Darcys dagbog / 2009

Dagbog 2009



28. december 2009
Jeg er blevet klippet.... Min pels blev helt underlig af alt den sne og alt det salt, som skulle skylles af flere gange hver dag, så selvom min mor og far børstede og friserede var mine ben bare ligesom to filtruller til sidst. Jeg blev så sur over, at det skulle tage en time hver dag og knurrede lidt, fordi det gjorde så ondt, og så syntes min mor, det var synd og ganske unødvendigt at bruge så meget tid på det, så hun klippede bare pelsen af! Dyrlægen havde alligevel barberet mig skaldet på ryggen pga. det sår, jeg havde, så min mor sagde, vi lige så godt kunne gøre arbejdet færdigt. Så er det også slut med udstilling, men pyt med det - jeg kunne alligevel ikke lide det!!!
Min nye frisure er rigtig dejligt - siger de. Jeg har ikke bemærket noget. Jeg er ikke blevet klippet i hovedet og foran og heller ikke halen. Kun krop og ben, hvor pelsen nu har "hvalpe"-længde. Det er dejligt at blive børstet nu.

16. december 2009
Juhuu, jubii, alting er hvidt. Det er så sjovt at hoppe rundt i al sneen, men det sætter sig fast på mig. Jeg er helt fuld af snebolde/kugler på maven og benene, så jeg næsten ikke kan bevæge mig til sidst. Men jeg eeeeeeeeeeelsker sne alligevel!!!!!!!!!!

10. december 2009
I dag er det min 1 års fødselsdag. Min mor siger, jeg er en stor dreng. Jeg fået et lammeøre og en ny bold i fødselsdagsgave.

Jeg troede min mor lavede lækker mad til mig i microovnen, for det lugtede så godt, men så viste det sig, at hun bare havde varmet alle mine tæpper og mine bukser for at slå loppeæg ihjel. Øv! Hun er helt tosset i hovedet over de lopper!!!

28. november 2009
Jeg har været ved dyrlægen med mit irriterende sår. Hun sagde det var pga. loppen, at der var blevet et "hot-spot", så jeg fik noget penicillin-salve.
 
Og så er jeg begyndt at spise hvidløgskapsler. Det er fordi vores nabos kat sidder meget på vores trappesten og i vores have, og lopper kommer næsten altid fra katte, siger dyrlægen. Det er da klart, at vi hunde ikke smitter hinanden med det, hvis vi kan undgå det, og typisk det kommer fra katten!
 
Det der hvidløg skulle vist nok virke afskrækkende på loppen, så den ikke kommer på besøg igen. Det håber jeg godt nok også!

 
17. november 2009
Skrig, hyyl - nu vejer jeg 7,0 kg. Hvad sker der lige her??? Min mor har fået andre hunde-folk til at mærke på mig, og de siger jeg ikke er for tyk, for man kan mærke mine ribben og rygsøjlen. Men jeg ved bare, hun går og pønser på at sætte mig på kur... Hun siger, jeg er en Labrador i Coton-klæder!
 
12. november 2009
I dag skulle min far lufte mig - og så tissede jeg i bukserne @#%$€!!!!! Han havde glemt at tage mine "ikke-klø" bukser af mig, og jeg tænkte ikke på noget, men lettede ben, som jeg plejer. Ej, sikke noget! Min far blev rigtig flov!!!
 
6. november 2009
Igen sker der mærkelige ting her i huset. Jeg har revet mig på en busk, som jeg ville lette ben op ad, og min mor opdagede et sår på min side. Sådan et sår klør da bare helt vildt ind i mellem, så jeg bruger tænderne til at gnubbe ordentligt til.
Det synes min mor er en rigtig dum idé, for hun siger såret ikke kan hele. Hun smører det med salve, og den der salve lugter ret indbydende og uimodståelig. Så lavede min far en krave til mig, som jeg skulle have på, så jeg ikke kunne slikke på mit sår og min salve. Jeg stivnede helt af rædsel, da jeg fik den på. Jeg stod helt stille i en halv time uden at røre en muskel hverken i min hale eller i mit hoved. Min mor lagde en godbid på min næse, men jeg rørte mig ikke ud af flækken!!! Intet i verden kunne få mig til at bevæge mig en millimeter!
Til sidst syntes de vist det var synd for mig, for jeg kunne jo ikke sove stående på alle fire ben. Min far syede en tank top til mig, og den har jeg fået omvendt på. Jeg sagde jo her sker mærkelige ting!!! Halen stikker ud, der hvor hovedet skulle have været. Og bagbenene ud af hullerne til forben. Så nu går jeg rundt med tøj på og kan ikke komme til mit sår. Men tøj skræmmer mig ikke - sådan er det bare, når ens far er designer!
30. oktober 2009
 
Det har været en skrækkelig uge. Først fik jeg en loppe. Eller den blev i hvert fald opdaget. Så blev jeg badet og behandlet med loppekur, og det kunne jeg ikke tåle. Min hud blev helt rød og irriteret, og jeg prøvede hele tiden at komme til at bide og kradse, men det kunne jeg ikke, så jeg måtte nøjes med at hyle. Mine mennesker var meget bekymrede og sov på madras på gulvet for at trøste mig om natten, for det var kun, når de nulrede min pels, at jeg kunne glemme det andet. Jeg blev selvfølgelig straks badet for at få staset af, men det hjalp ikke ret meget. Dyrlægen anbefalede noget creme, som jeg så blev smurt med, og det hjalp en smule.
Da det så endelig var ved at være godt igen, så væltede min far en kop varm te ned over mig, og det gjorde herrenas, så jeg skreg og hylede og lavede lort på gulvet på vej ud til bruseren. Så fik jeg en tablet mod smerte, og så var det overstået.
Tænk hvor kan man bare være uheldig - 3 bad på en uge plus det andet elendighed.  

19. oktober 2009

Iih, jeg har lavet noget morsomt! Min mor har siddet med pinde og snor og viftet mig om snuden med det. Det ser så spændende ud, at jeg godt kunne tænke mig at smage lidt på pindene, men det må jeg ikke. Men jeg har bare så meget lyst til det, så da min mor lige var et smut oppe ovenpå, så jeg mit snit til selv at afprøve det. Det var helt vildt skægt - sådan et lille bundt snor kunne blive kæmpestort. Min mor var ikke så tilfreds: hun siger jeg er meget dårlig til at strikke......

8. oktober 2009
Jeg er blevet målt og vejet og fundet for tung! Jeg er 28 cm. høj og vejer 6,6 kg. Min mor siger jeg vejer for meget - ifølge racestandarten må jeg kun veje max. 6 kg. Hvad mon hun vil gøre ved det??? Det er nok al den pels, der vejer godt til! Måske bliver jeg klippet?!

1. oktober 2009
Min mor og far synes, jeg er SÅ dygtig. Det startede for 2 uger siden, da vi var på camping i Odense. Så gik jeg med over til toiletterne og sad udenfor - og jeg sagde ikke en lyd! Min mor troede, jeg var blevet syg, for jeg plejer at gø så højt at alle på pladsen kan høre mig, he he. Men den her gang gad jeg bare ikke.
Nu kan jeg sidde alene alle mulige steder - jeg får selvfølgelig ikke lov, for de er bange for nogen stjæler mig, fordi jeg er for lækker. Men jeg har luret dem: de sætter mig nemlig på krogen ved Netto og går ind og står og lurer bag ved ruden for at se, hvordan jeg reagerer.

Og jeg siger ikke en lyd!

25. september 2009
Jeg har været på stranden, juhuu. Jeg elsker at spæne rundt, soppe og grave gigantiske huller!!!
 
16. september 2009
I dag var jeg med min søster på besøg hos hendes veninde og hendes familie. Vi skulle køre i tog, og jeg vidste jo ikke, hvad der skulle ske - har aldrig før rejst med min søster, så jeg blev godt træt af det og gøede for at fortælle, at jeg ikke ville være i tasken et sekund længere. Så fik jeg bare skæld ud, øv!
Da vi nåede frem var det simpelthen så sjovt, for søsters veninde har også en Coton, så vi jordede rundt og legede tag-fat indtil Papaya blev træt. Jeg var ikke specielt træt, så jeg begyndte at bruge næsen og fandt ud af, at hun jo faktisk lugtede helt skønt af tæve. Så syntes jeg også lige, jeg måtte vise min mandighed og øve mig lidt på, hvordan man laver hvalpe, men DET faldt ikke i god jord, hverken hos Papaya eller hos min søster og hendes veninde.
Det blev faktisk også lidt trættende til sidst, for det var som om mine hofter gik i selvsving bare duften af tæve kom i min næse - også selvom hun var en halv meter væk, så alle var bare "Aaadr", "Uuh altså Darcy!" og "Hold så op med at være så ulækker!". Min mor siger, det skal jeg ikke være ked af, for en teenage-dreng på 16, der ser en pige med store bryster ville tænke præcis det samme, og jeg kunne ikke gøre for det, fordi jeg har 5 gange så meget testosteron i kroppen som en voksen hanhund. Tag dén, nå!!!

12. september 2009
Jeg har været med til at flytte for en i familien. Hendes lejlighed skulle tømmes for ting og sager, og jeg var med. Det jeg var allerbedst til var at finde små ubetydelige ting, folk havde glemt på gulvet, he he. Der var både vatpinde og hårelastikker med sjove perler - lige til at bide af. Og da vi kom hen til Boxit med flyttelæsset, afprøvede jeg akustikken. Den var temmelig, temmelig god - jeg blev faktisk lidt forskrækket over min egen stemme.
Derhjemme fandt jeg den fedeste sorte højhælede lædersko liggende parat på gulvet. Der var godt nok nogen, der ikke var så begejstrede over den udsmykning, jeg havde tilføjet hælen, da de fandt skoen i min mund lidt senere. Men min mor sagde, at så må "nogen" bare lære at sætte deres sko i skabet i stedet for at smide dem rundt omkring.
Og så sagde "nogen", at jeg er forkælet... som om!!!

20. august 2009
I dag har jeg været på arbejde med min mor. I går fandt jeg nemlig en tom sodavandsdåse, som jeg gnavede huller i, og min mor syntes, der manglede noget af dåsen, så hun ville holde mig under observation. Så jeg var med på arbejde...
Min mor har pralet af mig, fordi hun syntes, jeg var så dygtig at have med. Først en tur på cykel i cykelkurven, så fuld af forventning ind på banegården og hen i elevatoren, som er noget af det sjoveste. På perronen snakkede jeg med en masse mennesker, og i toget var jeg helt sød og lå på gulvet ved min mors fødder. Alt sammen uden et vuf!
På arbejde var jeg også i centrum - de syntes alle sammen, jeg var helt vildt nuttet. Jeg lå og sov det meste af tiden, når jeg da ikke lige gnavede i min ox-ring. Midt på dagen gik vi en tur ved Koldinghus og Slotssøen.
Jeg er faktisk også lidt stolt af mig selv, fordi jeg klarede at holde al den kedsomhed ud på mors arbejde uden at kny!

8. august 2009
Pyha, jeg troede jeg skulle avlsgodkendes og så er jeg næsten blevet kastreret af en pigbørste i min mors iver for at rede hårknolde ud af min pels. Av, det gjorde nas! Bagefter kom hun til min skræk med saksen - pyha, det gik heldigvis godt og jeg er hanhund endnu. Det er irriterende min pels filtrer så meget alle steder.
I dag var jeg til hundetræning og var rigtig god til det. Sidste gang blev jeg forvist til at stå bag bygningen alene, mens de andre trænede foran bygningen. Er det måske min skyld at der kommer en tæve i løbetid til træning, så jeg helt tabte hovedet og ikke kunne tænke på andet end hende? Uh, hun lugtede så lækkert, at jeg blev helt elektrisk!!!

25. juli 2009
Nu har jeg igen været til udstilling. Det var i Grenå, og jeg lavede en masse larm og kørte mig selv helt op. Der var dejlige tæver alle vegne!
Jeg fik et L som er lidt mindre end sidste gang, men min mor siger, det ikke er min skyld, for jeg er en meget fin hund. Det er nemlig bare hende, der ikke har trænet mig ordentligt, og så havde jeg fået ugler i pelsen af at sidde fastspændt i selen de to timer bilturen varede. Jeg forstår altså heller ikke, hun ikke bare friserede uglerne ud i stedet for at skændes med dommeren om det. Hvor dum kan man være!!!
Så nu siger min mor, at hun vil tage mig til ringtræning hver uge inden næste udstilling (jeg hader ringtræning), og hun vil også have, at jeg skal lære at sidde i mit transportbur, når vi kører bil. Så må hun også bare selv om, at jeg kaster op ud over det hele, ha!

23. juli 2009
Altså nu er det snart for meget. Nu siger hundetræneren - som også er adfærdsterapeut for hunde, at jeg ikke må lette ben hver anden meter, fordi jeg bliver for stor i slaget... Det er i hvert fald ikke rigtigt! Jeg ved da godt, jeg kun bestemmer i hele kvarteret heromkring, og at der er andre, der bestemmer andre steder. Nu er det blevet så træls, at mine mennesker puffer mit bagben ned, når jeg letter ben alle steder. Øv hvor er det bare surt!!! Men jeg bestemmer heldigvis alligevel, så nu giver jeg bare hals i stedet, for at fortælle alle hvem der er herre, når jeg nu ikke må sætte duftspor!!!

13. juli 2009
Jeg har været på ferie med mine mennesker igen. Det de kalder camping. Man kører og kører i bil og havner et fremmed sted, hvor man ikke engang må gø eller noget. Så bliver man tøjret til en lang snor, så man kan gå omkring og snuse.
Der var et dyr, der stjal mit lækre kødben fra mig, mens jeg var ude at gå tur, og en nat gøede jeg og vækkede dem allesammen, fordi jeg kunne høre, at der var et dyr i forteltet, der åd af min skål.
Mine mennesker synes jeg er blevet rigtig god til at shoppe og gå i butikker og på gågaden med mange mennesker. Hamborg kalder de det. Folk var også helt vilde med mig og tog billeder af mig, fordi jeg ser lækker ud.
Tyske hunde lugter meget ligesom dem, jeg er vant til og vi forstår hinandens sprog - stakkels mine mennesker, de har godt nok problemer med de mennesker, de kalder tyskere!

11. juli 2009
I dag var jeg til hundetræning igen og blev overvældet af kærlige følelser for den sødeste lille pige-terrier. Hvor har hun været hele mit liv?! Alt hvad jeg havde lært af sit og dæk og alt muligt forsvandt fuldstændig ud af mit hoved, og jeg kunne kun tænke på HENDE hele tiden. Ikke engang godbidder eller trænerens tricks kunne få mig til at glemme min store kærlighed!
Min mor kalder mig en hormonbombe, og træneren påstår, at jeg har 5 gange så meget testosteron i kroppen nu, som når jeg bliver voksen, så hun var ganske overbærende.

20. juni 2009
I dag har jeg været til hvalpetræf hos Gitte. Jeg mødte min mor og alle mine søskende og andre familiemedlemmer. Vi var 13 cotoner, der løb rundt og legede i Gittes have, og det var helt vildt sjovt. Min bror Romeo og jeg fandt straks sammen og lavede alle de samme ting sammen hele dagen.
Det er Romeo til højre på billedet og mig til venstre.

14. juni 2009
I dag blev jeg vejet og jeg vejer 5,8 kg. Ikke så dårligt når jeg faktisk startede på 140 gram!!! Nu er jeg jo også blevet 6 måneder og er en rigtig herre, der letter ben og alt muligt!

13. juni 2009
Jeg var med ude og se på på et hus i dag. Der var en kat - det kunne jeg lugte straks jeg trådte ind ad døren, så jeg måtte lige gø en alarm, så alle kunne passe på dette potentielt farlige rovdyr. Det gør herre-nas at få sådan en katteklo på snuden!
Så mødte jeg også 'moster' - og hendes lugt fik mig til at ryste af angst for det er hende med den der voldshund, jeg blev angrebet af, og den sad i hendes bil og gøede. Puha hvor var jeg bange.
Senere på dagen var jeg heldigvis på besøg hos to søde damer og jeg måtte få lov at rende rundt i haven sammen med dem og de hverken knurrede eller gøede, så jeg var rigtig glad. Der var en kanin på græs, som var meget spændende og havde en god lugt.

6. juni 2009
I dag har jeg hjulpet til i haven. Mine mennesker gravede huller og satte blomster ned i dem, og jeg gravede huller igen og hev blomsterne op og lagde dem på græsset. Orv, hvor var det sjovt, for de råbte og løb rundt efter mig, men jeg er bare helt vildt hurtig, så mig kunne de ikke fange.
Det var lidt nederen, da de så fandt på at lukke mig ud i haven med en line på, for selvom jeg tog linen i munden, når jeg skulle løbe, så kunne de alligevel godt få fat i mig, øv!

31. maj 2009
Jeg har været på camping i Kruså i weekenden, og måske havde jeg lige glemt, hvordan det er man skal opføre sig på en campingplads. Ikke noget vuffen for eksempel.... Jeg fandt nu hurtigt ud af at være stille, for jeg kom bare ind, når jeg havde det allersjovest og gøede aller højest. Jeg mødte flere hunde og var ikke helt vild med det, for jeg var bange for, at de ville bide mig.
Jeg var også i Flensborg og gå op gennem gågaden. Uha, hvor var der mange mennesker, så selvom jeg prøvede at gø hver gang, vi mødte nogen, så måtte jeg hurtigt opgive, for der var simpelthen for meget at gø af. Faktisk var jeg også inde i butikker - en ny oplevelse og rædsomt kedelig. Men jeg hilste på rigtig mange hunde og det var rigtig sjovt, og jeg gad slet ikke være bange mere til sidst.
I morges blev jeg vækket af et skrækkeligt rabalder - mennesker i mærkeligt tøj og med mærkelige ting i hænderne, som de blæste i og trommede på. Det kaldes et orkester, og de marcherede rundt og rundt og larmede værre end tordenvejr, og jeg blev så bange, så jeg fløj op i min menneskemors arme inde i campingvognen og kom til at lægge en lille pølle i farten. Øj!

29. maj 2009
I dag fik jeg besøg af min ven Ziva. Hun skulle lige se, om jeg havde det godt nok til at lege, og det havde jeg.
Jeg var ikke helt så god til at løbe rundt som jeg plejer, og det gjorde også ondt, når vi skulle tumle, men Ziva var god til at mærke, når det blev for meget, og så lå vi bare og slappede af på græsset. 

27. maj 2009
Var på besøg i går og blev overfaldet at to store hunde. Jeg blev bidt hårdt i ryggen og andre steder, og mine mennesker prøvede at redde mig og tog mig op, men jeg var helt i panik og sprang ud af deres arme og kom vist også til at bide dem i forvirringen.
De fik mig heldigvis væk fra de store hunde, men jeg var så bange resten af dagen. Jeg kom til dyrlægen som sagde, at hun godt kunne forstå, jeg havde ondt, for jeg var fuld af blå mærker på huden, så jeg fik en indsprøjtning og nogle piller mod smerter og betændelse.
Heldigvis blødte jeg ikke, men jeg fik bidsår og har været øm og piber, når nogen rører for hårdt ved mig eller løfter mig op. Jeg fik lov at sove med mit menneske i nat, og det hjalp rigtig meget, så jeg var ikke så bange i morges, og her til eftermiddag har jeg næsten været mit gamle jeg, siger de. Jeg bliver behandlet som en prins og fik besøg af min bedste ven Ziva, som skulle muntre mig op og give mig min selvtillid igen, og det hjalp.

16. maj 2009
Pyha, jeg har været i bad og på udstilling i Vejen i babyklassen. Det var lidt underligt at være der med alle de forskellige hunde, men jeg blev rost meget og opførte mig ret pænt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg gik pænt i linen og stak ikke af eller noget. Dommeren var ret flink, og syntes jeg var en fin hvalp.
Jeg mødte min menneske-mormor, og jeg kunne godt huske hende, så hun fik et slik på kinden!

6. maj 2009
I dag var jeg igen ved dyrlægen. Jeg blev stukket og faldt i søvn, og da jeg vågnede op havde jeg ingen tænder...
Dyrlægen havde hapset mine hjørnetænder af - hun sagde de ikke kunne falde ud af sig selv, og da hun lige var igang snuppede hun også lige nogle kindtænder som sad løst.
Altså, helt ærligt!!! Jeg ligner en gammel tæve!

2. april 2009
I dag var jeg med oppe hos dyrlægen. Jeg fik en masse godbidder og mødte andre hunde. Mine mennesker skulle høre dyrlægen fortælle om hundens udvikling og sygdomme og den slags, og mens de lyttede legede jeg på gulvet med de andre hvalpe.

9. marts 2009
Det har været rigtig sjovt i dag. Jeg var til noget de kalder hvalpemotivation. Jeg var i hvert fald virkelig motiveret, for det var rigtig sjovt at møde andre hvalpe og lege med dem. Mine mennesker skulle lære en hel masse om, hvordan de kan få mig til at sidde ned og lægge mig. Men det kan jeg jo godt i forvejen, så det synes jeg er spild af deres tid!

15. februar 2009
Det der "stranden" synes jeg faktisk er ret sjovt. Man får sand mellem tæerne og kan grave huller helt vildt. Og så er der bare så meget vand...

Jeg elsker sand!

9. februar 2009
Jeg kalder det for dagen, jeg blev bortført - alle de der mærkelige inddelinger med tal og den slags, som de kalder 'dato', står for mit menneskes regning.
Det startede som en dag som alle andre med morgenfoder og leg med mine søskende og mine tanter. Min mor gad ikke rigtig lege, hun var vist for træt. Så fik vi besøg og det var også lige som det plejede, men pludselig blev jeg båret ud og langt væk og ind i en larmende ting, de kalder 'bilen'.
Jeg skreg og hylede og tudede for at vise, at jeg ikke kunne lide det og gerne ville tilbage, men larmen fortsatte i laaaaaang tid, og det gjorde jeg så også, og så kom jeg ud et fremmed sted, hvor jeg både skulle drikke og spise og sove og lege.
 
Det var meget sjovt lige indtil det blev mørkt, og jeg skulle sove. Så hylede jeg igen, for jeg savnede de andre rigtig meget. Heldigvis kom mit menneske med en madras og lå sammen med mig og sov i mange dage, så jeg ikke savnede min hundefamilie så meget mere.
 
I de første dage sagde de jeg var et hængetræ, fordi jeg peb og ville op, når jeg blev træt - men hallo, hvad havde de regnet med?! Jeg var jo så lille og bange og kold, så selvfølgelig ville jeg op på arm og have tryghed. Sådan noget gør jeg ikke mere, - ikke så meget mere, i hvert fald. Nu er det mere, når jeg gerne vil hygge mig lidt.
 
Nu kan jeg ikke helt forstå, jeg ikke kunne lide mit nye hjem, for nu elsker jeg at være hjemme og sammen med mine mennesker. Det er det bedste i verden, og jeg har slet ikke lyst til at være andre steder nu, selvom de siger, jeg er god til at være på besøg. Men øst, vest, hjemme bedst - det er nu mit motto!
Eva Minamishima