RESUME:
Femhundrede år gik efter Svøbens hærgen. Menneskeracen blev på det nærmeste udslættet men på nogle få befæstede farme i ødemarken forsøger man at opretholde livet og forskanse sig mod de omvandrende zombier:

”Spændingen fik ham til at svede, og med en irreteret bevægelse tørrede Jesse sig over panden.Ventetiden var næsten det værste, tænkte han og bøjede sig ned over den stationære kikkert. Det skulle han nu ikke få ret i, og da han opdagede den grå hær af udøde der var på vej over marken i det fjerne, kom Jesse også omgående på andre tanker. Det værste var langt fra begyndt!”

Fremtiden blev ikke Utopia, fremtiden blev en stadig kamp for overlevelse, mens de levende døde vandrede på jorden og den sidste rest af mennesker blev forvist fra førstepladsen i fødekæden.
Den Gamle Vreden brændte, men i asken fra Svøben rejste der sig isolerede småsamfund, og en ny verdensorden tog form. Man forskansede sig bag armerede betonmure og elektriske hegn, og på den selvforsynende Fergusonfarm tror beboerne sig i sikkerhed mod zombier og omstrejfende røverbander.
Men en dag dukker en chokeret kvinde fra en af de andre gårde op, og det bliver startskuddet til et rædselsscenario af en anden verden. For freden er forbi, og også zombierne kan fornemme, at noget er under opsejling og er på vej ud af deres pupper. De udøde færdes ikke længere kun spredt rundt omkring på vejene, men samles i store skarer på vej mod farmen.

Bagsidetekst:
“Luften var tung af krudtrøg, tomme patronhylstre dansede som hagl på platformen over porten og ligene hobede sig op på begge sider af Ringmuren; men for hver de fik stoppet kom en ny zombie ind I gården og ammunitionsbeholdningen svandt hurtigt. Den første der nåede stigen blev fældet af Arno, men den næste nåede to trin op før den faldt. Og sådan fortsatte det, langsomt kom de nærmere og Ivan var for længst holdt op med at le.”

I den nye verden, hvor guderne er glemt og de levende døde vandre på jorden, forsøger en håndfuld mennesker at opretholde livet på en befæstet farm. Man har sikret sig mod zombier og omstrejfende røverbander, og forsøger at genopbygge et fungerende samfund. Men i horisonten trækker uvejret sammen, en enlig vandringsmand nærmer sig Fergusonfarmen og med sig bære han en frygtelig hemmmelighed.

www.litteratursiden.dk
"Requiem" foregår i Danmark om nogle hundrede år. Forfatteren Patrick Leis kalder den en slags selvstændig fortsættelse af Dennis Jürgensens "Kadavermarch", men han har dog også hentet inspiration i George A. Romeos filmtrilogi om zombier.
Jorden er befolket af zombier, som overfalder alle levende, de kommer i nærheden af. Også fuglene er blevet ramt af smitten, og det betyder ekstra fare for de mennesker, der lever rundt omkring i små stærkt barrikaderede og stort set isolerede samfund.
Fergusonfarmen ligger i Skanderborg-området. Lederen er Emil Ferguson, som styrer farmen med hård hånd på trods af, at han er lænket til sengen pga. sygdom. Udover Emil bor der ca. 20 personer på farmen, plus en gruppe retarderede børn, som holdes for sig selv.
Det er et barsk samfund. Kvinderne har ikke meget at skulle have sagt, og langt de fleste har prøvet at miste et familiemedlem eller en nær ven til de udøde. At skaffe føden er en evig kamp, for hver gang man er ude i den fri luft, lurer risikoen for at blive overfaldet af en zombie.
En dag vakler en kvinde ind. Hun er eneste overlevende fra Havdrupgård efter et zombieoverfald. Svøben er kommet tilbage. Fergusonfarmen ruster sig, men da Påkalderen dagen efter dukker op, har han en zombie med i snor. Noget, der aldrig er sket før.
Kort efter bryder helvede løs. Pludselig er strømmen til yderhegnet gået, og zombier strømmer ind over farmen. Beboerne befinder sig i en kamp på liv og død - en kamp alle odds siger, at de taber.
"Requiem" er en rigtig underholdende roman, hvis man er til spænding og gys. Den er velskrevet, dog uden de dybe personskildringer. Leis har skruet en effektiv thriller sammen, hvor man føres fra den ene begivenhed til den næste uden at få tid til at trække vejret, og slutningen overrasker.
Patrick Leis har bl.a. skrevet science fiction splatterromanen "Jagtmarken" og gyseren "Bag masken". Er du til forfattere som Annika von Holdt, Steen Langstrup og Douglas Preston, bør du ikke snyde dig selv for "Requiem".
Jette S.F. Holst

www. fortællingen.dk
Et godt stykke ude i fremtiden er Jorden blevet overrendt af zombier, og menneskene overlever i stærkt befæstede gårde.
Og tingene er ved at udvikle sig til det værre.
 Sidst i 60erne revolutionerede George Romero gyserfans’ syn på zombier med sin klassiske filmtrilogi om de levende døde.
I 1991 udgav Dennis Jürgensen så Kadavermarch og gav et bud på, hvordan det kunne ske, at de døde steg op fra gravene og
lystede efter menneskekød og –hjerner.
Jeg har nydt de førstnævnte, men aldrig taget mig sammen til at læse den sidste – jeg har altid haft svært ved at tage tanken om
en dansk zombiebog alvorligt.

Sidste år udgav forlaget Facet så en fortsættelse, og det viste sig, at Leis faktisk har planlagt en hel trilogi.
Serien er løseligt baseret på Jürgensens univers, men Leis har tilføjet mere af et science fiction-element, og ”Requiem” finder sted
500 år ude i fremtiden. Og den er overraskende god.

Vi befinder os i et Danmark, der ikke minder meget om nutiden. Det store sammenbrud, da den døde steg op fra graven, er for
længst overstået, og en ny verden er opstået. I Danmark overlever folk på tungt befæstede gårde, der i det store hele kan klare sig selv.
De levende døde huserer dog stadig – som regel i små grupper, men også i den frygtede Svøbe, en gigantisk hær af zombier, der
angiveligt stadig drager hærgende omkring.
Historien starter med et præludium, som gør det tydeligt, at der er store omvæltninger på vej.

Fokus er på Ferguson-farmen, hvor en lang række mennesker får livet til at gå.
Det lykkes Leis ganske godt at beskrive denne verden, så den både er fremmedartet og genkendelig – virkningerne af zombierne er at
finde overalt, også i den flok retarderede, som holdes fanget i et af husene.
De er resultatet af indavl, men i denne nye verden er alt liv helligt, så selv om de ingen nytte har, holdes de i live.
Og får naturligvis også en rolle at spille senere.

Så genkendelig som Ferguson-farmen umiddelbart måtte være, så er der også skjulte ting og hemmelighed, som selv ikke beboerne
kender til.
De få farme, som de kender til, har kun ét til fælles: Påkalderen, den eneste, som kan bevæge sig frit i zombie-land, og som med jævne
mellemrum besøger gårdene med det formål at tage sig af en alterlignende genstand i kælderen. Påkalderen er på vej igen, og med sig
bringer han en zombie i lænker. Og store forandringer.

Kender man lidt til zombiefilm, ved man også, at ”Requim” nødvendigvis må kulminere i et storslået angreb fra zombiernes side på
Ferguson-farmen, og at en stor del af spændingen ligger i at se, hvordan den store rolleliste klarer sig under dette nye pres.
Der vil naturligvis være dumme svin, der vil være helte, og så vil der være alle dem midt imellem.
Og Leis skuffer ikke, samtidig med at han dog ikke lader dette være hele bogen – spændingen opbygges, før det hele går amok.

Fortsættelsen til ”Requiem” hedder ”Pax Immortalis”, og umiddelbart lader det til, at historien her tager en ganske anden retning, mere over
i den beskrivelse af et fremtidssamfund, som forfatteren omtaler i forordet til herværende værk. I første bind af trilogien har han nok måttet se
sig rendt over ende af zombie-genrens konventioner til en vis grad, men det er der altså kommet en fandens underholdende bog ud af, så det skal
han ikke høre et ondt ord for.
Hvis fortsættelsen holder niveauet, vil jeg være en lykkelig læser.
 12/03-07 Janus Andersen

www.scifisiden.dk
Splatter-underholdning fra dansk forfatter.
Vi er i det mørke Jylland i en fjern fremtid, hvor intet er helt som det giver sig ud for.

Patrick Leis skriver i forordet til sin roman at han er inspireret af Dennis Jürgensens ”Kadavermarch” fra 1991.
Leis lader zombierne spille en meget stor rolle i romanen og har man en sart mave i forhold til at læse om lemlæstelser, indvolde og blod er
dette ikke sagen.
Hvis ikke kan man blive godt underholdt nogle timer.

På flere måder en Requiem en uhyggelig roman.
I bedste Stephen King stil følges en gruppe mennesker på Ferguson Farm.
Farmen ligger i Midtjylland og beboerne består af en række mænd og kvinder, en baby og en række retarderende voksne.
Farmen er godt bevogtet af et elektrisk beskyttelseshegn (mur) og fra vagttårne overvåges landet og luften omkring farmen.
I Requiem er zombier ikke kun døde mennesker, men kan også være fugle.
Og det er vigtig at farmens vogtere holder øje med luften således at smitten fra zombierne ikke kommer ind på farmen.
Et bid fra en zombie er nok til at man selv bliver zombie.

Farmen er selvforsynet med alle fornødenheder.
Man kan høre radio og ellers arbejde for det fælles bedste / arbejde for overlevelse.
En dag bryder helvede løs. En kvinde, der er flygtet fra Havdrupgård fortæller at zombiehæren er på vej.
Ferguson Farm forsøger forgæves at overtale de andre farme i området til at væbne sig mod krig. Da det mislykkes må de selv tage kampen op.
Allerede dagen bliver kvindens historie til virkelighed.

Resten af fortællingen går på hvordan og om det lykkes personerne på farmen at overleve angrebet og minder her igen om Stephen Kings måde
at opbygge en god historie på.

Om de overlever eller ej skal her være ufortalt.
Men Leis har endnu nogle overraskelser i ærmet inden man er nået sidste linje i romanen.
Det er dejligt læsning!
11-10-2003  Per Kjær Fredborg

www.sleazehound.dk + Magasinet HIMMELSKIBET
I 1991 skrev Dennis Jürgensen bogen Kadavermarch, der var inspireret George A. Romeros zombie-trilogi.
Bogen er efterfølgende blevet noget af et kulthit og et must for alle zombie- såvel som splatterfans.
Handlingen foregår i et fremtidens Danmark, hvor de rige har forskanset i sig de såkaldte Krystalbyer.
Det er lykkedes for forskerne, at fremstille et præparat der kan forlænge livet; et præparat der bliver solgt i to udgaver.
Det dyre bliver solgt i Krystalbyerne, mens et billigere sælges til folk, der bor udenfor.
Det viser sig imidlertid, at det billige præparat har den bivirkning at livet også forlænges til at gælde ind i døden.
Pludselig er der zombier alle vejene, et problem som de også tvinges til at tage stilling til i Krystalbyene, da en professor truer med at
sprænge hul i de tykke mure der omkranser byerne.

Dennis Jürgensen arbejdede i år 2000 sammen med Patrick Leis om bogen bag den fiktive film De kom fra blodsumpen 2, en bog fyldt
masser af stemningsfyldte stills.
Patrick Leis lod sig senere inspirere af Dennis Jürgensens Kadavermarch til sin bog Requiem, der udkom i 2003.
Det er ikke en direkte fortsættelse, men det er en roman i samme univers, bare 500 år længer fremme i tiden.
Zombierne er nu i flertal, og de mennesker der stadig er i live, lever i små landbrugs enklaver.
Disse er sikret på alle tænkelige måder, så zombierne bliver holdt ude.
Zombie-sygdommen har nu også spredt sig til dyrenes verden, så ser man en fugl på himlen skal man være opmærksom på, at dette også
kan være en zombie.
Zombier der har gået rundt længe uden føde, går i dvale, indtil der kommer føde inden for rækkevidde, på den måde er selv mennesketomme
områder fyldt med levendedøde.

Vi følger beboerne på Fergusonfarmen, der forsøger at få landbruget til at køre rundt, samtidig med at der opstår masser at intriger i det lille
samfund. De har kontakt med enkelte andre gårde, men ingen på farmen har kendskab til tilstanden i resten af verden.
Deres færden er også begrænset af et stort, gammelt minefelt, som de ikke kan passere.
På en patrulje, finder de en kvinde fra en af de nærliggende farme.
Hun er nærmest i chok, men det lykkedes for dem at forstå at "Sværmen" er tilbage.
Sværmen er en gigantisk flok af zombier der driver rundt, og med års mellemrum pludselig dukker og hærger et område.
Tilmed er der også røverbander på egnen omkring Fergusonfarmen, og midt i det hele kommer Påkalderen, en mand der har vandret imellem de forskellige farme i årevis, for at holde styr på hvor mange beboere der er.
Denne gang har han dog en zombie med i snor, som var det en hund.

Man behøver ikke være den store kender ud i genren for at gætte, at alt går ad helvede til.
Som altid er det umuligt at forudsige, hvem der overlever, og hvem vi også får at se fra deres zombieside.
Kadavermarch var dyster, men flere steder så man Dennis Jürgensens specielle humor.
Requiem har ikke denne humor, hvilket gør den endnu mere dyster og endnu mere ond.

I sin bog Jagtmarker (1998) hentede Patrick Leis inspiration til enkelte scener fra forskellige film.
Desværre var det endelige opgør i den bog stjålet alt for tydeligt fra Alien 3 (1992), og det siges da også direkte i bogen, at
det er med baggrund i denne film, at de bygger deres labyrint.
I Requiem kan man også genkende forskellige inspirationskilder, men denne gang er de meget bedre indarbejdet, og det styrker fortællingen.
Der finder eksempelvis på et tidspunkt en kamp sted, som er som taget direkte ud af Terminator (1984), men da vi befinder os i et zombieunivers, har man ingen idé om hvem der bliver sejrherren i dette opgør.

Generelt er der masser af gode idéer, bl.a. tonstunge gensplejsede svin, der også deltager i kampen.
Disse bæster er dog ikke på nogens side - de æder alt, hvad de kommer i nærheden af.
Requiem er ikke blot en bog der sagtens kan stå ved siden af Kadavermarch på bogreolen, det er bog der bør stå der!
THOMAS WINTER

Lektørudtalelse (3/27) 24659402 BS
Leis, Patrick: Requiem. –Carlsen. –324sider.
Leis har bl.a. udgivet Jagtmarken, 1998, en effektiv science-fiktion historie, og han har også arbejdet sammen med Dennis Jürgensen, så denne
splatter- roman kommer ikke af ingenting.
I et Danmark flere hundrede år fremme i tiden lever folk i isolerede samfund, efter den store svøbe slog ned og udrydede det meste
af menneskeheden. Svøben efterlod en flok zombier, som drager rundt og overfalder de levende.
På Fergusonfarmen er de sluppet for overfald, men det ender da den mystiske Påkalder dukker op. Han tilkalder de udøde, afbryder sikkerhedssystemerne, og så er der dømt splat,splat, splat.
En lang udpenslet skildring af forsøget på at forsvare sig, hvor kun et skud i hjernen på de udøde har effekt, men hvor de levende langsomt bliver decimeret.
Hvem er påkalderen, og hvad gemmer der sig i de mystiske bunkere, hvem står bag, hvor kommer zombierne fra og hvem styrer dem?
Hvis man er til splat, er dette ren underholdning, godt skrevet og godt og effektivt skruet sammen, her spares ikke på effekterne,
men underholdende det er det.   
Karsten Just

www.gorewhore.webbyen.dk
Som altid ryster Patrick Leis guldkorn ud af ærmerne og lige ned i ski'esækken.
Denne, hans 3. roman, er klart den mest  velskrevet.
Dog mand kunne  forledes til at tro, at han har stjålet fra Dennis Jürgensens "Kadaver march" er dette ikke tilfældet.
Ej heller skal den ses som en fortsættelse af ovennævnte.
Bogen er og bliver sin egen, en af de yderst  sjældne zombie bøger på dansk.
Bogen er af slagsen hvor man læser side 1 og derfra ikke ønsker at slippe den igen... Medmindre at den, mod al sandsynlighed, skulle bryde ud i lys lue. Persongalleriet og miljøbeskrivelserne er af høj kvallitet og indlevelse er på ingen måde besværliggjort af hverken fremmedord eller sci-fi sort-snak.
Den er nede på jorden, geografisk korrekt (fniis), spændende og blodig.
Den er hvad den er, hverken mere eller mindre og derfor nær et mesterværk.
Den kan læses af alle aldersgrupper, dog vær opmærksom på at den er blodig og uhyggelig og vil forsage mareridt hos visse.
En enestående hyldest til Zombie-genren, der viser folk som Romero, Argento, Soavi, Ferrini, Jürgensen og Sam Raimi stor respekt.
Skrevet i et Stephen King let-tilgængeligt-sprog med et Clive Barker twist. BOOK OF THE YEAR!
Sonne Vangsø

Jeg har hørt om splatter bøger, men jeg har aldrig været i nærheden af at læse en. Så man kan sige at dette er min debut som splatter/gyser roman-læser. Jeg har aldrig hørt om Patrick Leis. Måske er han skopudser, rigmand, eller fodboldspiller, who knows...men jeg ved i hvertfald at han ikke er helt dum som forfatter.

Nå, men Requiem handler om en fremtidsverden hvor verden er blevet hærget af en virus, der gør folk til zombier. Min umiddelbare tanke var at dette har man selvfølgelig hørt før og jeg kunne have valgt en hvilken som helst anden roman, hvis jeg specifikt ville have haft en zombie-roman. Men allerede i indledningen prøver Leis at forklare at man i de fleste film og romaner ikke får en reel forklaring på hvorfor zombier bliver til zombier. Derfor besluttede han sig for at fokusere på forklaringen bag på hvorfor man i hans bog bliver til en zombie. Det sker altså ved at en virus inficerer kroppen og hjernen, således at man dør efter kort tid for derefter at genopstå som et hjernedødt væsen der kun styres af instinkterne. 

Vi følger en flok beboere på Fergusonfarmen som blot er en af mange andre farme, som er blevet bygget efter zombiernes store march også kaldet Svøben. De lever alle med frygten for at blive inficeret med zombie-virusen og derfor er hver enkel farm nærmest en stor fæstning bygget til at holde zombier ude. Det lykkedes også meget godt indtil der pludselig sker et angeb på en nærliggende farm. Det vækker selvfølgelig bekymring og det bliver slet ikke bedre da Fergusonfarmen selv bliver angrebet af zombier. Herfra begynder det såkaldte splatteri.

Og netop splatteriet var det der slog mig. Jeg er vant til at se film, hvor folk bliver skudt eller splatter ud (Final Destination-trilogien), men alligevel virker det overfladisk nok til at jeg kan se igennem øjnene med det. Jeg tager automatisk afstand fra det i mit lille hoved. Men i bøger er det anderledes. Af en eller mærkelig grund virkede det stærkere på mig, når jeg var læste om det. Når jeg fik beskrevet hvordan tarmene hænger ud af zombiernes maver. Hvordan knæskalder bliver smadret og det at beboerne levende får spist deres tarme...

Jeg synes det er en smule...klamt. Men af en eller anden grund tror jeg egentlig ikke at bogen som sådan er en af de værste i sin genre (siger jeg uden at have læst andre). Det er bare det at når man ikke er vant til det, så væmmes man nogle gange af beskrivelserne.

På trods af det, så synes jeg egentlig at bogen virkelig fænger. Der er spænding hele vejen igennem, så man keder sig aldrig. Personerne er måske ikke så dybe, men jeg synes egentlig det er udmærket. Det er jo en splatter bog og så er det jo splattet man gerne vil læse om, ikke?...

Anyway, "Requiem" er en god splatter/gyser-bog, der holder spændningen hele vejen til det sidste. Der findes faktisk en forsættelse af bogen, men den anmelder jeg selvfølgelig for sig.

------------