Rolf Andersen hundetræning

Gør din hund til en medspiller

 
Mange har nok oplevet at stå i en situation, hvor man ikke kan knække et problem med sin hund. Alt er forsøgt, men uden den store virkning. Det kan være alt lige fra at gå ved fod, til afleveringer, hjemkald og meget mere. Afmagten kommer snigende, og mange slår sig til tåls med at det kunne hunden ikke lære og så må det vel blive så godt som det kan …
Det er faktisk ikke så vanskeligt at vende fiasko til succes med en lidt anderledes indfaldsvinkel. Følg naturen. Det er som bekendt nemmere at svømme med strømmen, end mod den. Hunde er flokdyr, det ved vi, men hvad det indebærer i hundens verden, tænkes der måske ikke så meget over. I mine øjne er alle hunde programmerede til at indordne sig i et fællesskab, en flok, og til at arbejde koordineret om opgaverne. Grunden til at det virker i en hundeflok, er, at signalerne, der bliver sendt, er de rigtige, og kan modtages af alle. Den hundeejer, der har træningsproblemer, sender forkerte signaler, som hunden ikke er programmeret til at kunne forstå. Det kan forklare hvad der sker i hunden, og ved vi det, er det nemmere at sende de rigtige og dermed forståelige signaler.
En kommando gælder til der kommer en ny
Hunde holder meget af tryghed, forudsigelighed og at den kan stole på sin fører. Hvis Leifs signaler er for diffuse, bliver Buster usikker. Fortsætter det vil en hund til sidst resignere og klare sig selv på bedste beskub. Det er ikke optimalt for hverken Buster eller Leif, for Buster vil meget hellere have et klart lederskab. Så hvis man vil hjælpe sin hund mest muligt, sørger man for, at den aldrig er uden en kommando, når man er ude med den. En klassiker er, at man ankommer til jagten eller hundeskoven, og åbner bagklappen. Buster hopper ud, snuser lidt rundt, tisser op af naboens bil, og løber hen til en anden hund. Kort sagt er Buster uden kommando, og finder i mangel af bedre på noget selv. Sandsynligvis noget mindre hensigtsmæssigt. Måske kommer der endda ballade med den anden hund ud af det. Havde Leif i stedet, når klappen var åbnet, sagt bliv, kaldt Buster ud og sagt sit, ja, så havde hunden siddet foran sin ejer, haft fuld kontakt, og været i ro og tryg, fordi den var under Leifs beskyttelse. Skal Buster ud og lufte sig, giver Leif fri-kommandoen, og den gælder så lige til hjemkalds-kommandoen kommer. Så har Leif pludselig en hund, der har det godt, fordi den samarbejder.
Prøv noget. Virker det ikke, så prøv noget andet ...
- sagde en meget erfaren hundetræner engang til mig. Det lød i første omgang som et noget slattent råd, men det er faktisk al hundetræning kogt sammen til én sætning. Det han jo mente var, at det ikke har nogen gang på jord at sidde fast i den forkerte rille. Så rådet er hermed givet videre, for hvis en hund forstår en kommando, og vel at mærke kan se sin fordel ved den, ja, så gør den det.
Man kan ikke tvinge en hund til noget som helst. Hvis man skal have en hund, der arbejder med glæde og tempo. Jo, man kan godt kyse en hund til visse ting den så, måske, udfører krybende og med dæmpede signaler. Det hører den sorte skole til, og jeg bliver ærgerlig og ked af det når jeg, heldigvis en sjælden gang møder en, der anvender den form for tvangstræning. Et langt mere effektivt redskab er at overbevise hunden om at alle kommandoer, der kommer fra dens flokfører og beskytter, er til dens fordel. Så vil man opleve, at selv ret begrænsende øvelser som stop på afstand og knaldapporteringsøvelser virker hurtigt og sikkert. Hvad er så belønningen kunne nogle spørge? Det skal være en opgave. Ikke nødvendigvis den hunden lige havde regnet med, men en opgave er der, og det synes Buster er sjovt. Et eksempel kunne være stopøvelsen. Leif skal kunne stoppe Buster, hvad enten familien er i hundeskoven, eller han er på jagt med Buster, der nu er en hårdtgående jagthund. Stop er et must. Hvis Buster bliver sendt på en kastet bold eller dummy, vil den, når stoppet sidder, ret nemt kunne stoppes halvvejs. Så kan den enten sendes videre på den oprindelige opgave, eller også kastes der en eller to mere til siderne og hunden får succes med den dummy den bliver sendt på. Uforudsigeligheden er vigtig. Det er klart at det skal øves. Mange gange. Og i begyndelsen er det en god ide, at en hjælper samler bolden/dummyen op, hvis hunden ikke retter sig efter anvisningen. Resultatet for Buster er, at hvis den gør som befalet, er der succes. Gør den det ikke, er der ingen succes. Ingen nej´er og ingen råben. Det lyder enkelt og nemt, og det er fordi det er det.
Om timing og at læse hunden
Timing og at læse sin hund hænger uløseligt sammen. Når man kender sin hund godt, og er opmærksom på dens signaler, vil man kunne reagere i tide når der er fejl i farvandet. Det virker at rette en hund, hvis man griber ind lige der, hvor hunden får ideen. Omvendt virker det ikke, hvis Buster først er i gang med noget uønsket. For eksempel ved afleveringen: Hunden kommer spurtende hjem med bolden/dummyen, og halvvejs begynder den at ændre retning, løber forbi føreren og laver runder, før den kommer hen og afleverer. Vi spoler lige filmen tilbage, til et splitsekund før hunden ændrer retning. Her fryser vi filmen og ser, at hunden fra at se lige frem mod føreren, pludselig ser lidt til siden. Med den viden at det en hund ser på, er det den gør om et splitsekund, er det klart at den vil ændre retning. Lige dér skal der reageres, så vil udenomspjattet kunne forhindres. At kunne læse sin hund, og rette i tide, gælder for alle øvelser uden undtagelse, og for både jagt- og familiehunde.
For hundene kan sagtens, det et helt indbygget. Det er alle vi Leif´er og Leif-inder, der skal lære at afkode små hundesignaler, for så kan Buster let rettes, før den gør noget uønsket.
Det er faktisk sjovt, gør en hobby ud af det og rigtig god fornøjelse med træningen!
Rolf Andersen  | Tlf.: 28 41 04 17 | rolf-andersen@mail.dk