SKOLEN
Skolen for Nølev og Assedrup havde hidtil haft sin plads i Nølev. Imidlertid blev der vedtaget en forordning om, at børnene i et skoledistrikt skulle have nogenlunde lige langt til skole, hvilket jo ikke kunne opfyldes, når skolen lå i Nølev by, nemlig i den ejendom, der i dag ejes af Niels Gregersen. Det kunne naturligvis ikke praktisk lade sig gøre, at alle fik lige langt, men da det blev besluttet at bygge en ny skole, tog man forordningen til efterretning og mente at finde midtpunktet mellem kirkebyen Nølev og stationsbyen Assedrup på bakken mellem dem. Her kom skolen til at ligge (1892), og her ligger den endnu og beboes af familien Tromborg.
Det er iøvrigt et rent mirakel, at den gamle skole i Nølev by stadig står. For ved en bestemt lejlighed, mens min far gik i skole der, kom en af hans klassekammerater, en vis Søren Pedersen, et pund krudt i kakkelovnen. Kakkelovnen væltede, alt blev sort og kun med nød og næppe reddedes bygningen fra brand. 'Sabotøren' stod til en ordentlig endefuld.
.
TELEFONCENTRALEN:
1913 kom telefoncentralen til Assedrup. Indirekte har det sikkert forbindelse med jernbanen, idet Assedrup på grund af den var blevet et midtpunkt for de omkringliggende landsbyer. Derfor var det naturligt at anbringe centralen her. Den begyndte med få abonnenter, men voksede sig ret hurtigt til en ret stor central, med flere, ja dobbelt så mange abonnenter, som de fleste landsbycentraler her omkring, f.eks. Saxild eller Rude.
HANS VÆVER.
Fra gammel tid havde her været flere vævere. Disse var altså ikke kommet 'med banen', men var her, da den kom og skulle derfor egentlig have været nævnt først. Her skal nu kun nævnes en enkelt, nemlig Hans Væver. Han og hans kone havde 'et lille sted' på Assedrup Mark, nærmest i en skovkrog. Der hørte halvanden tdl. til stedet. De holdt en ko og nogle få høns, så det meste lå hen til foder til koen, og en lille smule blev anvendt til korn og køkkenurter. Deres hovedernæringsvej var jo vævning og dette, sammen med de halvanden tdl., gjorde, at de kunne klare sig. Ingen af dem var den store begavelse, således kunne de hverken læse eller skrive. Sparsommelighed var det centrale i deres tilværelse; de tændte f.eks. aldrig lys, men gik i seng, nar det blev mørkt og stod op, når det igen blev lyst. Avis holdt de naturligvis ikke, men det var jo heller ikke så almindeligt dengang. Men heller ikke et ur ejede de, så de vidste ikke, hvad klokken var og heller ikke, hvad dag det var i måneden. Men de ting blev de fortalt, når naboen eller andre kiggede ind til dem. Min far besøgte dem ofte i de år, hvor han som dreng passede køer. Så bragte han dem lidt nyt, fortalte dem, hvilken dato det var, og hvor langt man nu var henne på året.
Ved vævningen tjente Hans Væver, som han altid kaldtes, nogle beskedne penge. For dem købte de så de fornødenheder, der var absolut nødvendige. De handlede ved Torstensen i Malling, da han flyttede derop fra Norsminde. Når der f.eks. var brug for ost, så tegnede Hans noget rundt på sin seddel. For sjov lod de langhalsede kommisser så, som om de troede, at det var en slibesten han ville have og kom sådan en i kurven under stor protest fra Hans, der også havde det handicap, at han stammede. Han fik selvfølgelig altid sin ost med hjem.
Hans Væver og konen kunne jo heller ikke rigtigt holde kontrol med, hvornår det var jul. Men som det gik for sig på den tid, fik han, fra dem han havde vævet for i årets løb, lidt ekstra til jul - varer, naturalier af forskellig slags. Det var så ekstrabetaling for det udførte arbejde, eller en bonus som påskønnelse for veludført arbejde. Det rettede sig naturligvis efter arbejdets størrelse og efter, hvor flinke og rundhåndede folk var. Men Hans Væver tog også hensyn til det, når nogen havde bud efter ham. De, der gav godt, stod først i køen. Jeg ved, han gerne ville arbejde for min bedstemor, for hun gav godt af det ekstra. Jeg ved så nogenlunde, hvad han fik herfra:
Først et røget fårelår, desuden et par rugbrød. Rugbrød bagte alle på gårdene jo selv dengang; her sædvanligvis 25 om måneden, men i december måned 50, for da skulle der ekstra til. Det var ikke 4 punds brød, men 10-12 punds. Oveni fik han et par siqtekager, 1 snes æg, lidt pølse og andet slagtemad. Så vidste Hans Væver og hans kone, at nu var det jul.
Vi har endnu flere af hans olmerdugsdyner; det er meget fint arbejde, men de er dog ikke længere direkte i brug.
Det var en beretning fra den gode gamle tid. I dag ville man nok kalde det en sløj tid, men der var tilfredshed og folk eksisterede uden indblanding fra det offentlige. - En anden mentalitet og ingen underskud på betalingsbalancen, hverken den private eller offentlige.
SLUMKVARTER
Vi havde det hele her i Assedrup; et 'slum' manglede heller ikke. En mand, som nok ikke var af de allerbedste, malkede hver nat en ko på en nærliggende gård; det ordnede man ved at sætte tyren på koens plads.
Der var på den tid mange fisk i åen, men der var også mange 'fiskere', så det kneb med at få de fisk, man var berettiget til. Der var særligt en 'fisker', der drev rovfiskeri. Min far henvendte sig til ham, om han ikke kunne tænke sig at leje det til ejendommen hørende fiskeri. Det kunne han meget vel, bød 1 lispund (16 pund) ål om året leveret efter behag. Sådan blev det til begge parters fulde tilfredshed. Omkring århundredeskiftet boede her i Assedrup en familie, som var meget ugleset. Når folk gik forbi i deres pæne tøj for at tage med toget, sagde manden og konen højlydt til hinanden: Kunne vi endda slå dem ihjel og tage deres tøj. - Det var før genbrugsforretningernes tid.
KANALPLANER
Noget, som ikke fik betydning for udviklingen her i Assedrup, men kunne have fået det, var nogle fantastiske planer, som var opstået i Odder. Man var kommet ind på, at Odder skulle være havneby. Det var i årene lige før 1. verdenskrig; forøvrigt noget af det første, jeg erindrer, fordi min far talte om og beklagede sig over, at så fik vi nok engen ødelagt.
Planerne gik ud på at grave en kanal fra Norsminde til Odder, en vanvittig plan, der ville koste en masse penge. Nogle penge blev fremskaffet, enten var det 2 millioner eller også var det 2 millioner hele anlægget ville koste. Men hele planen blev opgivet på grund af manglende kapital, og de herrer kom til fornuft. Skulle Danmark kun have haft den ene mulighed for at få en havn, var projektet sikkert blevet gennemført, men vi har jo, som bekendt, adskillige havne.
Det skrevne er jo efter hukommelsen og efter overlevering, af gode grunde har jeg ikke ført dagbog. Uden sammenligning i øvrigt gælder det også de islandske sagaer, der er overleveret gennem flere tusinde år, så princippet er ikke så dårligt.
R.K.N.
På redaktionens vegne takker jeg R.K.N. for hans store arbejde med at fortælle og fremdrage erindringsbilleder fra Assedrups historie. Der har været virkelig mange positive tilkendegivelser til denne lokalhistoriske føljeton.
Samtidig vil jeg gerne opfordre andre med lokalhistorisk viden og hukommelse til at komme frem med fortællinger 'fra gamle dage’. Det behøver ikke at blive afleveret skriftligt, men kan fortælles til mig, så skal jeg skrive historien i Kirke og Sogn. Jeg håber, at mange vil tage imod denne opfordring, så vi allesammen kan blive lokalhistorisk klogere.
Kirsten Lundager.
