Viden og Tips / Nyårsaften

Nyårsaften og fyrværkeri

Tema om træning og medicinsk behandling i forbindelse med nytår

Af dyrlæge Henrik Strange

Hvorfor er hundene bange for fyrværkeri?
Nogle hunde udvikler angst for fyrværkeri. Set med hundens øjne, kommer alle lysglimt og brag uden nogen forvarsel og derfor fuldstændigt uforudsigeligt. Fyrværkeri er i dag så forskelligartet, at det udover at indeholde lysglimt ofte ledsages af høje lyde. Der findes hunde, som reagerer på bestemte lyde, andre hunde reagerer på lysglimtene, mens andre igen reagerer på det hele.

Der findes flere typer angst. Enten en generel angst, hvor hunden reagerer ængsteligt overfor mange forskellige situationer eller en mere specifik angst, hvor trygge hunde reagerer overfor en bestemt situation/ting. Hunde, der lider af den generelle angst, har ofte haft en utryg baggrund, f.eks. en dårlig socialisering tidligt i livet eller måske en dårlig prægning, men angsten kan også være nedarvet. Angst for nytårsfyrværkeri kan være en af de situationer, hunden er bange for.

Årsagen til angsten er forskellig fra hund til hund, men måske har hunden været tilstede, mens der blev affyret fyrværkeri på gaden eller oplevet et kanonslag på tæt hold. Denne specifikke angst kan udvikle sig til en generel angst for andre situationer, hvis den ikke behandles.

Hvornår skal man starte træningen?
Det er en generel fejlopfattelse, at træning med hunden skal foregå i december måned. I forbindelse med at det første krudt skydes af i december måned, bliver ejeren opmærksom på problemet, og vil derfor gerne nå at træne med hunden inden nytårsaften. Træning til nytårsaften skal foregå i løbet af hele året, gerne med start i det tidlige forår.

Der findes forskellige typer af træning. Det er vigtigt, at gøre sig klart hvilken type hund man har at gøre med. Mentalt er der stor forskel på understimulerede hunde og nervøse hunde. Nogle hunde kan tilvænnes de høje brag ved at lytte til en CD med forskellige lyde. Men andre hunde opfatter dog ret hurtigt, at det ikke er fyrværkeri, ikke mindst fordi lysglimtene mangler, og overfor denne gruppe virker lydterapien ikke.

Det bedste er at gå langsomt til værks og få en hjælper til at affyre fyrværkeri, først på lang afstand og senere tættere på. Ofte kan det hjælpe hunden, at ejeren står imellem affyringsstedet og hunden. Det kan virke som en fysisk og psykisk beskyttelse af hunden. Husk at hunden skal belønnes for ikke at udvise angst. Den må aldrig ynkes, når den er bange. Det kan virke forstærkende på angsten.

Medicinsk behandling i sig selv kan ikke kurere hundes angst, men hvis angsten er dæmpet, kan hunden være mere modtagelig for træning. Med andre ord: det er træningen og samhørigheden med ejeren, som er behandlingen, men uden brug af angstdæmpende medicin kan det være svært at holde hunden koncentreret om øvelserne, da den hele tiden distraheres af forhold, som gør den bange.

Man kan groft opdele hundene i 4 grupper, som alle kræver forskellig træning og medicinsk behandling:

  • De hunde, der bliver angste/nervøse allerede i december ved de første tegn (lyde) på fyrværkeri.
  • De hunde, der først begynder at reagere mellem jul og nytår, når fyrværkeriet tiltager.
  • De hunde, der udelukkende reagerer nytårsaften, men er både urolige og bange.
  • De hunde, der er lidt urolige selve nytårsaften.


Hvilke typer medicin findes til angste hunde?
De fleste typer medicin, som kan anvendes i forbindelse med Nytårsaften er receptpligtige. Din dyrlæge skal, med baggrund i kendskabet til din hund, vælge medicin og dosering. Det skal understreges , at man ikke skal anvende medicin til mennesker, da det kan have en helt anden effekt på hunde.
 
Der findes mange forskellige måder at behandle hundes angst for fyrværkeri:

  • En type angstdæmpende medicin indeholder clomipramin. Medicinen har en indkøringsperiode på mellem 2 og 4 uger, før den maksimale effekt kan ses, og det anbefales derfor at starte behandling i løbet af efteråret. I behandlingsperioden anvendes lydterapi med CD og de skud, som kommer i løbet af december som tilvænning.
  • En anden type angstdæmpende medicin indeholder stoffet apozepam. Det virker ikke fremmende for indlæring, men er udelukkende angstdæmpende. Denne type gives typisk i december måned alene eller i kombination med sløvende medicin.
  • Sløvende medicin indeholder oftest acepromazin. Dette lægemiddel er det mest udbredte til behandling af nytårsangst hos hunde. Det skal dog understreges, at det ikke har nogen angstdæmpende effekt, og at hunden derfor stadig er bange nytårsaften. I nogle studier hævdes det, at acepromazine skærper hørelsen, og derfor anbefales det, at man bruger det i kombination med angstdæmpende medicin, f.eks. apozepam.
  • Endelig findes en række naturlægemidler og kosttilskud som anvendes i forbindelse med angst for nytårsfyrværkeri. Den nyeste forskning har vist effektive behandlings resultater ved brug af duftferomonerne DAP, som hunden vil forbinde med en tryg tilværelse. Alt efter intensiteten i afskydning af fyrværkeri i december kan man vælge at behandle hele december måned, men for at opnå fuld effekt skal hjemmet være behandlet minimum 14 dage før Nytårsaften.


Du skal kontakte din dyrlæge, hvis...

  • Din hund lider af angst for fyrværkeri.
  • Du har spørgsmål til hvilken medicinsk behandling, hunden får.
  • Du er i tvivl om, at du har den optimale behandling klar til nytårsaften.
Artiklen er fra Netdyredoktor.


Tema om få hunden sikkert gennem nytårsaften

Af Frank Naumann og Lise Lotte Christensen

Nytårsfyrværkeriet er en skræmmende oplevelse for mange hunde, mens andre tilsyneladende er upåvirkede i forvirringen. Men hvert år er der hunde, som kommer til skade i forbindelse med nytårsaften. HUNDESKOLEN giver derfor nogle råd om, hvordan man gør dagene omkring nytåret sikre for hunden.

I god tid før nytårsaften:

  • Kontakt din dyrlæge i god tid hvis du ved, at hunden bliver meget bange, og skal have noget beroligende nytårsaften.
  • Kontakt en hundepension på landet eller lej et sommerhus et øde sted, hvis du ønsker at skåne hunden for fyrværkeriet.


I dagende før nytårsaften:

  • Tal med naboerne om, hvornår og hvordan de har tænkt sig at skyde nytåret ind. Snak også med børnene i nabolaget. Fortæl dem, at dyr nemt kan blive forskrækkede, og forklar børnene hvordan de kan vise hensyn overfor dyrene.
  • Hold altid hunden i line når I færdes uden for hjemmet. Hunden kan blive forskrækket og flygte, hvis den overraskes af fyrværkeri.


På selve dagen:

  • Sørg for at motionere hunden rigtigt grundigt tidligt på dagen. En god lang tur i skoven eller på stranden vil hjælpe hunden til af slappe af senere på aftenen.
  • Sørg for at holde hunden i line på lufteturen eller i en indhegnet have - et højt brag kan gøre hunden så forskrækket, at den løber bort i panik eller bliver kørt ned i trafikken.
  • Hold også hunde, der ikke er bange for fyrværkeri, i line. De kan nemlig finde på at løbe mod lyden og synet af raketter og forsøge at fange det, hvilket er meget farligt. Hvert år kommer dyr alvorligt til skade, fordi de enten kommer for tæt på fyrværkeri, eller fordi de forsøger at apportere raketter eller "fusere".
  • Straf eller ynk endelig ikke hunden, hvis den viser utryghed ved fyrværkeri. Forsøg i stedet at aflede hundens opmærksomhed med lidt sjov leg, træning eller noget andet hunden holder af.
  • Hvis hunden er utryg og gemmer sig, eksempelvis under sofaen, så lad den være dér. Forsøg ikke at trække den frem fra dens gemmested.
  • Giv kun hunden medicin ifølge aftale med dyrlægen. Giv aldrig hunde medicin ordineret til mennesker.
  • Træk gardinerne for så hunden ikke ser de kraftige lysglimt - hunden kan nemlig godt forbinde lysglimtene med den ubehagelige lyd, og det kan gøre den mere utryg.
  • Tænd for musikken. Hvis man lader musikken spille i et tilpas højt leje, kan det virke camouflerede på fyrværkerilyde.
  • Lad ikke hunden være alene. Sørg for at den har selskab og at den er optaget af noget interessant, som f.eks. et stort, saftigt kødben, søgen efter godbidder eller lidt nyt legetøj. Sjov beskæftigelse kan være med til at aflede hundens opmærksomhed fra bragene udenfor.
  • Husk på, at spirituspåvirkede menneskers adfærd virker "mystisk" på mange hunde, og at det kan forstærke hundens angst.
  • Forsøg ALDRIG at vise hunden, "at fyrværkeri ikke er farligt", ved at tage hunden hen til fyrværkeriet. Hunden forstår det alligevel ikke, og oplevelsen kan forrette mere skade end gavn.


Dagen derpå  - 1. januar:

  • Vær opmærksom på, at der fortsat affyres raketter m.m. flere steder - HUSK linen på hunden!
  • Pas på glasskår! Dagen derpå ligger der mange glasskår på veje, fortove og i græsset. Flasker bruges ofte som raketholdere og smadres ofte efterfølgende. Glasskår og dyrepoter er en dårlig kombination, så pas på.
  • Pas på raketaffald. Afbrændte raketter ligge overalt, og de kan give opkast og mavepine, hvis de bliver indtaget af en nysgerrig hund. Raketpinde splintres let og er ikke hundelegetøj.


1. februar - Hjælp til bange hunde:

  • Hvis hunden var utryg eller bange i forbindelse med nytårsfyrværkeriet, anbefaler vi så hurtigt som muligt at starte med et lydtræningsprogram (link til vejledning i brug af lyd CD). Er man i tvivl, eller er angsten mere udtalt, bør man kontakte en dyrlæge eller professionel adfærdsbehandler, så hunden kan få den nødvendige hjælp.



Eva Minamishima