Uddrag af PAX IMMORTALIS:

Fangerne i Venteværelset begyndte gradvist at røre på sig. Rygmarvsinjektionerne havde sløvet deres bevægelser og de nærmede sig åbningen som søvngængere. Udenfor begyndte kokonerne at pulsere. De halvtransparente hudposer som var skabt af klæbrigt sekret, bulnede ud og strakte sig, og inde bag materien slog kadaverne øjnene op. Den første af fangerne som steg ud af buret begyndte at skrige, lyden var en dyb tone som kun modvilligt forlod hans lammede strube. Det svævende kamera zoomede ind på hans rædselsslagne blik, kun billeder af fangerne og de pulserende kokoner gik i æteren, alle optagelser af vagter blev digitalt censureret væk i råoptagelserne, for seerne skulle jo helst have fornemmelsen af at ødemarken stadig var oversvømmet af fritjagende kannibaler. Linsen fulgte intensivt fangens forsøg på at flygte, og det særlige Frame-by-choice-program slørede mandens reelle fart så ingen ville bemærke at den nøje afmålte dosis muskellammer havde nedsat hans mobilitet til et minimum. Den yderste kokon i cirklen udsendte en lille våd lyd, og tynde fingre famlede sig ivrigt ud af hudposen. En ram stank af fordærvet kød osede ud af hullet, og et halvt opløst ansigt kikkede frem. Zombien vred sig løs og rejste sig i en sø af slim. Døde øjne fikseredes på fangen, hænderne strakte sig frem og en tynd stribe savl løb ud mellem det væskefyldte tandkød. Fangen ændrede retning, øjnene flakkede rundt i et forgæves forsøg på at finde en flugtvej, men nu brød endnu en udød frem af sin puppe. Fangen skreg igen, i C-byen gengav utallige Vid-transmittorer hans desperation, og på Nerotorvet lukkede Jane Dupont øjnene da storskærmen viste et closeup af mandens ansigt.

De udøde nærmede sig fra alle sider, fangen tvang sine ben til at bevæge sig hurtigere, men allerede efter et par skridt snublede han og faldt. Han forsøgte at komme op at stå, men nu var den første zombie over ham. Fangen slog ud efter væsnet, prøvede ihærdigt at holde det på afstand, men snart kom flere af kadaverne til. De faldt over ham som ulve, flækkede negle sled sig gennem huden, kæber åbnedes så meget at de næsten gik af led, og snart havde de levende døde ædt hans liv.

I samme øjeblik manden var død og virussen overført, tabte de interessen. De rejste sig fra liget med blodige munde og vendte opmærksomheden mod de andre fanger som stadig stod apatiske i åbningen til Venteværelset. Fangerne havde ikke rørt sig, den ene græd sagte mens den anden blot stirrede resigneret på de nærmeste kadavere.

Zombierne kastede sig over dem, det flyvende kamera fulgte optrinet nøje, men vendte sig pludselig mod den allerede døde fange. Hans hænder var begyndt at sitre, der kom kramper i begge hans ben. Viraen var ved at nå hans hjerne, mikroberne hastede gennem blodbanerne for at aflejre sig i hypothalamus. Med et sæt slog han øjnene op, irissen var allerede ved at blive farveløs og grå. En arm rakte op mod himlen, kroppen blev beordret op at stå. Skorperne omkring hans mange bidsår var næsten størknet, viraen producerede abnorme mængder af hæmoglobin og blodet blev gradvist sort. Med en hul lyd rejste den døde fange sig op, og fulgte vaklende efter sine brødre mod føden i sikringsburet. 

Pax Immortalis / Necrodemic-sagaen 4

PAX IMMORTALIS
Historien foregår syv år efter kampen på Fregusonfarmen som blev beskrevet i Requiem.

Bagsidetekst:

”Grågrønne hænder rev fat om soldaternes våben og uniformer, en ung konstabel blev bidt i ansigtet og tabte sin reptergun, og hans sidemand nåede aldrig væk før kadaverne var over ham. Stillingen gik i opløsning, soldaterne flygtede over hals og hoved gennem hallen og den sidste af dem fik næsten lukket yderdøren.”

 Efter Svøben havde lagt det meste af kloden øde, forskansede de få overlevende sig i isolerede enklaver og forsøgte at holde stand mod de levende døde.

Man troede at zombierne blot var et af naturens luner, men da en gruppe rebeller tilfældigvis opdager Væksthusene hvor de døde bliver udklækket, erklære de krig mod Teknokratiet og de hemmelige megabyer.

Men Teknokraterne har deres egne planer og pludselig dukker en langt farligere trussel op fra de underjordiske laboratorier.

PAX IMMORTALIS er en selvstændig fortsættelse af REQUIEM.

Handlingen udspiller sig i et fremtidigt Danmark og skal nok få det til at risle koldt ned af nakken på de neglebidende læsere

 
 
Anmeldelser:

 -------------------------------------------------------------------

Begavet splat

Læs den! Men du skal ikke knytte dig til ret mange af personerne, for de bliver spist hele tiden.

Af STEFFEN LARSEN/ politiken.dk/kultur

Filosofiske og politiske undertoner

’Kadavermarch’ – med børnelitteraturens hæsligste omslag! – ramte Patrick Leis lige i nakken, og nu samler han den (blod)røde tråd op og siger tak. Også på omslagssiden. Efter at have tænkt over tingene i mange år, udvider og opdaterer han zombie-scenen.

Det er et perfekt skift – som man siger i seksdagesløb – lærlingen har vel ikke mesterens sproglige overskud i spurten, til gengæld gider han godt, og opfindsomheden er stor. Hjertet banker i det røde felt over 800 blodfyldte sider fordelt på foreløbigt to bøger. 

Allerede for fire år siden udkom nemlig første bind ’Requiem’ på et andet forlag og uden den store bevågenhed. Heller ikke herfra! Men bedre sent end aldrig.

Og ’Pax Immortalis’ er præcist så frygtindgydende som sin forgænger. Begavet splat med både filosofiske og politiske undertoner. Patrick Leis er en dannet mand. Læs ham! Men du skal ikke knytte dig til ret mange af personerne, for de bliver spist hele tiden.

 Hæsblæsende historie

 Sådan ser verden ud! Horder af udøde – kaldet Svøben – strejfer omkring imellem enklaver af befæstede gårde og mindre byer i Jylland. En gang imellem må de bukke under. Fjernt herfra – helt nede ved Hamburg – rejser sig C-City-1 under en dødbringende laserkuppel.

 Her regerer teknokraterne. Hele svineriet stammer fra en virus, som var ved at lægge verden øde. Nu er zombierne blevet en del af spillet, fordi de producerer et livsforlængende stof. Blot de bliver fodret med 13 års mellemrum, er alt godt.

 Patrick Leis fortæller uden stop sin hæsblæsende historie om drabelige nærkampe, stor ildkraft, afrevne lemmer, svig, mod og modstand. Forfatteren er detaljernes mand. Der er godt med teknologi i historien. De forskellige stadier på dødens dyriske vej beskrives med stor vellyst.

 Den iskolde luksus-junkie

Han er også god til at opsummere, når samtidige begivenheder skal refereres. Begge bøger består af korte kapitler, der springer imellem by og land (og Rostock). Imellem liv og død. Helt uden blusel forsyner Patrick Leis dem med cliff-hangers så tykke som tovværk: »Og ingen lagde mærke til, at Steens lig pludselig begyndte at bevæge fingrene«.

Den iskolde luksus-junkie Rudolph Meyer fra øverste etage i C-City-1’s kæmpetårn er sikkert død nu. Oprørerne har vundet og de udødes kode er knækket. Hvad skulle der være i vejen for, at landlig idyl og ung kærlighed atter holdt sit indtog? Patrick Leis! Han lover nemlig endnu et bind med disse ord: »For udslettelsen af Svøben kunne vel umuligt resultere i at noget endnu værre var på vej?«. Nej vel!

Patrick Leis er også aktuel. Hans bøger handler om et samfund med stigende kontrol og borgere, der hellere vil være gamle og forbrugende end lykkelige og frie. Lige syd for Jylland.

--------

Litteratursiden.dk2007 - Pax immortalis, anbefalet af bibliotekar Jette S. F. Holst, Horsens Bibliotek

 Zombierne er tilbage i 2. del af Patrick Leis’ velskrevne splattertrilogi, hvor de levende denne gang må kæmpe mod mere end de døde.

Der er ikke mange personer tilbage fra den første bog ”Requiem”, hvor vi første gang mødte zombierne, der overfaldt den ensomt beliggende Ferguson farm. Alligevel tager det ikke mange sider, før man er lige så opslugt af denne nye bog i Patrick Leis uhyggelige trilogi, der foregår 7 år efter første bind.

Løjtnanten er leder af rebellerne. Næsten tilfældigt fandt han og nogle kammerater for år tilbage Teknokraternes by C-city1, men før de kunne give sig til kende, opdagede de, hvordan byen brugte zombierne mod oplandet. Løjtnanten besluttede sig for at bekæmpe Teknokraterne, og i årene siden nedslagtningen af Ferguson farmen, har han oprustet en hær af rebeller, som vil gøre alt for at vinde friheden.

Det lykkes ham og rebelgruppen at overmande Påkalderen, en robot som Teknokraterne bruger til at overvåge farmene udenfor byens område, men alligevel har han svært ved at overbevise de øvrige småsamfund om nødvendigheden af at stå op mod C-city1. Først da den største by bliver angrebet beslutter farmerne at gå med i kampen.

Men Teknokraterne råder over næsten uovervindelige våben, og derudover har de også en flok zombier i baghånden.

Det er lykkes Patrick Leis at skabe en ualmindelig god efterfølger til ”Requiem”. Zombierne er mindst lige så modbydelige denne gang, og samtidig har Leis bygget videre på den overraskende slutning i første bog og skabt et skræmmende og meget overbevisende samfund i C-city1.

Her er blod og splat for alle pengene, når zombierne angriber og forskerne i C-city1 står ikke tilbage for doktor Frankenstein i deres forsøg med både zombier og mennesker.

Det hele virker overbevisende, og man er underholdt på bedste vis – hvis man altså kan lide den slags – og det kan jeg!

---------------

http://www.sleazehound.dk 

Forstil dig at leve i en verden hvor man hele tiden frygter for et angreb fra zombier. Forstil dig så, at du finder ud af, at det er blevet planlagt at du og alle dem du kender skal bruges som foder til de levende døde, da du for nogen har mere værdi som udød end levende.

Bogen Requiem (2003) var Patrick Leis' bud på en fortsættelse til det zombie-univers, som Dennis Jürgensen skabte med Kadavermarch fra 1991. Handlingen foregår nogle hundrede år efter Kadavermarch, hvor små selvstændige farmersamfund kæmper for at opretholde livet i en verden, hvor man ikke kan vide sig sikker for angreb af zombier. Requiem var samtidig begyndelsen på trilogien Necrodemic, hvor den anden bog, Pax Immortalis, netop er udkommet. Pax Immortalis begynder hvor Requiem slutter, så anmeldelsen herunder vil indeholde spoilers i forhold til den tidligere bog, og det skal da også anbefales at man læser den først.

Det er seks år siden Fergusonfarmen blev jævnet med jorden, og i den tid er der blevet organiseret et oprør mod Teknokratiet i C-City 1. Oprøret er specielt blevet næret af oplysninger om hvordan bystyret benytter farmene som fødekilder til deres zombier - zombier der så udvindes det enzym af, som er hovedingrediensen til det livsforlængende præparat LS.

Inde i C-City 1 er samfundet opbygget efter et kastesystem, hvor man ved flid kan opnå en større status, og flere privilegier. Jane Dupont er H-Kaste og hun arbejder i renovationsafdelingen. Hun bor sammen med B-Kasten Clark Lewis, og gør generelt hvad hun kan for at arbejde sig op i systemet så de kan blive gift. Hun er dog begyndt at blive ramt af mareridt, og er sikker på, at hun bliver forfulgt. Jane bliver mere og mere overbevist om at det ikke blot er noget hun bilder sig ind, og at det alt sammen hænger sammen med den brand, for seks år siden, hvor hendes familie omkom, og hvor hun selv fik hukommelsestab. Imens sidder der en mand nede i kloakkerne, og han har brugt de sidste seks år på at lede efter hende.

I forbindelse med ødelæggelsen af Fergusonfarmen blev teknokratiets ledere opmærksomme på, at deres leverancer af LS var sårbare, og det var nødvendigt med en alternativ måde at skaffe sig donere (zombier). Fundet af liget af en dreng, hvis mor var blevet inficeret inden hans fødsel gav et gennembrud, så man nu via genteknologi har konstrueret et væsen, der føder levende døde. Samtidig har genteknologien også hjulpet til at klone supersoldater gennem en blanding af levende og dødt væv.

Hvor handlingen i Requiem foregik i farmersamfundene, udspiller historien sig i Pax Immortalis i højere grad sted i C-City 1 hos bystyrets top, hvor vi følger deres bestræbelser på at vedligeholde det samfund de har opbygget. Sideløbende følger vi også oprørerne og deres rebelske ambitioner. Oprørernes planer bliver imidlertid fremskyndet, da der indledes en storoffensiv fra bystyret for at knuse rebellerne en gang for alle. Zombierne er således ikke hovedfjenden i denne bog, og man kan let sammenligne de to bøger med Resident Evil-filmene. I den første film fra 2002, var det zombierne der udgjorde den største fare for hovedpersonerne, mens kampen i 2'eren, fra 2004, stod mod magten bag zombierne samt kloninger og mutanter. Pax immortalis er dermed også i højere grad en dyster science fiction-bog end en zombie-fortælling, dog med både horror- og splatterelementer, så der er stadig ting at hente for gorefans.

Hvor Requiem beskrev enkelte kampe meget blodigt og detaljeret, så er det krigen der beskrives i Pax Immortalis; en krig hvor ingen er fredet, og man derfor som læser heller ikke kan vide sig sikker på hvem der overlever. Bogen er som sagt nummer to ud af tre, men ud fra toeren er det ikke umiddelbart til at sige, hvad bog tre skal handle om, men uanset hvad, så er bøgernes univers et sted hvor ufreden hele tiden ligger på lur, og kaster sig over folk så snart de begynder at vide sig for sikre. Pax Immortalis er en god fortsættelse til Requiem, da den ikke blot er en fortsættelse der forsøger at finde på nye blodige zombieangreb, men en bog der udvider fortællingens univers.

Patrick Leis ser ikke sig selv som værende forfatter. Han ser mere sig selv som en illustrator der også skriver bøger. Han har efter hånden lavet omslags illustrationer til en lang række udgivelser, og selvfølgelig også til Pax Immortalis. Han er tidligere europamester i body paint, og har også gjort sig i filmsminke og -effekter, bl.a. også til zombiefilm. I forbindelse med promoveringen af Pax Immortalis havde han et par zombie-sminkede folk til at præsentere bogen på bogmessen I Forum.

Anmeldt af Thomas Winther | 13/12/2006

Tilbage til Necrodemic-sagaen