Sportens diplomatiske egenskaber: Idrætsdiplomatiet

 

I 2014 under landenes indmarch ved den olympiske åbningsceremoni i Sotji marcherede Kina og Japan som de eneste nationer ind på det olympiske stadion med deres eget flag i den ene hånd og det russiske flag i den anden hånd. Dette var et tydeligt eksempel på begrebet idrætsdiplomatiet.

Ifølge professor Barri Houlihan er en af de primære årsager til, at regeringer finder interesse i sporten som diplomatisk redskab sportens kombination af høj synlighed og lave omkostninger. Selve begrebet ’idrætsdiplomatiet’ kan defineres som ”the whole range of international contacts and competitions that have implications for the overall relations between the nations concerned.” (Keech, 2001, s. 71). I det følgende illustreres, hvorfor idrætsdiplomatiet er et vigtigt fagområde, der på grund af sportens vedvarende og stærke symbolværdi kan fungere som et potentielt magtfuldt diplomatisk værktøj, hvilket vil understøtte påstanden om, at netop Kina og Japans flagren med det russiske flag er et diplomatisk tiltag, eller rettere et idrætsdiplomatisk tiltag.

Det er tydeligt, at diplomati-begrebet er ændret og blandt teoretikere er der også stor enighed om ”that a transformation of diplomatic practice has taken place, which has seen the dissipation of diplomatic activity across a much wider range of activities.” (Beacon 2000: s. 14). Historisk set har idrætsdiplomatiet vist sig i forskellige afskygninger. På den ene side er sporten blevet brugt til at opretholde gode relationer mellem nabolande og allierede. Her kan blandt andet nævnes multisportsarrangementet The Commonwealth Games, der blev oprettet for opretholdelsen af tætte forbindelser mellem Storbritannien og dets kolonier. På den anden side er sporten blevet brugt som et middel til at udtrykke misbilligelse af andre staters handlinger. Typisk er dette sket ved at forsøge at isolere stater fra internationale konkurrencer eller ved at boykotte bestemte sportsbegivenheder. Det mest berømte eksempel på sidstnævnte er formentlig det amerikansk ledede boykot af sommer- OL i Moskva 1980 som en følge af den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979. Fraværet af USA og mange af dets allierede fra OL i Moskva 1980 blev forventeligt efterfulgt af et sovjetisk ledet boykot af OL i Los Angeles 1984.

Det er ikke nyt for Kina at benytte sport i diplomatiske henseender og udenrigspolitiske interesser. Ping-Pong Diplomatiet mellem Kina og USA i begyndelsen af 1970’erne assisterede i at åbne Kina mod resten af verden, hvilket resulterede i at præsident Nixon i 1972 kom på officielt besøg i Kina. Sporten kan også bruges som et effektivt middel til at signalere en tilbagetagelse af en stat i det internationale samfund og Japan benyttede således OL i Tokyo i 1964 til at markere en tilbagevenden til diplomatisk respektabilitet. Således kan sportsudvekslinger og sportsevents – eller nærmere en idrætsdiplomatisk tilgang – tjene som en vigtig funktion, der kan hjælpe med at nedbryde stereotyper og øge forståelsen mellem lande.

Foruden de klare relationelle forhold signaleret ved Kina og Japans flagren af det russiske flag under åbningsceremoniens indmarch, så mødtes Putin både med den japanske premierminister Shinzo Abe og den kinesiske præsident Xi Jinping under OL i Sotji i et forsøg på at styrke landenes indbyrdes samarbejde og tillidsforhold. Sotji blev dermed også et
geopolitisk centrum for Putin, ligesom Sotji efterfølgende var tiltænkt at være værtsby for det efterfølgende G8-møde, der dog blev flyttet grundet Krim-konflikten.

Landenes flagren med det russiske flag under indmarchen til åbningsceremonien er et tydeligt eksempel på at benytte sportsevents som arena til at oparbejde internationale relationer. Ikke at det alene kan tilskrives de diplomatiske bånd opstået mellem Rusland og Kina under OL i Sotji, men i et større internationalt perspektiv er det interessant at Kina ikke blot deltog repræsentativt i form af Xi Xinping ved Ruslands fejring af 70-året for sejren under Anden Verdenskrig i 2015, men det kinesiske militær havde sin helt egen rolle i opvisningsshowet. Den kinesiske ”parade” under indmarchen, der desuden mindede om samme præcision man så under den kinesiske strækmarch på Den Røde Plads, og Xi Xinping og Putins topmøde ved OL i Sotji kan således associeres som det første spædestik i et større russisk-kinesisk samarbejde og diplomatiske forbindelser. Her er det også væsentligt, at det netop kun er blandt befolkningen i Kina og Rusland, at Præsident Putin med henholdsvis 66 % i Kina og 82 % i Rusland oplevede større popularitet efter OL i Sotji og ikke mindst konflikten i Krim, hvor samtlige europæiske og amerikanske staters befolkninger var langt mere negative i holdningen til Putin.

Det tyder således på, at de idrætsdiplomatiske aktioner har haft en positiv indflydelse på forholdet mellem Kina og Rusland, ligesom det ikke skal underkendes, at den kinesiske befolkning anerkender Putins stærke position i Rusland og verden generelt, som de ser som en vigtig modvægt til USA’s hegemoni.

Ovenstående er baseret på mit speciale fra 2015 – Dreams of Russia – som jeg skrev med min gode ven Andreas Juul Jeppesen.


Litteratur:

Houlihan, B. (2004). ”Politics and Sport”. I: Coakley, J. & Dunning, E. (eds.) Handbooks of Sports Studies. London: Sage. s. 213-227.


Keech, M. (2001). The Ties that Bind: South Africa and Sports Diplomacy 1958–1963, The Sports Historian, 21:1, 71-93, DOI: 10.1080/17460260109443377.

Beacon, A. (2000). Sport in international relations: A case for cross-disciplinary investigation. The Sports Historian, 20,2 (Nov, 2000), s. 1-23.