I Denver besøgte vi en gammel klassekammerat, som driver en skandinavisk antik møbelbutik på størrelse med en Føtex-butik. Henrik Follin og jeg havde ikke set hinanden i ca. 34 år, og jeg var på forhånd i tvivl om, om det var en god idé at opsøge ham. Vi endte med at gå ud og spise på et texansk steak house sammen og overnattede hos ham.

På vejen videre kørte vi igennem et hjørne af Wyoming og overnattede i byen med det tvivlsomme navn Lusk. Lusk er den største by i det tyndeste befolkede county i USA’s tyndest befolkede stat. Her bor ca. 1400 sjæle, og byen har ni kirker. Søndag formiddag gik vi i Church of Christ, som lå bekvemt nær ved campingpladsen. Her havde man i modsætning til alle andre kirker forsømt på et skilt foran indgangen at gøre rede for tidspunkterne for gudstjeneste, så vi kom 45 minutter for sent. Der var tre par og to enlige til gudstjenesten ud over os og præsten. Til gengæld var 100% af menighedens medlemmer mødt op.

I South Dakotas Black Hills så vi skulpturen med de fire præsidentansigter hugget ud i en klippe. Jeg havde forventet en selvbestaltet billedhuggers værk og blev overrasket over at, at seværdigheden har status af National Monument og dermed er på finansloven og lige så blottet for kommercielle interesser som Nationalmuseet. Til gengæld blev den amerikanske selvforståelse som frihedens land hyllet. For os fungerede stedet som en god lektie i amerikansk historie. Fire ud af vel ca. 30 præsidenter blev dengang i 1920’erne udvalgt til at være med, nemlig George Washington, Thomas Jefferson, Abraham Lincoln og Theodore Roosevelt. Ifølge Erling Bjøls store USA-historie, var det i vid udstrækning statsretstænkeren og generalen George Washingtons fortjeneste, at USA ikke endte som et militærstyre umiddelbart efter løsrivelsen, som det skete for så mange sydamerikanske lande, lige som han tilskrives hovedparten af æren for, at USA blev en føderation frem for et antal uafhængige småstater. Thomas Jefferson stod som hovedkraften bag den symboltunge uafhængighederklæring og manden, der forhandlede det såkaldte Louisianna-køb, der med ét hug i 1803 fordoblede landets territorium langt ind i det ukendte, vestlige vildnis. Abraham Lincoln tilskrives æren for at USA kom igennem borgerkrigen som ét land og selvfølgelig slaveriets ophævelse. Teddy Roosevelt modtog Nobels Fredspris for sin indsats for at bringe 1. Verdenskrig til sin afslutning og var drivkraften bag Panama-kanalen.

Egentlig var det ikke planen, men efter nogle dage hos venner i Minneapolis besluttede vi at lægge turen om Hibbing i det nordlige Minnesota. Hibbing er trods sine godt 18.000 indbyggere en meget lille by. De lokale hilser på fremmede på gaden og er overstrømmende imødekommende overfor Bob-turister. Byen havde netop fejret Dylan Days i anledning af Dylans 67-års dag den 24. maj, da vi ankom den 27. maj. Vi begyndte med at køre hen til huset, hvor unge Robert boede fra familien flyttede til byen i 1947, til han skred omkring 10 år senere. Huset er også i dag hjem for en kernefamilie, som ser ud til at gemme sig bag nedrullede persienner. Naboens nabo var ved at male sit plankeværk, og vi spurgte ham, om der ofte kommer Bob-turister forbi. ”Oh yeah, all the time. There are always people walking by and taking photos”, svarede han. Manden fortalte, at han var 70 og havde afsluttet Hibbing High School tre år før Robert Zimmerman og aldrig kendt ham. Han havde lyttet til hans plader, men de sagde ham ikke noget. Han foreslog os at køre till ”Zimmy’s” på hovedgade, Howard Street, hvor vi kort efter nød en øl i solen. ”Zimmy’s” er en café, som slår mønt på Dylan med souvenirs, fotos på væggene osv.

Hos boghandleren i hovedgaden fik vi en tryksag med forslag til en bytur, som gelejder interesserede forbi steder af betydning for Bobs liv i byen.  Vi tog det meste af turen og kom forbi Zimmerman-familiens butik i midtbyen, musikbutikken, hvor Dylan købte de nyeste plader, onklernes biograf, synagogen og Hibbing High School, hvor Bob havde sin første offentlige optræden. Hibbing High havde sidste skoledag før sommerferien, og dørene var låste. En pedel var i gang med at samle iturevne noter fra det forgangne skoleår i parken foran. Vi spurgte, om alle døre var lukkede, og den venlige mand låste os straks ind og viste os auditoriet, hvor Dylan for første gang optrådte med orkester for et større publikum. Pedellen tændte scenelyset for os, så vi kunne tage fotos af Steinway-klaveret fra 1920, som Bob havde spillet på. Jeg tog et par billeder af Emil og Søren ved klaveret. Bob optaler netop dette auditorium i sin Chronicles I som en rigtig konsertsal i stil med Carnegie Hall.

Dagen efter var vi i Hibbing North, hvor man kan kigge direkte ned i en mines gigantiske dyb, mens minearbejderne udgraver jern. Ifølge pedellen fra Hibbing High School kalder de lokale stedet for The Grand Canyon of the North.  Et mineselskab havde med venners hjælp ikke langt derfra etableret en udstilling om Dylan, som de kalder Tangled up in ore. Vi sjussede os efterhånden frem til, at ore må betyde jernmalm. Udstillingen forsøger at kaste lys over Bob Dylans tilknytning til sin hjemegn, og udstillerne havde læst Dylans tekster igennem for at finde ytringer om hjemstavnsfølelser over for lokalsamfundet. Den slags ytringer er svære at finde, men de er der. I digtet My life in a stolen moment fortæller han om slægtens vej til Hibbing. I Chronicles I fortæller han om sine erindringer om den første optræden i Hibbing High School, og  sangen North Country Blues fra The Times They are Are a-Changin’ er en ballade om livet i en minearbejderby. Udstillingens placering i Ironworld, et informationscenter om minedriften, og teksten til North Country Blues på plancher, gav ny mening til sangen.

Andreas Fugl Thøgersen og Maj Juni foretager på en rejse gennem USA en række interviews med prominente amerikanere. Interviewene kan læses i deres bog Amerikanske tilstande. De to forfattere gør undervejs en pointe ud af, at de som unge europæere opflasket med amerikansk kultur i dag må søge deres kulturelle rødder i USA. I Hibbing kan man godt følge tanken. På vores egen rejse gennem landet er de musikalske Dylan-referencer dukket op som vi kom frem: Painted Dessert fra Dylans sang Brownsville Girl, Mojave Dessert fra en vittighed, som Dylan fortæller sit band forud for All along the Wathctower på Live at Bodukan, Ballad of Hollis Brown i South Dakota, hvor homestead-forordningerne ikke kunne føre til bæredygtige landbrug og Wabasha og 4th Street i Minneapolis.

I Minneapolis deltog vi den 24. maj i en Bob Dylan look-alike koncert på 4th Street, hvor mere og mindre talentfulde lokale musikere kopierede mesteren. En af dem fortalte os, hvor Dylan boede i sin studietid i byen. Sangen Positively 4th Street har sit navn fra gaden, som løber gennem byens studenterkvarter, og må ifølge vores kilde opfattes som en tak-for-sidst- sang til bekendte i studentermiljøet, som først kunne se Dylans format, da han slog igennem i New York.  

I San Francisco kunne vi forbinde Golden Gate med James Taylors sange Wandering fra 1975 og et foto af Larry Norman, der står og kigger ud over perleporten, som halvvejs ude går i opløsning i tågen. In another Land hed et af hans album.

Den næste uges tid står på koncerter. Vi håber at høre James Taylor i Detroit den 4. juni, Randy Stonehill i Wainfleet, Canada den 7. juni og Ferron den 8. juni i Buffalo, New York.

Las Vegas er en mærkelig by. Som turist på et kort besøg får man ikke indtryk af noget civilt bysamfund, men af en gigantisk kulisse om The Strip, som turiststrøget og hovedgaden kaldes. På The Strip ligger alle kasinoerne og slås om opmærksomheden med løjerlige påfund som kopier af Eifeltårnet,  pyramider, cirkus-forestillinger, danseshows på piratøer og lignende. Vi parkerede vores camper på en asfalteret campingplads i gåafstand fra hovedgaden og købte billet til The Deuce, en bus med rute op og ned af The Strip.

Kasinoerne er åbne for alle, og ingen ser folk an eller viser til rette. Indemiljøerne er klamme og minder om Norges-færgen eller Pejsegården i Brædstrup. Søren og Emil morede sig med at samle statisk elektricitet fra de syntetiske gulvtæpper.

I Circus Circus’s spillehal for børn fik Søren og Emil hver fem dollars og vandt 20 pointkort, som gav adgang til frit valg for fem kroner på en hylde bras, da et barnløst ægtepar kom og forærede dem 400 pointkort oven i. Så var der råd til en dåse karameller og en model af en plastikautomat med tyggegummi.

Thea og jeg gik på restaurant og valgte et alt-hvad-du kan-spise-tilbud til 17 dollars. Her var fisk i udvalg, grillet kød, stegt kød, mexicansk mad, pizza og pasta, pølser, salater, is, kager, candy floss og meget mere plus drikkevarer inkluderet i prisen.

Fra Las Vegas fortsatte vi til Zion National Park, som et er fredet naturområde i det sydlige Utah. Ved indgangen til parken ligger et Visitor’s Center, eller, som de hollandske gæster siger, ’Fissitors Center’. I centret kan man få alt at vide om stedets topologi, geologi og så videre sammen med forslag til ture i området. Over to dage tog vi et par vandreture ad bjergstier, som Søren kaldte ’de vildsomme veje’ med henvisning til noget fra Bamse og Kylling.

Amerikanerne har haft held til at tæmme den vilde natur. En anbefalet tur inderst i parken mellem vandrette bjergsider og vandløb var asfalteret og wheelchair accessible.

Fra Zion National Park fortsatte vi til Bryce National Park et par timers kørsel videre mod nordøst i Utah. Vi havde nu for alvor bevæget os ind på Utahs bjergplateau og vågnede forfrosne og uden i rindende vand i camperen den første morgen. I ’Fissitor’s Center’ kunne vi læse, at nattemperaturen havde været minus 12 grader.

Søren og Emil løste svære opgaver om parken og kvalificerede sig til titlen som ”Bryce Canyon Junior Ranger”. Med hævet højrehånd over for en parkmedarbejder i uniform aflagde de ed på at ville værne om de amerikanske nationalparker og fik hver sit gyldne emblem med titlen påtrykt.

I dag forlod vi Californien efter mere end tre uger, hvor vi ikke har set én dråbe regn. Til gengæld har vi set solen hver dag, selvom det ikke altid har været fra en skyfri himmel.

Vi forlod San Diego i forgårs og begav os mod Las Vegas med Joshua Tree National Park og Laughlin som mellemstationer. Joshua Tree National Park ligger ved Mojave Dessert og har sit navn efter et ørkentræ, som kun findes her. Det er et kaktuslignende træ, som fik sit navn af mormoner  i 1800-tallet, der, som Joshua, mente, at de var kommet til det lovede land.

Efter nogle dage på en campingplads lige ved en freeway i San Diego var det vidunderligt at være på en naturcampingplads igen. Staten Californien driver en række state camps, som ikke er campingpladser i almindelig forstand, men naturområder, hvor det er muligt at slå lejr for natten i afmærkede områder under beskedne forhold med toiletter og måske brusebad. En overnatning her koster typisk ca. 25 dollars. De californiske state camps giver mulighed for at opleve et naturområde på allernærmeste hold. Vi nyder roen og skønheden på disse camps, men også at komme tilbage til civilisationen, hvor der er tilbud om is og pizza, og hvor der er swimmingpools.

Næsten alle state camps har frivillige, som hjælper med at drive stedet. På pladsen i Joshua Tree National Park blev vi vist til rette af parkbestyrerne, et ægtepar på ca. 50, som tilbringer to gange 30 ulønnede timer om ugen med at holde pladsen. Manden, Bill, var gået på pension som 48-årig, da Generel Motors lukkede hans arbejdsplads, en bilfabrik nær Detroit. Med 60 % af sin løn i pension fordriver han nu tiden med at være frivillig på forskellige camps i landet. På en tilsvarende plads i Pismo ved Stillehavskysten var der syv frivillige, som hver ydede en ugentlig arbejdsdag på otte timer. På Reagans bibliotek var der ifølge Niels, en pensioneret amerikaner med norsk mor, 300 frivillige. Niels arbejdede en dag om ugen. Hvis de øvrige 299 gør det samme, svarer det til mere end et årsværk pr uge i frivilligt arbejde. En nydelig dame over pensionsalderen på Nixons bibliotek havde en nål med ordene ”1500 timer” på brystet. Hun fortalte beskedent, at andre havde nåle med fem og seks gange så høje tal. I zoologisk have i San Diego var der også frivillige. Will fortalte, at han måtte betale 100 dollars for at blive medlem af en støttekreds, før han kunne blive volontør. Til gengæld fik han som frivillig fri parkering!

Mellem Joshua Tree Nationan Park og Las Vegas valgte vi en omvej gennem ørkenen for at undgå motorvejen. På et tidspunkt passerede vi et skilt med teksten: ”No service next 100 miles”, dvs. ingen benzin, vand eller vejhjælp de næste 160 kilometer. Naturen omkring os var, som havde vi forvildet os ind på månen. Gold, rødbrun og sand til alle sider og ude i horisonten bjerge. Da vi nåede civilisationen på den anden side, var det i form af byen Amboy, som ifølge byskiltet er grundlagt i 1854. Mod sædvane oplyste skiltet ikke noget indbyggertal. Byen bestod af en tankstation, hvor nogle rockerlignende motorcyklister var ved at få tanket op og prisen for en gallon var halvanden gange højere end normalt.

Da vi kom til Laughlin, en by med ca. 35 000 indbyggere i grænselandet mellem Californien, Nevada og Arizona, løb vi ind i en Harley Davidson biker festival. I tusindvis af bikers med bragende lydpotter havde indtaget byen. Langs hovedgaden var der sat boder og scener op. Den gennemgående bikertype var en halvgamlmel mand med fuldskæg, ørering og tatoveringer og en overvægtig kone på bagsædet af en  monstrøst ombyggede Harley. Hjelmene med form som bunden af et æg ligner noget fra første verdenskrig.

Søndag morgen besluttede vi at gå i kirke og valgte tilfældigt én, vi havde set om et gadehjørne dagen før. Laughlin Community Church viste sig at være en pinselignende kirke med plads til begejstring. Fordi der var bikerfestival i byen, var en gruppe fra Bikers for Christ på besøg, og bikerpastor Denver fra San Bernadino prædikede med rygmærke, mens han stolt viste tatoveringer så store som spejleæg frem på under- og overarme. For at spille guitar, var han nødt til at tage en af sine ti fingerringe af.

Vi har efterhånden fundet en døgnrytme. Vi kører og oplever steder sammen om dagen. Når vi kører, færdes drengene frit i camperen. Nolge gange leger de i sengene over førersædet, andre gange ligger de på gulvet eller sidder ved spisebordet bag i bilen eller bytter pladser med en af os foran. Efter aftensmad laver de lektier i en times tid. Så kommer de i seng og hører en godnathistorie på computeren.

Søren stiller uventede spørgsmål som ”Hvad er der bag den kinesiske mur?”, ”Hvad sker der med affaldet, når det er kommet på lossepladsen?”, ”Hvad skal man gøre, hvis man ikke har nogen arme og ben?” Emil interesserer sig for navnene på de amerikanske stater og deres hovedstæder. Han spørger også en del til de kommende måltider.

San Diego den 24. april

Vores ophold i San Diego trækker lidt ud, fordi her er så meget at se. Her er et museum over luftfartens historie, et ”Childrens Museum”, et fotomuseum, kunstmuseer, videnskabsmuseer, den mexicanske storby Tijuana lige ved siden af, og her er en zoo med verdensrenome. Her er historiske bygninger og museer fra de første spanske kolonisters tid, og vi vil gerne opleve så meget som muligt.

Vi ligger for første gang på en campingplads med swimmingpool, hvor drengene er så meget som muligt. Ved siden af poolen er der et boblebassin på ca. 4 x 3 meter, som er opvarmet og så varmt, at man næsten brænder sig i det.

Tijuana i Mexico er en by med over en million indbyggere, som ligger helt op til USA’s grænse. Faktisk hænger byen sammen med San Diegos sydlige forstæder, men er alligevel skarpt adskilt af grænsen mellem de to lande. Vi oplevede ingen grænsekontrol ind i Mexico, hvor vi gik til fods, men måtte vise pas og svare på spørgsmål på vej tilbage til USA. I Tijuana havde vi en klar fornemmelse af at være i et tredjeverdens land. Et sted slæbte en ung, lam kvinde sig hen ad fortovet, og i hovedgaden blev vi hele tiden antastet af påtrængende sælgere og lediggængere, som prøvede at slå mønt af os. Vareudbuddet var et helt andet og af langt dårligere kvalitet end i USA, og det var svært at finde noget interessant at bruge penge på. Da vi bestilte mad på en restaurant, dukkede et tremands orkester op ud af det blå og plagede os uopfordret med latinamerikanske rytmer.

Amerikanerne tager tydeligvis til byen for at få adgang til medikamenter, som kun fås på recept i USA. Der var Pharmacies med få 100 meters mellemrum. Et kaldte sig Amsterdam og lovede happines, og vi blev da også antastet af et par skæve amerikanere, som spurgt om vej til en mexicansk restaurant. Jeg købte kontaktlinser.

Emil blev - meget mod sin vilje - klippet i Tijuana. Det kostede seks dollars.

Koncerten i Santa Barbara levede ikke op til forventningerne. Vi regnede med at møde den djærve og brave countrysangerinde, som vi kender fra albummene, og havde svært ved at genkende den neurotisk snøvlende dame på scenen, som ikke havde helt styr på sine instrumenter. Vi har flere mulige koncerter i kikkerten, men der skal lidt held og planlægning til, før vi er på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Avocado-festivalen i Fallbrook blev kort for vores vedkommende. Det var ikke til at sparke sig frem for folk, og der var så godt som ingen avocadoer. Til gengæld var der kvindegrupper, religiøse grupper, alle slags handlende, folk der samlede underskrifter for hårdere straffe for voldtægt osv.