Indtagelsen af Jylland
1533: Danmark stod uden konge, og den senere Christian d. 3 som var hertug af Slesvig-Holsten havde et ønske om at blive den nye konge i Danmark. Men på daværende tidspunkt var Danmark delt op i len, hvori hver greve havde en interesse i, at forholde Danmark uden konge og derved give sig selv frie tøjler. Christian d. 3 finansierede en hær anført af den holstenske Johan Rantzau. København og Malmø støttet af Lübeckerne, ønskede Christian d. 2 som ny konge, og havde Grev Christoffer som hærleder. Grev Christoffer stod stærkt i det nordjyske og på Fyn og Sjælland. Her havde de mange bønder og borgere med sig. Hertug Christian lod sig krone til konge i den sydlige del af Jylland og sendte Rantzaus hær mod det nordlige Jyllands mange bondeoprør. Dette kulminerede med slaget mod skipper Clement i december 1534, hvor Rantzau vandt og derved kom til, at sidde på Jylland og med en stærk flåde i Ebeltoft. Rantzau manglede derefter at indtage Fyn og Sjælland, inden Christian d.3 kunne indsættes som konge i et samlet Danmark.
(Læs mere om Grevens Fejde på WWW. Danmarkshistorien.dk)
Landgang ved Helnæs
Grev Christoffer og Christian d. 2 ventede, at Rantzau ville udnytte den store flåde i Ebeltoft til at sejle direkte til København og Sjælland, men Rantzau valgte en helt anden løsning. En af dagene d. 16-18 marts gik Rantzau i land ved Helnæs på Fyn, med 2500 mænd og 300 ryttere. Rantzaus styrke nåede akkurat i land inden de blev angrebet af Grev Christoffers skibe. Rantzaus umiddelbare mål var, at kontrollere Lillebælt, og derfor marcherede hans hær mod Middelfart.
Slaget ved Faurskov
Rantzaus hær havde et utroligt tempo set med datidens øjne, og den 20. marts var han i nærheden af Middelfart. Christoffers styrker valgte Brende Å, ved Faurskov som et godt sted at møde Rantzau, hvilket førte til slaget ved Faurskov. Slaget udviklede sig til et blodbad. Grev Christoffer havde undervurderet Rantzaus hærs styrke og brugte bønderne som afledning, så de kunne trække tilbage til Assens. Overfor Rantzaus professionelle hær var de dårligt bevæbnede bønder forsvarsløse. Kilderne siger at Rantzaustyrkerne erobrede nogle kanoner, de derefter brugte til at kontrollere udsejlingen ved Middelfart. Christian d.3 skrev senere hvordan Grev Christoffer efterlod bønderne til døden ved Faurskov og forskellige kilder beretter at mere end 2000 bønder døde, hvilket dog meget vel kan være overdrevet.
Belejringen af Assens og slaget ved Øksnebjerg
Efter dette marcherede Rantzau mod Assens, og kontrollerede byen ved en belejring i skoven ved Barløse d 22 marts. Den 25. bevægede hæren sig mod Lundager. Belejringen var dog ikke en succes på grund af Assens' placering ved havet, hvorved Grevens hær havde understøttelse af skibene. Rantzau forsøgte mindst 2 gange at storme Assens. Anden gang var d. 16. april, men det lykkedes ikke for dem. Disse to forsøg havde kostet Rantzau 500 mand. Rantzau trak sig lidt tilbage, og brugte derefter mere energi på at indtage Odense. Men Rantzau trak sig igen ud af Odense for at mobilisere sin styrke ved Barløse. Efter Rantzautroppernes tilbagetog fra Odense kom grev Albrectt fra Svendborg som var støtte til grev Christoffer. Odense straffedes med plyndringer for at have gået på Rantzaus side.
Den 11. juni klokken seks mødtes Rantzau og Grev Christoffer i det afgørende slag ved Øksnebjerg. Rantzau satte ild til sin lejr for at vildlede modstanderne. Grevens hær havde en fordel på slagmarken, nemlig, at de stod på toppen af en bakke, mens Rantzau stod for foden. Grevens hær begik en fejl og angreb Rantzau, som trak kanonerne frem og derved gjorde et kæmpe indhug i Grevens hær. Rantzau vandt dermed slaget og overtog derefter resten af Fyn. Efter Rantzau havde vundet slaget ved Øksnebjerg, flygtede folkene fra Assens i både, da Rantzaus hær plyndrede byen.
