Bookmark and Share
Theas Livsarkiv - en verden af oplevelser

Fart over feltet!

 
Først en lille appetitvækker - Let's hit the Road!
 
1990 - DET FØRSTE CYKELLØB
Jeg startede i 1990 med at køre mit første cykelløb ”De unges cykelløb” på en gammel tung 3 gears Kildemoescykel med et viser-speedometer på størrelse med en mursten. (se foto). Løbet blev afholdt af Svendborg Cykle Club (SCC), som en vej til at skaffe flere medlemmer. - Og det lykkedes...
 
1992 - KARRIEREN STARTER
I februar 1992, startede min karriere som landevejsrytter i Svendborg Cykle Club. Her lånte jeg det første år en rød gammel stålracer med gearpinde (uden klik) på skrårøret og pedaler med skobøjler. Siden er der blevet tilbagelagt tusinder af kilometer. Ét år nåede jeg at runde de 10.000 km. på fælgene, de andre år har jeg ikke holdt regnskab med kilometerne.
 
Den første træningslejr
Jeg husker stadig den første træningslejr, som allerede stod for døren 1 mdr. efter jeg var startet. Det var i marts og turen gik til Jesperhus på Mors. Det er nok vejrmæssigt den mest udmattende træningslejr jeg nogensinde har været med på. Ikke nok med jeg ikke var i særlig god form (faktisk havde jeg ikke nogen!), men der var også hård vind, snefygning og pænt koldt. Grrr… Jo, da så man frem til et varmt bad, en god frokost og en særdeles varm og blød seng!

 

Det første styrt
Samme år fik jeg mit første styrt. Som man siger; En rytter skal have 3 styrt for at blive en RIGTIG cykelrytter!

Det skete på køreteknisk anlæg i Svendborg, hvor vi trænede hver torsdag. Det var fedt med masser af intervaller, spurttræning, udskilningsløb og tidtagning. Jo der var fart på hver torsdag.

 


De første placeringer
Jeg fik ansøgt om licens til eliteløbs-deltagelse og allerede d. 20. juni 1992 deltog jeg i Odense’s SCO-løb og kørte en flot 3. plads hjem i klassen Ældste Pige. Dagen efter afholdt Svendborg CC Tuborgløbet, hvor jeg atter kørte en 3. plads hjem.

I samme års sommerferie deltog jeg i ”De unges Cykelløb” og blev som blandt de hurtigste udtaget til Talent Cup Finale i Odense. Denne finale afholdtes d. 22. august og her fik jeg kørt en flot 2. plads og en pokal hjem. (se foto)

Sidst i august blev det tid til at tage kampen op til Landsmesterskaberne på Morsø. Den stod på 30 km enkelstart. I vindens rusken fik jeg på den gamle stål klub-lånecykel kørt mig en 3. plads i hus. Herligt.

 

Sådan startede min allerførste sæson som cykelrytter og der er vel ikke noget at sige til, at man blev en smule bidt af en gal cykel?

 

Hård vintertræning
Vintertræningen føltes i de første år som militærtræning. Vi skulle løbe 4 km ud til Egense kirke, hvoraf løbetræningen derud bestod af gentagende 100 m intervaller mellem de tændte lygtepæle på den noget mørke landevej. Det skal dog lige siges, at træneren kørte på racer ved siden af os unger! Ved kirken var det en hurtig stræk-ud og vi ventede på, at alle var samlet. Derefter løb vi i jævnt tempo tilbage til Idrætshallen på Ryttervej, hvor SCC havde klublokaler. Huu! 8 km i mørkt, vådt og koldt vejr.

Der var selvfølgelig også de sjove vinterturneringer, hvor vi havde events indenfor. Her gjaldt det bl.a. om at skyde bolde igennem ophængte fælge, lave styrketræning, køre længst på ruller på en given tid mm. I en periode blev der også arrangeret familie aerobic hver torsdag – jo dengang fik den gas. Man ville jo også gerne holde formen, så man blev klar til forårs-løbene igen og forhåbentligt kunne køre nogle gode resultater ind.

 

1993 - KLASSE DAME B
I 1993 valgte jeg atter at kaste mig ud i elite-løbene og afprøve grænser. Men denne gang gik den ikke længere i klassen Ældste Pige. Jeg var nu gammel nok til at rykke op i Dame B, hvor jeg har kørt lige siden. Det blev lidt hårdere end forventet, det var nemlig her de vilde strabadser testede lårbadserne. Der blev kæmpet til det sidste! Dette år blev det til en del løb i Jylland/ Fyn og de bedste resultater blev kørt ind til SCC’s Drenge/pigestævne i maj med 2 stk. anden pladser. Juhuuu sådan skal det være på hjemmebane! Dette år sagde jeg farvel til klubbens lånecykel og købte min egen første racer: En italiensk blå stål Olagnero med klikgear. Det var bare lykken og selvfølgelig var den piv-sej! (se foto)
 
 
 
** DETTE ÅR FIK JEG AF SCC OVERRAKT POKALEN FOR ”DEN VIRKELIGE SPORTSMAND** som bl.a. omfattede træningsflid og målrettethed.

 

 
1994 - TRÆNINGSLEJRE  
I 1994 deltog jeg i træningslejren i Horsens for D/P og Ungdomsryttere og senere i SCC’s egen træningslejr i Helletoften Langeland, som også varede 3 dage. Udover dette vandt jeg 2. pladsen for Damer dette år i SCC’s prologkørsel 10-20-30 km.

 

1995-1996
Au-pair i L.A., CA, USA. Vinkede farvel til raceren og Danmark.

 

1997
Studier inkl. semester i Memphis, TN, USA, hvor jeg læste på State Technical Institute. Heller ingen motions-/elitecykling dette år.

 

 
1998 - DRONNINGEN VENDER TILBAGE!
I 1998 måtte jeg samle op på alle de forsømte kilometer og det var hårdt at få gang i raceren igen. Dagene stod på træning, træning, træning og masser af sved og syre. (se foto)

 

1999 - DOPINGUNDERSØGELSE
I 1999 bød DCU på en dopingundersøgelse for at få mere viden omkring omfanget af brugen af dette i dansk cykelsport. Undersøgelsen omfattede alle 1500 licensryttere – dermed også mig, som skulle returnere et anonymt spørgeskema. Det må siges at være det nærmeste, jeg nogensinde har været på noget, der omhandlede doping i cykelsporten.

Dette år købte jeg min første mountainbike (MTB) og tog skovens udfordringer op. Læs mere om det i det fede MTB afsnit!

 
2000 - TRÆNING I HARZEN

I 2000 gik turen til Harzen sammen med motionisterne i SCC. Det var tid at få luftet raceren i alperne. Hvor sært det end lyder efter alle de år, ja så var det min første tur til udlandet med racer. Vi var ca. 30 pedalatleter, der var parate til knap 1 uges oplevelser i Altenau. Flot og skøn tur.

 

2001-2004 - MOTION OG RULLEMESTERSKABER
Fra 2001-2004 fik jeg min kontoruddannelse og kørte cykling på motionsplan. Jeg deltog desuden i SCC's årlige tradition: Rullemesterskaberne. Denne disciplin forudsætter, at pedalarmene fastlåses til stellet med strips eller læderremme. Der startes fra en rampe og så gælder det om at rulle en given distance på hurtigste tid. (se foto)

 

2005 - THE BIG CRASH!
I maj 2005 skete der det, at jeg blev involveret i et uheld. Jeg var sammen med klubbens seniorer på vej ud til tirsdagsruten i Egense, men nåede ikke længere end de godt 2,5 km, før et uheld fandt sted. I højre side kørte en hestevogn, som vi selvfølgelig overhalede. Mens vi er ved at trække ind i vejsiden igen, kommer en modkørende bil. Min foranliggende rytter trækker hurtigere ind end forventet og hans baghjul rammer mit forhjul.
 
Bang!
Jeg når at se bilens forlygter, at råbe ”SH*T” og 1 splitsekund efter mærker jeg asfalten og hører et kæmpe skrald!.......Pyh! jeg er landet og på min venstre side. Albuen gjorde ondt. Av av! Det store skrald var lyden af min røde Peugeot, som var trukket med ind under bilens karosseri.
 
Surt show...
Bagstellet var én gang krøllet alu og fælgen var flået over (se foto). Surt syn at se sin bedste ven i den tilstand  og nu var sæsonen ødelagt, ligesom man var bedst kørende og havde fået licens til at køre eliteløb. Der var ikke meget håb for flere kilometer på den Peugeot. Men set fra den positive side, overlevede jeg forunderligvis med en lille afslået knogleflig på albuen og jeg havde en god grund til at få mig et ”nyt lyn”.

 

 
En Python i garagen
Det varede derfor ikke længe, før jeg fattede telefonen og ringede Jack Arvid (tidligere sportsdirektør og stifter af cykelholdet CK Kronborg Pro) op: ”Øhh..den Python DK03GA  du tilbød mig for en måned siden – har du den endnu???” Og yes! Jack blev min redning. Jeg nuppede bilen og hastede til Vestfyn for at se og prøve min vordende krikke. Den var for sej. Den måtte jeg have – og den blev købt!

 

 
2006 - FARVEL TIL SCC
I 2006 flyttede jeg til Odense og måtte vinke pænt farvel til alle i SCC. Jeg fik slet ikke cyklet de sidste 6 mdr. af året pga. mit studie i Odense. Desværre gik meget af den ellers vigtige træningstid til pendling med tog ml. Odense og Svendborg.

 

2007 - STRAM KÆDE I CMO 
I februar fik jeg atter blod på tanden og startede i Cyklemotion Odense (CMO), en klub som har taget godt imod mig og som jeg holder af at køre i. Masser af rare mennesker og masser af udfordringer og aktiviteter. Skønt!
 
D. 12. august deltog jeg i motionsløbet Fyen Rundt og kørte en 2. plads hjem for kvinderne på distance 110 km med en gennemsintsfart på 34,2 km/t.
 
2008 - DE SIDSTE KILOMETER
Efter 17 år på landevejen blev dette år præget af løb og kun lidt cykling.
 
 
                               ******************
 
 
RACER-SAMLING

* Blå Olagnero, stål, Italiensk oprindelse, 1993
* Rød Peugeot 7005, alu, Fransk oprindelse, 1998

* Gul/ sølv/ sort Python DK03GA, AN06 alu, Dansk oprindelse, 2005

 

BEDSTE LANDEVEJSRESULTATER 

* nr. 3 til Landsmesterskaberne, Morsø

* nr. 5 til Landsmesterskaberne, Næstved
 
See you on the road! 
 
 
Tag et kig på billederne fra mit liv på racercyklen siden 1992:
Theas Livsarkiv - En verden af oplevelser