V
Jeg er født 1942 i Hurup Thy. Min mor var dansker og stammede fra Thy. Min far var tysker og stammede fra Schlesien, det nuværende vestlige Polen. 
Jeg har lavet lidt af hvert, se mit "CV".
 
Jeg voksede op i trygge rammer bag ruinerne af Hitlers "Atlantvold" med en fattig, men robust og kærlig alenemor, en vestjysk Lilli Marleen, der drømte om, men aldrig genså sin tyske soldat efter krigen. Hør "We´l meat again" med Vera Lynn.
 

Min historie kort fortalt her

NY!!: Og her kan du se en fotomontage relateret til min historie.

Her er historien tegnet som en humoristisk parodi på Modstandsbevægelsens hadefulde omtale af "tyskerbørn" som "Drageyngel der burde landsforvises til ormegården" i  "De frie Danske", maj 1945 (se nederst på siden): 

         Hurup Thy - min oase i ly af Atlantvolden:

 
                                                                                      Tegning Ulrik Samsøe Figen
 

Til lykke med Tirpitzmuseet!

Danmark har fået et UNIKT MUSEUM, der placerer besættelsestiden og dermed vi krigsbørns oprindelse, som en parentes i Vestkystens lange historie fra ravtidens insekter til nutidens turisme. Dermed brydes traditionen med at skildre besættelsen udelukkende som en sejr for modstandsbevægelsen. Vi har taget et skridt fra monumenter over frihedskæmperne, kamufleret som "Frihedsmuseer", til et museum for danskernes tvetydige holdning til Tysklands udstationerede tropper i Danmark. Begrebet "den gode tysker" er ikke længere tabu, men dokumenteres som en virkelighed i samarbejdet mellem hverdagens danskere og besættelsesmagten.
 
Et besøg på museet i Blåvand kan derfor varmt anbefales for de ca. 12.000 danske krigsbørn og deres ca. 30.000 børnebørn, der måtte ønske et uhildet perspektiv på deres dansk-tyske diversitet, som måske har været omgærdet af tabuisering i familien og nærsamfundet. Museet afdækker, hvad der har været gemt "Under sandet", og "fejet ind under gulvtæppet" i efterkrigstidens samfunds- og familiehistorier. F.eks. forsøgte min mor desperat at overtale min far til frivillig at melde sig til den farlige minerydning, i håb om at få ham tilbage til Danmark.
 
Og gæt en gåde: Det var ikke tyskerne, som byggede bunkerne, men hvem var det så?
Svaret finder du her.
Fra Deutsches historisches Museum i Berlin 2015
 
Om "klippekortet":
Feltmadrasser og Venligboere.
Hvad har de til fælles? Læs her, her og her
 
Tyskerbørn som resultatet af
Scavenius´ samarbejdspolitik:
 
DRK dokumentar om krigsbørn:
 

Forelæsning om tyskertøser:

af professor  Annette Warring, RUC.
 
Mine erindringer som "krigsbarn"  og flere detaljer under Krigsforedrag

Mine indlæg på Deutsches historisches Museeum i Berlin 2015: 

Deutschsprachig:

Meine Erinnerungen als "Kriegskind".

Meine identität als Kriegskind.

 

Rigsarkivets undervisningsmateriale vedr. besættelsestiden og min mor som et eksempel på en "tyskertøs":

At min far savnede sin søn i Danmark, viser denne tegning, som han sendte til min fødselsdag i 1948.
(klik for større billede)
 

Læs min fortælling om ham i Kristeligt Dagblad her

 
 
 
Sidst opdateret  23.02.23

 

Modstandsbevægelsens fortælling om tyske soldater som "forbrydere" og deres elskerinder som "foragtelige tøjter", der burde landsforvises til "Ørnegaarden" sammen med deres "drageyngel":
 
                (klik for større billede)
Bladet forudser at "Helteafkommet"  vil videreføre nazismen i fremtiden og blive "en ny international Femte-kolonne" for "den tids tyske Propaganda". Ca. 6.000 (uofficielt 12.000) krigsbørn skulle således i dag være potentielle nazister og slumrende agenter for en nutidig tysk herrementalitet! (jvf. ovenst. karikatur-tegning af mig som moderne femte-kolonne mand).
Denne stigmatisering, ikke af nazismen, men af tysk "mentalitet" og af feltmadrassernes moral, har været primus motor for det generelle tyskerhad, som mange tyskerbørn blev dybt traumatiserede af.
 
"Bladet regnes for et af besættelsestidens bedst redigerede og illustrerede illegale blade" (Gyldendals "Den store Danske")
Se alle bladets numre her.
Allerede som barn negligerede jeg danskernes tyskerhad og provokerede det gerne ved f.eks. at være stolt af min fars bidrag til Atlantvolden: "Fars sommerhus" kaldte jeg denne bunker ved Agger. Det var solidt byggeri, så den står der  endnu.
Hør historien om "Bunkernes børn".
At menige tyskere også var ofre for krigen, hørte jeg ikke meget om som barn.
Hellmut Seifert Toftdahl