. marts 1909.
 
     En mere detaljeret gengivelse af historien omkring D. Manuel II, kan findes her (på englesk).