med forældrene som fundament og forbilleder...

Her kan du læse om de 4 teorier omkring børneopdragelse og de fremtidige egenskaber og personligheder børnene vil tilegne sig afhængig af, hvilken teori forældrene opdrager efter. Siden er baseret på tekster og bøger, der tager udgangpunkt i undersøgelses- og forskningsresultater.

(Se litteraturlisten nederst)

 

Opdragelsen er afgørende for børnenes velbefindende og graden af samspil med omgivelserne og samfundets krav, betingelser og muligheder. Det handler om, hvordan du mest hensigtsmæssigt opdrager dine børn, så de som voksne er rustet til at klare sig i, med og på samfundets betingelser og krav.

 

Det er den voksnes langsigtede mål at støtte barnet i de moralske og sociale tilegnelser, der skal forme det til at begå sig i dette senmoderne samfund. Moral og viden om det sociale livs spilleregler ligger ikke i generne fra fødslen. Dette er noget, det eneklte barn tilegner sig gennem livet. Derfor er det nødvendigt for barnet at lære de direkte formulerede regler såvel som de underforståede regler om, hvordan andre mennesker opfatter social og moralsk handling.

 

Det er nu via undersøgelser og forskning blevet muligt mere præcist at identificere, hvilken eksakt betydning det får for børns udvikling, at voksne har forskellige måder at opdrage på. 

 

 

 

 

Kendetegn hos de voksne:

De autoritative voksne stiller på den ene side udviklingskrav og har klare grænser for opførsel og på den anden side udtrykker de både hensyn til barnet, viser interesse for dets gøremål og personlig hengivenhed. Der opmuntres til børnenes deltagelse i familiens beslutningsprocesser. Denne opdragelse er en kombination af en afbalanceret indlevelse og krav. 

 Den voksne kan give efter, men diskussionerne holder sig inden for det forhandlingsrum, som den voksne mener er acceptabelt og rimeligt.

 

Kendetegn hos børnene:

Børnene er her kendetegnet ved livglæde, livlighed, samarbejdsevne og selvsikkerhed i deres mestring af nye opgaver. De er ikke interesserede i at deltage i destruktive aktiviteter og der fremstod et mindre traditionelt kønsrollemønster end hos andre. De mødte andre voksne med både argumenter, protester og alternative forslag.

Pigerne er bedre til at udvise større uafhængighed af socialt pres mens drengene har gode samarbejdsevner.

 

En opdragelsesstil, der tit stiller store krav til barnet, men som ikke er responsiv.

 

Kendetegn hos de voksne:

Der stilles store krav og der er mindre tolerance over for barnet og i nogle tilfælde direkte afvisende. I konflikter er målet kun at få barnet til at adlyde. Regler er indiskutable og barnets udtryk for selvstændighed, opfattes nemt som et tegn på ulydighed. Kun de voksne er aktører, som børnene skal tage ved lære af.

 

nervøse, kede af det og socialt tilbagetrukne end andre børn. De er mere tilbøjgelige til at reagere med vrede og aggression, når de bliver frustrerede.

Drengene er især fjendtlige, når de bliver frustrerede, mens pigerne er mere afhængige og holder sig væk fra sociale udfordringer. Dvs. tegn på lav selvtillid.

 

Eftergivende stil:
En primært responsiv, men kravløs opdragelse.

 

Kendetegn hos de voksne:

De voksne har her en overdreven tolerant og tilladende indstilling til børn og disses opdragelse. Barnet inddrages ofte i beslutninger og skal tage stilling før det er i stand til at kunne overskue det. Barnets ønsker kommer før de voksnes og for stort set lov til selv at bestemme, hvad det vil.

 

Kendetegn hos børnene:

Børnene karakteriseres ved at være impulsdrevne og har svært ved at kontrollere deres umiddelbare ønsker og rette sig efter andre. De er i højere grad end andre børn både krævende over for og afhængige af voksne. Børnene giver hurtigere op end andre børn samt har uro og manglende koncentration ved opgaveløsning.

 

 

Uinvolveret stil:
Denne stil er både krav-undvigende og ikke-responsiv. 

 

Kendetegn hos de voksne:

De voksne har en begrænset interesse for barnet og dets tarv. Er ofte udbrændte pædagoger, misbrugere, psykisk syge forældre eller andre stærkt belastede voksne, der ikke kan overskue at bære den opgave, der ligger i at opdrage. De voksne er af forskellige årsager optaget af at tage vare på sig selv og overlader derfor barnet til "sin egen verden".

 

Kendetegn hos børnene:

Disse børn påvirkes negativt på alle vigtige udviklingsmæssige områder. I dens ekstreme udgave medfører dette et alvorligt svigt, der kræver hjælp, støtte eller direkte indgreb fra det offentlige.

 

 

De 4 ovenstående typer er modeller af virkeligheden og en meget skarpt opdelt skabelonisering af voksnes forhold til børn. Man kan godt få det indtryk at alle voksne reagerer ens inden for den enkelte kategori, men sådan forholder det sig sjældent.

 

Valget at disciplinær strategi afhænger f.eks. af hvilken situation, man er i og barnets grad af overtrædelse af en given regel. Tidspunktet på dagen kan også have betydning for balancen mellem krav og hensyntagen håndteres af den voksne. Dvs. at de samme forældres opdragelsesstil kan variere afhængigt af, hvor man er i dagens tidsstruktur. Et barns alvorlige overtrædelse af regler kan medføre indiskutable regler og en mindre alvorlig overtrædelse kan blive genstand for en diskussion eller en moralsk dialog.

 

Mødre med langsigtede planer for deres barn, er mere afslappede i deres disciplinering af barnet end mødre med kortsigtede planer. Det tyder på, at voksne ikke kun er styret af situationens umiddelbare krav om handling.

 

Opdragelse betegner en process, hvor barnet mere inddirekte stifter bekendtskab med spilleregler for social praksis, men hænger også sammen med andre ting i hverdagen.

 

Rutiner i hverdagen indeholder i sig selv en lang række implicitte (underforståede) regler for adfærd. Derfor er opdragelse således også en tilegnelse af de underforståede og inddirekte koder, der ligger i samværet mellem mennesker i hverdagen. Efterhånden som barnet bliver ældre, vil det selv vedligeholde og deltage i rutiner, hvilket kommer til udtryk på flere måder.

 

Voksne som i længere tid er sammen med børn, tilegner sig med tiden en hverdagslivs-kundskab. De opdager, hvad der virker og ikke virker og dette er med til at vejlede dem, når de handler.

Både de ydre og indre betingelser og muligheder forvaltes af voksne, som er de hovedansvarlige for opdragelsen. Struktureringen af hverdagen giver samværsformerne retning og mening og opdragelsen impliceres heri.

 

 

* Kravdimensionen: Omhandler de forventninger og fordringer, forældre stiller til deres børns personlige og sociale udvikling.

* Hensyn: Kommer til udtryk i respekt for de "frirum" eller den beskyttelse mod krav, som det skønnes, barnet har behov for.

 

  

Sommer, Dion, "Opdragelsesstil og opdragelse" fra Barndomspsykologi, 2. rev. udgave 2003, Hans Reitzens Forlag.