Hvad specialisten siger om allergikere, der holder hund

I mange tilfælde er det nemlig muligt at behandle allergien, så man kan leve med sin firbenede ven.
Af Hanne Goldschmidt

Det er et problem, mange familier kender til: Man har en elsket hund, men en i familien får voldsom høfeber eller astmasymptomer af at være sammen med hunden, og hvad gør man så? Afskaffer hunden, naturligvis, i bedste fald ved at finde den et nyt hjem, i værste fald ved at lade den aflive, og i begge tilfælde til stor sorg for alle - også allergikeren. Men i forbløffende mange tilfælde er det slet ikke nødvendigt. Man kan blive behandlet, så ens allergi holdes nede eller helt forsvinder.

Overlæge, dr. med. Bent Weeke er en af Danmarks førende allergispecialister. Han har i mange år arbejdet på Rigshospitalet og nu i speciallægepraksis med allergi som speciale. Han har forsket i, hvordan man finder frem til netop de stoffer - allergener - den enkelte patient ikke tåler, og hvordan man kan sikre, at disse allergener er til stede i de vacciner, der bruges til at stille allergi-diagnosen, og behandle allergien med vaccination. Han fortæller: ’’Vi begyndte helt tilbage i 1970’erne. Dengang allergi-testede man ved at sprøjte forskellige vandige udtræk af pelsen fra hund og kat og andre ’’mistænkelige’’ stoffer ind under patientens hud for at finde ’’synderen’’, der udløste allergien. I dag kan vi meget hurtigt sikre, at allergenerne er til stede i vore reagenser, og vi kan give immunsystemet den helt rigtige vaccine. Og den virker på de 8 ud af 10, rundt regnet. 4 af de 10 - igen rundt regnet - bliver helt symptomfrie, resten kan godt være sammen med deres dyr, når de bare tager lidt let medicin. Man må være indstillet på, at der går ca. et halvt år, før vaccinen virker, og man skal passe behandlingen. Vaccinebehandlingen er den eneste måde, vi i dag kan kurere en allergi på. Anden medicin lindrer, men hjælper også, givet ved siden af. Vaccinebehandlingen kaldes også Specifik Immun Terapi eller SIT (det ord kender hunden og vi rigtig godt), og det er en langtidsbehandling. I de første måneder gives stigende doser vaccine hver uge, og når topdosis er nået, gives denne hver 2. måned i de næste 3-5 år. Sommetider kan man godt have dyret i huset imens, men for de meget følsomme er det bedst at sætte dyret i pleje i de første måneder, indtil behandlingen virker. Og vi må erkende, at det er vanskeligere at behandle katte-allergi, fordi det allergifremkaldende stof hos katten er mere klæbrigt og sætter sig fast alle vegne.’’

’’Nu må man huske, at allergi er mange ting. Man må vurdere hvert enkelt tilfælde for sig. Engang havde jeg en patient, der mente, at han ikke kunne komme hos nogle venner på grund af deres hund. Det viste sig, at det, han ikke kunne tåle i vennernes hjem, var husstøv - eller rettere husstøvmiden. Jeg plejer at sige til folk, som mener, de ikke kan tåle at have deres hund, at de skal foretage ”nusseprøven”. Det vil sige, at de skal nusse hundens pels lidt, så de får en anelse hundehår og -skæl på fingrene, og så gnide sig ganske let på det nederste øjenlåg. Er det hunden, der giver allergi, får man inden for 5 minutter et rødt, hævet øjenlåg. Reagerer man ikke, skyldes allergien noget andet. Det kan være så meget, helt andre stoffer - for ikke at tale om stress og alt den slags, der følger med moderne livsstil. Og så skal der jo sættes ind på en helt anden måde. I dag er mange læger vældig godt informerede om dette her. Men man kan også søge oplysninger hos Astma-Allergi Forbundet. Jo mere information man selv får, før man går til lægen, jo bedre vil det gå én. Det er altså ikke den eneste løsning at skaffe sig af med familiens hund, fordi fx et af børnene viser allergi-symptomer. Ofte ved forældrene ikke nok om problemet og vælger det helt forkerte udgangspunkt - at få hunden aflivet. Man kan sige det sådan: Prøv at gå til lægen, før I går til dyrlægen! Man må bruge sin fornuft her, dels af respekt for dyret, men også, fordi det er så godt for mennesker at omgås en hund, at alle burde have mulighed for det.’’

’’Pudsigt nok kan hunde også være allergiske over for mennesker. Det kan også behandles. En patient havde en Gravhund, der ikke tålte sine menneskers skæl og fik astma af det. I dag får den vaccine hos sin dyrlæge og astma-spray, og den er så fortrolig med sin spray, at den selv kommer og beder om at få den, når den behøver det! Den lever et fint hundeliv på den måde. Det er heller ikke godt, hvis en dyrlæge bliver allergisk over for sine patienter. Det hænder nu og da. Jeg har flere i behandling i min praksis. De kommer her og får, hvad de kalder en ’’huskedosis’’, hver 6. uge. Så kan de passe deres praksis uden problemer.
’Ellers er det generelt børn, unge og yngre voksne, der har flest problemer med dyre-allergi. Det har noget at gøre med, at vores immunsystem har som hovedopgave at beskytte os i den første halvdel af vores liv mod det, der er farligt for os. Immunsystemet har en god hukommelse og afspejler i ro og mag det, der er omkring os, og gør os modstandsdygtige over for omverdenen - også vore dyr. Derfor er det godt at have et afbalanceret forhold til alle de ting, vi omgiver os med, og ikke fjerne dyr, støv, pollen, mider og alt for enhver pris. Allergier aftager ofte med alderen.’’

Når Bent Weeke går så stærkt ind for, at det er vigtigt for mennesker at have hund, er det Uffes skyld. Uffe med tilnavnet Den Tredje er en prægtig Dobermann, godmodig og kælen som en skødehund. Han er 4 1/2 år, og kontakten mellem ham og hans menneske er tydeligvis meget tæt. Bent Weeke fortæller: ’’Når jeg er stresset, bliver han det også. Han er meget knyttet til mig, og det hænger måske sammen med, at han var 1 1/2 år, da vi fik ham. Han havde været ude i en familie før, hvor han ikke havde det godt. Han blev leveret tilbage til kennelen ved Limfjorden, og da vi kom og skulle have en ny Dobermann 2 dage efter Uffe II’s død, 10 år gammel - vores hunde er opkaldte efter den Uffe-hund, jeg havde i min barndom - så var det, som om han sad og ventede på os. Han har det hele, kan være med alle steder - på sidelinien til fodbold i AB, måske i et lille telt, hvis det regner, eller med på tennisbanen som ”dommer”. Han elsker vores børnebørn og er fantastisk sød ved dem. Jeg kan lide at bevæge mig, og det kan han også. Vi tager meget ud i Hareskoven, eller vi løber i Utterslev Mose. Så har jeg hans snor bundet fast til livremmen, og det ser ud, som om han trækker mig af sted. Det morer folk sig over. Og så er han vandhund, han går i alle søer og moser - også når vi er i sommerhuset. I den periode, han må gøre det, elsker han at løbe på stranden, og så er der altså drøn på! Men jeg kan altid kalde ham til mig. Han er en dejlig hund helt igennem. En hund gør så meget for én, at det efter min mening er værd at gøre sig ulejlighed for at blive i stand til at tåle den - også hvis det medfører lidt lægebehandling.’’

Kilde: DYREFONDET Hunde-Journalen nr. 5/2006