Sådan en lille vims hund som en Coton stikker frygtløst sit hoved ind i alles hække og buskadser er til for at forceres lige på og hårdt. Er der ikke et hul, der er stort nok maser man bare til indtil man er igennem. Sådan gør Darcy i hvert fald.
Den tykke pels beskytter langt hen ad vejen, men han har altså også fået afskrabninger og rifter. Mange gange opdager man dem ikke, når de sidder mærkelige steder, men er de store nok og danner skorpe mærker man dem straks ved den daglige kæletur.
En lille rift eller en lille hudafskrabning - LILLE - kan man ifølge min dyrlæge, som jeg som bekymret hundemor konsulterer for selv det mindste, behandle på følgende måde:
Vask skrammen i varmt vand og rens med klorhexidin. Hvis hunden gerne vil slikke på såret, kan man købe en spray i håndkøb hos dyrlægen til halvandet hundrede kroner. Den virker antiseptisk og sårhelende og har ydermere en afskyelig lugt og smag, som skulle give hunden afsmag for at slikke på sit sår.
Hvis ikke man bruger denne sårspray, kan man bruge apotekets sårsalve, Klorhexidin+, der fås i håndkøb.
Darcy har haft en skramme på bagparten, som han ikke ville holde op med at bide i. Da en manchet om halsen gjorde ham stiv af skræk - rent bogstaveligt, for han kunne ikke røre sig i næsten en time, hvorefter vi fjernede den igen - så syede min foretagsomme mand en slags tanktop. Den fik Darcy på omvendt. Rigtig fikst fundet på syntes dyrlægen også.
Men konsulter ALTID din dyrlæge telefonisk for at høre, hvordan du skal forholde dig!