De første dage "Klargøring"
Fredag den 9 juni var så dagen hvor museumslokalet officelt blev frigivet til de studerende. Inden grupperne for alvor kan rykke ind og begynde opsætningen af installationerne er der dog en del planlægning og klargøring der skal ordnes. Lars Thomsen fra Moesgård Museum har påtaget sig opgaven som "manden der ved og kan klare alt", og er den som skal hjælpe grupperne med at få alle de praktiske detaljer på plads - og praktiske detaljer er der vist en del grupper der synes der er rigeligt af i øjeblikket. Hvor skaffer man 40 meter forlængerledning? Hvordan sættes et spejl op på en tynd væg? Er det overhovedet muligt at få 3 containere igennem døren?
Lars og Katrine prøver at få styr på placeringen af installationerne
Kaos eller koordinering
Koordineringsgruppen har siden lokalet blev frigivet fredag haft mere end forrygende travlt. Der skal males vægge - så maling er en konstant mangelvare, hvor finder man 5 projektorer når museet kun har én og hvem har i det hele taget styr på mødetider med 12 forskellige grupper?.
Grupperne er i øjeblikket inde i en fase hvor der indsamles materialer, såvel fysiske materialer som interviews og anden "blød" data. Udstillingslokalet ligner derfor stadig en byggeplads hvor malerpensler og skrald kæmper om pladsen med de studerende. Grupperne bedyrer dog at det alt er et koordineret kaos der ender med en nyskabende udstilling.
Det hele tager form
3 dage før udstillinge skal stå færdig sker der for alvor noget i lokalet. Installationer tager langsomt form og de fleste materialer er efterhånden blevet samlet i udstillingslokalet, nu skal det hele så bare sætte op,,,
Det største arbejde for grupperne er nu at få diverse materialer, billeder, elektroniske apparater osv. sat op på en måde så installationernes tematik og grund-idé fremstår tydeligt for det snarlige publikum. Det er nu alle de gode ideér skal tage deres endelige form, udfordringen for mange af grupperne er altså at få alle de små detaljer samlet så de fremstår på en interessant med stadig original måde.