Hvordan det hele startede.

Her vil I kunne læse lidt om hvordan min store passion for heste begyndte.


Da jeg var helt lille gik jeg på et rideskole hold i et års tid, inden rideskolen lukkede. Der nåede jeg at blive rigtig heste-tosset. Dog forsvandt interessen lidt efter jeg stoppede på rideskolen. Men nogen år efter ville jeg gerne ride igen. Der måtte jeg indse at jeg på en eller anden måde, havde fået en skræk for at ride. Jeg ved ikke hvordan, men den var åbentbart kommet i de år jeg ikke havde haft med heste at gøre. På det tidspunkt troede jeg ikke man kunne bruge heste til andet, end at ride. Så derfor droppede jeg hurtigt tanken om heste igen.
Men nu havde en af mine gode veninder, som jeg i sin tid også gik til ridning med, fået hendes helt egen hest. Der var jeg med oppe engang imellem, egentlig bare for hyggens skyld, men der opdagede jeg en helt ny side af det at træne heste. Jeg var vant til at man red rundt hele tiden. At alt træning foregik mens man sad på hesten. Men min veninde trænede hendes hest fra jorden...

Jeg var så forundret.. Så jeg fulgte med i deres træning sammen. Jeg ville så gerne stille en masse spørgsmål, men jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle spørge om.. Det var så nyt for mig. Ligepludselig en dag stod jeg selv med hesten i hånden, og blev guidet til at lave en meget simpel øvelse. Jeg var ikke vant til dette såkaldte jordtræning og jeg gik helt i sort.  Men efter et par gange hvor jeg fik lov at lave nogen små øvelser med Vilja (den smukke omtalte hest) synes jeg det var MEGET sjovt! Jeg blev ved med at tage med op til Vilja, oftere og oftere. Jeg var stolt hver gang jeg havde fuldført den mindste øvelse med hende. Helt oprigtig stolt.



Efter et stykke tid, begyndte jeg at passe to shetlands hopper.
Men første dag jeg var derude, helt alene, faldte alle mine drømme fra hinanden. Jeg var ude på folden og løb helt ned i den anden ende, og var sikker på at ponyerne glædeligt ville løbe ved min side og vrinske. Men ingen af de 2 ponyer fulgte efter mig. Jeg forstod det ikke. Men fandt hurtigt ud af, at de kun ville komme hen til mig hvis jeg satte mig helt ned. Dét forstod jeg virkelig ikke! Var de bange for mig? Intet var som jeg havde forventet, det kunne jeg konstatere efter et par dage med ponyerne. Og det fortsatte med at gå ned af bakke de næste godt 4 måneder, tror jeg. Jeg løj overfor alle om hvordan det gik. "Det går bare super godt med Indy og Lotte! Vi er blevet SÅ gode venner!" .. Men sandheden var meget anderledes. Jeg var direkte bange for dem.

Jeg indså at jeg måtte gøre noget. En dag besluttede jeg mig for at starte helt forfra. Da jeg kom, gik jeg ud på folden uden så meget som at kigge på Indy og Lotte, gik hen i et hjørne af folden, og satte mig ned. Nu var jeg ikke interesseret i dem, og så var jeg jo ligepludselig spændende! Fra dén dag gik det langsomt fremad! Jeg havde nu fået et helt nyt syn på det hele. Der skete meget de næste par måneder og vi blev tættere og tættere.. Især mig og Lotte blev rigtig gode venner. Jeg husker tydeligt hvordan mig og Lotte knyttede os til hinanden. Hun er den første hest jeg nogensinde har knyttet mig til på den måde.

I august måned 2010 købte jeg så min egen hest, hvilket var rigtig stort for mig.
Lille Nicko, som jeg stadig har den dag idag.
Da jeg købte ham var han lige blevet 1 år, og var aldrig blevet håndteret. Det har bragt mange store udfordringer, og der bliver ved med at komme nye. Men det betyder også bare at der sker udvikling hos os begge hele tiden - Hvilket jeg vægter rigtig højt.