Stenmosegård er en unik landejendom der efter renovering nu udbydes til salg.
Ejendommen er total moderniseret og har en fantastisk beliggenhed, med udsigt over markerne så langt øjet rækker.
Den firlængede ejendom er beliggende i fredelige og smukke omgivelser, men er dette til trods, utrolig centralt placeret.
Ejendommen ligger kun 1 minuts kørsel fra hovedvejen mellem Nykøbing Sj. og Holbæk. Det tager således kun 10 minutter at komme på motorvej mod København (herfra ca. 45 minutter til Storkøbenhavn) fra ejendommen. Køretiden til nærliggende Vig eller Asnæs tager blot 5 minutter.
I Asnæs finder man Nordvestsjællands største indkøbscenter, station, Bobjergskolen, Odsherreds gymnasium, svømmehal og meget mere.
Holbæk, der blot er 10 minutter væk, er en af Vestsjællands største tilflytter-byer, og byder på alt hvad man kan drømme om i en større by i provinsen. Det være sig alverdens fritidsaktiviteter, handelsskole, gymnasium, teknisk skole samt et af Sjællands mest charmerende bymiljøer med fjorden i centrum.
I det naturskønne Odsherred er der bl. a. børnevenlige badestrande, skove med naturstier og udflugtsmål for hele familien. Der er inden for 10-15 minutters kørsel adgang til flere badestrande.
Der er en grund til at Odsherred betegnes som et af Danmarks mest attraktive sommerhusområder. Naturen er storslået, afvekslende og inspirerende hvorfor mange kunstnere også vælger at slå sig ned her. Her købes kartoflerne, gulerødder osv. ikke i supermarkedet, men derimod hos et af de mange lokale økologiske udsalgssteder.
Hele stuehuset er renoveret fra top til tå og indeholder:
Stueplan:
Entré med opgang til 1. Salen af en smuk egetræstrappe. Stort badeværelse med bruseniche, vaskemaskine og tørretumbler. Stort soveværelse med udsigt til markerne. Værelse/kontor, med udsigt over haven. God og rummelig vinkelret spisestue og entre, hvor der er adgang til gæstetoilet.
Desuden findes i stueplanet husets hjerte og familiens samlingssted, køkkenet/alrum med god spise- og sofaplads samt brændeovn, der giver hygge til rummet. Der er direkte adgang til en dejlig udestue, som er en integreret del af stuehuset. Fra udestuen kan man nyde den nyanlagte have.
Fra køkken/alrum er der desuden nedgang til kælderen hvor der er et stort rum, der evt. kan bruges som viktualie- eller vinkælder.
Der er klinkegulv i stueetagen, dog parket i spisestuen.
Førstesalen:
God repos, hvor der er gjort klar til et te-køkken. Dejlig stue eller stort soveværelse med flot udsigt over markerne. Stort østvendt soveværelse, også med udsigt. Børneværelse og endnu et badeværelse med brus. Gulvene på førstesalen er alle parket. Førstesalen er ideel som en evt. teenager afdeling.
Hele huset opvarmes ved gulvvarme.
Ejendommen opvarmes af pille/kornfyr.