Zebra-drengene
 

Tidligere referater

9. runde i JBU

Chang - Jetsmark                3 -4 (0 - 1)

Kampen, der definitivt skulle sikre os en plads i den bedste række til foråret, udviklede sig desværre ikke, som vi have håbet. Vi fik slet ikke spillet op i de omdrejninger vi skal og så går det galt, selvom Jetsmark er et af de hold, vi helst skal vinde over i denne række.
Kampen blev indledt med afvekslende spil uden de store chancer i nogen af enderne - men det var klart Jetsmarks spil, der hang bedst sammen. Vores midtbanespil er gået noget i stå efter at det det meste af sæsonen har kørt kanon med kun 2 midtbanespillere. Hvis ikke vi er 100 % på toppen, så får modstanderne for let spil midt på. 1. halvleg skete der ikke de store ting foran målene - men midtvejs i halvlegen kom Jetsmark fortjent foran på en af vores svagheder. Hovedstødsmål efter hjørnespark hvor vi for ofte ikke er opmærksomme nok.
I 2. halvleg kom vi langt bedre med - og kom også frem til enkelte chancer. Efter 10 minutter tog Magnus sagen i egen hånd og afdriblede 3 mand inden han sendte bolden under målmanden. Magnus var kommet med på et sidste øjebliks afbud fra en syg Markus. Vi kom til at se meget mere til Magnus. Desværre sov vi lidt i forsvaret, så minuttet efter var vi igen bagud. Vi fortsatte trykket - og igen var Magnus på pletten til 2-2. Endnu engang blundede vi bagude og vi kom hurtigt bagud 2-3. Historien gentog sig - Magnus udlignede med sit 3. mål til 3-3. Og alligevel formåede vi ikke at fastholde det ene nødvendige point - Jetsamrk scorede 10 minutter før tid til 4-3. Endnu engang på et hovedstød efter hjørnespark. Vi forsøgte at lægge yderligere pres på, men på en dag hvor for mange var for stillestående lykkedes det ikke, så Jetsmark fik en fortjent 4-3 sejr med hjem.
Der er ikke andet at gøre end at hente det nødvendige point i sæsonens sidste kamp mod Støvring - som spilles allerede imorgen.

8. runde i JBU

Bangsbo Freja - Chang        8 - 5 (2 - 2)

8-5 lyder overbevisende - og Bangsbos sejr var da også fuld fortjent må vi indrømme - men når vi reducerer til 5-6 bare 4 minutter før tid, så ærgrer vi os alligevel over cifrene. Der var da heller ikke meget der tydede på et "målorgie" i 1. halvleg.
Kampen blev indledt med flot fremadrettet spil fra begge sider og vi havde flere fine kombinationer, der kunne ha fortjent bedre. Bangsbo var dog også godt med - men uden det blev rigtig farligt i nogen af enderne. Midtvejs i halvlegen blev Ronni spillet flot fri af Emil og så stod det 1-0 til os. Denne stilling holdt indtil 5. min. før halvlegens slutning, hvor Bangsbo udlignede på et meget flot mål. Deres venstre kant, som vi kampen igennem havde store problemer med, afdriblede 3 mand og lagde den præcist ind til et flot hovedstødsmål. Og herfra gik det stærkt resten af kampen. Minuttet efter kom vi igen foran, da Markus flot fulgte op og prikkede den ind - men alligevel nåede Bangsbo at udligne i halvlegens sidste minut. 2-2 ved pausen efter en flot halvleg hvor vi var mindst lige så gode som Bangsbo. Og hvor der i halvlegen var store roser til især Simon for en kanon indsats påm midtbanen. Til gengæld kom vi kraftigt i modvind i 2. halvleg. Mikkel R og Emil spillede nu kun på halv kraft (pga luft- og småskadeproblemer) og så fik Bangsbo alt for let spil på midtbanen og for nemt ved at presse vores forsvar, hvor især Moses ellers havde spillet fantastisk hidtil i kampen. Bangsbo spillede sig utroligt let igennem vores haltende defensiv - og i løbet af de første ti minutter bragte de sig foran 5-2. Markus reudcerede til 3-5 - men minuttet efter blev det 3-6. Bangsbo havde fortsat godt styr på os, men Frederik fik på en kontra reduceret til 4-6 - og da Emil 4 minutter før tid reducerede til 5-6 fik vi pludselig blod på tanden. Vi satsede nu hele butikken - men kun for at se Bangsbo lukke kampen med to scoringer indenfor de sidste to minutter. Meget positivt, at vi kunne spille lige op med Bangsbo, så længe alle var helt klar - men når bare et par stykker af vores ikke er helt på toppen, så kommer vi hurtigt til at se lidt for tynde ud. Og i 2. halvleg må vi erkende, at der var klasseforskel.
Vi må bare op på hesten igen - og i de sidste to kampe SKAL vi nå os min. den 4. plads der sikrer os pladsen i den bedste række igen til foråret.

7. runde i JBU

Chang - AaB                2 - 3 (1 - 3)

Vi vidste jo på forhånd, at vores chancer mod AaB var små, så inden kampen talte vi meget om, at hvis bare alle gav sig 100 %, så ville vi være tilfredse uanset resultatet. Og man må sige, at drengene tog det bogstaveligt - alle fightede så det var en fornøjelse mod de meget stærkt spillende AaB-ere. Vi talte også om, at vi skulle holde 0-0 så længe som muligt - og så skete det værst mulige. Markus fik en kæmpechance efter 1 minut - men efter 4 minutter var vi bagud 0-2.....Det gik heldigvis ikke ud over humøret og med en stor-spillende Mathias i målet holdt vi flot stand. Midtvejs i halvlegen fik vi så reduceret - på et mål af Moses fra egen banehalvdel og med (ikke så lidt) hjælp fra AaBs målmand. Kort før pausen kom vi så bagud 1-3.
I pausen blev vi enige om at fortsætte på samme vis - med en lidt defensiv opstilling og fight, fight, fight. Drengene gjorde det kanon - men vi må også erkende, at AaB ikke havde heldet med deres utallige afslutninger. Enten skød de over - eller også diskede Mathias op med endnu en kanonredning. Uden tvivl knægtens bedste kamp hidtil. Samtidig spillede Mikkel L og Moses stærkt i forsvaret - og fremme var det dejligt at se især Frederik og Markus' enorme løbearbejde. Frederik krydrede en stor indsats med en flot tværaflevering til Mikkel R. der på langskud bankede bolden op under overliggeren. Pludselig var vi kun bagud 2-3 - og det var tydeligt, at det ikke var noget AaB-drengene var vant til. AaB blev lige en tand mere forsigtige og vi kom gradvist bedre med imod slutningen - og faktisk havde Ronni en gigant-chance for udligning 2 minutter før tid. Men - uafgjort havde vist også været en anelse uretfærdigt, så vi var faktisk rigtig godt tilfredse trods det knebne nederlag. Ikke mindst fordi vi jo vandt 2. halvleg med 1-0 - det er længe siden mod det suveræne AaB-hold

6. runde i JBU

Sæby - Chang        3 - 4 (2 - 3)

Fra kampens start var det tydeligt, at det ikke var et Sæby-hold på helt samme niveau, som i første kamp mod dem. Mærkbart, at Sæby-spillerne manglede selvtillid og det forstod vi flot at udnytte fra start. Efter 5 min. scorede Ronni fladt under målmanden - efter flot forarbejde af vores meget stærke midtbanemand Emil. Efter 10 min. fandt Mikkel R en udækket Markus, der flot prikkede den i kassen. Da Frederik så midtvejs i halvlegen elegant udbyggede føringen til 3-0 troede vi vist sejren var hjemme. I hvert fald lukkede vi Sæby ind i kampen - selvfølgelig også fordi de nu var 8 mand på banen. Vi blev presset længere bagud og på en stor forsvarsfejl forærede vi Sæby reduceringen. Kort før pausen scorede de igen - og pludselig var kampen helt lige med kun en 3-2 føring til os ved pausen. I pausen talte vi om at være mere aggressive bagude,  men vi kom aldrig helt i omdrejninger i det defensive - trods trænerens (måske lidt for) ihærdige forsøg på at råbe drengene op i gear. Heldigvis har vi en supergod målmand i Mathias, som med meget sikre indgreb forhindrede udligningen. I stedet fik Ronni på en kontra bragt os på 4-2 midtvejs i halvlegen. Forløbet ændrede sig dog ikke - Sæby havde fortsat bolden mest og 10 min før tid steg spændingen, da Sæby reducerede til 3-4. Herefter koncentrerede vi os om at holde stand og det lykkedes, så vi vandt en meget vigtig sejr på 4-3.  Vi udbyggede dermed afstanden til forfølgerne, så nu er målet at fastholde pladsen som vil gøre os til Nordjyllands 3. bedste hold i U12. Og endnu vigtigere - sikre os en plads i den bedste række igen til forårsturneringen.

5. runde i JBU

Chang - Støvring 3 - 2 (1 - 0)

Selvom Støvring endnu har deres første sejr til gode, så vidner deres knebne 3-4 nederlag i weekenden til Sæby om, at der ventede os en farlig og formstærk modstander. Vi var dog godt forberedte - også på, at alt deres spil går gennem en enkelt meget stærk spiller - nemlig Jannick. Ham havde Emil og Mikkel R. på midtbanen dog godt styr på i 1. halvleg, så det var meget begrænset hvad Støvring kom frem til. Bagude spillede Mikkel L. og Moses endnu engang stærkt, foran vores sikre målmand Mathias. Samtidig spillede vi ganske nydeligt fremad banen, så 1. halvleg tilhørte helt og holdent os. Simon, Frederik og Markus havde alle gode forsøg - men det var på et rigtig flot hjørnespark fra Markus, at vi kom på 1-0, idet Ronni let satte hovedet på det flotte indlæg fra Markus. 1-0 ved pausen.
I 2. halvleg kom Støvring lidt bedre med - også fordi de satte Jannick længere frem for at sætte pres på vores forsvar. Vi holdt dog stand og midtvejs i halvlegen spillede Frederik elegant Ronni helt fri til en 2-0 scoring og vi troede, at kampen så var afgjort. Men desværre lukkede vi Støvring ind i kampen igen via en alt for let reducering til 1-2. Vi svarede dog hurtigt igen - på et meget flot langskud scorede Ronni sit 3. mål til 3-1. Støvring fortsatte dog ufortrødent, og 5 min før tid fik de en heldig reducering hvor Mikkel R. rettede et skud af, så det snød Mathias i målet. Herefter gjaldt det bare om at forsvare føringen - og det lykkedes at holde Støvring væk fra chancer, så det endte med en fuld fortjent sejr på 3-2, hvilket set over hele kampen endda var et par mål for lidt.

4. runde i JBU

AaB - Chang 4 - 0 (3 - 0)

Som altid mod AaB ved vi, at det bliver svært. Defor havde vi også aftalt en ret defensiv start for at forsøge at holde AaB fra scoringer. Det blev desværre ødelagt af en tidlig scoring af AaB efter kun 50 sekunder på en klar fejl af dommeren, der overså en stempling af Emil og ikke mindst en flot dribling af en AaB-arm....
Alligevel fightede vi os ind i kampen og indimellem viste vi også rigtig gode kombinationer frem ad banen. Vi var dog oppe imod de bedste spillere i Nordjylland, så vi kom til at løbe en del efter dem. Det resulterede i to scoringer yderligere i 1. halvleg, som sluttede 3-0 til AaB. I 2. halvleg aftalte vi at forsøge os lidt mere frem ad banen og vi fik faktisk presset spillet en anelse længere frem. Dog stadig med AaB som de dominerende og med de farligste forsøg. Vi havde dog enkelte forsøg ved Simon, Markus, Frederik og Ronni, men må erkende at det aldrig blev rigtig farligt. Til gengæld stod vi godt defensivt - også pga en stor fight af alle drengene. Det betød at AaB kun fik scoret en enkelt gang i 2. halvleg, sålede slutresultet blev 4-0 til AaB. Vi vil aldrig være tilfredse efter et nederlag, men vi forsøgte at trøste os med, at 4 mål vistnok er det mindste AaB har scoret i en kamp hele året.

3. runde i JBU
Jetsmark - Chang 4 - 4 (1 - 1)
Med afbud fra Moses måtte vi for første gang længe lave ændringer i forsvaret, hvor Mikkel R. fik tjansen. Alligevel fungerede tingene rigtig godt fra start og vi fik sat godt gang i kombinationerne via meget tålmodigt opspil nede bagfra. (Nogle af drengene mener det er "lidt for tålmodigt" - og ser hellere udspark fra Mathias. "Der sker jo ingen ting", siger de....)
På et af de flotte opspil kombinerede Ronni og Emil sig frem til en flot scoring - 1-0 ved Emil. Herefter overtog Jetsmark mere af spillet - og kom også frem til et par chancer. Bla. et flot skud på stolpen. Midtvejs i halvlegen kom udligningen så. 1-1 ved pausen.
Vi kom lidt skidt ud til 2. halvleg - og desværre lavede Mathias for 2. kamp i træk en fejl ved udkast, hvor han fortryder halvvejs og så ender bolden for fødderne af en modstander, der let kan sende den i nettet. Ærgerligt for Mathias, der ellers vanen tro stod fuldstændig sikkert og fejlfrit. Det slog os lidt ud og kort efter kom vi bagud 1-3. Vi gav dog ikke op og vi overtog efterhånden alt spillet. Vi fik presset Jetsmark helt tilbage på banen og på et flot hjørnespark fra Markus headede Emil os på 2-3. Desværre blev det hurtigt 2-4, men drengene fastholdt presset. Især på frispark var vi farlige - Ronni med 2 kanoner (et på stolpen) og et af Mikkel R. hvor kun en mirakelrednnig af Jetsmarks målmand forhindrede scoring. Et kvarter før tid kom Ronni forrest og reducerede. Det medførte et endnu større pres, og efter et heftigt klumpspil prikkede Emil sin 3. scoring i kampen ind. Vi var dog ikke tilfredse og fortsatte med at presse og især et flot forsøg af Ronni havde fortjent en bedre skæbne. Blev dog reddet på stregen, så slutresultatet blev 4-4 i en virkelig flot, underholdende og ikke mindst spændende kamp.


Aalborg Chang - Bangsbo Freja 3-7 (2-5)

Vi var måske kommet lidt for højt op efter den flotte sejr over Sæby - ihvertfald bragte denne kamp os ned på jorden igen. En skidt optakt hvor Mikkel R. under opvarmningen måtte melde fra, medførte en del omrokeringer. Og - måske lidt for meget forvirring. Ihvertfald var vi slet ikke med i kampen fra start og i løbet af 11 minutter var vi bagud 0-4. Ikke mindst pga personlige fejl, som vi normalt aldrig ser. Med en ekstra mand på banen kom vi naturligt bedre med - og kom frem til adskillige chancer. Især Ronni havde mange chancer, som han normalt scorer på. 10 min. før pausen fik vi så reduceret, endda to gange. Begge gange på fornemme oplæg fra Jonas (som vi vækkede efter Mikkels afbud!!). Først en flot aflevering til Lukas, der first-timede afleveringen op under overliggeren. Flot, flot mål af Lukas - og så endda på hans fødselsdag. Umiddelbart efter på et hurtigt hjørnespark fra Jonas, hvor Ronni sparkede den fladt ind. 2-4 og vi var pludselig med igen. Desværre lukkede vi endnu et mål ind kort før pausefløjt. Alligevel havde vi troen på det i pausen - for vi kunne ikke gøre det ringere end i 1. halvleg. Men Bangsbo var for gode til at vi kunne sætte dem under et større pres. Vi kom dog fortsat frem til utroligt mange chancer - Jonas og især Ronni igen brændte igen chancer, som de normalt ikke gør. På endnu et stort kiks kom vi så bagud 2-6, inden Emil reducerede på riposten efter et flot frispark af Ronni. Det hjalp ikke, for kort før tid scorede Bangsbo til slutresultatet 3-7. En meget skidt indsats af stort set alle drengene, hvilket de godt var klar over efter kampen.

1. runde JBU 12.08
----------------------------

Chang - Sæby 4-3 (1-1)
Så kom vi igang med efterårssæsonen i en fantastisk kamp med en vanvittig, hæsblæsende afslutning. Sæby havde vundet den nordlige A-række i foråret, så vi vidste godt vi skulle op imod en stærk modstander. Vores spillere var dog virkelig på mærkerne fra start, så en meget lige 1. halvleg, holdt i et virkelig højt tempo, sluttede 1-1. To tilfældige mål - først 1-0 ved Frederik inden Sæby efter to forsøg på træværket, fortjent udlignede midtvejs i halvlegen.
2. halvleg formede sig i begyndelsen som første - meget højt tempo, hvor Sæby virkelig viste sig som et stærkt hold med gode og flotte kombinationer. Teknisk er de meget dygtige. Vi formåede dog at holde dem stangen - og pludselig fik Frederik på en tilfældig bold bragt os på 2-1 med sit andet mål i kampen. Herefter koncentrerede vi os om at holde Sæby væk - det lykkedes ikke rigtigt. De havde masser af farlige forsøg - bla. yderligere 3 på træværket, så heldet var virkelig med os. Samtidig spillede både Mathias, Mikkel L. og Moses meget stærkt nede bagved - godt suppleret af de hårdtarbejdende midtbanespillere Mikkel R., Emil og Lukas, som desuden fik god hjælp af Frederik, Simon og Ronni oppe foran. Desværre fik Sæby så udlignet 10 min. før tid på et tilfældigt mål efter indlæg. Men - så kom den vanvittige afslutning. 3 min. før tid fik Ronni endelig held med anstrengelserne og scorede til 3-2. Blot for at se Sæby udligne 2 min. før tid efter endnu et tilfældigt indlæg, der desværre blev rettet af og snød Mathias. Vi ærgrede os - men så meget større var glæden, da Ronni endnu engang fik puttet en i kassen 50 sekunder før tid til stor jubel blandt drengene. (og alle vi andre) Virkelig en dejlig start på sæsonen - selvom vi må erkende, at vi vist ikke var helt uheldige med sejren over.


Hinnerup CUP 8. - 10. august
---------------------------------------------
Resultater indledende runde:
Chang - Hinnerup 1 3-1
Chang - Skibet 1-3
Resultater finalepulje B:
Chang - Brande 2 15-0
Chang - BMI 7-1
Chang - Haderslev 4-2
Resultatmæssigt lyder 4 sikre sejre og blot et nederlag som meget flot. Og med en fin pokal og guldmedalje til spillerne, så var alle godt tilfredse også med den del. Træneren ærgrede sig dog en anelse over nederlaget til Skibet, der betød at vi "kun" kom i B-finalen, hvor vi vandt 3 meget sikre sejre. Vi havde fået lidt mere ud af 3 jævnbyrdige kampe i A-finalen. Men - så må vi glæde os over, at Skibet vandt det hele, så vi kun tabte til det allerbedste hold.
På sådan en tur er det fodboldmæssige nu heller ikke det vigtigste - her er det sociale i højsæde. Og det var en fornøjelse for holdleder Ole Jul og mig at være sammen med drengene. Alle var hele tiden glade og i godt humør - selvfølgelig med det venskabelige drilleri/hån, der skal være på et fodboldhold. Det begynder træner/holdleder også at kunne mærke....:-) Vi må konstatere, at drengene er ved at udvikle ganske gode evner udi disciplinen "mandehørm i omklædningsrummet". Men det er heldigvis bare sådan det skal være.....
Vi havde ikke en eneste konflikt eller anden uheldig situation på hele turen - vi synes faktisk, det er lidt utroligt, at en flok 11-årige drenge kan være sammen en hel weekend uden at skændes overhovedet. Det virker som om de har det rigtig godt med hinanden, så vi tror på, at alle havde en rigtig god tur. Det havde træner/holdleder ihvertfald.

Mvh
Lars

7. kamp i JBU - lørdag den 21. juni

Vadum - Chang 4 - 2 ( 2 - 1 )

Vi vidste ingen kampen, at en sejr ville give os en flot 2. plads i rækken - mens et nederlag kunne risikere at sende os ned på 4. pladsen og dermed ned i B-rækken for efteråret. Og selvom det var rækkens bundhold vi skulle op imod, så vidste vi også det ville blive svært. Det er vi nødt til at indrømme, at det bliver, når vi har 3 afbud - så er vi virkelig sårbare. Og fra kampens start var det tydeligt, at vi manglede især Emils arbejdskraft på den midterste midtbane, så i modvinden foregik meget af spillet på vores banehalvdel. Uden at Vadum dog blev specielt farlige, da Mathias sikkert tog det, der kom. Tværtimod havde vi det bedste forsøg på en flot helflugter ved Mikkel R. Alligevel scorede Vadum to dumme mål kort før pausen, men da Mikkel R reducerede lige inden pausefløjtet havde vi fortsat troen på sejr. Ikke mindst da vi nu fik vinden i ryggen, hvilket også gav os langt mere spil - men desværre også et par kontrachancer til Vadum, som efter 10 min. bragte sig på 3-1 på en dum fejl. Vi pressede på og havde et par gode forsøg ved Markus og Frederik, men det var igen Mikkel R. der reducerede til 2-3. Vi forsøgte at presse yderligere, men med kun 8 spillere meldte trætheden sig - og i sidste minut fik Vadum slået 4-2 sejren fast.
Heldigvis tabte LKB Gistrup deres sidste kamp, så vi sluttede på 3. pladsen i rækken - og dermed sikrede vi os en plads i A-rækken for efteråret, hvilket også var det vigtigste.

Se slutstillingen:

http://www.jbu.dk/sr/position.aspx?poolid=64787

En konklusion på foråret er, at det var lidt op og ned. Meget fint i starten, hvor vi spillede flot fodbold - men lige så skidt i slutningen hvor vi gik ned i de sidste 3 kampe. Dels pga. flere småskader, astmaproblemer, "formnedgang" og afbud - men det er også tydeligt, at når tingene ikke lige går vores vej, så er der flere, der har en tendens til at miste lidt focus. Men hvis nogen inden sæsonstarten havde foræret os en 3. plads i rækken, så havde vi nu nok taget den - så trods alt en godkendt forårssæson, og nu er vi klar til at tage et skridt fremad igen til efterårssæsonen.

6. kamp i JBU - Torsdag den 12. juni

Chang - AaB 1 - 12 (1 - 5)

Det vil vist kræve lidt kreativitet at komme med undskyldninger der kan bortforklare nederlaget i denne kamp. Vi var på alle måder overmatchet imod et fantastisk velspillende AaB-mandskab. Det vidste vi jo også godt på forhånd, men vi havde nok håbet at kunne yde AaB lidt mere modstand. Men med bla. vores midtbaneslider Emil for halv kraft pga skade, så kunne vi slet ikke dæmme op for AaBs flotte spil.
Vi fik igen en elendig start og var efter blot 10 min. bagud 0-4. Vi fik så en spiller mere på banen og den sidste halvdel af 1. halvleg var vi nogenlunde med. Vi kom dog bagud 0-5 inden Jonas på et flot langskud fik reduceret til halvlegsstillingen 1-5. I pausen aftalte vi at fortsætte med at forsøge at holde AaB stangen på fortsat god fight - og det lykkedes da også nogenlunde i starten. Men da AaB så fik scoret yderligere to hurtige mål faldt vi helt fra hinanden. Trods en spiller i overtal, så blev vi ganske enkelt udspillet af AaB gang på gang - og i de sidste 5-6 minutter scorede AaB de sidste 4 mål. 12 mål imod, så har målmanden sjældent spillet nogen stor kamp, men faktisk var det Mathias, der sammen med Jonas kom bedst igennem kampen.
Trods store nederlag i de sidste to kampe er vi dog fortsat på en flot 2. plads i rækken og nu gælder det om at forsvare den plads i den sidste kamp mod Vadum.
 
 
5. kamp i JBU - mandag den 2. juni

LKB Gistrup - Chang 6 - 3 (4 - 2)

Det virkede fra start som om, det var meget varmere for vores spillere end det var for Gistrups. Ihvertfald var vi slet ikke klar til kamp idag og Gistrup kom i løbet af det første kvarter alt for let foran 4-0. Intet hang sammen imellem kæderne idag - så den succes vi har haft med at ændre til 2-2-2 formation fungerede slet ikke. Emil blev ret hurtigt småskadet og så får forsvaret ikke den støtte de skal have - og så går det rigtig galt. Vi måtte så midlertidigt sætte en ekstra spiller ind og kom derfor bedre med i kampen, og fik da også reduceret. Først på et langskud fra Markus - derefter på et debutantmål af Jacob V. 2-4 ved pausen og så virkede det pludselig ikke så umuligt længere.
I 2. halvleg forsøgte da også at komme længere frem på banen - og i indledningen fik vi også et par halvfarlige forsøg. Men med en halvskadet Emil, en Mikkel R, der pt. døjer meget med luften/astma og flere andre der ikke spillede op til vanlig standard ( faktisk var det kun Mikkel L og Mathias, der spillede godt ) så går det galt mod et hold, som LKB. Og det gjorde det så også, idet LKB midtvejs i halvlegen afgjorde kampen med to scoringer til 6-2. Så var det kun lidt pynt på resultatet, at Mikkel R. i slutningen fik scoret til slutresultatet 3-6. Fuld fortjent og måske endda for lille sejr til Gistrup, der på dagen var langt bedre end os.
Hvis ikke indstillingen, viljen og energien findes frem igen, så bliver det endda meget svært i næste kamp mod AaB. Og svært at forsvare 2. pladsen i puljen, som vi trods alt fortsat ligger til. Det må så være trænerens opgave at sørge for det.....

 
4. kamp i JBU - lørdag den 24. maj
-------------------------------------------------

Aalborg KFUM - Chang 1 - 5 (0 - 2)

Eftersom KFUMs træner inden kampen fortalte os, at de stillede med 6 spillere fra A-truppen, forventede vi en lige kamp. Det viste sig dog hurtigt, at vi havde fuldstændig styr på begivenhederne. Moses, Mikkel L og Mathias spiller meget stærkt i forsvaret for tiden og tillod ikke KFUM at komme til noget, der bare lignede en chance i første halvleg. Til gengæld var træfsikkerheden oppe foran ikke som i de foregående kampe - især Mikkel R. havde fået skruet støvlerne forkert på og brændte flere oplagte chancer. Alligevel var det Mikkel R, der bragte os på 1-0 efter 10 min. og da Frederik kort efter på snedig vis bragte os på 2-0 lignede det en afklapsning af KFUM. Men det blev de brændte chancers kamp, så de 2-0 hold til pausen. Billedet fortsatte i anden halvleg, men da vi hurtigt kom på 3-0 ved Markus og 4-0 igen ved Frederik, så slappede spillerne lidt rigeligt af. Vi fortsatte med at brænde store chancer - men det skal med, at KFUMs målmand stod en rigtig god kamp. Og så lukkede vi KFUM lidt ind i kampen og de kom frem til flere tilbud, som Mathias dog tog sig af. Det så derfor ud til, at vi skulle nå et vores mål for kampen - nemlig at holde nullet, men midt i halvlegen fik KFUM scoret på et særdeles flot hovedstød. Så strammede vi grebet igen og Simon kunne lukke til slutresultatet 5-1 til en fin, men alt for lille sejr. Spillerne begynder at få en god forståelse for at hjælpe hinanden og at kæderne er afhængige af hinanden. Stor arbejdsindsats af Frederik og især Simon oppe foran letter det for Markus og Emil på midtbanen. De to gør det rigtig godt på "den nye 2-mandsmidtbane" - og især Emils utrættelige indsats, der ødelægger meget opspil for modstanderne, gør det ret nemt for de tre bagude. Så en rigtig god dag - ikke mindst pga resultaterne i de andre kampe, der gør at vi nu er næsten sikre på at slutte i top 3, og dermed adgang til A-rækken i efteråret. Se lige den herlige stilling her:

http://www.jbu.dk/sr/position.aspx?poolid=64787







3. kamp i JBU - mandag den 19. maj

-----------------------------------------------------

Chang - Gug 7 - 1 (3 - 0)

Årets største sejr, men absolut ikke den flotteste sejr. Vi startede for en gangs skyld underligt uengagerede og tillod Gug at være alt for meget med fra kampens start. Det var derfor lidt ufortjent at vi efter 7-8 min. kom 1-0 ved Markus på et langskud. Det blev hurtigt 2-0 ved Simon og 3-0 ved Mikkel R. på straffespark, men det var ikke et udtryk for at vi spillede Gug i bund. Vi var bare mere effektive. Herefter måtte Gug sætte en ekstra spiller på banen - men uden den store forandring i resten af halvlegen som endte 3-0 til os. Lidt underligt for spillerne med så stor en føring - og så alligevel en mindre skideballe af træneren i pausen. 2. halvleg bød dog ikke på den store ændring - Gug var med den ekstra spiller ganske godt med i kampen, men vi var klart farligst foran mål. Desuden var der målmanden til forskel - vores Mathias var sikker i alle sine indgreb og eneste minus var nogle lidt for vovede udkast. Når samtidig Moses og især Mikkel L. spillede sikkert bagude, så kom Gug ikke til de store chancer. Længere frem ad banen kneb det stadig med det polerede spil - og når vi så heller ikke fighter som vi plejer, så ser det hele lidt skidt ud. Alligevel lukkede vi hurtigt kampen med scoringer til 4-0 ved Mikkel R. og 5-0 ved Mikkel L. på et fornemt hovedstød. Gug fik reduceret til 1-5 inden Mikkel R. med sit 3. og 4. mål frembragte de "lidt for store" slutcifre. Trods lidt utilfredshed med spillet, så glæder vi os over den 3. sejr på stribe og topplaceringen sammen med AaB.

2. kamp i JBU

-------------------

St. Restrup - Chang 1 - 3 (1 - 1)

Eftersom St. Restrup havde lagt ud med en kæmpesejr på 12-2 over KFUM havde vi forberedt os på en svær kamp. Emil fik en lidt defensiv opgave fra start for lige at se dem lidt an - og kampen fik da også en meget lige start. Vi havde dog flere gode muligheder idet St. Restrup spillede lidt chancebetonet nede bagved. Omvendt havde de et par meget farlige driblere midt på som vi havde vores kvaler med. Frederik havde vores første farlige forsøg med et glimrende skud som målmanden fik slået op på overliggeren men kort efter ramte St. Restrup også træværket. Midtvejs i 1. halvleg kom vi så på 1-0 ved Emil, der resolut scorede på en ripost efter et flot skudforsøg fra Lukas. Spillet bølgede frem og tilbage men kort før pausen udlignede St. Restrup på et flot hovedstød efter hjørnespark. Hjørnespark til modstanderne er ikke vores stærkeste side, så her er lidt at træne med.
2. halvleg fortsatte med spil i samme høje tempo. Indimellem kombinerede vi flot - andre gange valgte vi de forkerte beslutninger. Lidt mere direkte spil når vi er inde på den sidste trediedel af banen skal der også trænes i. Men pludselig tog Markus sagen i egen hånd - afdriblede 3 modstandere og spillede Mikkel R. fri i højre side og Mikkel sparkede den resolut og hårdt i kassen til 2-1. Det er tydeligt at Markus føler sig godt tilpas på sin nye plads på den midterste midtbane lige foran Emil. Kort efter bragte Emil os på 3-1 - endnu engang på en ripost efter et flot skud af Lukas - og så var kampen afgjort.
Ros til alle for en flot fight. Forsvaret er kommet på plads igen - Mikkel L. og Moses har via City Cup genfundet deres normale niveau og spillede sikkert foran en meget stærkt spillende Mathias i målet. Mathias blev ikke sat på de store prøver men hans sikkerhed og ro forplanter sig til de andre. Stor ros også til Simon, der virkelig kæmper for tingene oppe foran. Han må være ret irriterende for modstandernes forsvarere......



City CUP i Kr. Himmelfartsferien - 1. - 3. maj 2008

---------------------------------------------------------------------

2 kampe torsdag og 2 kampe fredag resulterede i 4 sejre i indledende pulje, som vi således vandt suverænt.
Første kamp mod Leineburg fra Tyskland vandt vi med 3-1 uden på noget tidspunkt at være presset. 2 mål af Mikkel R. og et af Frederik. Herefter ventede Skanderborg og vi fortsatte de gode takter med flot fremadrettet spil. Det skal med, at modstanden ikke var på allerhøjeste niveau, så vi vandt med 6-1. Mikkel R 2, Moses, Markus, Frederik og Mikkel L var målscorerne.
Herefter ventede Vejlby - og heller ikke her mødte vi modstand. Et resultat på 9-1 viser tydeligt hvor overlegne vi var - selvom vi byttede totalt om på holdet i 2. halvleg. Bla. blev Mathias sat i marken og kvitterede med et flot mål. Øvrige målscorere: Frederik 3, Emil 2, Moses, Simon, Markus og altså Mathias.
Sidste kamp var mod det polske hold fra Chorzow, som også havde vundet stort i alle deres kampe. Vi ventede derfor betydeligt med modstand - især fordi vi havde hørt fra de andre hold, at de spiller meget hårdt. Det sidste passede meget godt - til gengæld forstod vi på fornem vis at spille udenom polakkerne, så vi hentede en fortjent sejr på 3-0 og blev derfor suveræn vinder af puljen. En god sejr - ikke mindst fordi polakkerne ikke var det mest sympatiske hold vi har mødt. Bla. blev dommeren svinet til bagefter af deres ledere......Målscorere Frederik, Mikkel R og et selvmål
Lørdag morgen ventede Skovbakken i kvart finalen. Drengene havde til kampen "reserve træner" med, da Lars skulle forberede konfirmation :-)
Skovbakken, som senere vandt City Cup, lagde fra land, men flot spil i højt tempo. De var i hele første halveg stort set altid først på bolden, hvilken blev belønnet med et mål, midt i halvegen.
Efter pausen, fik Chang meget mere af spillet og drengede figthede flot over hele linien. Denne fight, udløste nogle store chancer, blandt andet et frispark, som Mikkel R., var tæt på at sætte ind.
Kampen endte desværre 0-1 og dermed var City Cup, slut for os i denne omgang.
Man kan jo så kun gisne om, hvorvidt det var trænerskiftet der spillede ind
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
 
1. turneringskamp
 
Chang - Støvring 7-4 Man må sige at sæsonen blev skudt igang med et brag hvilket kampens indledning tydeligt viser:
4. minut: 1-0 ved Frederik på et lob over målmanden efter flot opspil af Markus og Mikkel R.
6. minut: 2-0 ved Mikkel R. på hovedstød efter et fremragende indlæg af Markus
8. Minut: 3-0 ved Mikkel R. direkte på frispark
10. minut: 4-0 ved Simon på en ripost efter et flot skudforsøg af Lukas
Så var vi ligesom igang med sæsonen - og troede sikkert at sejren allerede var hjemme. Men for spændingens skyld valgte vi så at forære Støvring 3 mål i løbet af 10 minutter - og de 4-3 holdt til pause. Meget positivt, men også en hel del forsvarsmæssigt at tale om.
I 2. halvleg bølgede spillet frem og tilbage og efter 10 min. fik Emil bragt os foran 5-3. På en af vores svagheder - hjørnespark - fik Støvring igen reduceret på et flot hovedstød. Heldigvis scorede Mikkel R til 6-4 med et kvarter igen og da Mikkel scorede sit 4. mål til 7-4 var sejren hjemme.
Trods lidt vaklen i forsvaret så spillede vi en fornuftig kamp. Kæmpeindsats af en utrættelig Emil på midtbanen, hvor også Markus, Lukas og Frederik bidrog med flot fight. Markus indledte helt fantastisk og det skal vi lige ha fundet frem i alle 60 minutter. Helt fremme er Simon farlig og kæmper flot - og herligt, at Mikkel R. trods hælproblemerne formår at prikke bolden ind så ofte. Så mange positive momenter - og vi ved jo, at Mathias, Moses og Mikkel L. i de bageste rækker normalt er særdeles stærke, så hvis de finder vanligt niveau i de kommende kampe, så bliver vi ikke så nemme at slå. God indledning på sæsonen.
 
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Status efter træningskampene

Her i opstartsfasen til 2008-sæsonen har vi spillet ialt 5 træningskampe. To aflysninger.

Chang - LKB Gistrup 5-2
En kamp som blev spillet på AaBs kunstbaner. Vi spillede ganske enkelt Gistrup ud af banen - og især i første halvleg flød kombinationerne flot, idet vi fik spredt spillet godt ud på fløjene hvor både Markus og Frederik spillede bedre end længe. Det stod 4-1 ved pausen hvorefter Gistrup kom lidt bedre med i 2. halvleg - men en alt, alt for lille sejr endte med 5-2 efter vi missede et hav af chancer. Målscorere var Frederik med 2, Ronni 2 og Markus 1.

Støvring - Chang 3-4
Det var nu besluttet, at vores 96-ere skulle rykke op til U12 - så vi var lidt spændte på hvordan vi skulle klare os uden dem. Og ikke mindst Ronnis mange mål. Vi fik igen en god start på kampen og kom foran 2-0 indenfor det første kvarter. Begge mål ved Mikkel R. som har overtaget Ronnis plads helt i front. Spillet bølgede frem og tilbage og vi var indimellem under pres, men en kanon flot spillende Mathias i målet afværgede det meste. Det endte med en flot - og lidt heldig - sejr på 4-3. Mikkel R. 3 og Simon var målscorerne.

KFUM - Chang 3-4
Selvom resultatet var det samme, så var kampen en helt anden, idet KFUM slet ikke har Støvrings niveau efter de har flyttet så mange spillere op i U12. Vi vandt - men spillede faktisk en elendig kamp, hvor forsvaret forærede målene væk og angriberne brændte og brændte. Vi burde ha vundet langt større. Mikkel R. scorede igen 3 mål og Markus 1.

Chang - AaB 2-4
Vi frygtede det stærke AaB hold, der havde vundet 18-0 (KFUM) og 22-0 (Freja) i træningsturneringen, så spillet blev lagt særdeles defensivt an. Da samtidig AaB kun mødte frem med 7 spillere, så blev det faktisk en meget lige kamp. AaB kombinerede bedst og kom fortjent foran 2-0, inden Mikkel R. reducerede lige inden pausen. Vi kom dog hurtigt bagud 3-1, men efterhånden nåede trætheden AaBerne, så vi fik presset spillet længere frem og Markus fik reduceret til 2-3. Vi satsede herefter en del, men blev straffet kort før tid, så kampen endte 4-2 til AaB.

Chang - Gistrup 1-3
Det var tydeligt fra kampens start, at det var et noget andet Gistrup-hold end vi er vant til. Deres nye træner har lagt spillet helt anderledes an og pludselig fik vi lov til at løbe efter dem i en første halvleg, som Gistrup dominerede og vandt med 2-0. I 2. halvleg sadlede vi om og spillede nu med 2 fremme og kun 2 på midtbanene og det fungerede langt bedre. Emil fik reduceret og vi havde herefter masser af muligheder, inden Gistrup lukkede kampen til 3-1 og en trods alt fortjent sejr.

Alt i alt nogle ok træningsresultater. Spillet har indimellem været rigtig godt - men vi falder ofte lidt ud og så kommer vi til at se rigtig skidt ud.
Pia Mose