Pomeranian
- Meget hund i en lille krop
En Pomeranian er en munter og aktiv hund, som med glæde vil tilpasse sig livet hos dig.
Den er meget let at træne, fordi den er yderst intelligent,men skal have en konsekvent og kærlig opdragelse.
Den elsker nye opgaver.
En Pomeranian er meget tæt knyttet til sin familie, og gør opmærksom på fremmedes ankomst til hjemmet med højlydt gøen.
Den er reserveret overfor fremmede, men er man først blevet venner med den, glemmer den aldrig personen.
Den har nemlig en meget fin hukommelse.
Det er en hund, der er rutinepræget. Den kender nøjagtig familiens normale døgnrytme, og ved hvornår det er tid til den daglige fodring, gåtur eller leg/træning.
Den kan vokse op sammen med børn uden problemer, men den egner sig ikke til familier med små børn ( under ca 6 år).
Små børn kan ofte være hårdhændede uden at mene det ondt, men det kan skade så lille en hund alvorligt.
En Pomeranian kan blive arrig overfor store hunde, fordi den tror den er meget større, så pas på, at den ikke udfordrer en stor hund!.
Den lever generelt længe. Det er almindeligt, at den bliver 13-15 år gammel.
Det er en sund hund, som normalt ikke kræver de store dyrlægeregninger.
FCI Standard
Anvendelse:
Vagt- og selskabshund.
Klassifikation:
FCI gruppe 5 ( Spidshunde og racer af oprindelig type).
Sektion 4 ( Europæiske spidshunde).
Uden brugsprøve.
Historie:
De tyske spidser er efterkommere af stenalderens tørvehund Canis familiaris palustris Rythimeyer
og den senere ”Pælehus-spids”, og de udgør mellemeuropas ældste hunderace, som talrige andre
racer er udgået fra. I lande inden for det tyske sprogområde kaldes pomeranian for zwergspits.
Helhedsindtryk:
Spidserne virker besnærende ved deres smukke pels, som den rigelige underuld får til at stå ud fra
kroppen. Særligt påfaldende er den kraftige, mankelignende krave rundt om halsen, og den fyldigt
buskede hale, der bæres kækt ind over ryggen. Det ræveagtige hoved med de kvikke øjne giver
sammen med de spidse, små og tætsiddende ører spidsen det kække udseende, som er så
karakteristisk.
Vigtige proportioner:
Forholdet mellem pomeranians skulderhøjde og længde er som 1:1
( F.eks 20cm høj = 20 cm lang)
Temperament og karakter:
Pomeranian er altid opmærksom, livlig og usædvanlig trofast over for sin ejer. Den er meget
lærevillig og let at opdrage. Dens mistro over for fremmede og dens manglende interesse for jagt,
gør den til en ideel vogter af hus og ejendom. Den er hverken sky eller aggressiv. Den udmærker sig
især ved at kunne tåle vind og vejr, at være robust og leve længe.
Hoved:
Skalle:
Pomeranians middelstore hoved er set ovenfra bredest bagtil og bliver kileformet smallere mod
næsespidsen.
Stop:
Moderat til markeret, men aldrig brat.
Næse:
Næsen er rund, lille og rent sort – hos alle brune pomeranier er den mørkebrun.
Næseparti:
Næsepartiet er ikke for langt, hverken groft eller tilspidset, og harmonisk proportioneret efter
skallen (ca. 2:4).
Læber:
Læberne er ikke hængende, men ligger stramt til og danner ingen fold ved mundvigen. De er hos
alle farvevarianter sort pigmenterede, dog brune hos brune pomeranier.
Kæber og bid:
Kæberne er normalt udviklede og har et fuldstændigt saksebid med 42 tænder i henhold til
tandformlen. Den øverste række af fortænder griber uden mellemrum ned over de underste, og
tænderne er stillet lodret i kæben. Der tolereres mindre præmolarmangler. Tangbid er tilladt.
Underbid og overbid er fejl.
Kinder:
Kinderne er blødt rundede, ikke fremtrædende.
Øjne:
Øjnene er middelstore, mandelformede, noget skråtstillede og af mørk farve. Øjenrandene er sort
pigmenterede hos alle farvevarianter, dog mørkebrune hos alle brune pomeranier.
Ører:
De små ører er ansat højt og relativt tæt sammen. De er trekantet tilspidsede og bæres altid rejste
med stive spidser.
Hals:
Den middellange hals er bredt ansat på skuldrene. Den har en let nakkebue, er uden løs halshud og
er dækket af en mankelignende pelskrave.
Krop:
Overlinie:
Overlinien begynder ved spidserne af de opretstående ører og går i en blød kurve over i den korte,
lige ryg. Den buskede, svungne hale, som delvis dækker ryggen, afrunder silhuetten.
Manke,ryg:
Den høje manke glider umærkeligt overi ryggen, der er så kort som muligt, lige og stram.
Lænd:
Kort, bred og kraftig.
Kryds:
Krydset er bredt og kort, ikke faldende.
Bryst:
Det dybe bryst er godt hvælvet, og forbrystet er veludviklet.
Underlinie,bug:
Brystkassen når så langt bagud som muligt, og bugen er kun moderat optrukken.
Hale:
Halen er højt ansat og middellang. Straks fra roden vender den opad og fremad, oprullet over
ryggen, hvor den ligger fast til. Den er kraftig busket. En dobbelt krølle ved halespidsen er tilladt.
Lemmer:
Forpart:
Generelt: Fronten er lige og temmelig bred.
Skuldre:
Skulderen har god muskulatur og er stramt forbundet til brystkassen. Skulder-bladet er langt og
skråt tilbagelagt. Den næsten lige så lange overarm danner en vinkel på 90 grader med
skulderbladet.
Albuer:
Albueleddet er kraftigt, ligger tæt ind mod brystkassen, og er hverken drejet ind- eller udefter.
Underarm:
Underarmen er middellang, kraftigt bygget i forhold til kroppen, og fuldstændig lige. På bagsiden er
den godt befjeret.
Mellemhånd:
Den kraftige, middellange mellemhånd er stillet i en vinkel på ca. 20 grader mod lodret.
Forpote:
Forpoterne er så små som muligt, runde med godt sluttede og hvælvede tæer, såkaldte kattepoter.
Kløer og trædepuder er hos alle farvevarianter sorte, dog mørkebrune hos brune pomeranier.
Bagpart:
Generelt: Bagparten er meget muskuløs og bærer ned til haseleddet meget fyldig pels. Bagbenene er
stillet lige og parallelt.
Over- og underlår:
Overlår og underlår er næsten af samme længde.
Knæled:
Knæleddet er kraftigt, kun moderat vinklet. Det bliver under bevægelserne hverken presset indeller
udefter.
Mellemfod:
Mellemfoden er middellang, meget kraftig og stillet lodret mod jorden.
Bagpoter:
Poterne er så små som muligt, runde med godt sluttede og hvælvede tæer, såkaldte kattepoter, og
robuste trædepuder. Farven på kløer og trædepuder er så mørk som muligt.agpo
Bevægelse:
Pomeranian bevæger sig med godt fraskub, lige, flydende og spændstigt.
Hud:
Huden ligger stramt til kroppen, uden folder eller rynker.
Pels:
Hårlag:
Pelsen er dobbelt, dvs. bestående af lange, lige dækhår, der står ud fra kroppen, og en kort, tyk og
vatagtig underuld. På hoved og ører, på forsiden af for- og bagben og på poterne er pelsen kort og
tæt (fløjsagtig), mens kroppen i øvrigt bærer lang og rigelig pels. Den er hverken bølget, kruset eller
tjavset, og der må ikke være ”Skilning” langs ryggen. Hals og skuldre er beklædt med en tæt
manke. Bagsiden af forbenene er godt befjeret, og bagbenene har fra krydset ned til haseleddet
fyldige bukser. Halen er kraftigt busket.
Farve:
Sort, brun, hvid, orange, ulvegrå og andre farver.
Sort:
Hos den sorte pomeranian skal underulden, såvel som huden være mørkfarvet, og pelsens overflade
skal være laksort, uden nogen form for hvidt eller andre aftegninger.
Brun:
Den brune pomeranian skal være ensfarvet mørkebrun.
Hvid:
Pelsen skal være rent hvid, uden anstrøg af anden farve, især gulligt, som ofte kan optræde specielt
på ørerne.
Orange:
Den orangefarvede pomeranian skal være ensartet ensfarvet i en middel farvenuance.
Ulvegrå:
Sølvgrå med sorte hårspidser. Næseparti og ører er mørkfarvede, rundt om øjnene en tydelig
tegning, der består af en fin sort linie, der løber skråt fra yderste øjenkrog til nederste øreansats,
samt en tegning af linier og schatteringer, der daner korte, men udtryksfulde øjenbryn. Manke og
skulderlinie er lyse, for- og bagben sølvgrå uden sorte aftegninger neden for albue/knæ, bortset fra
lette, sorte linier (pencilling) på tæerne. Halespidsen er sort, halens underside og bukserne er lyst
sølvgrå.
Andre farver:
Herunder falder alle farvenuancer som: Creme, creme/zobel, orange/zobel, black and tan og broget.
Brogede pomeranier skal have en hvid grundfarve, og de sorte, brune, grå eller orange aftegninger
skal være fordelt over hele kroppen.
Størrelse:
Skulderhøjde:
20 cm +/- 2 cm ( pomeranian under 18 cm er uønskede).
Vægt:
Pomeranian skal have en vægt, der svarer harmonisk til deres størrelse.
Alvorlige fejl:
1) Fejl i bygningen.
2) Hovedet for fladt, udtalt æblehoved.
3) Kødfarvet på næse, læber og øjenrande.
4) For store og for lyse øjne, udstående øjne.
5) Fejl, der påvirker bevægelsen
6) Manglende ansigtsaftegninger hos de ulvegrå pomeranier.
Diskvalificerende fejl:
1) Ikke lukket fontanel.
2) Under- eller overbid. (Se tegning under kæbe og bid).
3) Ektropion(udadkrængning af det underste øjenlåg),
entropion(indadkrængning af det underste øjenlåg).
4) Kipører (øreflippen bøjer).
5) Tydeligt hvide pletter hos alle ikke-hvide pomeranier.
BEMÆRK:
Hanhunde skal have to normalt udviklede testikler i pungen.
