|
|
|
|
|
| Pink.rose | pink.rose@live.dk | | 01/03-2010 | | hej emma og laura
nu ved jeg jo ikke hvor i er fra så måske det er lidt svært at mødes men i er velkomne til at maile spørgsmål så besvarer jeg dem gerne (: |
|
|
|
|
| Emma og Laura | | 28/02-2010 | | Hej :)
Vi er igang med en projektopgave om anoreksi, og ville høre om du muligvis ville være med i et interview? Over mail, telefon eller måske kunne vi mødes? :)
Håber virkelig du vil!
Hilsen Emma og Laura |
|
|
|
|
| Pink.rose | pink.rose@live.dk | | 24/02-2010 | | warren: jep det er helt iorden (: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| Pink.rose | pink.rose@live.dk | | 22/02-2010 | | kat:
jamen helt sikkert de betyder alt. Havde jeg ikke dem var det meget værre. Jeg er jo nød til i nogen grad at tage mig sammen (: men tror som dig heller aldrig jeg bliver normal med mad. |
|
|
|
|
| Kat | | 22/02-2010 | | Jeg tror aldrig, at jeg får et 100% "normalt" og afslappet forhold til mad, men jeg glæder mig til den dag, hvor det ikke skal være det altoverskyggende og styrende i mit liv!! Det begrænser mig SÅ meget i alle mulige sammenhænge. Jeg har mistet rigtig meget og også rigtig mange, fordi jeg har isoleret mig og været så "svær" at være veninde med. Men jeg fortænker dem ikke i det og bebrejder ikke nogen - andre end mig selv..
Jeg synes du er heldig, at du trods alt har en familie, en kæreste og et barn. Jeg håber at du en dag kan "bruge" dem som motivation til at give lidt slip på dit forhold til maden. Selvom jeg ikke rigtig kender dig, så er jeg er sikker på, at de - et eller andet sted - betyder så meget for dig, at maden kommer i anden række. Ved godt, at det ikke altid føles sådan (og at man også kan skamme sig over, at man prioriterer, som man gør), men jeg tror på, at man på et tidspunkt finder ud af, hvad der virkelig betyder noget i ens liv... |
|
|
|
|
| Pink.rose | pink.rose@live.dk | | 22/02-2010 | | kat:
ja jeg har også været gak med mad forever.... tænker på det konstant, det eneste tidspunkt mine madvaner var normale var da jeg var gravid og tiden efter og engang med en eks |
|
|
|
|
| Kat | | 21/02-2010 | | Træls du er blevet syg - god bedring!
Men synes du skal passe lidt på med den skrappe diæt.. Kan godt være det går fint de første dage, men chancen for at falde i, er bare meget større på den måde. Men du skal selvfølgelig gøre det på din måde - som du synes det fungerer bedst for dig..
Jeg har haft et "problematisk forhold" til mad siden jeg var 13 og siden dengang, er det bare blevet værre.. Og ja, nu bliver jeg snart 22, så det er længe efterhånden.. :( Kan faktisk slet ikke huske, hvordan det var ikke at tænke på mad og hele tiden bekymre sig om det.. Lidt trist egentlig, for måske ville man kunne kæmpe mere for at blive rask, hvis man vidste, hvor godt det, der (måske) venter er...? Lige nu prøver jeg bare så godt jeg kan, men en del af mig holder stadig krampagtigt fast i anoreksien.. |
|
|
|
|
| Pink.rose | pink.rose@live.dk | | 21/02-2010 | | hej kat
jeg er startet skarp diæt op idag sammen med en sms veninde og er super motiveret men hey er også syg så kan alligevel intet smage.
Hvor længe har du haft ana? |
|
|
|
|
| Kat | | 20/02-2010 | | Åh ha, det kender jeg også bare ALT for godt. I perioder er jeg også begyndt at have det sådan, at hvis jeg har spist et eller andet "dumt", så føler jeg, at jeg har ødelagt hele dagen - og så kan j eg jo li så godt ødelægge den endnu mere :( Rigtig smart tænkt ellers!! Er virkelig frustrerende at have det sådan, for i MEGET lang tid, har jeg spist meget meget minimalt, så er også lidt skræmmende, at jeg mister kontrollen på den måde lige pludselig. En del af det hænger nok sammen med, at jeg ikke har "haft lov" til at spise i rigtig mange år, og så er det nok også min måde, at "straffe" mig selv endnu mere på. Ved jo, at jeg kommer til at hade mig selv for det - og jo mere jeg spiser, jo mere klam kan jeg så få lov til at føle mig bagefter.. Rimelig mærkelig tankegang, for i sidste ende, går jeg det jo kun endnu værre for mig selv :( ØV!!
Ved godt, at det nok er et skridt i den "rigtige" retning, som de også siger, men tit ønsker jeg mig bare tilbage til dengang, hvor jeg slet ikke KUNNE spise så meget og alt muligt usundt - det var SÅ meget nemmere..
Så ja, du er bestemt ikke alene med den "alt eller intet følelse/adfærd"..
p.s. synes det er dejligt, at du har fået skrevet lidt igen :) |
|
|
|