Dagen var kommet hvor slaget om sejren i C-klassen skulle stå.
Jeg havde trænet intenst i ugerne op til løbet og følte mig i sidste uge max klar til at give den gas.
Men som det jo så ofte sker i vores dejlige sport, skulle et styrt i sidste uge samt en smule sygdom i ugen op til løbet skulle bidrage til at det ikke gik som håbet.
Jeg kommer tidligt ud til stævnepladsen, for at sondere terrænet.
Prognosen står på regn, regn og atter regn.. Dog har er Rude skov blevet forskånet for det værste så sporet er kun vådt og ikke et mudderhul.
Jeg møder Mikael Schrage i målområdet og vi aftaler at køre en tur ud på ruten for at varme op og teste sporet.
Jeg beslutter mig for at køre hele sporet, og det resulterer i at jeg næste misser starten.. Ikke smart Michael...!!
Til mit held er starten rykket 10 min, så jeg slap med skrækken.
Efter en improviseret kontrol af alle rytternes chip, bliver der talt ned til start.
Først bliver H40 sendt afsted, 1 minut senere U-17 og 2 minutter senere C rytterne.
KØR bliver der råbt i megafonen, og vi giver den alle max gas og pulsen rammer hurtigt max zonen. Jeg ligger mig ind bag Mikael Schrage og vi kører sammen ind på første stigning op mod mål.
Da vi når toppen kan jeg se at vi har slået et lille hul på 10 sek ned til nummer 3. FEDT tænkte jeg, nu skal vi bare arbejde sammen og så kører vi sejren hjem!
Da vi kommer op på Højbjergs anden stigning overhæler vi allerede en del af U-17 rytterne.
Vi kommer ned på det første stykke grus, og jeg lægger mig i front. Schrage råber at vi ikke skal køre for hårdt i starten og arbejde sammen. Jeg er helt enig.
Vi kører sammen ind på det første stykke singletrack efter grusstien, og jeg kan mærke at jeg på ingen måde er i zonen. FUCK tænker jeg.. Det kører bare ikke som det skal. Jeg føler mig presset ved at køre i AT og benene virker alt for tunge!
På stigningen op til DH bakken, kan jeg mærke at der ikke er noget at træde med, jeg føler på ingen måde det samme overskud som jeg havde haft ugen før da jeg kørte på ruten. Den store klinge er skiftet ud med pivskiden..
Det er allerede her at jeg indser at det ikke er idag jeg skal sejre i C. På toppen af DH bakken kommer Carboni forbi mig og han kører op til Schrage som har fået et hul på 10 meter.
Herfra indser jeg at der kommer til at blive en kamp om blot at gennemføre.
Styrtet fra sidste uge gør at ribenene gør ondt hver gang jeg trækker vejret, og fornøjelsen ved at køre mountainbike ligger nu langt væk!!
Jeg bliver passeret af nummer fem og indtager derefter selv femtepladsen..
De næste 3 runder ligger jeg i tæt kamp med fjerde pladsen, og på vej op af 2. stigning på Højbjerg udgår han pga. defekt. Jeg har nu fjerde pladsen og det eneste der forhindrer mig i at udgå pga. smerter i ryg og ribben, er at min kæreste, hendes søster samt min familie er troppet op for at heppe.
Det er et rent helvede at køre løbet færdigt og det eneste jeg tænker på er at jeg skal holde min fjerde plads.
Da jeg kører ud på sidste omgang er der for alvor udsolgt i benene. En smule sygsom i dagene op til løbet må have haft større effekt end først forudset.
Hver stigning jeg rammer virker som et uoverskueligt projekt!
På switchback'en kan jeg se at Claes Bogan har kørt sig ind på mig og jeg skal nu ikke fejle meget før jeg seriøst er i fare for at miste min fjerde plads.
Jeg vælger så at styrte på træstammern lige inden man kører op til venstre på stigningen mod mål.. Jeg er så smadret at jeg ikke kan overskue at hoppe op på cyklen. Jeg beslutter mig for at løbe op af stigningen og det resulterer i krampe i begge baglår og lægge!!
På det flade stykke lige inden den sidste mini stigning op til mål hopper jeg op på cyklen og kører i mål med max krampe i begge stænger..
Missionen lykkedes, jeg når i mål som nummer 4, og vælter af cyklen i udmattelse.. Claes Bogan kommer ind 24 sek efter mig.
Jeg er lykkelig over at dette helvede nu er slut, men har en ærgelig følelse over at ingen ting gik som det skulle.. De dage må man bare tage med i en sport som mountainbike.
Der skal lyde et stort tillykke til Carboni og Schrage som kørte et flot løb og hendholdsvis blev nr. 1 og 2.
Samtidig skal der også lyde en kæmpe tak til alle dem der heppede ude på ruten, det var klart med til at få mig igennem dette helvede! Fed support fra HMTBK og familien... Det var stort;-)
Nu er det bare at se frem til næste løb, som næsten kun kan gå bedre end denne lørdag i helvede!!
