Wind's NaZiva PaCilva
Hønsehuset's Cooler Calypso <3
Calypso har en lang og sær historie ... Men jeg må hellere starte fra begyndelsen!
Lisette spurgte mig en dag, om hun måtte låne Cocio til et kuld med Malibu. Jeg sagde ja, og der gik ikke mange måneder så skrev Lisette (d. 16/12-2009), at nu lå der altså 6 dejlige, tykke unger. Det var den første dag, det begyndte at sne. Og herefter sneede det indtil April. Men de var nogle fightere - de unger. De overlevede alle!
Ventetiden var ååh så lang! Jeg husker, hvordan jeg sad i flere timer og ventede på nye billeder af min lille dreng! Jeg var i starten meget i tvivl om jeg skulle være ham her, eller en vildtgul kappe. Jeg endte dog med den lille fyr her, hvilket jeg, selv den dag i dag, aldrig har fortrudt.
Endelig kom han hjem, og åh, hvor var han dog lille! Lille og fin :-) Han var det første afkom efter Cocio, så forventningerne var tårnhøje! Det gik også fint. Han tog sine pinde på let lige og kroget, og hoppede super flot på MS/svær højderne også. Jeg glædede mig virkeligt til at starte ms med ham.
Sådan gik det dog ikke. Han var tilmeldt til en række stævner, men der kom altid et eller andet i vejen. Jeg nåede aldrig at starte med ham.
Temperamentet havde altid været lidt vildt, men det vidste jeg jo godt - han var efter Cocio og Malibu, en ret farlig cocktail! Men en dag da jeg skulle fodre ham, stak jeg hånden ind for at tage hans madskål, og han farede lige i hånden på mig. Jeg fik fat i hans øre, men så kastede han sig over mit lår. Jeg husker, at jeg stort set kastede ham ind i buret, og først da det var lukket, kom jeg til at se at jeg blødte - ret så kraftigt. Det var lige ved pulsåren, og jeg var virkeligt bange for at han havde ramt den. Jeg løb indenfor, og 10 minutter efter, kom min mor hjem, og vi besluttede at tage ind på skadestuen (selvom jeg mente det var TOTALT unødvendigt ;-) ). Her fik jeg syet 3 sting, fik en stivkrampevaccination og fik renset såret godt og grundigt.
Herefter turde ingen af os, hverken min mor, søster eller jeg, at nærme ham. Der blev kastet mad ind til ham, og når han skulle i transportkassen blev han lokket derned med en gullerod. Til sidst, troede jeg ikke længere på ham, jeg stolede ikke på ham, og var vildt bange hele tiden. Det var ikke noget liv for ham! Jeg skrev til Lisette, forklarede hende hvad der var sket, og hun svarede, at hun gerne ville tage ham tilbage, og give ham en sidste chance. Det lettede mig meget, da "beslutningen" nu ikke længere lå i mine hænder, og jeg kunne være sikker på, at det i hvert fald ikke var min frygt, der gjorde ham stresset og nervøs, og til tider agressiv.
Lisette havde ham i et par måneder, men skrev en dag til mig, at nu havde hun besluttet at lade ham få fred. Det havde jeg det helt fint med, selvfølgelig ville jeg have ønsket, at han var blevet en glad kanin igen, og havde fået nyt hjem, men sådan kan det ikke altid gå. Hellere der hvor han er nu, end sidde i et bur hjemme ved mig og kigge dagen lang.
Hvil i fred min dreng, selvom vi havde vores kampe, savner jeg dig utroligt meget. <3
Se hans side her..
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Nysgerrig <3
D. 20/11 2008, fik vores allesammens skønherlige kanin fred <3
Han havde været syg længe. Havde coccidiose - som bare ikke ville gå væk, øjenbetændelse, balance problemer og stive led. Men han var noget så dejlig alligevel ! Han var min første kanin )':
Da min mindste lillesøster (Mathilde) kom til verden, fik Pauline og jeg lov til at få en kanin. Noget jeg havde plaget om i 4 år. Min mor fandt en annonce i avisen og vi kørte til Kolding (dengang boede vi i Esbjerg) for at hente den lille vense hjem.
Han har altid være den sødeste, blødeste og dejligste nin man kunne forstille sig. Aldrig sur eller gnaven, altid kælen og snaksageligt <3
Men han blev jo syg, og efter det 3. dyrlæge besøg indenfor ét år, besluttede vi det var bedst at lade ham få fred <3
Det var hårdt, men det bedste for ham. Det var ikke fair at lade ham leve videre fordi vi ikke kunne undvære ham - han var for syg /:
Så nu ligger han begravet ude i haven, og min lillesøster har plantet en blomst oven på gravstedet.
Hvil i fred min lille dreng - du er savnet af hele familien <3
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Strandvejs Little Wonder Boy <3
D. 26/6-2008, sov min lille Wonder ind )':
Om mandagen var han blevet meget syg, og vi var helt i Horsens, hos Jørgen, med ham. Lige siden havde jeg bare kæmpet for at holde ham i live, siddet med ham og prøvet at få ham til at drikke lidt, spise en mælkebøtte, eller bare live lidt op.
Men han var bare så langt væk, at det var helt uhyggeligt.
Han plejede at være meget lydfølsom, og bare at der er en lille ting der raslede, bevægede han ørene fra side til side.
Men der lå han så bare i sit bur, og rørte sig ikke.
Han blev meget tynd til sidst. Han var tynd i forvejen, og så havde han jo ikke spist andet end en halv mælkebøtte siden søndag :s
Den torsdag, havde jeg ham inde i en halv times tid, hvor jeg bare snakkede lidt med ham, gav ham lidt vand og sådan. De andre dage havde jeg været ude og sige "farvel" inden jeg tog i skole, for det kunne jo sagtens være at jeg ikke så ham igen. Men dér gjorde jeg det ikke. Dels fordi at jeg var sikker på at han var der igen, og dels fordi at jeg var ved at komme for sent.
Men nu ville jeg hellere være kommet for sent ):
Han var ikke engang 3 måneder... Det var virkelig alt for tideligt!
Men han var bare en perfekt kanin. Han var virkelig kælen og tillidsfuld. Han nåede aldrig at hoppet mere end 2 pinde, men han har aldrig revet et sping ned. Jeg var bare helt vild med hans hopstil!
Udover det, kunne han også udstilles. Han havde rigtig flotte tegninger, og selvom jeg ikke intresere mig for udstilling (endnu) var jeg virkelig stolt af ham. Han var bare den bedste...
Man kan godt sige, at jeg kun har kendt ham en måned, og at han da ikke kan betyde så meget for mig, men alle der har prøvet at miste en kanin på den alder, ved hvor ondt det alligevel gør.
Det værste var næsten at det tog så lang tid. 4 dage gik der, før han gav op.
Han er begravet ude i haven og fået en fin gravsten hvor der står:
" Strandvej's Little Wonder Boy
Kæmpede til det sidste. Sov sødt <3 "
Jeg har valgt at beholde hans side, den kan ses
her.
Hvil i fred min lille dreng <3
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
