|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
-
12. august 2009 Vi er nu flyttet i det nye hus, og jeg er faldet til med det samme. Jeg har fået et fint værelse med skrivebord, hvor jeg ind imellem sidder og tegner, laver perler osv., og jeg nyder også vores have, hvor jeg har et legehus og en sandkasse (endnu en sandbunke!). Jeg elsker at cykle på terrassen eller løbe på mit løbehjul. Jeg har nu været i min nye børnehave i 1½ uge, og det er er bare gået super godt lige fra starten. Jeg synes, det er et spændende sted og noget større end min tidligere børnehave. Den nye børnehave har også haft et stort badebassin, og jeg har brugt rigtig meget af min tid i børnehaven på at plaske og sjaske med vand - det elsker jeg bare rigtig meget! I sommerferien har vi i år nydt vores hus og have, men vi har også været på lidt ture. Vi har bl.a. været i Løveparken med Smillas mødregruppe, og så har far, mor og jeg været i Cirkus Summarum i Århus. Det var bare så spændende at se Bamse, Cirkeline, Morgenhår, Skæg med Tal og alle de andre i cirkusteltet, og vi hyggede os med popcorn, god musik og den store legeplads udenfor teltet. Jeg har også været på overnatning hos farmor og bedstefar, og så har jeg været med ude at sejle med mormor og morfar sammen med mor og Smilla. Julie og Ida var i starten af ferien på overnatning hos os, og det var også bare helt vild hyggeligt. Vi fik leget en masse, var på legepladsen, og så var Ida og jeg på shopping med vores mødre, hvor vi sluttede af med en frokost på Jensens Bøfhus.
-
30. maj 2009 Nu skal vi snart flytte ind i vores hus, og jeg glæder mig rigtig meget til at få et nyt værelse, hvor jeg skal have et skrivebord, og jeg glæder mig super meget til at få en have, så vi rigtig kan nyde det gode vejr her til sommer. Vi overtager vores hus den 1. juni, men inden vi flytter ind, skal hele huset males indvendigt, og der skal også tages tapet ned nogle steder og vandskures. Vi har efterhånden pakket mange af vores ting i lejligheden, og jeg har selv pakket mit legetøj i flyttekasser og skrevet mit navn på dem. Vi har i dag lige fået brev om, at jeg skal starte i min nye børnehave den. 1 august, så det bliver meget spændende for mig. Den ligger lige ved siden af den skole, jeg engang skal gå i, så mor og far synes, det ville være bedst for mig at flytte børnehave for at lære mine kommende klassekammerater at kende. Ellers er jeg siden sidst kommet slemt til skade. For tre uger siden faldt jeg på tarzan-banen i børnehaven og fik slået begge mine fortænder ind i munden. Det var meget voldsomt og blødte rigtig meget, så både pædagoger og børn i børnehaven var meget forskrækkede. Mor kørte mig til tandlægen, som heldigvis ikke trak fortænderne ud, men istedet ville afvente situationen. Tandlægen havde aldrig før set så slem en tandskade på et barn, men jeg tog det hele så flot og sad fint og stille i tandlægestolen. Siden da har jeg været til kontrol med tænderne. De har rettet sig selv næsten helt på plads, men er stadig noget blå pga. slaget og blod i tænderne. Nu skal der bare helst ikke komme betændelse, så det kan genere de kommende tænder, men vi håber på det bedste!
-
1. februar 2009 Siden sidst har jeg været på skadestuen. Jeg væltede på min skammel på badeværelset og slog hovedet imod en kant på en kasse, så der gik hul. Det blødte en del, så jeg tog med far på skadestuen, mens mor blev hjemme hos Smilla. Jeg synes, det var vildt spændende at være på sygehuset. Der var meget spændende legetøj i venteværelset, dejligt saftevand og jeg skulle også lige prøve deres toilet. Hos lægen var jeg god til at forklare, hvad der var sket, og jeg sad helt stille, imens sygeplejerske limede hullet i mit hoved. Bagefter fik jeg en is af sygeplejersken, fordi jeg havde været så dygtig. Ellers er jeg blevet rigtig god til at spille Silke-spil på computeren. Silke er Pixelines lillesøster, og et super sjovt spil. Jeg kan selv styre musen og navigere rundt i spillet, og jeg kan også selv skrive mit navn på tastaturet. Jeg er i det hele taget meget interesseret i bogstaver og ord og kan læse Liva, Smilla, mor, far, is, øl og ko. Med hensyn til ble, bruger jeg ikke ble om dagen, men ind imellem vil jeg have en ble på, når jeg skal lave stort. Men mon ikke jeg lige pludselig får det lært.
-
2. januar 2009 Så er julen ovre, og jeg skal snart i børnehave igen efter en lang juleferie. Jeg har i år været meget optaget af julen. I børnehaven har alle børn på skift haft to drillenisser med hjemme på besøg - Tiske og Taske, og jeg har også været til julegudstjeneste med børnehaven. Det var jeg meget optaget af og snakker ofte om det lille Jesusbarn, der lå i en krybbe henne i kirken. Jeg har også været god til at synge med på mange julesange, og favoritsangene har været "Et barn er født i Betlehem" og Risengrødssangen fra Nissebanden. Jeg har haft to julekalendre, men dem har jeg ikke været så interesseret i. Jeg er stadig heller ikke den store fjernsyns-kigger, så jeg har ind imellem set "Julefandango" med Sigurd, men har ikke været ret fanget af det. Julemanden har hver dag været med en gave i min julesok, og det har jeg glædet mig meget til hver morgen. Ja faktisk vågnede jeg, i starten af december, midt om natten for at mærke efter gaver i min julesok, pakkede den op og kom ind til mor og far i soveværelset for at vise gaven frem. Det synes min mor og far vist ikke var så sjovt om natten, så min mor lavede en aftale med julemanden om, at han først skulle komme med gaver i julesokken om eftermiddagen, når jeg var kommet hjem fra børnehaven :-). Juleaften fejrede jeg hos min mormor og morfar, og onkel Jeppe var der også. Jeg fik rigtig mange gode gaver, og julemanden kom også forbi med en gave til mig om eftermiddagen, så jeg kan vist ikke klage. Til sidst kan jeg fortælle, at jeg kun bruger ble om natten nu. Siden min start i børnehaven har jeg været mere og mere interesseret i at gå på toilettet. I starten ville jeg kun tisse på toilettet og bad om at få en ble på, når jeg skulle lave stort, men nu laver jeg både stort og småt på toilettet!
-
3. november 2008 I dag er jeg startet i børnehave, og jeg går på en stue, der hedder Krudtuglerne. Det er bare gået helt perfekt. Da min mor kom for at hente mig, havde jeg bestemt ikke tid til at komme med hjem, og pædagogerne fortalte også min mor, at jeg var faldet godt til og havde leget rigtig godt med tre andre piger. Det var som om, at jeg havde gået i børnehaven altid, sagde de, så det er bare super dejligt. Jeg går også meget op i, at jeg nu er blevet en stor pige, der både er blevet storesøster og nu også går i børnehave. Jeg siger tit, at jeg kan selv, for jeg er jo stor nu. Hvis far engang imellem kommer til at sige, min store pige til Smilla, retter jeg ham lige og siger, at hun altså er lille, og at det er mig, der er stor! Det går ellers godt med at være storesøster. Jeg er rigtig glad for Smilla og viser hende stolt frem til alle, der har lyst til at se hende. Jeg er meget omsorgsfuld og passer godt på hende. Ind imellem siger jeg dog til mor og far, at jeg har lidt ondt i maven eller ondt i en finger og gerne vil trøstes og have opmærksomhed, men det er der vist heller ikke noget at sige til. Ellers er jeg jo lige blevet 3 år. Et par dage før min fødselsdag kom mormor og morfar til fødselsdagsmiddag, og på selve min fødselsdag havde jeg inviteret mine venner Ida, Oskar, Laura, Mikkel, Anders, Tilde, Nanna og deres forældre til fødselsdag i Gi' Den Gas Palads, hvor der er hoppeborge, legetøj, trampoliner og meget andet sjovt. Vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag der.
-
29. september 2008 Så er jeg endelig blevet storesøster! Jeg har nemlig fået en sød lillesøster den 20. september på min mors fødselsdag. Mor og far siger, at hun ligner mig på en prik, da jeg blev født, men så kan hun da kun blive rigtig dejlig :-). Jeg så min lillesøster første gang på sygehuset dagen efter, at hun var blevet født. Jeg synes, det var rigtig spændende at være på sygehuset og sagde hele tiden "Jeg skal være her hele dagen!". Jeg prøvede at holde min lillesøster i hånden, og hjalp mor med at køre hende i sygehusvuggen.  Den 22. september kom mor og lillesøster hjem, og mor og far synes, jeg har været den sødeste og dejligste storesøster, man overhovedet kunne forestille sig. Jeg er meget glad for min lillesøster og vil gerne være med i alt, hvad der har med hende at gøre. Jeg putter hende med dynen, giver hende sutten, hjælper med at pusle hende og skal lige kigge til hende, hvis hun "grynter" lidt. Nu nyder vi alle, at far har barsel. Jeg er afsted i vuggestuen for at holde min normale rytme og for at brænde noget krudt af, men får nok nogle kortere dage ind imellem.
-
8. september 2008 Så kan der efterhånden ikke gå lang tid til, at jeg bliver storesøster. Mor har termin den 12. september, så babyen kan komme ud til os, hvornår det skal være. Vi er spændte på, om det bliver en lillesøster eller lillebror. Når mor og far spørger mig, hvad babyen skal hedde, svarer jeg ofte Tina. Det hedder en af vores venner, men det bliver det nu ikke, siger mor og far... Jeg leger stadig rigtig meget med dukker, skifter ble på dem, mader dem og trøster dem, men desværre er min dukke Lise gået i stykker - den har mistet det ene ben, så jeg ønsker mig en ny. Heldigvis har jeg mine to dukke Frida kludedukker, som flittigt bliver brugt. Jeg er begyndt at gå rigtig meget op i billeder i bøger, der forestiller en mor, far og et barn. Så siger jeg, at det er moderen, faderen og Livaen. Hvis der er flere, siger jeg, at det er babyen. Det gælder både billeder af menneskefamilier og dyrefamilier. I det hele taget tænker jeg meget over, hvad mor og far laver, når jeg er i vuggestue og spørger ofte pædagogerne om det. Jeg ved jo godt, at mor ikke er på arbejde og er hjemme med sin tykke mave, og far arbejder jo på forskellige tidspunkter, så ofte er han også hjemme. Men jeg har også fået lov til at holde tidligt fri og få nogle fridage på det sidste, så vi har alle nydt godt af ventetiden. Ellers kan jeg fortælle, at mine yndlingsbeskæftigelser, ud over at lege med dukker, for tiden er at lege med modellervoks og tegne og klippe. Jeg kan efterhånden selv klippe efter streger, hvis mor eller far tegner en firkant eller trekant til mig. Jeg kan også stave til både is, øl, mor og Liva, og jeg kan endda selv skrive LI. Men jeg er jo efterhånden også ved at være en stor pige! Den 1. november bliver jeg jo 3 år og skal i børnehave. Det glæder jeg mig rigtig meget til og snakker ofte om det. Så skal jeg nemlig være sammen med de store børn og have madpakke med! Spændende :-).
-
2. august 2008 Så er sommeren rigtig kommet, og jeg har holdt sommerferie med mor og far. I uge 29 havde jeg ferie sammen med mor, hvor vi bl.a. besøgte Laura og var med far ude at køre tog en dag. Jeg hjalp far med at styre toget til Århus, hvor vi alle tre spiste frokost sammen på en café. Derefter skulle far igen køre toget til Silkeborg, hvor mor og jeg så hoppede af. Det blev også til en tur-dag i uge 29 med Anders, Louise og Morten. Far var også med, da han havde en fridag. Vi tog i Haunstrup Dyrepark og kiggede på dyr og legede på legepladserne. Om aftenen tog vi med Anders, Louise og Morten hjem og grillede ørred. I uge 30 var mor, far og jeg i sommerhus på sjælland. Vi var så heldige at låne Hannes og Jans sommerhus, som er mors moster og onkel. Det var rigtig skønt at være i sommerhuset, og jeg nød virkelig at have en have at lege i. Mors og fars venner, Fomse og Line, kom også og besøgte os sammen med deres datter Tilde. De overnattede i sommerhuset i to nætter sammen med os, og vi var på tur sammen med dem til Tivoli i København, hvor vi havde en fantastisk sommerdag.  Ellers har vi nydt alle de lune sommerdage, hvor vi bl.a. har været meget i farmors og bedstefars have, været ved stranden og været til heste- og kræmmermarked med mormor og morfar i Horsens. Jeg er nu startet i vuggestue igen, og det er vist meget godt at komme ind i den daglige rytme igen. Mor og far synes, at jeg er lidt strid for tiden og vil bestemme alting selv, men sådan er det vel, når man nærmer sig 3-års-alderen. Jeg vil ihvertfald fremad og skal nok sige til og fra! Jeg kan forresten også lige fortælle, at jeg slet ikke bruger sut mere! I starten af mors og min første ferieuge tegnede jeg en fin tegning til julemanden og puttede alle mine sutter i en kuvert og sendte til ham - så vil han passe godt på dem for mig. De første to aftener manglede jeg mine sutter lidt og spurgte til dem, men ellers er det gået meget nemt, og nu mangler jeg dem slet ikke. Fordi jeg er blevet sådan en stor pige, har jeg fået en fin cykel med støttehjul, og jeg elsker bare at cykle på den!
-
30. juni 2008 Det går rigtig godt med mig i vuggestuen for tiden. Jeg leger godt med de andre børn og hygger mig specielt meget, når vi er på legepladsen. Der leger jeg ofte med de store drenge og piger fra børnehaven, som min vuggestue deler legeplads sammen med. Jeg er vild med at cykle og er rigtig god til både trehjulede, løbehjul og almindelige cykler med støttehjul. Jeg er også vild med at samle og spise bær på legepladsens buskeområde, hvor der både er ribs og hindbær - mums! Ellers er vi så småt begyndt at nyde sommeren. Jeg har igen i år fået et badebassin, men da vi ikke selv har have, står det i farmors og bedstefars have. Derudover har jeg bl.a. været på besøg i mormors og morfars båd i Juelsminde, kigget på cirkusdyr med mormor og morfar, været i Aqua med Anders, Louise og Morten, fejret fars fødselsdag og været til Jazz Festival. Nu glæder vi os til sommerferien. Mor og jeg har ferie sammen alene i uge 29, og far holder ferie med os i uge 30. Mor har kun 14 dage tilbage på arbejdet, inden hun holder ferie i uge 29 og derefter har hun barsel. Så mon ikke vi får tid til at hygge os lidt ekstra sammen os to, inden lillesøster eller lillebror kommer til september...
-
2. maj 2008 Alle ved det vist efterhånden, og nu kan mor heller ikke skjule det længere. Hendes mave bliver tykkere og tykkere for hver dag, der går, for hun har en baby derinde - jeg skal være storesøster! Vi regner med, at babyen kommer ud til os midt i september, og vi glæder os alle tre rigtig meget. Vi ved ikke, om det bliver en lillesøster eller lillebror - det bliver en overraskelse. Jeg ringede selv rundt og fortalte både mormor, morfar, farmor, bedstefar, onkel Jeppe og faster Helle, at jeg skal være storesøster, så det var skægt. Mor har desværre haft det ret skidt med kvalme under en stor del af graviditeten, så det er en ret fræk baby, der er derinde. Jeg kysser og aer meget på mors mave og smører indimellem creme på babyen (på maven). Mor og jeg har også læst bøger om at blive storesøster, så vi nyder "forberedelserne", selvom der endnu er lang tid til, at babyen kommer ud til os. Og så leger jeg for tiden meget med mine dukker. De hedder dukke Lise og dukke Frida, men ind imellem hedder de også Oskar og Mikkel, for mine veninder Ida og Laura har nemlig begge små babybrødre, og dem er jeg meget interesseret i. Så giver jeg dukkerne ble på og hiver op i trøjen, når de skal have mælk fra mine bryster! Ellers har jeg siden sidst været til konfirmation ved mors fætter Michael. Det var en af de dejlige forårsdage, så vi tilbragte meget af dagen udenfor. Den 26. april var vi til Idas 3 års fødselsdag i Grimstrup. Det var en rigtig dejlig dag, specielt nød alle vi børn at hoppe på Idas nye trampolin i haven. I onsdags var mormor med mig i vuggestue om formiddagen til bedsteforældredag. Det var bare så hyggeligt! Min vuggestue havde fået bevilget en masse frugttræer og buske, som alle bedsteforældrene skulle hjælpe med at plante. Derefter hyggede vi os med snobrød, frugtspyd, saftevand og madpakker. Tilsidst kan jeg lige fortælle, at jeg nu kun bruger sut, når jeg skal sove til middag og sove om natten. Det går rigtig godt, og jeg savner den faktisk ikke i løbet af dagen. Så om en måneds tid satser mor og far på, at sutten er fortid. Vi må se, hvordan det går!
-
9. marts 2008 Så er det vist på tide, at jeg får skrevet i dagbogen igen. Siden sidst er vi flyttet hen i den nye lejlighed, og vi har nu boet her i lidt over en måned. Vi er alle tre faldet godt til, og jeg sov fra første dag trygt og godt på mit nye værelse. Jeg sover altid hele natten i min egen seng, og går så om morgenen ind til mor og far i soveværelset og mysser dem. Det er så hyggeligt! I det hele taget giver jeg rigtig mange kys og kram til mor og far hver dag. I weekenden sover jeg middagslur i min klapvogn på altanen. Det er en lukket altan, hvor man kan skyde vinduerne til side, så jeg sover trygt og godt her om vinteren uden blæst og kulde. Jeg er meget glad for at hjælpe mor og far med diverse ting. Ofte står jeg på min taburet i køkkenet og ser, når de laver mad. Så hjælper jeg med at dække bord, støve af, når vi gør rent, hjælper med at lægge tøj sammen og tager vasketøj ud af vaskemaskinen. Jeg er også meget bevidst om, når vi fx får nye ting til lejligheden eller mor og far har fået nyt tøj. Så siger jeg "Det er en ny bluse, den er flot til dig mor!", eller " Det er nye håndklæder, de er flotte!". Mor og far synes, det er utroligt, at jeg kan holde øje med selv de mindste ting. Yndlingslegetøjet er for tiden at lege med mit legemad/køkken og at tegne. Jeg er også meget interesseret i at lære nye ord og kigge i bøger, og så spørger jeg meget til, hvilke farver tingene har. Mht. til nye ord spurgte jeg en dag mor om, hvad det var for noget beskidt noget, der var på vores vindue i stuen. Mor forklarede mig, at det var en fulgleklat. Efter lidt tid fortalte jeg far, at vi havde en smørklat på vinduet! Vi så også "Min Søsters Børn" i fjernsynet en weekendaften, mormor og morfar var her. Lille Pusle sang en sang, og jeg spurgte, hvad hun hed. Jeg tyggede lidt på navnet Pusle og sagde lidt efter "Hedder hun puslebord?". Ja mor og far morer sig vist nogle gange over mig! Siden sidst har jeg desværre været syg en lille uges tid med opkast, diarré og feber. Jeg er heldigvis frisk igen, men er siden den uge blevet meget opmærksom på, når jeg skal lave stort. Så ber' jeg selv ofte om at komme på toilettet, men jeg er endnu kommet for tidligt eller for sent til, at jeg er kommet af med noget på toilettet. Men jeg er blevet mere interesseret i det, så det er mor og far glade for.
-
11. januar 2008 Så er julen og nytårsaften veloverstået, og jeg er klar til at lave spilopper i et helt nyt og friskt år! Juleaften tilbragte vi hos farmor og bedstefar, hvor også faster Helle og Julie kom. Jeg fik rigtig mange fine gaver - bl.a. Bamses Hus, morgenkåbe, tøj, bøger og en tromme. 1. og 2. juledag var vi til julefrokost hos henholdsvis mors og fars familie. Nytårsaften tilbragte vi hjemme, bare mor, far og mig. Far skulle på arbejde 1. januar, så vi hyggede os med en god middag og flot nytårspynt. Jeg faldte i søvn nede i stuen inden kl. 24, men vågnede op og så det flotte fyrværkeri sammen med mor og far. Jeg synes, det var rigtig flot, men var bange for at sove alene pga. de store brag. Nu er jeg så startet i vuggestuen igen. Jeg er nu blevet en af de store i vuggestuen, da jeg fylder 3 år i år, og det betyder, at jeg er med til nogle flere aktiviter. Jeg er bl.a. med i en rytmikgruppe hver fredag, hvor vi synger sanglege og spiller på musikinstrumenter. Jeg er meget glad for det, men har ind imellem svært ved at koncentrere mig i længere tid ad gangen, men det kommer nok i løbet af året. Når jeg skal sove om aftenen, er jeg begyndt at tage min ble af. Så kalder jeg på mor og far og siger, at jeg har tisset i den. De er dog ikke helt vilde med, at jeg selv tager den af. De vil hellere have, at jeg siger til, inden jeg tisser, men det er nok næste skridt på vejen til at blive renlig.  Den sidste nyhed, jeg vil fortælle er, at vi skal flytte 1. februar. Mor og far har solgt vores lejlighed, og indtil vi, forhåbentlig, finder et hus, skal vi flytte i leje-lejlighed ikke så langt fra, hvor vi bor nu. Så jeg fortsætter selvfølgelig i min vuggestue, og det er jeg glad for.
-
2. december 2007 Så er vi endelig kommet i december måned. Jeg kan knap nok huske noget fra julen sidste år, så både mor, far og jeg glæder os ekstra meget til at julehygge i år. I dag har jeg fået adventsgave fra julemanden i min julesok. Det var et lægesæt, og jeg har har hele dagen haft travlt med at tage plaster på, lytte til mors og fars hjerte og give medicin fra pilleglaset. Jeg giver også mor og far indsprøjtninger og snakker meget om, hvad der sker, når man er syg. Vi har også bagt pebernødder i dag. Dog var jeg ikke så vild med at trille pebernødderne - jeg ville hellere spise dem!
Sidste weekend var mor og jeg med mormor og morfar i Norge for at besøge Jeppe og Nadja. Vi sejlede derop fredag og tog hjem igen søndag, så vi havde hele lørdag i Norge. Sejlturen derop var dog noget gyngende, så mor blev søsyg og kastede op. Heldigvis havde jeg det helt fint. Men det var rigtig hyggeligt at besøge Jeppe og Nadja og deres hund Mango.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Lotte Storgaard
|
|
|
|
|