Uddrag af NÅR MØRKET KOMMER:

Jo længere han gik des mere vanskabte så beplantningen ud, og snart føltes det nærmere som at gå i en ukendt jungle, end en helt almindelig skov.

- Jeg må bilde mig noget ind, mumlede han for sig selv. – Det er bare mørket der spiller mig et pus.

Men der var stadig ingen stjerner og både dyr og fugle var helt forstummet. Det eneste Lasse kunne høre var lyden af sit galoperende hjerte, og knasen fra underskoven, når han tog et skridt. Faktisk var der fuldstændig stille.

… Eller var der?

For pludselig fornemmede han en svag tone hænge et sted i luften. Ganske svag, men alligevel melodisk. Han standsede foruroliget op. Det lød som en harpe eller fløjte, eller måske var det

(Mosekonen som kaldte!)

blot vinden som susede i en trætop?

Han rystede på hovedet. Mosekonen?! Hvad var nu det for noget sludder! Om lidt ville han sikkert begynde at fantaserer om hekse og trolde. Pjat, han var en voksen mand og der fandtes hverken uhyrer eller julemænd!

Men tanken om Mosekonen blev alligevel ved med at forfølge ham, og uden at ville det, blev han draget nærmere mod den sælsomme melodi.


Stemmerne som blandede sig med den messende melodi fyldte hendes hoved, og Mia følte sig ør af lykke. De smukke mennesker stimlede sammen om hende. Ord som hun ikke forstod, kom ud af deres munde, skønt de ikke bevægede læberne. Hun fik sværere og sværere ved at huske sig selv, hendes familie var glemt for længst, og der eksisterede ikke andet end Byen og de vidunderlige folk. Hun vidste at de ville have hende med, have hende til at blive en af dem og der var intet hun hellere ville. Hun overgav sig, lod dem forberede at ændre hendes sjæl, selv om det betød at kroppen måtte ofres.

De klædte hende varsomt af, lod hende kun beholde trusser og sports bh’en på, og Mia sukkede med velbehag, da de lagde hende på et alter af månelys og den ældste bragte dolken frem.

SIDEEKSEMPEL:

Når mørket kommer

NMK er en Grafisk Fantasy-Gyser med over 120 illustrationer, tegnet og fortalt af den danske forfatter og illustrator Patrick Leis.

BAGSIDETEKST:

Hvis hun ellers var blevet spurgt, ville Mia selvfølgelig hellere have været til fest, end at blive tvangsindlagt til en belærende weekendtur med sine forældre. Men der var ingen der spurgte og nu sidder hun så i en norsk skov og venter på en dødssyg måneformørkelse.

Men når mørket falder på, dukker nattens børn frem bag træer og buske...

Og hvem har dog bildt jer ind at alfer er søde?!

--------------

Her er et par af helsides illustrationerne fra bogen:

Klik for store billeder

------------------------------------------

 Anmeldelser:

Når mørket kommer af Patrick Leis

Er alfer søde, og er en måneformørkelse ufarlig? Få svaret i denne veltegnede graphic novel fra Patrick Leis.

Mia er på ferie med sine forældre, som er helt vilde efter at opleve en total måneformørkelse langt pokker i vold i en norsk skov. Mia ville hellere have været med til skolefesten, hvor den lækre Christian også kommer. Men i stedet er hun nu endt i en gammel hytte uden mobildækning eller tv eller andre moderne bekvemmeligheder.

Faderen Lasse forsøger at gøre Mia interesseret i naturen og måneformørkelsen, men Mia gider ingenting og går i seng. Og da Lasse noget tid efter kommer ind til hende, er hun væk, og vinduet er åbent. Hvor er hun? Har den gamle vagabond, som de mødte ved købmanden noget med Mias forsvinden at gøre? Og hvad er det for en sær musik, som pludselig indhyller Lasse, mens han leder efter Mia.

Patrick Leis har skrevet en spændende historie, som er illustreret med mere end 120 billeder. Her er arbejdet meget med det grafiske udtryk. Siderne ændrer f.eks. farve undervejs i fortællingen, startende som helt hvide for at blive mørkere og mørkere i takt med at uhyggen breder sig, til de til sidst er helt sorte med hvide bogstaver. Illustrationerne er holdt i sorte, hvide og grå nuancer, og understøtter historien perfekt.

Patrick Leis har en sikker hånd, og kan tegne både monsteredderkopper og familieidyl, så begge dele virker overbevisende. Blandingen af enkeltstående illustrationer og hele sider med flere billedrammer fører historien frem mod klimakset, og selv hvis man ikke synes om en god gyserhistorie, så bør man tjekke bogen alene for illustrationernes skyld. Det er nemlig ikke uden grund, at Patrick Leis netop har vundet VM i bodypaint.

Leis har flere gysere og science fiction bøger bag sig, og ”Når mørket kommer” er en fin fortsættelse af forfatterskabet.

En lækkerbisken til fans af fantasy og gysergenren – og til dem, som vil nyde de flotte illustrationer. 

Jette S.F. Holst / www.gyseren.dk  

---------------------------

Når mørket kommer

af Patrick Leis. - Facet, 2007 / Genrer: Dansk, Grafisk roman, Horror

Når månen forsvinder over de norske skove, kommer noget andet og anderledes faretruende frem. 

Patrick Leis kommer vidt omkring, men mange af hans romaner falder heldigvis inden for de fantastiske genrer – heldigvis, for han kombinerer en ganske kompetent fortælleevne med en smittende fortællelyst. Alt for alvorligt tager han heller ikke sig selv.

”Når mørket kommer” er en lidt pudsig udgivelse – en god blanding af grafisk roman, elvereventyr, levende døde, actionhorror og andet. Leis har selv illustreret historien med mere end 120 illustrationer i gråtoner. Og han har truffet et godt valg ved at fokusere på stregtegninger med et minimum af photoshop-indblanding (jeg foretrækker langt Leis’ ”rigtige” tegninger frem for de mere paintbrushede illustrationer).

Historien er flyttet til Norge denne gang (om end der dog er masser af henvisninger til Leis andre bøger, der foregår på Fyn, såsom ”Imitator”). Teenageren Mia er af sine forældre blevet slæbt hele vejen til Norge sammen med sin lillebror, for at de sammen skal overvære en måneformørkelse. Mia er ikke tilfreds (om end alternativet er en klassefest hjemme i Stillinge, hvilket man som sagt kan læse mere om i ”Imitator”) – det bliver dog ikke nogen hyggelig lille ferie, der kommer ud af det. For når månelyset dør hen over de norske skove, er der noget andet, som kommer frem. Der er masser af danske folkeeventyr, som fortæller om alfer og elvere – og selv om vi i dag har en tendens til at fremstille dem som nuttede og æteriske, så er sandheden her (og i mange af de eventyr) en ganske anden. Så når musikken strømmer ud mellem træerne i natten, er det ikke med gode intentioner.

Familien er dog ikke alene. En mystisk, bevæbnet vagabond bevæger sig rundt i området og kan vise sig at være både forbundsfælle og fjende i kampen mod det, der lurer i mørket.

”Når mørket kommer” har fart på, næsten fra første side. Samtidig har Leis denne gang holdt niveauet ganske let, så det er en hurtigt slugt bog (også fordi den fænger ganske godt). Forfatteren kender sin genre, og bogen er ganske filmisk, især hen imod slutningen. Faktisk kunne man sagtens snuppe den i stedet for en film, skulle man have svært ved at vælge sit gys en aften.

http://scifisiden.dk / Janus Andersen (24.09.2007)

--------------------------

Når Mørket Kommer

Lad os slå én ting fast med det samme: Når mørket kommer er en velfortalt gyser, som ikke kun er henvendt til et yngre publikum. Patrick Leis, der både har skrevet og illustreret romanen, har skabt en medrivende og meget underholdende gyserfortælling.

 Når mørket kommer bevæger sig i grænselandet mellem at være en roman og en decideret graphic novel. Med sine mange fine tegninger, som flere steder er opbygget i stibeform, som man kender det fra tegneseriemediet, er den tæt på at være en graphic novel, men det er stadig teksten som er det dominerende. Det er meget godt tænkt fra forfatteren/tegnerens side, da det giver fortælling et naturligt flow og en meget visuel slagkraft. Bogen er kun 160 sider lang, og da mange af de over 120 illustrationer fylder hele sider, er den reelle tekstmængde betydeligt mindre end 160 sider. Endvidere står der ikke meget på de enkelte sider, hvilket også gør, at Når mørket kommer er læst ganske hurtigt, faktisk på samme tid som det tager at se en almindelig spillefilm. Da tempoet endvidere er meget højt, og underholdningsværdien helt i top, er den også et godt alternativ til at se en gyserfilm.

Historien indledes af en dyster prolog, hvor vi hører om en desperat mand, der har ventet på et eller andet i 19 år. Det har noget at gøre med hans datter. Han har sit gevær, og er klar til at få hævn. På hvem ved vi ikke, men prologen sluttes af med følgende sætning: "Han skulle nok lære dem hvad der skete med folk som stjal børn!". Derefter skifter scenen til nutiden, og vi møder en lille familie, der sidder i deres bil på en landevej i Norge. Der er Mia, hendes lillebror Mikkel og hendes forældre, Britt og Lasse. Lasse har taget hele familien med til Norge for at de kan se en komplet måneformørkelse, som er en meget sjælden ting. Sidste gang man kunne se en var for små 20 år siden. Mia, der går i syvende klasse, er ikke særlig opstemt på turen. Hun ville hellere være hjemme på Fyn, hvor der på hendes skole vil være en stor fest, mens hun er væk. Da hun samtidig finder ud af, at der ikke er dækning på hendes mobiltelefon, og at hun har glemt opladeren til sin iPod, er hun ved at gå ud af sit gode skind. Men familien ankommer til en gammel hytte, som de har lejet, og Lasse er som et lille barn, da han glæder sig til at vise Norges flotte natur og en komplet måneformørkelse til sin familie.

Lasse beslutter sig for at tage sin belastende datter med på en tur ud i naturen for at se, om det ikke kan gøre hende i bedre humør. I starten er Mia skeptisk, men det viser sig at idéen slet ikke er så tosset. Desværre støder de på en gal vagabond med et stort gevær, som råder dem til at komme væk fra stedet, da han siger, at grusomme ting vil ske. Noget vil komme frem, når mørket bliver komplet under måneformørkelsen. Rystede over episoden begiver de to sig tilbage til huset, men Lasse beslutter sig for, at de skal blive. Ved nattetid hører Mia en messende sang fra skoven, og gennem vinduet ser hun en ung mand, der vinker venligt til hende. Efter det falder hun i en dyb søvn. Den efterfølgende aften er det blevet tid til måneformørkelsen. Lasse gør sig klar med sin kikkert, men Mia bliver på sit værelse. Hun ligger sig sur op på værelset, men snart hører hun igen sangen, og den unge mand står i skovbrynet og kigger på hende. Mia føler sig draget, og følger med den unge mand ind i skoven, hvor hun taber sin iPod lige udenfor huset. Ude på verandaen følger Lasse og Britt spændt med i, at det langsomt bliver mørkere og mørkere. Det lille spædbarn Mikkel ligger og sover trygt indendørs.

 Lasse beslutter sig for at hente Mia, men da han kommer op på værelset, er hun væk. Angsten begynder at sprede sig, men den afløses hurtigt af vrede, da Lasse mener, at Mia blot er stukket af for at være på tværs. Han beder Britt om at blive tilbage, og starter sin eftersøgning. Da han finder Mias iPod, begynder han at blive bange og med god grund. Mia er i mellemtiden blevet ført frem til en mystisk by inde i skoven, hvor en stor gruppe "mennesker" gør hende klar til at blive ofret. Da Lasse selv hører den messende sang slipper han alle bekymringer, og begiver sig dybere ind i skoven. Heldigvis stopper vagabonden fra før ham, før det er for sent. Han beordrer Lasse til at tænde for musikken i den lille iPod, og straks fortaber fortryllelsen sig. Lasse finder ud af, at vagabonden for snart 20 år siden mistede sin datter til skoven, og at han nu vil have hende tilbage. Måneformørkelsen har åbnet en dør til en anden verden, som også snart truer med at opsluge Mia. Lasse og vagabonden ankommer til byen, hvor de bryder ind i stort hus, hvor de ser Mia ligge på et stort alter, mens en underlig mand skærer i hende med en stor dolk. Underlige insekter dukker frem, og Lasse og vagabonden angribes af de zombielignende "alfer". Hvad der ellers sker, vil jeg ikke røbe her, men vil blot nævne, at Når mørket kommer har en helt forrygende slutning, som bestemt ikke er for sarte sjæle.

 Patrick Leis er en alsidig herre. Udover at have skrevet over 10 romaner gør han sig også indenfor bodypaint og special effects, og han har en fortid indenfor reklamebranchen. Han visuelle kunnen fornægter sig bestemt ikke i illustrationerne til Når mørket kommer. De er af en høj standard, men vigtigst af alt rammer de ånden i fortællingen, og giver historien en visualisering, som man naturligvis ikke er vant til at se i romaner, hvor det er op til læseren at danne sig billeder. Det har også resulteret i, at Leis ikke har skulle bruge unødvendig plads på beskrivelser, da de fleste af dem findes i illustrationerne. Det gør, at tempoet i fortællingen er uhørt højt, hvilket specielt er vigtigt for romanens sidste halvdel.

Når mørket kommer bliver fra forlaget Facet lanceret som en fantasy-gyser for børn og unge. Det ser man ved, at romanen er fortalt i et letforståeligt sprog, hvor også et yngre publikum kan følge med. Men med dens tematikker og mørke passager vil jeg mene, at man bør være over 15 for at læse den. Det fine ved romanen er så, at man som ældre sagtens kan blive underholdt af historien, og det letlæste sprog gør blot, at tempoet bliver det højere. Bogens første del er den klassiske historie om en besværlig teenager og hendes forældre, der prøver at tackle de problemer, som det nu engang medfører. Det er ganske realistisk skildret, og både karaktererne og miljøet er enkelt og troværdigt beskrevet. Men der kommer andre boller på suppen, da Leis for alvor skyder gyserdelen i gang. Det bliver til en omgang teenageproblemer i X-Files-land tilsat elementer fra Invasion of the Body Snatchers (1956) for til sidst at gå over i en boldgade, der minder om Night of the Living Dead (1968). Og det er en rigtig god blanding, hvor ubehaget og desperationen langsom stiger, som vi nærmer os slutningen. Derudover får Leis præsenteret en deadline med måneformørkelsen, som blot gør det hele lidt mere spændende. Alt i alt en lille gyserperle, som bestemt fortjener et stort publikum.

Når mørket kommer er ikke stor kunst, men bundsolidt og gennemarbejdet håndværk, som lever i kraft af, at Leis har fået det optimale ud af den enkle historie og de fine illustrationer.

http://www.sleazehound.dk - Jacob Krogsøe | 13/10/2007

----------------------

Når Mørket kommer / Grafisk roman af Patrick Leis /Facet 2007

 Forfatteren Patrick Leis var blevet kontaktet af DBCforlaget med en forespørgsels på en gyserbog, til en serie af letlæsningsbøger.

Dette blev til bogen Når mørket kommer, men forlaget syntes ikke bogen var letlæselig nok til denne serie (den har et lix tal på 32).

I stedet for at ændre på bogen så den blev mere letlæselig, har Patrick kastet sig over en anden historie til den serie, og har nu fået Når mørket kommer udgivet på forlaget Facet.

Da bogen er fremkommet som en del af et lidt specielt projekt, så blev Patrick enige med Facet om at udvide projektet, så den er også blevet et forsøg ud i ”graphichal novel” traditionen, og Patrick har lavet over 120 illustrationer til den.

Vi følger en dansk familie der skal på ferie i en fjeldhytte i Norge, hvilket teenager datteren Mia bestemt ikke er meget for. Bedre bliver det ikke da hun kan se at de er så langt ude at der ikke er nogen dækning på mobilen, så hun dermed er uden kontaktmuligheder til hendes veninder.

Grunden til at familiefaderen Lasse har slæbt sin familie med så langt væk, er at han vil opleve den forstående måneformørkelse, langt fra byernes forstyrrende lys.

Mia er dog ligeglad med dette naturfænomen, og på aftenen for formørkelsen går hun tidligt i seng, og ligger og ærgrer sig over ikke at kunne være med til skolefesten der finder sted samme aften. Da hun ligger i sengen høre hun en loggende musik/sang fra skoven, og da hun kigger ud af vinduet, ser hun en smuk ung mand der står i skovbrynet. Hun føler sig draget, og kravler ud gennem vinduet, og følger ham ind i skoven, og ind i tågefolkets verden. Det er en smuk verden med smukke alfeagtige mennesker, så hun følger velvilligt med, og lægger sig med velbehag på alteret…

Forældrene har opdaget at datteren er væk, og faderen begiver sig ind i skoven for at lede efter hende, nervøs for at den sindforstyrede vagabond der tidligere har forsøgt at skræmme dem væk med historier om forsvundne børn har taget hende…

Det kunne lyde som om dette er historien om mødet mellem mennesker og skovvæsner, men det udvikler sig hurtigt til at blive alt andet end en sød fantasy historie, og man bliver mindet om at Patrick endnu ikke er færdig med sin zombie trilogi (Requiem, Pax Immortalis og den endnu uudkomne Regnum Mortis), og således stadig har sin tankegang i disse baner.

Bogen er rigt illustreret, hvilket er med til at gøre bogen rigtigt stemningsfuld, og underbygger historien glimrende.

Specielt kan jeg godt lide den illustration hvor han har lånt figurer fra nogle af hans andre bøger (Pax Immortalis, Psykonauten osv.)

Bogen er skrevet til at være en letlæsningsbog, hvilket man ikke tænker over når man sidder med den, men det gør at den er hurtigt læst, men den når både at fange og overraske læseren

                                               Thomas Winter / Himmelskibet

-------------------

Tilbage til ROMANER