Nyhedsarkiv / Spillere fra SEIF Football Academy i England

Spillere fra SEIF Football Academy i England

To spillere fra SEIF Football Academy fik deres livs oplevelse, da de blev inviteret til en uges lukket træningssamling på Ardingly College i England. Spillerne var inviteret af den engelske 1. divisionsklub Brighton & Hove Albion. Læs mere længere nede på siden.
To spillere fra SEIF Football Academy var i starten af august udtaget til at deltage på en lukket træningssamling på Ardingly College i Sydengland, og opholdet i England blev deres livs fodboldoplevelse. De to spillere er 13-årige Nikolaj Christensen
og 11-årige Michael Larsen, som dermed var de første i en forhåbentlig lang række af spillere, der via SEIF Football Academy får chancen for et træningsophold i England.

 

Ardingly College benyttes i England som træningscenter for fodboldklubberne Chelsea, Arsenal og Brighton og er et gammelt engelsk college, som rummer en lang række sportsfaciliteter såsom fodboldbaner, tennisbaner, svømmehal og cricketbaner.

De to spillere var inviteret til træningssamlingen af den engelske 1. divisionsklub Brighton & Hove Albion, og dette er sket efter anbefalinger fra de engelske talenttrænere Paul Smallwood, Bobby Bowry og Stuart Christie, som alle tre er tilknyttet SEIF Football Academy, og som i flere tilfælde har trænet spillere fra store dele af Vendsyssel på fodbold-akademiet i Strandby.

Nikolaj Christensen og Michael Larsen boede på Ardingly College
som en del af en gruppe på 80 spillere fra 10-16 år.
Det blev en intens og hård uge for drengene med 6 timers intensiv træning om dagen ved siden af de øvrige aktiviteter, som blandt andet bestod af undervisning i kost, fysik og teknisk teori. Dagen på colleget startede kl. 7 om morgenen og fortsatte til kl. 21.30 om aftenen, hvor spillerne skulle være i seng på deres værelser. Der blev trænet teknik, driblinger, skud, afleveringer og meget mere i løbet af de 5 dage.

Fodboldmæssigt var der lagt op til en kæmpe prøvelse for drengene,
som under opholdet bliver matchet med meget stærke spillere fra England. Både Nikolaj og Michael blev placeret i den stærkeste gruppe kaldet ”School of Excellence”, hvor de fleste af spillerne allerede har
en forhåndskontrakt med store klubber. Alle var spillere af meget højt niveau, så der var noget at leve op til for drengene. Begge spillere klarede sig dog særdeles godt i det skrappe selskab og fik mange roser med på vejen af trænere og ledere på colleget. Under hele opholdet lå drengene konstant i den bedste halvdel af gruppen. Den hårde træning gav endvidere de to unge danskere et godt indblik i, hvad det vil kræve at nå helt frem i fodboldverdenen.

 

Under træningssamlingen var der talentspejdere og agenter i området, som har forbindelser til bl.a. Manchester United, Manchester City, Chelsea, Arsenal og Liverpool.


Det er et kæmpe løft for SEIF Football Academy, at vi allerede nu
efter kun ét år med løbende træningssamlinger ser resultater af vores anstrengelser og får spillere med så langt fremme fra vores område.

De engelske trænere, der løbende har trænet vores spillere på akademiet, vurderer flere af de deltagende spilleres potentiale så højt, at den kendsgerning, at der nu er udtaget to spillere til England, kun er starten til et fremtidigt forløb, hvor vi vil se flere spillere fra området få samme muligheder, som dem der nu har været en realitet for Nikolaj
og Michael.

En vigtig brik i dette er Bobby Bowry, som ejer en tredjedel af et engelsk management firma, som pt har 12 engelske Premier League-spillere i folden.
Bobby Bowry, som selv har spillet knap 200 kampe som professionel i Premier League og FA-cup’en for Crystal Palace og Millwall, arbejder i dag i England med udvikling af kommende Premier League-spillere for blandt andet Fulham og har gennem sit arbejde som manager og talenttræner en enorm kontaktflade, som på sigt kan vise sig at være vigtig for vores spillere i SEIF Football Academy.

 

Vi har en forventning om, at der i nær fremtid skal flere spillere til England som følge af de kontakter, der nu er skabt i fodboldens moderland.

SEIF FOOTBALL ACADEMY