Der er nogen, som har opfordret mig til at fortælle, hvorfor jeg har anskaffet mig Virgil!
Historien starter i foråret 1996, hvor jeg havde en kæreste, som hed Jonas. Jeg var inviteret til en fest inde hos ham på Victoriagade på Vesterbro i København, og jeg tog med toget fra Farum, hvor jeg boede sent om aftenen!
På Stengården Station steg der en hund på toget uden fører. Den styrede direkte ind i vognen, hvor jeg sad, og hoppe op på mit skød. Den havde ikke halsbånd på. Det eneste særlige kendetegn ved hunden var, at den lugtede af dameparfume.
Hunden blev fornøjet siddende på mit skød hele vejen til Københavns Hovedbanegård, hvor jeg skulle af. Jeg tog den under armen og gik ned til den politistation, som den gang lå ved udgangen til Istedgade. Jeg forklarede den venlige dame ved skranken, at hunden var steget på toget på Stengården Station. Hun spurgte mig, hvor jeg var på vej hen, og jeg forklarede, at jeg var på vej ned af Istedgade for at gå ned af Victoriagade. Hun bad mig om at tage den lille hund med ned på station 1, som den gang lå på Halmtorvet.
Her afleverede jeg hunden til en noget betuttet vagthavende, som ikke rigtigt vidste, hvad han skulle stille op med hunden. Jeg hjalp ham med at binde en snor om halsen på den og tøjre den til et bord bag disken. Han spurgte mig, hvad jeg ellers vidste om hunden, og det var ikke særligt meget.
I mit barndomshjem har vi ikke haft kæledyr, så jeg vidste ingenting om hunde. Men jeg gættede på at det var en hvalp, da den var meget lille og meget glad!
Han forklarede mig, at såfremt ejeren ikke meldte sig indenfor 3 dage, ville jeg retmæssigt være hundens ejer. Dermed kunne jeg bestemme, hvad der skulle ske med hunden. Hvis jeg ikke ønskede at have den selv, kunne politiet aflevere den til et internat eller aflive den, såfremt de mente, at hunden var skadet.
Jeg bad politiet kontakte mig, og brugte meget af tiden den aften på at overveje, hvad jeg skulle stille op med en hund.
På det tidspunkt var jeg 17 år gammel og boede hjemme hos mine forældre, og havde ikke ligefrem mulighed for at have hund, da min lillebror den gang var meget allergisk overfor hunde.
Jeg tog til fest, og tog det første tog hjem om morgenen! Jeg mindes, at jeg var hjemme ca. kl. 8 og jeg nåede lige præcis at få 1½ times søvn, før min mor vækkede mig: Politiet er i telefonen, de vil gerne tale med dig!
Noget søvndrukken tog jeg telefonen og fik fat i en politimand, som forklarede mig, at ejeren til den lille hund, var blevet fundet i løbet af natten, og at ejeren meget gerne ville tale med mig, om de måtte udlevere mit telefonnummer. Det måtte de gerne.
Få minutter efter ringede en meget venlig og meget glad dame op til mig. Jeg husker desværre ikke længere hendes navn, men vil forfærdelig gerne i kontakt med hende, så hvis du ud fra den efterfølgende beskrivelse genkender hende, må du endelig skrive til mig.
Hun forklarede mig, at hunden var en dansk-svensk gårdhund. Den hed Sally og havde 1 års fødselsdag den dag den steg på toget. Den havde gravet sig ud under hegnet i haven og var løbet af sted. Familien boede vist nok i Bagsværd. De havde brugt timer på at lede efter hunden og havde først efter mange timer kontaktet politiet. Kl. 2 om natten hentede de Sally på station 1 på Halmtorvet. Der sad en meget glad vagthavende fuldstændigt smurt ind i hvide hundehår på sin fine mørke uniform og legede med Sally. Det havde han sådan set gjort lige siden jeg havde afleveret hende.
Jeg fortalte damen, hvordan jeg havde fundet Sally. Politimanden havde ikke kunnet fortælle damen andet end, at den var blevet fundet i et tog.
Damen var ovenud lykkelig for, at hun var blevet genforenet med sin hund. Vi aftalte, at hun skulle kontakte mig, såfremt Sally skulle have et kul hvalpe. I så fald ville hun forære mig en af dem.
Jeg hørte aldrig fra hende igen. Desværre! Og jeg havde ikke hendes telefonnummer. Min familie skiftede telefonnummer et par år senere, og dermed forsvandt muligheden for, at hun kunne kontakte mig.
Med årene holdt tanken om Sally ved. Jeg blev ved med at tænke på, at jeg en dag måske skulle have en hund. Og jeg besluttede mig for, at hvis jeg nogensinde skulle have en hund, skulle det være en dansk-svensk gårdhund. Jeg ville have en hund, der var lige så tillidsfuld!
Først nu, 11 år senere, har jeg fået realiseret min drøm! Endelig bor jeg et sted, hvor jeg har mulighed for at have hund.
Jeg ved, at Gismo, som er Virgils far, stammer fra en familie i området omkring Bagsværd, og jeg har tit tænkt på, om Gismo skulle være en af Sallys hvalpe. Men sandsynligheden er selvfølgelig meget lille!
D. 29. december 2006 flyttede jeg til Nødebohave, hvor jeg havde mulighed for at have hund. Jeg har lige siden da leget lidt frem og tilbage med tanken om at få hund. I marts fik jeg en hund forærende af en dame i Fredensborg. Hunden hedder Bounty, og skulle have været aflivet, hvis jeg ikke havde taget mig af ham. Bounty er en blanding mellem en labrador og en hønsehund, så vidt jeg husker. Bounty var den sødeste hund, man kan tænke sig. Men han var lidt for stor til min lejlighed, hvorfor jeg brugte 3 dage på at finde ham et nyt og godt hjem. Nu bor han hos Kasper og Laura, som blandt andet går på jagt med ham.
Senere passede jeg John, som var en blanding mellem en chow chow, snavser og labrador i ca. 14 dage. John var en virkelig sød hund, men havde han desværre tillagt sig nogle mærkelig aggressive tendenser, øjensynligt fordi han havde boet for længe sammen med sin hundemor. Lisbet, som var ejer af både John og Johns mor, forsøgte derfor at flytte John til et nyt hjem. For en tid boede han derfor hos mig. Dels for at finde ud af, om han ville holde op med at bide og gå til angreb på folk, hvis han var væk fra sin mor, og dels fordi jeg overvejede at beholde ham, selvom han var lidt for stor til min lejlighed. John lignede en stor bamse og var normalt meget kærlig og sød.
Desværre satte han kæberne i min lillebror en søndag aften, og onsdagen efter bragte Lisbet og jeg John indtil dyrlægen for at få ham aflivet.
Mens alt dette skete var jeg begyndt at lede efter en dansk-svensk gårdhund til mig selv. Jeg nåede ud til 2 forskellige kenneller og så på flere hvalpe, men kunne ikke rigtigt finde ro til at tage en endelig beslutning. Derudover var det nogle dyre hvalpe, da de var med stamtavle og det hele. Begge kennellerne krævede, at der skulle laves en avlsaftale på dem, og jeg blev ved med at se for mig, at det ville blive problematisk at tage på udstilling, da det ikke interesserede mig særligt meget.
D. 10. juni passede jeg min nabos hund Dana (en toller) og var ude at gå eftermiddags tur med hende, da jeg mødte Jeanne og Melanie med deres lille Lucy i snor. Lucy er en lille dansk-svensk gårdhunde tæve, som på det tidspunkt var 11 uger gammel. En rigtig spilopmager. Jeanne mente, at der stadigvæk var 2 hanhunde tilbage i kuldet, og så gik det pludselig stærkt! Jeanne formidlede kontakten til Dortes mor, som passede hundene mens Dorte og resten af familien var på ferie i Sverige. Og snart var jeg på vej til Lolland. D. 13. juni kørte jeg som beskrevet til Lolland for at hente Virgil.
Det tog 11 år, fra jeg mødte Sally, til jeg endelig fik min egen! Og det kommer jeg aldrig til at fortryde!