Ruter omkring Nimtofte / Historisk Vandrerute / Apotek - Ryomgårdvej 21

Apotek - Ryomgårdvej 21

Nimtofte Apotek blev bygget i 1903 og den lave bygning mod vest er bygget som enkesæde til fru Delholm på Møllegården.

Siden 1867 havde forskellige byer midt på Djursland søgt om at få et apotek, idet de nærmeste lå i Grenå, Ebeltoft, Hornslet og Ørsted. Efterhånden blev det til et anliggende mellem Rønde, Kolind og Nimtofte. Det trak dog ud, men i 1897 ansøgte Nimtofte-Tøstrup sogneråd om et apotek i Nimtofte. Kolind Landboforening var dog ikke sene til at ansøge om en placering i Kolind. Begge anmodninger blev afslået, da man ville vente lidt for at se på befolkningsudviklingen i byerne. I 1902 blev det dog ved Kgl. Resolution vedtaget at oprette et personligt privilegeret apotek i Nimtofte.

Den første apoteker fra 3. juli 1902 var J. A. Knob. Apoteket åbnede 26. marts 1903. Knob var apoteker indtil 1919, da Niels Jensen Nielsen trådte til. Han døde dog efter 2 år og derefter fulgte Georg Hvalsøe fra 1. juni 1921. Han var apoteker helt til sin død i september 1948. Fra 1948 til 1962 var Frida Balle apoteker og derefter kom Hans Christian Allesen de Fine Bunkeflod, og han fortsatte til 1984. Ved hans afgang var der planer om at lukke apoteket eller flytte det til Kolind, men faren drev over og den sidste apoteker indtil lukningen for nogle få år siden var Peter Hansen.

Nu er der apoteksudsalg i Brugserne i Nimtofte, Pindstrup og Ryomgård, mens Ebeltoft apotek har oprettet en filial i Kolind.

Lige før Apoteket krydser man Nimtofte å. Samtidig kører man fra Nørre Herred ind i Øster Lisbjerg Herred.

 

Tekster til den historiske vandrerute er skrevet af Knud Jensen, Midtdjurs Lokalhistoriske arkiv
Læs mere om Nimtoftes historie på
 
Billederne er taget fra hjemmesiden
www.danskebilleder.dk
 
Iben Brandenburg