Ruter omkring Nimtofte / Historisk Vandrerute / Nimtofte Hotel - Torvet 1

Nimtofte Hotel - Torvet 1

Hvor længe der har været kro eller gæstgivergård på stedet vides ikke bestemt, men i 1810 oprettedes postrute fra Randers til Grenå, og da gjorde postvognen ophold ved kroen og krostalden i Nimtofte og fik skiftet heste. Denne forbindelse ophørte i 1876, men kroen stod der stadig, indtil den i 1911 var så medtaget, at den måtte rives ned. Købmand Jacob Neimann byggede nyt hotel og købmandsforretning på grunden. På grunden lige overfor (hvor den lukkede bank ligger) stod den gamle krostald af bindingsværk fra 1832 og helt til 1960.

Indtil 1911 var der også kro i Torvet 5, hvor Lokalarkivet ligger, men da blev der spiritusforbud i byen, så denne kro måtte lukke.

I 1949 ejedes hotel og købmandsforretning af Viggo Hansen, og han udvidede hotellet med en stor sal, hvilket medførte mange nye arrangementer, og det resulterede også i, at byens forsamlingshus måtte lukke på grund af konkurrencen fra hotellet. I 1957 blev hotellet købt af Frede Simonsen og i 1974 overdrager han det til sønnen Simon. Denne solgte i 1999 hotellet til Øjvind Arvesen, der drev det videre i nogle år. Man havde værelsesudlejning helt op til omkring år 2000.

Hotellet har været et vigtigt samlingssted for byen, og utallige er de fester, foredrag og andre arrangementer, det har lagt lokaler til. Nævnes skal de berømte Nimtofte-revyer, der stadig tages op af og til.

Men tidernes ugunst ramte også her. De senere år var hotellet kun åbent for fester, og i 2010 måtte det lukke. Lukningen var et stort savn for Nimtofte og omegnen. Hele bygningen lægger nu lokaler til Kirkens Korshærs genbrugs-butik.

 

Tekster til den historiske vandrerute er skrevet af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalhistoriske arkiv
Læs mere om Nimtoftes historie på
 
Billederne er taget fra hjemmesiden
www.danskebilleder.dk
 
Anno 2014
Iben Brandenburg